Findes den gode årgang længere?

Ja, det gør den da. Tjek du bare årgangstabellerne i alle vinmagasinerne. Den gode årgang findes. Men hvad er en god årgang? Er det meget andet end et udtryk for en enkelt skribents præferencer? Lige som dette skriv er…
For en årgang, stemplet som mindre god, er jo ikke nødvendigvis lig med en vin, der er mindre god. Slet ikke ved Mosel. Heldigvis har vinbønderne altid haft det sidste ord, – i kælderen. Den knap så modne drue, med det lidt højere syre indhold, kan jo sagtens give en flot vin, hvis den bliver behandlet rigtigt. Specielt ved Mosel.

Nu taler man i mange årgange om decideret overmodenhed. Mosel riesling mister sin lethed, sit raffinement. I stedet bliver vinen intens og kompleks. Desværre er det svært at gøre noget ved. Klimaet ændrer sig. Nu skal vi i stedet lede efter de kølige årgange for at få lige nøjagtigt det udtryk i vinen, som nogle af os ønsker sig hvis man vel at mærke elsker Mosel riesling. Som for eksempel årgang 2024.

Vejrudviklingen

Vi gennemgår lige klimaforandringernes konsekvenser igen: Vinteren bliver kortere, knopskydningen tidligere, fasen fra blomstring til moden drue bliver kortere, og der høstes tidligere og tidligere. Da jeg i 1995 ankom til Wehlen ved Mosel den 1. oktober for at være med under høsten, kunne jeg starte med at sætte mig ned og vente tre dage på at høsten gik i gang. Vild tanke. Så sent høstes sjældent i dag.

Der er flere grunde til, at det er et problem.

En af grundende er, at aromaudviklingen i druen vil være en helt anden ved en kort modning end ved en lang modning i køligere vejrlig. Begrebet “En god årgang” er dermed lidt sværere at definere. En Mosel riesling kan med andre ord være høstet ved 80 graders oechsle i starten af september, og smage helt anderledes end den riesling, der er høstet ved 80 graders oechsle i oktober året efter. De to vine kan endda have samme syreindhold. Aromatisk er de bare ikke ens. Modningstiden spiller en kæmpe rolle. Vinen høstet i september vil være mere intens, mere citruspræget. Oktober-modellen vil være lettere, mere floral.

Botrytis

Et andet problem, som i 2025 nok er et mindre problem, fordi smagsretningen går en anden vej, – men alligevel. Svampearten Botrytis var tidligere udbredt ved Mosel, og gav et aromatisk bidrag til vine høstet i oktober. Det ses meget sjældent i dag. Det skyldes dels, at vinbønderne anno 2025 gerne vil undgå svampen, men det er også klimatisk betinget. Med tidlig høst når efterårstågen, fugten og dermed svampen ikke at sætte ind imens der sidder druer på stokkene.

Hvorfor vil vinbønderne gerne undgå botrytis? Fordi smagsretningen i dag går mere mod tør end sød vin. Botrytis leverer tørret abrikos og honning-noter. Det klæder en sød vin, men det passer overhovedet ikke til en tør.

De kølige årgange

Af de seneste 8 årgange er 2021 og 2024 det jeg vil kalde top årgange. Det er udelukkende målt på aroma og syre, for det er nemlig på de parametre, at riesling fra Mosel gør en forskel!
De to årgange 2021 og 2024 minder mere om, hvad Mosel var engang. Let, svævende og floral.

Hvert år udregnes et gennemsnit for hver druesorts Oechsle-grad (sukkerindhold) ved høst, ved Mosel. Det er en statistik hvor kooperativerne fylder en del. Men det gør sådan set ikke tallet mindre interessant. Det viser med al tydelighed, at klimaet ændrer sig.

Herunder et skema over seneste 8 Mosel-årgange. Sammenlign det med oechsle gennmsnittet for 1966-1994 på 67. Så vil du forstå hvad det er der foregår. Mosel er ikke længere, klimatisk, hvad det var engang. Selv en kølig årgang er varmere end gennemsnittet for 40 år siden!

