Det er ikke bare det, at gå rundt ved bordene og få den ene store smagsoplevelse efter den anden. Det er også det, at smage på ældre årgange fra Bernhard Huber. Her går det op for en, at huset har været forud for sin tid. Frontløber. En af dem der har sat det tyske Pinot-eventyr i gang.

På et tidspunkt stod jeg med en 2004 Spätburgunder Sommerhalde GG i glasset – simpelthen en kæmpe vin. Den skal ikke sammenlignes med noget. Den skal bare stå som et fyrtårn. Et fyrtårn, der viste vejen for alle de andre. Selvom huset Bernhard Huber ikke er gammelt, så bliver man alligevel ramt af historiens vingesus, en forklaring på, hvorfor husets vine er så gode i dag. De har været det i årtier, med farmand som ideologisk bagmand og den energiske, utrættelige, perfektionistiske, altid søgende efter det ultimative, søn Julian, som tronarving.

Man er nødt til at være fuld af benovelse og beundring. Det er intet mindre end imponerende det der skabes her, og alle tyske vinmagerkollegaer ved det, og ser op til det. De var der alle sammen. Hele den nye generation af vinmagere fra Pfalz og Baden (Salwey, Wöhrle, Rings, Heger, Jülg, Krebs), havde Sabeth fra Gebrüder Mathis ikke haft 30 års fødselsdag samme dag, så havde Mathis også været der. Og de hyldede hvad de smagte.

Årgang 2023

2023 kom godt fra start, en mild vinter og ditto forår lovede godt. På trods af, at vegetationen satte fra start tidligt, så undgik man frostskader. Sommeren blev solrig og tør. Især tørken blev undervejs et problem. Yngre stokke sled med vandmangel, lukkede ned og smed drueklaser. Men så kom regnen. Den var kraftig og vedvarende. Desværre kom den op mod høst, og under høst for de tidligt modnende sorter. Om man vil det eller ej, så påvirker regn frugten enormt. Planterne mæsker regnvandet i sig, og en del af det ledes ud i druerne. Man kan på en måde sige, at regnen “fortynder” vinen. Procentdelen af phenol (farve, tannin og aromastoffer) går ned. Det har, for Pinot Noir´s vedkommende givet lidt lettere og mere elegante vine end 2022. Klart mindre farveintense og mindre tanniske. Gør det så noget? Egentlig ikke. 2022 var ekstremt koncentreret. En vin som Alte Reben var nærmest sort i årgang 2022.

Bernhard Huber Spätburgunder 2023

Alte Reben fremstår i 2023 sjovt nok stadig mørk og intens, men som Julian siger: “Det er beviset på, at stokkene er gamle. Rodnettet ligger så dybt, at de ikke påvirkes synderligt af regn op til høst.
Vinen er igen i 2023 et brag af en smagsoplevelse. Mørk, saftig, med kirsebær, blåbær, blomme, nellike og kardemomme og let tanninbid. Den fylder munden med moden lækker frugt og insisterende syre. Nogen vil sige, at 800,- kroner er dyrt for en Ortswein, jeg vil sige; – den er bedre end mange kollegaers GG-vine. En magtdemonstration!

En vin i samme kategori – altså Ortswein, – er den nye Hecklingen. Druerne kommer fra parceller, hvor der tidligere voksede tyske kloner af Pinot, nu er der podet franske kloner på rødderne. Parcellerne ligger på plateauet over Schlossberg GG. Vinen er vidunderlig. Lidt varmere næse end Alte Reben. Mere røde bær. Jordbær, orangeskal, karamel. Saftig rød frugt i munden. Pirrende krydret syre. Medium tannin. Hvis Alte Reben er Gevrey-Chambertin, så er Hecklingen – Pommard. Kæmpe stort! Det vil være svært at vælge en favorit. Lige nu tænker jeg, at Hecklingen er bedst, men om 3-4 år tipper det nok.

Alle Bernhard Huber GG’er er store oplevelser. Alligevel fremstår Bienenberg, for mig, som den største. Relativt mørk frugt, med kirsch og moreller. Finurligt krydret med sort peber og nellike. Storladen mundfyldende frugt, der pirrer med kirsebær og sitrende krydderi. Velintegreret tanninbid, der vidner om, at denne vin har mange år i sig. Vinen har en dybde i årgang 2023, som jeg måske savner i nogle af de øvrige, hvilket igen kan relatere til vinstokke på 50+ år.

Bernhard Huber´s hvide vine 2023

Helt overordnet, så er de hvide vine fra Huber alle sammen med grønne og syrlige noter. Det er jo det Tyskland kan – og skal. Eksotisk frugt uden syre kan man få rigeligt af andre steder i verden. På basisniveau Breisgau og Malterdinger er der en smule bitterhed i eftersmagen, ikke på nogen måde negativt, blot et element, der gør vinene madvenlige. Jo højere op man kommer i kvalitet, des mindre bitterhed finder jeg.

Vinen Breisgau må fremhæves. Den opfører sig som stor Bourgogne, men er produceret på Pinot Gris og Pinot Blanc, med 18 måneder på brugte fade. Til prisen er det en “no-brainer”.

Alte Reben er, også på Chardonnay, en jubelscene værd. Det er så balanceret, så helt utroligt godt strikket sammen. Vinen dufter af røg, vanille, urtehave, lime og grønt æble. Smagen er nærmest en bid af et grønt sprødt saftigt mundvandsdrivende æble. Friskt, vedholdende, syrligt pirrende og så med drillende krydret mineralitet.

Julian kan godt lide at lege med en reduktiv note. Nogle gange rammer han den lige i r….
Som for eksempel med Binenberg GG 2023. Den smager simpelthen bare af 100 point!
Grønt saftigt æble, citrus, salt, syre, fad krydderi, strøget tændstik. Absolut intet bittert, bare velkonstrueret behag af smagsløg. Perfekt!

Breisgau og Malterdinger 2023 forventes på lager primo Juni 2025, – Alte Reben, Hecklingen og GG kommer i September.

The post Bernhard Huber – årgang 2023 appeared first on Vin under lup.

Markus Wöhrle er endnu et bevis på, at tysk vin er på vej ind i en ny æra. Det er ikke længere halvhjertede forsøg på at lave noget der er internationalt, men som alligevel klamrer sig til tyske traditioner, der kommer fra de bedste tyske vinmagere, – det er intet mindre end helhjertet, innovativ, perfektionistisk verdensklasse de leverer!

Der kommer heldigvis flere og flere producenter, der tager deres produkt alvorligt. Som mener at Tyskland´s fremtid ligger i kvalitet og ikke i fordums kvantitet. Jeg har besøgt mange af top-producenterne, og hver gang jeg gør det, bliver turen naturligvis lagt forbi eksisterende leverandører. Og det sker hver gang. Jeg sidder hos Wöhrle og bliver blæst bagover. Markus er noget nær tysk mester i hvidvin, og de røde har alle denne umiskendelige lette, krydrede, let reduktive Wöhrle karakter, som er lige præcis den vej Tyskland skal gå med Pinot for at være interessant for verdensmarkedet.

Det der er vildt ved Markus er, at han næsten hver gang man kommer forbi, har lavet et nyt eksperiment, forsøgt noget nyt, for at forbedre kvaliteten af hans vin, – uden at gå på kompromis med husets unikke stil. Jeg elsker det. Det vidner om ærgerrighed. Viljen til at stræbe mod stjernerne. At Markus selv er ydmygheden selv taler kun endnu mere til behageligheden ved et besøg på stedet.

Baden

Baden er tysklands 3. største vinregion, men langt fra en af de mest kendte. På eksportmarkedet er området næsten ikke-eksisterende. Området er tysklands varmeste vin-område, og egentlig tysklands modstykke til Alsace. Baden´s vinmarker løber på modsatte side af Rhinen, og strækker sig fra grænsen til Schweitz (Basel) i syd til vinområdet Franken i nord. En strækning på over 400 kilometer. Vinmarkerne ligger dog spredt, og ofte på sydvendte skråninger, så derfor er vinmark-arealet alligevel begrænset. Cirka 15.000 hektar er opdyrket med vin i Baden området, – det er samme antal som i Alsace, men Alsace er blot 170 kilometer langt.