Årgangs highlights

Årgang 2015

Ved Mosel snakker man stadig om den fantastiske årgang 2015, hvor alt artede sig perfekt. Vinbønderne kunne faktisk slå en campingstol op, sætte sig i marken med en kop kaffe og se og høre druerne modne. Arbejdsmæssigt perfekt. Der var syre til stede, men rent aromatisk går vinene mere i retning af Pfalz, med stor intensitet og masser af citrus. Årgangen vil, for mig, ikke komme til at gå over i historien. Jo, måske er kvaliteten faktisk fin, men det smager bare ikke som Mosel skal. Godt vejr er ikke nødvendigvis lig med god vin.

Årgang 2018

2018 er et nyt bevis på, at varme ikke er godt for Mosel riesling. Det var varmt, og det blev ved med at være varmt. Hos Weingut Franzen ved Bremmer Calmont indkaldte man det sædvanlige høsthold sidst i August for at starte høsten. Rekordtidligt. Høsten blev startet i 40 graders varme på stejle skråninger. Det er voldsomt. Men det blev ved. Temperaturen faldt ikke. Druerne modnede derfor både tidligere og hurtigere end de plejede. Der var parceller, der nåede at blive fuldstændig stegt af solen. Hvis alt skulle have været i hus til tiden, så skulle plukkeholdet have været meget større.
2018 går heller ikke over i historien for god kvalitet. Det var simpelthen for varmt. Vinene manglede syre.

Det vilde er, at når jeg for eksempel sidder med Parkers årgangsskema for Mosel, så bliver netop 2015 og 2018 fremhævet som fantastiske…
2010, og alle de andre kølige årgange, som jeg knuselsker og som i min verden har leveret det som gør Mosel riesling unik, – det bliver beskrevet som “uregelmæssigt”.

Årgang 2010

2010 er et larmende eksempel på, at kølige år er “the shit” ved Mosel. Det var en kølig sommer med meget regn og høsten endte flere steder med rekordhøj syre i riesling. Mange tænkte, – det bliver aldrig godt. Men nu, 15 år efter, så er det ikke bare godt, det er fantastisk!

De kølige årgange i nyere tid

Årgang 2014

Det er de kølige årgange der skaber de store vine. Så er det næsten lige meget hvor fatale konsekvenser vejret har for vinbønderne, eller befolkningen generelt ved Mosel. Riesling leverer. Riesling lever sit eget liv på skifer-skråningerne.
Jeg glemmer aldrig besøget hos von Othegraven ved Saar, hvor vi sad og smagte årgang 2013. Det var Marts 2015 og årgang 2014 lå i kælderen. Vi spurgte til 2014, hvor det havde regnet og regnet. “Har i fået andet end råd ud af det?”
Vinmager Sven Klinger løb straks i kælderen for at hente bevismateriale. Han kom op med en Kabinett fra 2014. Det var dagens bedste vin. Vi tabte kæben og Sven Klinger sagde: “Riesling er lige glad med om det regner. Hvis bare temperaturen er tilpas høj, så modner den, og den modner aromatisk flottere i køligere årgange end i varme!”

Årgang 2017

2017 var også våd. Jeg glemmer aldrig natten efter besøget hos Weingut Franzen. Den nat hvor jeg droppede alle idéer om en dag at blive vinbonde. Jeg var gået med Kilian ud i marken. Solen brød frem, dampen stod op fra de regnvåde skifersten, opbindingspæle og vinplanter med sjaskvåde næsten modne druer. Kilian stirrede op på skråningerne med sine vinmarker og tænkte tydeligvis over, hvad han skulle svare på mit spørgsmål omkring årets høst. ”Der er håb endnu” svarede han. Hans blik fortsatte op mod det stykke blå himmel der kunne ses imellem skyerne. ”Et par uger med sol, så kan det blive helt godt”. Jeg havde ikke set ham sådan før. Han har altid let til smilet, men der var ikke meget smil på læben lige nu, og øjnene var røde, som havde han ikke sovet i et stykke tid.

Vi forlod vingården og tjekkede ind på hotellet. Spiste frokost i solen og drak en flaske vin. Sætningen rungede i mit hoved: ”Der er håb endnu”. Hen mod aften trak de mørke skyer atter sammen. Det småregnede da vi gik i seng. Regnens intensitet tog til. Henkastet tænkte jeg, at det nok kun var en byge og forsøgte at sove. Men det blev ved med at regne og det var ikke blid sensommerregn. Det var styrtregn. Det trommede mod parasollen nede på terrassen, som ikke var slået ned. Det blev ved og ved. Jeg lå vågen og stirrede op i loftet, og fik næsten fysisk ondt ved tanken om, hvordan druerne tog imod slagregnen. 2017 blev alligevel en klassisk Mosel årgang. Lille udbytte, men stor vin.

Herunder et par anbefalinger fra årgang 2017. Klik på billederne og kom til mr-ruby.dk hvor vinene kan købes.

Årgang 2021

2021 står stadig i frisk erindring. Vi boede hos Reverchon ved Saar og var på Restaurant Beckers i Trier om aftenen. Det regnede og regnede. Allerede da vi kom fossede vandet ned af gaden, cykelstier var oversvømmede. En mand kom løbende i stiveste pus op mod restauranten, med en paraply i hånden. Han gled da han kom ind på granitten ved indgangen, og fortsatte sin glidetur på to strakte ben indtil han stod i vand til midt på skinnebenet i et karpebassin. Stadig med paraply over hovedet. Et øjeblik hvor man godt ved man ikke skal grine, men hvor det er uundgåeligt.

Alvoren meldte sig dog dagen efter. Luftalarmen gik klokken 13.30 og vi tænkte: “Underligt tidspunkt at teste den på.”
Da luftalarmen gik igen en time senere var vi klar over, at noget var helt galt. En del af Trier var oversvømmet, campingpladser langs Mosel var oversvømmede. Andre steder gik det endnu værre. Det endte som en meget våd og kølig sommer. Men vinen fra 2021 står som et monument. Den er fantastisk.

Herunder et par anbefalinger fra årgang 2017. Klik på billederne og kom til mr-ruby.dk hvor vinene kan købes.

Årgang 2024

2024 bekræftede alt det ovenstående. Tidlig knopskydning grundet manglende vinter, og hård frost sidst i april førte til til ødelæggende og uoprettelige tab i vinmarkerne. Frosten fik de unge knopper til at visne og man skulle forlade sig på anden knopskydning. Det forsinkede tingene på flere parceller. Marker tæt på vandet og dem, der er beskyttet af skov, slap for frostskader. Derfor blev høsten lang. De tidligste druer blev høstet medio september, de seneste (anden knopskydning) blev høstet medio oktober. Helt generelt, så blev det en kølig og våd sommer. Resultatet blev – lille udbytte, stor vin.

Herunder får du 8 anbefalinger fra den skønne årgang 2024. Klik på billederne og kom til mr-ruby.dk hvor de kan købes.

Vi skal nyde de kølige årgange, for der kommer helt sikkert færre af dem. 2024 har leveret noget af det smukkeste riesling i årevis. Det er muligt, at jeg er melankolsk, men den riesling vi engang kunne få, den er på vej til at uddø. Der skal købes nogle flasker af de kølige årgange til kælderen. Mosel fortjener det, Mosels vinbønder fortjener det, vi fortjener det

The post Mosel årgang 2024 appeared first on Vin under lup.

Piesport er et historisk og vinmæssigt meget interessant sted ved Mosel. Den oprindelige by Piesport ligger på venstre flodbred, omgivet af et, ja, amfiteater-lignende scenarie af skiferskråninger. På modsatte side af floden, er der mere fladt, og jordbunden består primært af sedimentære jordarter som ler og sand. På det flade stykke ligger bydelen Niederemmel, som før i tiden bestod af byerne Müstert og Emmel. De er i dag vokset sammen og lystrer egentlig navnet Piesport, men kaldes altså også Niederemmel.

Romerne var meget aktive lige her. De havde luret, at den særlige geologi på stedet, gør området meget velegnet til modning af druer. I 1985 fandt man ruinen af et af Mosels største romerske vinerier lige her, og der er gjort utallige arkæologiske fund omkring Piesport og Neumagen, som ligger lige syd for Piesport (opstrøms). Man mener, at romernes landevej fra Mainz og Bingen kom via Hunsrück ind i Neumagen.

Moselfloden løber her i 114 meters højde, vinmarkerne når helt op i 350 meter, og bakketoppene op i over 400 meter. Det betyder god afskærmning for vind og regn, og så suger den direkte sydvendte skråning solen til sig.