Fordelen ved Baden, i forhold til et område som Alsace er, at her har man ikke de samme traditioner at holde i hævd, og samtidig så er den nye generation vinmagere meget omstillingsparate. Derfor blev Chardonnay i 1990 godkendt som selvstændig drue i området, og derfor er Spätburgunder blevet kæmpe stort i Baden. 36% af områdets vinmarker er i dag beplantet med druen, og det er formentlig ikke en trend der stopper sådan lige. Med de priser man efterhånden skal betale for Pinot Noir fra Bourgogne, så søger folk alternativer, – og det kan de i særdelshed få fra de gode producenter i Baden. Weingut Wörhle er en af dem.

Weingut Wöhrle i Lahr

Weingut Wöhrle ligger lige syd for Offenburg i byen Lahr. Ved Lahr skærer en dal sig ind i Schwarzwald, og det er i denne dal, på de sydvendte skråninger, at parret Markus og Tanja Wöhrle henter deres druer. De dyrker nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten på Bourgogne-druerne Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Chardonnay, men også Riesling og Grauburgunder (Pinot Gris). Familien Wöhrle købte gården “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz. Arbejdsgiveren var/er også VDP medlem, og dyrker Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder og Weissburgunder, – og arbejder i øvrigt også økologisk. Flere ting gjorde, at Markus kunne tage erfaringer med over i eget firma.

Spätburgunder fra tyske kloner

Markus Wöhrle forsøger ikke at lave burgundisk Pinot Noir. Han holder fast i den autencitet, der ligger i at bruge de kloner af Pinot Noir, som har vokset i området i årtier. Disse kloner har tilpasset sig klimaet omkring Lahr og leverer en lysere, mere krydret og syrlig Pinot. Markus sigter efter at levere en tysk udgave af Pinot Noir, som ikke kan skabes andre steder i verden. Man må sige det lykkes. Vinen er umiskendeligt tysk, men så velsmagende og afbalanceret, at den fejer mange Bourgogne Pinot´s af bordet, også selvom Bourgognerne koster noget mere.

I 2022 forsøgte Markus sig første gang med “pump overs” i sine Pinot gæringer. Det har givet vinene en fantastisk frugt og viskositet, og en fantastisk renhed. Sidstnævnte kan også skyldes årgangen, men faktum er, at den let reduktive karakter, som Wöhrle Spätburgunder ofte besidder, den er ikke eksisterende i 2022. Det er storladen rød moden frugt, der stråler op af glasset. Blide, bløde tanniner og pirrende krydret syre. Det lover godt for fremtidige årgange fra Markus.

Chardonnay i verdensklasse

Hvad Chardonnay angår kan Markus ikke løbe fra, at han kigger mod Bourgogne. Han har plantet burgundiske kloner og køber sågar sine fade hos bødkeren Damy i Meursault. Det har vist sig, at Lahr-dalen tager virkelig godt imod Chardonnay. Druerne modner flot og bevarer samtidig en syre, som mange Bourgogne-bønder ville blive misundelige over. Læg dertil, at hos Wöhrle er druerne i hænderne på en vanvittigt dygtig vinmager. Chardonnay dyrkes på Lahrer Kronenbühl og på Gottsacker.

Teufelslochgasse er en lille del af Lahrer Kronenbühl, som udmærker sig ved at have et højt indhold af kalksten. Markus spottede dette ret tidligt og havde en idé om, at lige netop denne jordtype ville kunne gøre noget godt for Chardonnay. Så han hentede Chardonnay-stiklinge i Bourgogne og nyplantede parcellen i 2015.

Parcellen er beplantet ekstremt tæt, med 50 centimeters afstand. Det giver et naturligt lavt udbytte pr. plante og ydermere beskæres planterne, så de kun sætter 2 klaser. Det giver en ekstrem kompleksitet.
Mosten har gennemgået 12 timers skindkontakt, og efterfølgende, et 6 timers meget skånsomt pres. Mosten er spontangæret på ét nyt egetræsfad – mere er der ikke produceret. Efter endt gæring har vinen hvilet 21 måneder på gærresterne.

Vinen er fuldstændig vild. Selv VDP har overgivet sig, og kigger i øjeblikket på, om Teufelslochgasse skal ophøjes til GG. Vinen dufter af citrus, urter, røg og hvid peber. Den er en censorisk eksplosion i munden, med lidt melon og abrikos, som suppleres af masser af syre, sten og røg. Spændstig, mineralsk, vanvittigt flot!

Verdensklasse vingård

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til “Winemaker of the year” i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. I 2018 får huset  I tyske Vinum Weinguide tildelt titlen som “Årets vingård” og bliver rangeret blandt de absolutte top-producenter i Baden, kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Hos Eichelmann, et andet tysk vinmagasin, er historien den samme. Wöhrle er i 2018 rykket op i kategorien “Verdensklasse vingård”. Markus er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist. Og man må jo af og til erkende, at perfektionisme kan være skide irriterende, men også at det virker. Der kommer ikke en eneste vin fra dette hus, uden at den oser af kvalitet, – og hans bedste vine hører ganske enkelt til i verdens-eliten! Husets top Chardonnay vil kunne glide direkte ind i en smagning af Puligny Montrachet uden at falde igennem. De bedste Spätburgunder vine er på samme ekstremt høje niveau.

Huset er medlem af VDP og har besiddelser på tre Grosse lage vinmarker: “Herrentisch”, “Kirchgasse” og “Gottsacker”. Hvilket betyder, at de må udstyres med den højeste udmærkelse for VDP medlemmer “GG”. Alle Weingut Wöhrle´s vinmarker dyrkes økologisk.

The post Weingut Wöhrle fra Baden appeared first on Vin under lup.

Det føles lidt som om vingården, som vi i dag kender som Bernhard Huber, har ligget der altid. Eller næsten altid. Men navnet Huber har faktisk kun været forbundet med Tyskland´s bedste Spätburgunder i tre årtier. Til gengæld har huset været helt i top i alle årene. Det har det, fordi Bernhard var forud for sin tid. Han ville, og han troede på, at Pinot Noir kunne trives i Baden. Det skulle vise sig, at han fik ret.

Bernhard Huber overtog den fædrene gård i 1987. På daværende tidspunkt var vin kun en lille del af de afgrøder der blev dyrket. Og de druer der blev høstet, blev solgt til kooperativet. Det var primært druer som Müller-Thurgau, Grauburgunder, Auxerrois, Weissburgunder, Rivaner og Gewürztraminer, der blev dyrket, for det var dem det lokale kooperativ efterspurgte.

Men Bernhard´s hjerte bankede for Bourgogne, og han ville selv producere sin vin, så han opsagde kontrakten med kooperativet og begyndte at producere egen vin. Det skulle ikke bare være blød mellemvare, Bernhard ville noget med sin vinproduktion. Han ønskede at producere top Pinot Noir og den skulle produceres efter burgundisk forbillede, hvilket ikke var typisk Baden på daværende tidspunkt.

Et besværligt eventyr starter

Allerede i 1990 vandt han prisen for årets ”Bedste Spätburgunder” i det tyske vinmagasin ”Vinum” og så startede eventyret.

Bernhard ønskede faktisk ikke rigtig at lave andet end Spätburgunder. Han opkøbte flere marker, nogle som allerede var beplantet og nogle tilplantede han selv, primært med Dijon-kloner, men også gamle parceller med Freiburger-kloner blev opkøbt.

Det var en ulige kamp Bernhard havde kastet sig ud i. Pinot udgjorde efterhånden 65% af markarealet hvilket gjorde ham meget sårbar. Pinot Noir var utilregnelig i det kølige og fugtige område. Rent klimatisk, så var Baden, i kølige årgange, ikke i nærheden af at kunne modne druen og meget af det rådnede væk. Et forsøg på omlægning til økologi måtte opgives i 90´erne, fordi det rent klimatisk ikke var muligt. Det er en vild tanke, for her 30 år senere modnes Pinot Noir hvert eneste år. Nogle år bedre end andre, men sådan var det også engang i Bourgogne. Klimaforandringerne går så hurtigt, at man slet ikke fatter det.