De bedste parceller

På kortet er indtegnet Piesports største Einzellagen. Den nuværende inddeling (2025) ved Piesport er lige så misvisende som alt andet skabt i 1971. Goldtröpfchen er indtegnet med gult. 85 hektar stor, med markparceller både på stejle skiferskråninger, samt i mere forvitret skifer og sågar lerjord. 1971-lovgivningen beviser her, at den er mere vildledende end vejledende. Der kan selvsagt være kæmpe stilforskelle indenfor samme Einzellage. Det viser de tre gewanne på Goldtröpfchen (mindre markparceller) Gruft 0,5 ha, Hohlweid 5 ha og Armes 1,8 ha meget godt. Hohlweid er altid den modne fyldige vin fra den forvitrede granit nærmest floden, imens Gruft og Armes ligger højt og stejlt, med begrænsede vandreserver. De to sidstnævnte skaber altid mere ranke, syreholdige vine.

Sjovt nok fik to parceller lov at overleve 1971 lovgivningen. 0,1 hektar store Kreuzwingert, der ligger lidt nordøst for Piesport, i den del af Goldtröpfchen hvor der er meget lerjord. Marken figurerer som Einzellage og sælges som “Piesporter Kreuzwingert” af Rheinholdt Haart, der er eneejer her. Også 0,3 hektar store Gärtchen, der ligger længere nedstrøms, men på et stejlt skiferholdigt stykke oppe på skråningen overlevede sammenlægningen af vinmarker i 1971. Orienteringen er her mod sydvest. Blees-Ferber besidder marken og sælger den som Piesporter Gärtchen.

Schubertuslay er i samme kategori som de to ovennævnte. Den 0,67 hektar store mark leverer noget af det bedste vin i området. Herfra producerer Julian Haart og Klaus Peter Keller.

Det der ikke handler om vin

Fra kirkebøger ved vi, at Piesport, som den gang kun var byen på venstre side af floden, i årene 1506-1508 mistede 82 af sine i alt 95 indbyggere til pesten. I dag bor der 2000 mennesker i Piesport, Niederemmel inkluderet.

Før i tiden sejlede man over Mosel, når man skulle fra Müstert (Niederemmel) til Piesport. Den første bro blev opført i 1912 og hedder Piesporter Brücke, den lå samme sted som broen i dag. Piesporter Brücke var en af de første ved Mosel til at blive opført i beton. I 1923 blev opført en bro i umiddelbar nærhed (blot 900 meter nedstrøms), broen hed Müstertbrücke. Begge broer blev sprængt af naziseterne i 1945 i et forsøg på at holde amerikanske tropper på den vestlige side af floden.

Begge broer blev genopbygget og indviet i 1949, men Müstertbrücke er siden blevet fjernet, da den aldrig har været strengt nødvendig og tilmed var blevet påsejlet og beskadiget af et fragtskib.

Flurbereinigung

Flurbereinigung-programmet startede ved Piesport i 1985, men blev hurtigt sat på pause, da man stødte på et af de største romerske vinerier fundet ved Mosel. Vineriet måler 40 x 22 meter og vidner om, at romerne har været flittige vindyrkere lige netop her. Et mindre romersk vineri blev fundet i 1992 og bekræftede kun tesen.

Selvom det er skifer der dominerer i Piesport-amfiteatret, så er den midterste del, over byen, præget af en lerholdig skiferjord. Det er de sydøst- og sydvestvendte skråninger der er stejlest og skiferdomineret. Især markerne over byen Ferres er ultrastejle og her har Flurbereinigung været umulig. Det er her blandt andet Schubertuslay ligger.

Flurbereinigung går/gik ud på, – stort set at starte forfra på en vinmark. Finde ud af hvem der ejede hvad, hvor, og hvor meget, og så fordele de mange små parceller i større og mere rationelle parceller på marken. Samt nok så væsentligt, at forbedre logistikken til og fra vinmarken, samt gøre den mere jævn og nemmere at arbejde på. Det lyder jo meget godt, med mindre man selvfølgelig er vinbonde med kvalitet for øje. For du giver jo ikke afkald på dine 100 år gamle stokke på et specielt godt spot, imod en nyplantet, udjævnet, drænet nyanlagt parcel. Måske er din parcel gået i arv i generationer.

Den tyske vinlov af 1971

Hvis du er født i 70´erne så kender du med garanti navnet “Piesporter Michelsberg”. Det er et såkaldt Grosslage, eller omsat til dansk en “områdebetegnelse”. Et Grosslage-navn kan skrives på etiketten uden nogen større krav til kvalitet, og uden krav til druesort. Man kan ikke umiddelbart se forskel på grosslage (større område) og einzellage (enkeltmark), idet de begge må bære et bynavn. Piesporter Michelsberg er grosslage, Piesporter Treppchen er einzellage. Piesporter Michelsberg er et grosslage på 1.106 hektar. Næsten dobbelt så stort som hele Ahr området!

Lovgivningen har været kritiseret i årtier og fra 2026 sker der noget. Piesport-navnet må ikke længere bruges i forbindelse med andet end specifikke marknavne.

Men 1971-problemerne stopper ikke her. 85 hektar store Piesporter Goldtröppfchen er GG hos både VDP og Der Ring, og leverer både til gården og til gaden. Der er naturligvis kæmpe forskel på parceller med lerjord, samt de stejle stykker med skifer. Gå en tur i markerne over byen, så vil du se, at her er jorden meget lerholdig. Og du SKAL gå den tur, for du skal op og se det romerske “kelteranlage” (vineri), som ligger midt på skråningen. Piesporter Goldtröpfchen kan være både godt og i værste fald ligegyldigt. Man skal stole på sin producent og ikke bare købe i blinde.

Weingut Lehnert-Veit

Huset ledes i dag af 11. generation Peter Lehnert. Hans far Erich er stadig med på sidelinien, men han blander sig ikke meget i vinproduktionen, den har Peter overtaget og han er godt i gang med at bringe Lehnert-Veit navnet ind i fremtiden. Peter er uddannet ønolog og har blandt andet tilbragt studietid hos Künstler i Rheingau, samt Pegasus Bay i New Zealand.

Huset ejer 13 hektar primært beplantet med Riesling, men grundet Peter´s inspiration fra New Zealand, så udvides husets program i disse år med Pinot Noir/Spätburgunder. De bedste markbesiddelser er 1,8 hektar i Piesporter Goldtröpfchen her i blandt de to gewanne Gruft og Hohlweid. 0,9 hektar i Piesporter Falkenberg, 0,57 hektar i Piesporter Günterslay og 0,87 hektar i Wintricher Grosser Herrgott, som ligger længere nedstrøms.

Husets stil

Stilen på husets Riesling er rank, ren og præcis. Personligt foretrækker jeg de tørre, men det har noget med Piesport generelt at gøre. Vin med restsødme fra denne kant af Mosel bliver mig en smule honningsødt. Måske er det mikroklimatisk styret, måske er her faktisk for varmt = mere sukker, mindre syre. Måske er det jordbunden, der flere steder er mere ler end skifer, hvilket ændrer rieslings aroma markant. I don´t know. Det er et tilbagevendende problem for mig. Men helt kort: Tør Riesling herfra er fænomenal!

Riesling produceres med helklasepres, efterfulgt af 24 timers klaring. Mosten spontangæres og topvinene hviler dernæst 8-10 måneder på gæren. Længere tid vil Peter ikke have bærmekontakt, da det går ud over friskheden.

Riesling Trocken er fra lerjord på de relativt flade marker omkring Niederemmel. Frugtig, ren og præcis. Resten af programmet kommer fra Piesport-siden og er præget af skiferens mineralitet og syre.

Kun én gang har Peter ladet en vin ligge længere på gæren, det var i varme 2018 fra marken Gruft. “Parcellen har sit eget liv”, siger Peter. Nogle år vil den bare ikke lege med. 2018 var et fortræffeligt år, med stor modenhed, og syren var fin hvis man høstede tidligt. I Gruft var syren bare bitter. Peter lod derfor vinen ligge på gæren i hele 3 år, for at blødgøre syren. Han var lige ved at opgive, men pludselig var den der. Vinen smager fantastisk. Den har en langt mere oxidativ aroma end alt andet i sortimentet og Peter siger ærligt, at det ikke er den vej han vil. Men prøv den. Luk øjnene når du smager og tænk stor Champagne!

The post Piesport og Weingut Lehnert-Veit appeared first on Vin under lup.

Moselfloden slår en nærmest 300 graders sløjfe ved Trittenheim. Det gør stedet til et ret unikt udkigspunkt. Kør fra broen op på skråningerne i retning mod Leiwen. Du vil på et tidspunkt stå højt over Mosel i marken Leiwener Klostergarten, herfra har du den smukkeste udsigt, der viser essensen af Mosel: Det frodige, unikke landskab, hvor floden snor sig roligt gennem skråningerne. Her skabes riesling, der ikke kan kopieres noget andet sted i verden.