En nye generation tager over

I 2014 døde Bernhard alt for tidligt af kræft. Sønnen Julian overtog bedriften i en meget tidlig alder og førte på mange måder faderens værk videre uden at stille spørgsmål. Med tiden har Julian dog fundet sin egen stil, og den tilpasses stadig. Udgangspunktet er det samme. Vingården skal producere noget af Tyskland´s bedste Pinot Noir. Rent faktisk minder gården og markarealet anno 2023 mere om det faderen drømte om, end det han selv nåede at skabe. Fra årgang 2023 er vingården endda certificeret økologisk.

Markarealet er gået fra 2,5 hektar i 1987 til 28 hektar i 2023. 70% er beplantet med Spätburgunder, 15% Chardonnay og resten med Weissburgunder og Grauburgunder.   

Som nævnt så udvikler Julian hele tiden sin stil. Han skar forholdsvis hurtigt ned på andelen af hele klaser i gæringen og brugte mindre nyt fad. Fra årgang 2022 er hele klaser helt ude af produktionen. Selvom Bernhard Huber var forud for sin tid, så har Julian formået at føre vingården ind i en ny moderne tid. En tid hvor god tysk Pinot er blevet udbredt, men hvor Huber stadig skiller sig ud som en af de bedste. Bernhard producerede en mere “bondsk” Pinot. Den var mørkere, med mere tannin og mere fadpræg. Den passede til tiden. 2022 fra Huber er mere ren og frugtdrevet i sit udtryk.

At forblive på toppen kræver udvikling

Indtil 2017 blev hver parcel vinificeret efter sin egen opskrift. GG Schlossberg er husets varmeste parcel og blev derfor produceret med en kortere maceration, for at dæmpe den frugtige karakter, og ofte blev mosten gæret med en højere andel hele klaser for at tilføje syre og lethed. Samtidig kunne vinen tåle mere nyt fad for at tilføre tannin og supplere den modne frugt.

Årgang 2017 ændrede på den praksis. Det var en regnfuld og kølig sommer. Der blev sorteret meget og udbyttet blev lavt. Forventningerne til årgangen var små. Julian besluttede sig for, at vinificere alle parceller ens, for der var ikke store forskelle i modenhedsgrad. Det blev en øjenåbner. Hver enkelt parcels særlige karakter trådte pludselig langt mere tydeligt frem.

Siden 2017 er hver parcel i reglen udsat for 9 dages koldmacerering, dernæst varmes mosten op, eller rettere, den køles ikke længere ned, og en spontangæring går i gang. Gæringen tager som regel 14 dage hvor der regelmæssigt foretages remontage (pump overs). Efter endt gæring hviler vinen på skindet i 22 dage inden pres og overførsel til fade. 1/3 af fadene er nye. Vinen hviler 16-18 måneder og tappes dernæst ufiltreret.

Markbesiddelserne hos Bernhard Huber

Malterdinger og Alte reben

Huset producerer vin i tre kvalitetskategorier, efter burgundisk forbillede. “Malterdinger” er det der svarer til village. Druerne til denne vin kommer fra de yngste stokke på husets GG-marker. Vinen “Alte Reben” er niveauet over, og kan på en måde ses som en premier cru. Druerne stammer igen fra Bernhard Huber´s GG-marker, fra ældre stokke og primært fra Bienenberg, marken som omgiver vingården.

Bienenberg

Det var cistercienser munke, der tilbage i 1200-tallet opdagede, at jordbunden på Bienenberg mindede om den i Côte de Nuits. Pinot Noir er derfor ingen ny opfindelse i Baden, den har vokset her i århundreder. Jordbunden består af mergel med et højt indhold af kalksten. Marken er nærmest delt i to, den ene med en sydøstlig orientering mod solen, den anden med en sydvestlig. Planterne der leverer druer til husets GG er mellem 40 og 55 år. Vinen herfra er i sandhed burgundisk. Det er noter som røde bær og viol der går igen i beskrivelserne af vinene herfra. Bienenberg kræver ofte tid for at modnes.

Wildenstein

Wildenstein er den ældste del af Binenberg. Altså en speciel del af marken. Dette kaldes en “Gewann” på tysk, eller “Lieu dit” på fransk. Jordbunden er mere stenet her. Her er mere stejlt, og terrasserne derfor mindre. Man mener det var her Pinot Noir første gang blev plantet i Malterdinger-jord. Disse geologiske forhold giver vinen herfra en anden karakter end på resten af Bienenberg. Den bedste måde at beskrive det på ville være at bruge ordet “mineralitet”. Wildenstein har en lettere struktur, men samtidig en mere kompleks tannin. Wildenstein er den vin med størst lagringspotentiale af alle Huber´s GG´er.

Sommerhalde

Vinmarken Bombacher Sommerhalde ligger øst for vingården, nærmest helt inde i Schwarzwald. Jordbunden består af mergel med kalksten. Marken ligger i en lille dal hvor der ofte er en smule vind. Solorienteringen er mod sydøst. Disse to faktorer gør det muligt at dyrke Pinot Noir her. Den fugt der helt naturligt opbygges af skovens nærhed, den tørres ud af let brise og morgensol.

Schlossberg

Marken er noget af det første man ser når man drejer fra A5 og kører mod Malterdingen. På venstre side ligger en bakkekam med ruinen “Lichteneck” omgivet af vinmarker. Markerne er stejle og direkte sydvendte. Her ligger Huber´s varmeste parceller. Jordbunden er ekstremt kalkholdig. Vinen herfra besidder en mørkere frugt end fra de øvrige GG-marker og mindre tannin. Det er en moden saftig Pinot, med pirrende mineralitet og krydderi der skabes her. Drikkeklar i en ung alder.

The post Weingut Bernhard Huber appeared first on Vin under lup.

I byen Merdingen, for foden af Tuniberg, bor familien Mathis. Egentlig var det et kalkbrud, der var familiens levebrød. Men brødrende Mathis, som blandt andet bestod af Severin´s bedstefar, hyggede sig med at lave vin når de kom hjem fra arbejde om aftenen. På et tidspunkt solgte brødrene deres virksomhed og vin kom til at fylde mere. Ingen i familien har været uddannede vinmagere, men de har besiddet jord og produceret vin. Ejendommen kaldte de Kalkbödele, efter den kalkholdige jord. Men i 2020 rykkede en ny generation ind. En vild en. Severin og Sabeth overtog den daglige drift fra Severin´s mor og det gjorde de med en optimisme og en tro på, at Tyskland bliver det nye mekka for Pinot Noir og Chardonnay. De er begge uddannede på Geisenheim, hvor de mødte hinanden og danner i dag par.

Inden de kom så langt som til at drive egen vingård var de ude i verden for at lære et par vinmager-tricks. Severin arbejdede for Bernhard Huber, Chateau Montus i Margaux og Hobo Vineyards i Californien. Sabeth var hos Ökonomierat Rebholz, Bernhard Huber og Joseph Phelps i Californien.

De kalder sig selv motiverede, kreative og nysgerrige men oven i den ungdommelige vildskab er de også strukturerede. Og det er præcis derfor de er så gode. Det er præcis derfor den unge generation i Tyskland er så dygtig. Den unge generation formår at have struktur i kaos, for Tyskland er kaos lige nu. Det er kaos på den gode måde. Nye druesorter finder vej, nyplantninger tager ikke længere udgangspunkt i historien, men i fremtiden. Alt peger fremad. Det gør vinene herfra også. Til ære for vingårdens historie, så har de omdøbt den til “Gebrüder Mathis”. Men når vi nu er ved historien: Spätburgunder har været dyrket i Baden i århundreder, og lokale kloner er opstået, eller planteforædlet på universitetet i Freiburg. Vinmarkerne på Tuniberg er et godt eksempel på, at tålmodighed lønner sig. Det vrimler med gamle stokke med Freiburger kloner, og gamle Freiburger kloner leverer altså virkelig stor vin, også vin som er helt oppe at ringe på den store Pinot Noir klokke.

Spätburgunder

Spätburgunder fylder meget hos Gebrüder Mathis. Markerne er primært beplantet med Freiburger kloner og en lille del Dijon kloner. Til husets basis-vin indgår dog flere tyske løs-klasede kloner. Det er helt åbenlyst for Severin og Sabeth, at kvaliteten skal komme fra de ældre parceller med Freiburger-kloner eller Dijon-kloner. Husets topmarker er Hohrain og Rosenloch, samt i fremtiden nyerhvervede Oberehalten.

På Hohrain er den kalkholdige undergrund dækket af et lag “Löss”, en sandet jordbundstype. Markens hældning er mod sydøst, men ligger så højt, at den nyder godt af sol det meste af dagen. Højden gør dog også, at vinden har frit spil og her er lidt køligere end på gårdens øvrige parceller. Vinen herfra har en smule mere mørk frugt og mere tannin, end husets øvrige vine, grundet de franske kloner.

Rosenloch består af af löss på undergrund af kalksten. Freiburger-klonen der vokser her blev plantet i 1980. Markens hældning er mod syd-vest, så den nyder godt af eftermiddags- og aftensol. Oberehalten ligger på kalksten med et meget tyndt lag Löss og ligger nærmest i en gryde med orientering mod sydvest. Det giver varme aftentimer og kølige formiddage. Klonmaterialet er 50+ år gamle Freiburger kloner. Første årgang af vinen bliver 2022 og frigives i 2024.

Markerne dyrkes økologisk, vinene spontangæres med en lille andel hele klaser (15%) og vinene lagres dernæst 18 måneder på træfade, hvoraf en lille andel er nye. Vinene tappes uden filtrering.

Chardonnay

For parret er der ingen tvivl om, at det næste store eventyr om tysk vin vil blive skrevet om Chardonnay-druen. De har netop anlagt 1,5 hektar – udelukkende med Chardonnay. Dels fordi den kalkholdige jordbund i området er særdeles velegnet til Chardonnay, dels fordi de synes de har noget at byde ind med på druen og sidst men ikke mindst, fordi de første årgange de har produceret er revet væk!

Topmarken er Saint Morand. Den kalkholdige jordbund er med til at give vinen en fantastisk nerve. Masser af syre, men også en helt særlig mineralitet – ordet man kun bruger hvis man ikke ved hvad man ellers skal skrive. Men man smager kalk, uden at det rigtig er kalk. Det er renhed, det er skrøbelighed, det er finesse. Føj alle disse karaktertræk til husets klassiske, let cremede stil, så har du en Chardonnay i verdensklasse.

Gebrüder Mathis er din chance for at møde et nyt tysk vinhus, der ikke bare er et nyt tysk vinhus. Severin og Sabeth er ambitiøse, målrettede og nytænkende. Mere end værdige repræsentanter for det begreb, der her i huset hedder “Den nye generation af tysk vin”.

The post Gebrüder Mathis appeared first on Vin under lup.

Man bliver både glad og på samme tid rystet over hvor god Pinot Noir der efterhånden produceres i Tyskland. Som Morten Bundgård sagde da han smagte Twardowski´s årgang 2019: “Den mand har jo ophævet tyngdekraften!”
Det, der til stadighed gør mig glad er den store diversitet. Der er naturligvis dem der går efter at ramme den burgundiske stil, men der er så sandelig også producenter der går efter lokalt særpræg, en tysk fortolkning af Pinot Noir – en rigtig Spätburgunder.

Nedenstående skema er et forsøg på at give et overblik over de stilarter som hvert hus står for. Dijon-kloner er det nye sort i Tyskland. Dels fordi klimaforandringerne gør det muligt, dels fordi de giver en tættere og mere kompleks smagsoplevelse. Mange af de tyske kloner giver en lettere vin, en mere rød frugt og en mere frisk syre. Sidstnævnte er der flere huse, som ikke har lyst til at give slip på. Man kan næsten sige, at de holder fast i at producere en tysk Pinot, altså en “rigtig” Spätburgunder, imens dem der planter Dijon-kloner går mere efter at ramme Bourgogne.

Næste valg der skal træffes er, om man vil afstilke, eller gære med en procentdel hele klaser. Når man gærer med hele klaser, så er der stilke med i gæringen. De bidrager med en lidt urtet karakter, som klæder Pinot Noir. Vinene bliver typisk lysere da stilkene optager en del farve. Metoden er meget brugt i Bourgogne. Andelen af hele klaser bør dog ikke blive for høj, så dufter vinen pludselig mere af pibetobak end af frugt! Af nedenstående producenter anvender næsten alle 30-40% hele klaser i gæringen. Kun Jülg afstilker komplet. Han får derfor en mørk, saftig, frugtdrevet Pinot.

Årgang 2019 bød på et koldt forår i Tyskland. Det kølige vejr udsatte blomstringen en del i forhold til de seneste årgange, men det gjorde mindre, for sommeren blev igen varm og tør – og det var sådan set det største problem med 2019 – mangel på vand. Vinplanterne led på flere af de mest veldrænede parceller af tørkestress oven på rekordvarme og tørre 2018. Tørken spillede en stor rolle for det endelige høstudbytte. Der var få klaser på hver stok, og druerne var ofte små og med enorm smagsintensitet. 2019 blev en lille årgang, med masser af tørstof. Uden tvivl en årgang, som vil kunne gemmes i lang tid.

Ved alle vine skrevet i okker er der linket til vinen på mr-ruby.dk
øvrige vine er endnu ikke på lager

Weingut Wöhrle, Baden

Vi startede smagningen med et kig på vinene fra Wöhrle i Baden. Markus holder stædigt fast i en høj andel tyske kloner, da han elsker letheden og syren i dem. Han anvender omkring 30% hele klaser i sine gæringer og lagrer vinene op til 18 måneder på fade fra Taransaud. Cirka 1/4 udskiftes hvert år.

2019 Lahrer Spätburgunder “Bestes Fass”, Wöhrle
Bestes Fass er produceret udelukkende på klonen ”Geisenheim 20-13”. Det er en rødfrugtet let krydret duft man mødes af. Smagen er let, rank og præcis, med legende krydderi og syre. 91 point

2019 Lahrer Kronenbühl 1G ”Selection Carl”, Wöhrle
Vinen er produceret på lige dele tyske kloner og Dijon kloner. Det er der kommet en skøn vin ud af. Den finder en perfekt balance mellem tysk lethed og burgundisk tyngde. Her er masser af røde bær, varme krydderier og nybagt rugbrød i næsen. Smagen er rank og præcis med flot syre og pirrende spice. 93 point

2019 Kirchgasse GG, Wöhrle
Her kulminerer det. Her bliver alt klart og tydeligt. Hvorfor gør Markus som han gør? Det er fordi han kan skabe et maleri som dette. Vinen er sammensat af lige dele Dijon kloner og den tyske klon Frank 105. Vinen dufter af jordbær, kamfer, rugbrød og orangeskal. Mundfyldene bærsødme, med en formidabel syre, der får mundhulen til at pirre og prikke. Let tanninbid, der på ingen måde generer, men blot giver løfter om, at denne vin kan ligge, og vokse sig endnu større. 95 point.

Daniel Twardowski, Mosel

Springet fra Wöhrle til Daniel Twardowski forekom helt naturligt. Men utroligt. Utroligt, at Twardowski´s vine næsten fremstod ”varme” i forhold til den kølige ranke stil fra Wöhrle. Og så er vinene jo slet ikke “varme”. De er lette, præcise og u-manipulerede. “12,5% alkohol er hvad Pinot Noir byder, når man dyrker den ved kølige Mosel” siger han. Daniel arbejder udelukkende med Dijon-kloner på Dhroner Hofberg. 30% hele klaser i gæringskarret. Lagringen foregår hovedsagelig på brugte fade fra Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti. Som noget nyt har Daniel fra 2019 en 3. vin i programmet. Prisen er endnu ukendt, men den bliver naturligvis billigere end Ardoise. Vinene frigives først i september 2022.