Hold øje med de rigtige parceller

Selvom Apotheke er godt for øjet. Stejl, betagende, smuk, så er ikke alt lutter idyl ved Trittenheim. I lang tid gik jeg selv og troede, at Apotheke ikke kunne levere stor riesling. Men sidenhen har jeg fundet ud af, at det skyldes, at Apotheke desværre er et relativt stort område. Et misfoster på 117 hektar, skabt af vinloven anno 1971. At kalde det en mark er en misforståelse. Trittenheimer Apotheke strækker sig på begge sider af byen Trittenheim, og på begge sider af floden. Der er selvsagt kæmpe forskel på, om du får en vin produceret fra flad mineralholdig lerholdig jord omkring byen, eller alternativt: en vin fra de stejle næringsfattige skifervægge på modsatte side af floden.

Dette blog-indlæg vil fokusere på parcellerne på de stejle skråninger overfor Trittenheim. For det er her det sner. Det er her Trittenheimer Apotheke leverer stor vin. Skråningen er nærmest direkte vestvendt, og det gør, at solens stråler først rammer skråningen omkring middag. Det medvirker til kølige morgener og steghede aftener. Det giver vinene herfra en kølig, lidt grøn, urtet karakter, – og først og fremmest – masser af syre. 9 gram syre pr. liter er ikke sjældent set. Det giver gode muligheder for at lege lidt med restsødme.

Tidlig morgen ved Trittenheimer Apotheke. Den næsten direkte vestvendte skråning ligger i skygge.

Navnet Apotheke

Oprindelsen af navnet “Apotheke” har man ikke rigtig kunnet stadfæste. Det kunne sagtens referere til den helbredende virkning som rieslingvine herfra har (ligesom for eksempel Doctor i Bernkastel), og gør det muligvis også. I gamle skrifter blev skrevet “Apt” + parcelnavn på vinene herfra. Apt, mener man har været en forkortelse af “Abteilich”, som betyder del eller opdeling. Men der er mange teorier. Der er også dem der mener, at det slet og ret var en stavefejl der gav området sit navn. Uanset hvad, så lever de fleste fint med, at området i dag hedder Apotheke.

Skråningen her har ikke samme historiske vægt som for eksempel skråningerne omkring Piesport, Bernkastel, Wehlen eller Erden. Men ser man på skatterådmand Clottens kort fra 1868, så er der alligevel tre små parceller markeret med dybrød. Dybrød for: “Her opnås de højeste priser på auktion, derfor skal vinene beskattes ekstra højt!”

Skatterådmand Clotten, har sikkert været mere irriterende end en p-vagt, men hans kort er af uvurderlig historisk værdi. Han vidste allerede i 1800-tallet, hvilke parceller der leverede bedst og opnåede de bedste priser.

I 1971 trådte en ny vinlov i kraft i Tyskland. Den skulle gøre det nemmere at være forbruger. Derfor forsvandt en masse marknavne – på tysk kaldet “Gewanne”. Navne som har været brugt i århundreder. I Trittenheim findes en kirkebog fra 1598, der omtaler de enkelte parceller, når de blev handlet eller pantsat. I 1950 skrev man stadig Trittenheimer Fährfels, Trittenheimer Kaulsbohr osv.

Clottens kort herunder viser meget godt hvad det var der forsvandt med vinloven anno 1971. Et hav af marknavne, – flere af dem med en helt unik karakter. Området optegnet med sort, er Trittenheimer Apotheke anno 2024. Tre parceller har Clotten markeret til høj beskatning (dybrød), – “In den, Kaulsbor”, “In den Gährteilen” og “Fahrfels”.

Logistikken forhindrede udvikling

En af grundene til, at markerne omkring Trittenheim aldrig har opnået helt samme status som for eksempel Piesport og Bernkastel kan have bundet i, at byen lå relativt isoleret. Man kunne bestemt sejle til og fra, og nej, der var ikke langt til Piesport herfra. Men fremskridtet, det store step ind i industrialiseringen, nåede Trittenheim ret sent.

I årene 1874-1879 blev jernbanestrækningen mellem Koblenz og Trier bygget. Jernbanen fulgte Mosel, især i den nordligst beliggende del, også kaldet Terrassenmosel. Ved Ürzig blev jernbanen ført mod Wittlich, der ligger vest for Mosel, og den kom først tilbage til floden ved Schweich. Jernbanen slog altså en bue uden om blandt andet Trittenheim.