2019 Pinot Noix 3. vin
Omfavnende varm burgundisk næse med jordbærgrød, lidt tørret frugt og surdejsbrød. Mundfyldende rødfrugtet smag. Moden, kirsebæragtig, delikat. 92 point

2019 Pinot Noix Ardoise
Vinen fremstår mere præcis end nogensinde! Vinen dufter af røde bær, orangeskal og cedertræ. Smagen er elegant, mundfyldende, cremet, men med et sitrende bid af krydret mineralitet. Let tanninbid, som er perfekt afbalanceret. Eftersmagen fortsætter og fortsætter. Endnu engang er man målløs over, at 12,5% alkohol kan smage af så meget. 95 point

2019 Pinot Noix Hofberg
Pinot Noir podet på 70 år gamle Riesling-rødder. Det er så vanvittigt, at et veludviklet rodnet kan gøre den forskel. Sikke en koncentration. Frugten er mørkere. Her er brombær, chokolade, sød lakrids. Lækker saftig frugt i munden, der ledsages af insisterende syre og mørkt, lidt lakridset tanninbid. Et bæst af en vin. Daniel risikerer endnu engang at levere en af årets største oplevelser! 98 point

Bernhard Huber, Baden

Imellem alle 19´er vinene kom Huber´s 18´ere. Ingen smagning uden mesteren. Dijon-kloner plantet i 1961 er primær leverandør af druer til vinene. Julian gærer med 30% hele klaser og lagrer vinene op til 18 måneder på barriques. Vinene fremstår mere burgundisk end noget andet tysk Pinot.

2018 Malterdinger, Bernhard Huber
Lækreste jordbær/kirsch næse. Floralt strejf, kærnemælk, let krydret med mokka og karamel. Smagen er sødmefuld med flot modnet tannin og en skøn pirrende syre med flot krydret bid. Det er nærmest vanvid, at Baden kan dufte og smage så meget af Bourgogne som det gør her. En fuldstændig vild entry level. 94 point

2018 Alte Reben, Bernhard Huber
Kirsch, blomme og nybagt brød i næsen. Saftig, delikat, velafbalanceret. De mørke bær går igen i smagen. Vinen har en flot tannin-struktur, som vil sikre den et langt liv. Flot syre, med lækkert pinot-krydderi, som man tygger på længe. En vin du kan gemme både 5 og 10 år uden problemer. 97 point

Weingut Jülg

Så skifter vi boldgade! Johannes Jülg afstilker komplet. Han ønsker dyb mørk saftig frugt, tannin og syre i sine vine. Han arbejder hen mod, at producere udelukkende fra Dijon-kloner, og foretager nyplantninger hvert år. Andelen af Dijon-kloner bliver større og større. Kostert og Kammerberg er 100% Dijon. Vinen lagres på en kombination af store fudres og barriques hvoraf en lille del er nye. Andelen af nyt fad er større i topvinene.

2019 Sonnenberg Jülg
Mørk duft med blomme, kirsch og pibetobak. Smagen er kødfuld og saftig, med ungdommeligt tanninbid, der binder den sødmefulde frugt op så den bliver frisk og nærende. Masser af lakridsrod i eftersmagen. 92 point

2019 Sonnenberg Wormberg, Jülg
Saftig og imødekommende næse, med brombær, blomme, urter og marcipan. Vinen besidder stor kompleksitet, svøbt i saftig frugt. Mørk Pinot, saftig, tannisk, tæskelækker. Det er svært ikke at blive glad og beundre Jülg for den bevidst valgte “Schweigen-Rechtenbach”-stil som også denne vin besidder. 93 point

2019 Sonnenberg Kammerberg, Jülg
Vinen dufter mørkt, af blomme, kirsebær, lidt urter og marcipan. Saftig frugtig smag, med stor kompleksitet, vedholdende syre og medium tannin. Pirrende og sitrende eftersmag. 95 point

2019 Sonnenberg Kostert, Jülg
Vanvittig vin. Kammerberg (KB), der er kompleks bliver til en lille spinkel Pinot ved siden af denne. Enorm saftighed, enorm fylde. En vin der vil kunne holde i årtier. Køb og gem eller plask den i en karaffel og nyd duften af mørke kirsebær, moreller, sort peber og fadnoter a la kardemomme og vanille. Stor, saftig og kompleks smag, hvor kirsebær går igen, lidt tørret frugt, samt det klassiske salte Jülg-mineral. Lang dvælende eftersmag med salt bid, sort peber og velafbalanceret tannin-bid. 96 point

Weingut J. Neus

Hos Neus prøver man ikke at kopiere nogen. Her prøver man at udnytte den gave, som Josef Neus frembragte via sin udvælgelse af de planter der gjorde det bedst i den kalkholdige jord omkring Ingelheim tilbage i slutningen af 1800-tallet. Vinene er med andre ord produceret på hans ”Ingelheimer” klon. De er lette og transparente, men besidder stor dybde. Her arbejdes økologisk, med lav svovling og den alkoholprocent som naturen bringer, dvs. 12,5%. Den nye vinmager, Toni Frank, har udskiftet en del af de gamle fade med nye og arbejder hen imod at give vinene et mere rent udtryk. Toni kan godt lide en let reduktion i sine vine. De må godt dufte lidt af popcorn og røg, men alt med måde. I hans verden har tidligere årgange fra J. Neus haft for meget reduktion. Hans arbejde begynder at bære frugt. Stilen i 2019 er renere.

2019 Alte Reben, J. Neus
Vinen dufter af kirsebær, ribs, røg og sort knust peber. Smagen er saftig, med en let struktur og pirrer med sur/søde kirsebær og peber og røg i eftersmagen. 91 point

2019 Horn GG, J. Neus
Lyse kirsebær, ribs, røg og nybagt brød. Flot sødmefuld smag, der får elegant modspil af sprællevende syre og en nærmest kalket, røget eftersmag. 94 point

The post Spätburgunder årgang 2019 appeared first on Vin under lup.

Udskældt, latterliggjort og hånet. Müller Thurgau. Men den grimme ælling er ved at vokse sig til en smuk svane. Der kommer flere og flere fantastiske vine på Doktor Müllers druesort. Her får du hele historien om hvorfor det gik så galt. Det er hverken druesortens eller doktorens skyld, – det var tiden.

Doktor Müller

Doktor Müller fra Thurgau i Schweiz (1850-1927) fuldførte en pHd i planteavl i Würzburg i Tyskland og blev sidenhen ansat på “Königlich Preußischen Lehranstalt für Obst- und Weinbau”, som var forløberen for Geisenhaim universitetet. Doktor Müller var en visionær mand og satte sig for, at skabe en sort med Riesling-aroma, som modnede lige så tidligt som Silvaner. Derfor satte han gang i et forædlings-program, hvor man bestøvede Riesling-blomster med Silvaner-pollen og omvendt, og senere dyrkede druekernerne fra denne bestøvning. Det tager naturligvis mange år før man ser et resultat af dette arbejde. Før man kan se hvilke karakteristika hver enkelt ny sort har fået med sig i forædlingsprocessen. Særligt én af de nyskabte sorter gjorde sig bemærket i Doktor Müller´s eksperimenter. Nr 58 – stod der på den. Da han i 1891 fik job i sit hjemland på “School of Horticulture and Vine Growing” bragte han 150 stiklinge af nummer 58 med sig og døbte den “Riesling x Silvaner 1”.

DNA undersøgelser har senere vist, at den druesort Doktor Müller skabte var sammensat af Riesling og Madelaine Royale. Så den Silvaner han brugte var altså ikke Silvaner – og derfor kan navnet Rivaner (som stadig anvendes) i bedste fald kaldes misvisende. Madelaine Royale findes ikke længere i noget kommercielt vinbrug i verden.

Müller Thurgau vinder frem

Doktor Müller fortsatte arbejdet med den nye sort frem til sin død i 1927, men han nåede aldrig at se hvad hans druesort udviklede sig til. I 1914 bragte August Dern 100 stikling med tilbage til Tyskland – og det var 100 stiklinge, der kom til at skrive historie i tysk vinavl. Dern døbte sorten Müller-Thurgau til ære for dens skaber. Der blev lavet eksperimental beplantninger i flere tyske vinområder og i 1938 blev der afviklet en konference for vitikultur i Alzey hvor den respekterede vinavler Georg Scheu lovpriste sorten for sin vinkvalitet. Georg Scheu arbejdede selv med planteforædling og var blandt andet manden bag skabelsen af sorten “Scheurebe”. Så langt så godt.

2. Verdenskrig

Hvad ingen på daværende tidspunkt kunne vide var, at Tyskland 7 år senere havde tabt en verdenskrig. Vinavlen lå i ruiner. I Pfalz og Rheinhessen var katastrofen total, idet mange vinbønder var af jødisk afstamning, – de var enten slået ihjel eller tvunget på flugt. Gamle internationale handelspartnere boykottede Tyskland. På alle måder skulle Tyskland starte forfra. Her kom Doktor Müller´s druesort som en frelsende engel. Stabilt højt udbytte og hurtig modning, endda før Silvaner, så man undgik efterårsregnen. Sorten blev på få år den mest plantede i Tyskland og ikke værdsat for sin kvalitet, men for sit høje og stabile udbytte.

En ond cirkel var sat igang – vinbønderne plantede Müller-Thurgau. Ikke på top-parceller, men oftest på en gammel kartoffelmark i dyb muldjord hvor den kunne hente rigelig næring. De lavede solide opbindinger, så den kunne levere højest mulige udbytte, og ventede så på at den ville overmodne så syreindholdet ville falde. Derefter blev hjemmemarkedet og eksportmarkederne oversvømmet med den. Den tendens dominerede længe nok til at ødelægge tysk vins omdømme.

Liebfraumilch

Et af de produkter, som det har taget årtier for forbrugerne at fortrænge er “Liebfraumilch”. Op gennem 70´erne og 80´erne bestod 60% af Tysklands vineksport af dette forfærdelige produkt. En af basis-druerne var Rivaner/Müller-Thurgau. Vinen skulle holde mellem 18 og 40 gram restsukker og tilsætning af sukker var tilladt i produktionen. Det lyder grimt, og det var grimt. I 1975 udgjorde Müller Thurgau 27,5% af det samlede beplantede vinmarkareal i Tyskland.

Det var hverken Doktor Müller eller Müller Thurgau´s skyld. Det var tiden.

Müller Thurgau i dag

Ikke mange har i de senere år forbundet Müller-Thurgau med kvalitet. Men det ser ud som om verden skal til at ændre på den opfattelse. Flere og flere tyske vinbønder begynder at komme med virkeligt seriøse bud på hvor godt den i virkeligheden kan præstere, hvis man begrænser udbyttet og hvis man i det hele taget gør noget for at producere en vin af en vis kvalitet. Det handler om at give sorten de rigtige betingelser. Som for eksempel på stejle “Tauberzeller Hasennestle” i Franken, hvor Christian Stahl skaber en rank og stringent Müller Thurgau med let pirrende mineralitet. Eller Bernhard Huber´s Müller Thurgau hvor hver plante er beskåret som var det husets top Pinot Noir der skulle skabes. Præmisserne skal være i orden, og det er de nu. Müller Thurgau skal nok få sin renaissance og Doktor Müller´s arbejde langt om længe komme til sin ret. Tiden er til det.

The post Müller Thurgau får renaissance appeared first on Vin under lup.

2018 var jo året hvor de kølige tyske vinområder for alvor fik Burgundisk klima. Væk er enhver tvivl om, om de druer nu også var optimalt modne, hvis din Spätburgunder fra 18 smager syrligt og af ribs, så er der noget helt galt. Tro mig: Det bliver rigtig stort det her!

Vinene smages blindt og vi afgiver slutteligt karakterer og kårer aftenens vinder. Som noget nyt, så smager vi nu i fire heat af tre og der smages af “New World Pinot” Riedel-glas.

Skynd dig at købe billet, – der bliver rift om dem. Du kan læse René Langdahl´s referat af seneste Spätburgunder mesterskab her.

2018 Hundsrück GG, Fürst, Franken

Fürst har været med hver gang. Huset fra Churfranken, som det vestlige Franken hedder, producerer uden tvivl noget af det største Pinot i Tyskland, men i 2018 skulle de ifølge både René Langdahl og den tyske vinskribent Anne Krebiehl have overgået sig selv, så det glæder vi os til at se nærmere på. Fürst producerer sin Spätburgunder fra et mix af kloner, tyske og franske vokser side om side i marken. Her dyrkes økologisk, spontangæres og anvendes op til 80% hele klaser i gæringskarret.
Her er hvad Langdahl skrev om sin smagning af årgang 18 fra Fürst: “Gennemgangen af 2018erne gav kuldegysninger og spontant smørret smil på læben. Der er efter min mening tale om en milepæl for tysk spätburgunder. Fürst har lavet verdensklasse – vi snakker ikke bare god tysk pinot noir, men noget, der kan sammenlignes med Côte de Nuits’ elite og Californiens kystnære mestre – ikke i stil, men i kvalitet.”
Pris 125 EUR
97 point af René Langdahl

2018 Lämmler GG, Schnaitmann, Württemberg

Schnaitmann er på alles læber i disse år og er klart et af de huse der er med til at drive fremgangen i området Württemberg og i særdeleshed i Rems dalen lige øst for Stuttgart. Huset omlagde til økologisk drift i 10´erne og blev endeligt certificeret i 2016. Selv siger Schnaitmann, at det ikke er økologien som sådan, der har ændret vinens stil. Den har været medvirkende til det, men det er alle de processer der følger med økologisk drift, der for alvor har betydet et kvalitetsløft.
Fellbacher Lämmler er en skråning bestående af kiesel og sandsten på en undergrund af mergel. Huset har en “hands-off” tilgang til vinproduktion. Her spontangæres, gæres med op til 80% hele klaser, presses blidt og tappes uden filtrering. Vinen lagres 18 måneder på egetræsfade hvoraf 30% er nye.
Pris 599,-
93 point på Falstaff.at

2018 Eichberg GG, Franz Keller, Baden

Den tyske vinskribent Anne Krebiehl nævner denne vin, sammen med Fürst, som noget af det største der er produceret inden for VDP i 2018.
Det dramatiske landskab i Kaiserstuhl skaber næsten lige så meget drama i glasset. Eichberg er Keller´s varmeste parcel. Det skyldes flere ting. For det første ligger marken med en sydvest-vendt sol-orientering, som garanterer sol fra formiddag til sen aften. For det andet er de mørke vulkanske tephrit-sten, som vinen vokser i her, rene sol-slugere. Marken er varm, selv når solen er gået ned. Det giver en maskulin Pinot Noir, som er produceret udelukkende på Dijon-kloner plantet i 1994.
Huset dyrker økologisk og vinen gennemgår 18 måneders fadlagring på 45% ny eg.
Pris 549,-
96 point af James Suckling

2017 Pinot Noix, Daniel Twardowski, Mosel

Daniel Twardowski er med sin Pinot Noix i de seneste årgange stemplet ind i kampen om at være en af tysklands bedste pinot´s. Hans vin adskiller sig ved at være let, luftig og feminin. Den besidder med andre ord alle de kvaliteter, som Mosel tilsyneladende tilfører de druer der forkæles med at vokse her.
Han dyrker økologisk, presser nænsomt, gærer spontant og bruger gerne hele klaser, men varierer procentdelen efter stilkenes modenhed. Efter endt gæring hviler vinen på gamle træfade fra bourgogne-huse som Armand Rousseau og Domaine de la Romanee Conti i 24 måneder. Der tappes uden filtrering, bruges ingen pumper i kælderen, alt foregår nænsomt, naturligt og roligt.
Andelen af hele klaser blev i 2017 skåret lidt ned (til ca. 30%) fordi modenheden ikke var til mere, men ellers er alt som det plejer. Endnu engang har Daniel kreeret noget af det smukkeste Pinot. En feminin, fløjlsblød myriade af smagsindtryk, der kæler for dig hele vejen gennem svælget. Mosel Fine Wines skrev: “This Pinot Noir is easily the finest we have ever tasted from the Mosel”.
Pris 699,-
94 point i Mosel Fine Wines