En bro bliver bygget

Først i 1903 kom jernbanen til Trittenheim. Jernbanen løb på højre flodbred og da byen ligger på venstre, blev der langt om længe taget initiativ til en bro.

Broen stod færdig i 1905. Helt indtil dette årstal skulle vinbønderne sejle for at komme over på de stejle skråninger på modsatte side af floden. Man havde bygget et “færgetårn” på begge sider, til opbevaring af diverse materialer og gods, samt ly for frysende våde vinbønder. Tårnene står endnu. Færgefarten har givet navn til parcellen “Fährfels”, der ligger på stejle terrasser lige over tårnet på højre flodbred. Broen blev genopført efter at være blevet bombet mod slutningen af 2. verdenskrig. En ny stod færdig i 1948.

50 år efter sin opførsel, blev den 2. bro ved Trittenheim revet ned og erstattet med den 3. og nuværende. Man fandt ud af, at de mange bropiller var en dårlig idé, for bropillerne blev udsat for et enormt tryk fra bjerget, hvilket betød, at de begyndte at smuldre. Den 2. bro blev erstattet med den tredje i 1993. Den nuværende går direkte parallelt med den gamle bro´s forløb.
På Trittenheim-siden, står stadig en del af den gamle bro, som mindesmærke. I øvrigt lige op ad færgetårnet, som er bevaret på begge sider af floden.

Til venstre Trittenheimer Brücke 1910 (Liebold AG Mappe) – til højre, den gamle bropille set fra den nye bro

Den nye bro fra 1993, med kun to bropiller

Flurbereinigung

Også i nyere tid er Trittenheim blevet overset. De berømte marker omkring Bernkastel og Wehlen var nogle af de første ved Mosel, som blev tilbudt “flurbereinigung”. Ejerforholdene på markerne var absurde. På grund af arv, salg og opkøb på kryds og tværs, så kunne samme vinbonde eje 6 rækker, forskellige steder på samme mark. Missionen gik ud på, at danne sig et overblik over ejerforholdende på en given skråning, og dernæst fordele parcellerne mellem ejerne, så mange små plots kunne samles i et bestemt område og gøre arbejdet på de stejle skråninger nemmere.

Der fulgte også logistik med i flurbereinigung. Der blev anlagt veje, terrasser blev ombygget, jævnet ud, og der blev anlagt dræn. Igen for at gøre arbejdet lettere, og på den måde, måske få unge mennesker ind i vinbruget igen. Problemet er, at når man udjævner en skråning, så ændrer du fundamentalt de mikroklimatiske forhold. Solens indstråling, jordbundens sammensætning, for ikke at nævne, nyt plantemateriale.

Heldigvis kom flurbereinigung så sent til Trittenheim, at man havde lært af sine fejl. Her blev anlagt veje, men ikke jævnet parceller, og en parcel som Fährfels står uberørt hen, som blev den stadig dyrket af romerne.

Flurbereinigung-programmet blev afsluttet så sent som i 2007 ved Trittenheim.

Parcellen Jungheld – stejl, uberørt, med opbinding til enkeltstående pæle. Som autentisk Mosel-vin bør dyrkes

De bedste parceller (gewanne)

De bedste parceller ligger omkring den gamle togstation. Står man i Trittenheim og kigger over på skråningen, så ligger togstationen lige til venstre for broen. Her ligger parcellen Leiterchen, som VDP-medlem Josef Milz har monopol på. Omkring Leiterchen ligger de tre gewanne “Fährfels” (på stejle terrasser ved soluret), “Aufm Kaulsbohr” (nederste stykke til venstre for togstationen) og “In den Gähteilen” (Øverste stykke over togstationen). Til venstre for Kaulsbohr ligger “In den Sonnteilen”.

Leiterchen GG ligger mellem “Fährfels” og togstationen. De fire ovennævnte gewanne er altså en del af Apotheke. Det nye er, at parcelnavnet i dag må tilføjes etiketten. Parcelnavne som du bør holde øje med, det er områdets “Grand cru´s”.