2018 Sonnenberg KB, Jülg, Pfalz

Vilde Jülg er stadig vild, men det er som om den varme vækstsæson, som fremprovokerede en tidlig høst, har tæmmet ham en smule. Der er mindre tannin, mere Bourgogne over denne 18´er end der har været i tidligere årgange. Johannes anvender ingen hele klaser, derfor adskiller hans stil sig ofte markant fra de øvrige i et felt som det der skal smages i aften. Mit bud er, at han bliver sværere at pege ud i år. Modenheden er simpelthen fantastisk.
KB kommer fra parcellen Kammerberg, som ligger lige over Wissembourg i Alsace. Grundet bureaukrati, så må Johannes ikke kalde druer han henter i Frankrig for andet end Sonnenberg. Men det er altså nødvendigt at markere, at dette er noget andet. Dijon-kloner fra direkte sydvendt skråning med en undergrund af kalkmergel.
Vinen har lagret 18 måneder på en blanding af nye og et år gamle egetræsfade. Tappet ufiltreret.
Pris 499,-

2018 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden

I 2018 blev Markus Wöhrle, i det tyske Vinum Weinguide, tildelt titlen som “Årets vingård” i Baden. På samme vinblads all-time rangliste over Baden producenter er Wöhrle kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Kirchgasse ligger på en direkte sydvendt skråning, i Lahr-dalen, som skærer sig ind i Schwarzwald. Lahr-dalen ligger lidt nord for Kaiserstuhl, og har ikke samme jordbundsforhold. Undergrunden består af Löss, hvilket giver en lidt lettere type Spätburgunder. Vinen er produceret af den tyske klon Frank 105 og et udvalg af Dijon-kloner. 30% hele klaser er gået med i gæringskarret. Druerne har gennemgået en koldmacerering inden gæringen er startet spontant. Den færdige vin har har lagret 13 måneder på barriques fra Taransaud med medium toast hvoraf 1/4 fornys hvert år.
Pris 499,-

2017 Binenberg GG, Bernhard Huber, Baden

Ved mesterskaberne i 2020 var det Schlossberg GG fra 2017, der fik chancen. Få måneder efter, sad jeg i Malterdingen og smagte Binenberg GG. Min påstand er, at havde Binenberg været med i smagningen, – så havde den storsejret! Så derfor får den chancen i 2021. Julian Huber overtog vinmageriet på vingården da hans far, alt for tidligt, døde af lungekræft. En kæmpe arv at løfte for en ung mand, men han tog opgaven på sig og har fortsat og udviklet faderens projekt. Huber er førende på Pinot Noir-kvalitet i Tyskland. Det er de stadig, også selvom verden omkring dem har udviklet sig. Bernhard plantede allerede i 1961 Dijon-kloner på sine marker og alderen på disse medvirker kraftigt til den helt enestående kvalitet der frembringes. Huber smager mere og mere som top Bourgogne. Bernhard Huber ligger i Breisgau-området i Baden. Det er syd- sydvestvendte skråninger bestående af Löss og Muschelkalk med Schwarzwald som baggrund, der præger billedet.
Rødvinene bliver gæret med 30-50% hele klaser alt efter modenhed i stilkene. Dernæst lagres vinene 18 måneder i egetræsfade hvoraf 15-20% er nye. Aftapning sker uden klaring og filtrering.
Pris 739,-
94 point på Falstaff.at

2017 Pares GG, J. Neus, Rheinhessen

Et af de huse som i en årrække har kæmpet for at levere store pinot noir vine er Weingut Josef Neus. Huset blev grundlagt i 1881. Josef Neus har alle dage arbejdet efter sit helt eget “selection massale” system, hvor han har taget stiklinge fra de planter der performede bedst, og dyrket videre på dem. På den måde har han skabt sin helt egen Ingelheim´er klon.
Jordbunden på Pares består af Löss. Huset arbejder efter økologiske principper og er i certifikations-fasen så vinene fra 2021 må bære det grønne blad. Vinen er spontangæret, med 30% hele klaser og lagret på gamle egetræsfade i husets over 100 år gamle og helt fantastiske kælder i 18 måneder. Årgangen har frembragt noget af det mest feminine og velafbalancerede Spätburgunder jeg nogensinde har smagt fra Neus.
Pris 449,-
94 point på Falstaff.at

2017 Kräuterberg, Burggarten, Ahr

Ubetinget en af de bedste marker i den kølige Ahr dal. På stejle terrasser, rejser Kraüterbergs vinplanter sig majestætisk mod himlen. Den rødbrune skifer giver en spændstighed og et krydderi til Spätburgunder som er ret enestående. Burggarten producerer 500 liter om året og Paul Schäfer er en af de vinmagere, som er med til at løfte Ahr til nye højder.
Vinen er produceret på de tyske kloner Gm 20-13 og Ritter. Druerne har gennemgået en 5 dages koldmacerering inden gæring, – 30% hele klaser i gæringskarret. Dernæst har vinen tilbragt 15 måneder i to barriques af fransk eg (ikke nye) og er tappet ufiltreret.
Pris 699,-
94 point på Falstaff.at

2016 Pinot Noir KB, Friedrich Becker, Pfalz

Nærmest nabo til Jülg og problematikken er fuldstændig den samme. Becker har besiddelser på Kammerberg og Sankt Pauli, som er topmarker for bønderne, og ville have været GG marker hvis de lå i Tyskland. Men de ligger altså i Frankrig, og derfor må de ikke kaldes GG. Becker´s parcel på Kammerberg er beplantet i 1967, og leverer en kompleksitet som er enestående. Druerne spontangæres i åbne trækar i op mod tre uger, hvorefter de fyldes på barriques og lagrer 18 måneder.
Pris 749,-
94 point på Falstaff.at

2014 Reserve du Patron, Knipser, Pfalz

Pinot Noir “Reserve du Patron” (RdP) blev første gang produceret i 2009. Med denne vin går Knipser benhårdt efter at producere det ypperste. Vinen produceres kun i de bedste år og sammenstikkes af de bedste fade i husets kælder. Vinen vil ofte bestå af en blanding af top parceller. Vinen lagrer 24-30 måneder på fad samt 24 måneder på flaske inden den frigives til salg 5 år efter høsten. Huset Knipser fornægter ikke de tyske kloner. Der er plantet en del Dijon-kloner de senere år, men flere tyske får lov at blive. Grundet produktionsmetoden vil denne vin derfor oftest være en blanding af flere forskellige kloner. Knipser ligger 6 minutters gang fra Philip Kuhn i byen Laumersheim i det nordlige Pfalz. Jordbunden i området er Löss over kalksten.
Pris 100 EUR

2018 Mayschosser Münchberg, Julia Bertram, Ahr

Nu skrev jeg, at alle talte om Schnaitmann. Men det er nu mest de internationale skribenter der gør det, – altså dem som er nødt til at finde noget nyt at skrive om hele tiden. Et af de navne jeg tror jeg hørte mest ved sidste års to Spätburgunder-smagninger var “Julia Bertram”. Så man kan sige, at folket har fået lov at vælge en vin her.

Julia arbejder efter økologiske principper. Druerne er hentet på skråningerne over Mayschoss i det inderste af Ahr-dalen. Mönchberg ligger nærmest som et sydvendt amfiteater, godt beskyttet mod vind og vejr. Jordbunden består af en blanding af skifer og löss. Vinen er spontangæret og lagret 18 måneder på egetræsfade produceret af træ fra Churfranken hvor hendes kære mand Benedikt Baltes til og med årgang 2017 slog sine folder på Weingut Steintal.
Pris 560,-

The post Smagning: Spätburgunder Mesterskaberne 2021 appeared first on Vin under lup.

Druen oprinder uden tvivl fra området omkring Bourgogne, opstået som en krydsning mellem Pinot Noir og Gouais Blanc. Så det giver god mening, at vinbønderne herfra er eksperter i at få det bedste frem i den, – de har haft mange generationer til at øve sig. Druesorten ses første gang nævnt i 1583 under navnet Beaunois. Synonymet ”Chardonnet” ses første gang nævnt i 1685, men druen har formentlig en meget længere historie bag sig.

Op gennem 1990´erne opstod der nærmest “Chardonnay-mania” på alverdens vinmarker, der blev foretaget ny-plantninger i en størrelsesorden, som alle vidste var for voldsom. Det var vinen også, det var den fede fadgærede Chardonnay der var populær. Moden skiftede naturligvis og blev overtaget af en “Anything but Chardonnay”-agtig bevægelse. Så hvad skulle vinbønderne nu stille op med deres Chardonnay? I dag har hysteriet lagt sig. Dem der producerer Chardonnay ved godt, at fadet skal balanceres, trenden går mere imod den friske, stringente stil.

Hvor trives druesorten

Chardonnay er nem at dyrke, og i modsætning til mange andre druer kan den dyrkes i flere forskellige klimazoner. Normalt siger man, at en bestemt druesort præsterer bedst indenfor et spænd i middeltemperatur på 2 grader. Chardonnay har et spænd på 3-4 grader. Det gør druen interessant både i varme og kølige områder. Med de nuværende temperaturstigninger i Bourgogne, så vil klimaet blive for varmt for Pinot Noir, før det bliver for varmt for Chardonnay. Chardonnay springer tidligere ud end Pinot Noir og er derfor mere følsom overfor forårs-nattefrost. Chardonnay modner til gengæld senere end Pinot Noir.

I kølige klimazoner opnår Chardonnay en delikat nødde-aroma og et forfriskende syreindhold. I varme klimazoner opnår druen en aroma, der går mere i retning af eksotiske frugter og højt sukkerindhold, men mister noget af sin syre. Få hvidvinsdruer er vel så velegnet til at gennemgå malolaktisk gæring som Chardonnay. Malolaktisk gæring er den proces der foregår, når mælkesyrebakterier omdanner æblesyre til mælkesyre. Processen øver naturligvis stor indflydelse på vinens aroma, syreindhold og mundfornemmelse, der bliver mere cremet. Malolaktisk gæring kan undgås gennem svovling af vinen, men nogle gange er en vins PH -værdi simpelthen også bare så lav, at mælkesyren ikke kan arbejde. Det sker af og til i Tyskland.

Fadlagringen er også svær at komme udenom. Chardonnay kan tackle en ret høj andel ny eg. Man kan sige, at druen er anonym og derfor behøver lidt hjælp, men man kan også bare vende den om og sige, at druen er utroligt velegnet til fadlagring. Mere aromatiske hvidvinsdruer som for eksempel Muscat og Gewürztraminer ville smage underligt hvis de kom på ny eg.

Chardonnay i Tyskland

I Tyskland var Chardonnay forbudt helt frem til 1991. Det skal nok dels forklares med det lidt anstrengte forhold mellem de to lande. Tyskerne hadede alt hvad der var fransk og franskmændene hadede alt hvad der var tysk. Franskmændene forbød jo samtidig dyrkning af tyskernes yndling Riesling (på nær i Alsace). Det anstrengte forhold er dog i kraftig bedring. En anden grund til, at Chardonnay var forbudt kan have været, at kvaliteten af tysk Chardonnay simpelthen var for dårlig. Klimaet var for koldt og druen modnede ikke ordentligt. Klimaforandringerne gør dog, at tyskerne i løbet af de sidste 15-20 år har fået et klima der passer druen og opbygget en ekspertise, som gør landet til kvalitetsleverandør af Chardonnay.

En tysk Chardonnay vil ofte have mere syre end en Bourgogne, men husk på, at det syre-niveau havde en Bourgogne Chardonnay også engang. Det er jo lige før, at man i dag skal man finde en østvendt eller højtliggende mark for at få syre i sin Chardonnay i Côte d´Or!

Chardonnay er druen med den kraftigste tilvækst på de tyske marker. Vinmarkarealet er gået fra 271 hektar i 1995 til 2.731 hektar i 2022. Tilvæksten sker primært i Rhin-deltaet hvor der findes mange områder med store kalkforekomster. Kalk og Chardonnay spiller godt sammen. Især Rheinhessen og Pfalz har taget druen til sig. 37% af Tysklands Chardonnay vokser i Rheinhessen, 34% i Pfalz. Baden er også Chardonnay-land, men tilplantninger har været sværere at foretage her. Der er ikke så meget plads. De 344 hektar på Kaiserstuhl har for eksempel været der længe, og vil nok ikke kunne udvides voldsomt.

Chardonnay og mousserende vin

Chardonnay er speciel, idet plantens druer går fra stadiet som lille hård og grøn til fuldmoden drue på meget kort tid, og druerne får først aroma lige før, de er fuldmodne. Indtil da bruger planten mest tid på at udvikle blade og sporer. Dette fænomen gør druen svær at styre i varme klimazoner, hvor druens sukkerindhold kan eksplodere på få dage, og syreindholdet samtidig rasle ned. Fænomenet gør dog samtidig, at producenter af mousserende vin – Champagne eller Sekt – kan plukke Chardonnay og vinificere den, næsten uden indgreb. Mange andre sorter indeholder for megen aroma til at kunne indgå i produktion af mousserende vine.

Hvordan smager tysk Chardonnay?

Fadlagring og malolaktisk gæring øver naturligvis kraftig indflydelse på vinens endelige aroma. Noterne af nødder og smør som disse indgreb bidrager med, supplerer druens aroma og delikate karakter godt, men som før nævnt, så er det en balancegang. I Tyskland er malolaktisk gæring nærmest en nødvendighed. I nogle år høstes Chardonnay med 8-9 gram syre pr. liter. Efter malolaktisk gæring vil syren ligge på mere humane 6-7 gram pr. liter.

For kraftig fad-aroma bringer mindelser om noget der var engang, men også her har de gode tyske producenter fundet balancen. I dag spontan-gæres mange vine. Også denne metode tilfører dybde og kompleksitet til Chardonnay.

De store vine fra Bourgogne er stadig et reference-punkt. Det er vinene herfra man gerne vil kopiere. Men det ændrer ikke på, at andre områder er ved at finde deres egen identitet. Californien, Australien, New Zealand, Chile, Sydafrika og nu altså også Tyskland har hver deres perler på druen. Fra Tyskland skal især fremhæves Bernhard Huber´s GG-vine, Wöhrle´s GG Teufelslochgasse og Jülg´s Opus Oskar. Sjovt nok, så har VDP endnu ikke oprettet en klassifikation af Chardonnay i Pfalz (som jo ellers er en af de største leverandører af vin på druen!!!) Så Jülg bruger stadig deres gamle “Opus Oskar” klassifikation. Alle nævnte vine findes i meget små mængder og kan kun erhverves ved at blive skrevet op.

The post Chardonnay druens historie appeared first on Vin under lup.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at Spätburgunder aka tysk pinot noir er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning. Og nu vi er ved jordbunde, så kan vi også lige slå fast, hvad en jordbund opstår af. For det hele handler om erosion. Det starter med et bjerg, som bliver nedbrudt af vind, vejr, varme og kulde. Først nedbrydes det til sten, senere i mindre partikler til grus, dernæst sand og til sidst ler. Jo mindre partikler, es mere organisk materiale er der i jorden, og des bedre holder den på vand.

Ler

Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

Sand

Löss er en sandart, der består af så små og fine sandkorn, at det binder sammen som ler. Löss dræner bedre end ler, men en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten

En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Jordbund spiller en kæmpe rolle for det endelige resultat, men det gør faktorer som klima, klon og produktionsmetode også. Læs mere om klon- og produktionsvalg valg i artiklen – Hvad er den bedste klon af Pinot Noir?

The post Spätburgunder – den røde Riesling appeared first on Vin under lup.

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Kompetent smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Også producenterne er uenige om hvad god Spätburgunder er

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Personlig top 5:

Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Panelets top 5:

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende Spätburgunder-vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Salwey, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Keller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden (Mr Ruby)
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz (Mr Ruby)
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen (Mr Ruby)
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

The post Spätburgunder – Den “ultimative” test appeared first on Vin under lup.