Navnet Clüsserath

Familienavnet Clüsserath er historisk i Trittenheim. Man siger, at hvis man kaster en sten i Trittenheim, så rammer man enten en vinplante, eller en Clüsserath. Familien kan dateres tilbage til 1700-tallet og går igen i flere firmanavne i byen. De to producenter Clüsserath-Weiler og Clüsserath-Eifel genplantede omkring år 1900 parcellen Fährfels. Stokkene står endnu, og de leverer koncentreret saft, med masser af syre. Det er vine, der er hidsige i deres ungdom, men som er værd at vente på. I nyere tid har Claes Schmitt Erben tilplantet den stejle, og af flurbereinigung uberørte, parcel Jungheld. Jungheld ligger helt op mod Neumagen, en parcel som også Loersch udbyder vin fra. I det hele taget søger de unge vinmagere alt andet end de parceller, som er nemme at dyrke. I dag vil de arbejde stejlt, autentisk, med opbinding til enkeltstående pæle og i biodiversitetens navn – ikke i monokulturens.

Fremtiden for Trittenheimer Apotheke

Fremtiden tegner lys for Apotheke. Der kommer flere og flere unge vinmagere til området, og de er ofte, ikke bare dygtige til deres fag, men også historisk interesserede. Derfor bliver de enkelte parcelnavne på de stejle skråninger i disse år genoplivet. Plantematerialet er ofte meget gammelt her, fordi byen og området led under tilbagegangen fra 50´erne og helt frem til årtusindeskiftet. Der lå masser af brakmarker her, og gør det stadig. En brakmark kan stadig have de gamle vinplanter voksende, men de har blot indtaget buskform. Der skal klippes, hakkes og rives, så har du atter en funktionsdygtig vinmark.

I billedets højre side ligger parcellen Fährfels. Ultra stejl og med meget begrænset næring til vinstokkene hvilket tydeligt ses på løvets farve

Clüsserath-Eifel

Clüsserath-Eifel blev grundlagt i 1760. De stejle skråninger på Trittenheimer Apotheke var førstevalg dengang, og er det igen i dag. I 2019 overtog Stefan Lergenmüller vingården. Han er også indehaver og vinmager på Schloss Rheinhartshausen i Rheingau. Han har bestemt sig for at føre Clüsserath-Eifel ind i en ny tidsalder. Ved Mosel bliver der mere og mere fokus på autensitet. På stejle skråninger og på biodiversitet. Det hele finder man på Apotheke.

Flere parceller på Trittenheimer Apotheke har aldrig været udsat for ”Flurbereinigung”. Blandt andet derfor, så vokser der omkring 45.000 upodede vinstokke på skråningen, de har simpelthen overlevet phylloxera og er blevet skånet for jordsammenlægninger – og er i mange tilfælde over 100 år gamle. De er placeret på nogle af de historisk bedste parceller som for eksempel Fährfels, In den Gähteilen og Kaulsbohr.

Målet med vingården Clüsserath-Eifel er for Stefan, at bevare disse unikke parceller. Clüsserath-Eifel er med sine 4 hektar en meget lille vingård. Det faktum kombineret med de lave udbytter fra gamle stokke, så ender udbuddet af hver vin med at være ret begrænset. Alle druer håndplukkes, naturligvis, presses skånsomt, spontangæres og hviler dernæst på gæren til vinen fornemmes sensorisk klar til at blive tappet. Tid og tålmodighed er lige så vigtigt som kontrolleret passivitet.

Vinene fra Clüsserath-Eifel har sin helt egen karakter. Det urtede og grønne går igen i dem alle. Det er sart fin, syredrevet Mosel-vin. Husets Kabinett-vine fremstår sensorisk tørre, grundet det høje syre-indhold. GG-vinene skal gerne have noget alder, eller ledsages af en ret med masser af citron. Overordnet set, så er det kæmpestore vine, produceret med stor dygtighed.

The post Trittenheimer Apotheke appeared first on Vin under lup.

Der er stejlt mange steder ved Mosel, men ikke som her. Og man kan se, på de stokke der vokser her, at de kæmper for næringen. Der er ikke meget af den, i den stenede undergrund. I tørre perioder er markerne omkring Calmont stadig grønne, men på selve Calmont bliver planternes blade gullige. De skriger simpelthen på vand!

Den nye generation

Calmont er et meget godt eksempel på, hvad der sker ved Mosel lige nu. Den yngre generation af vinmagere søger tilbage til det autentiske. Den tid hvor staten var nødt til at foretage “flurbereinigung” for at tiltrække folk til faget, er slut. Heldigvis. For hvor er det trist at tænke på, at stejle skråninger er blevet terrasseret af store maskiner, og terrasserne fyldt op med frodig jord, som fik vinplanterne til at yde mere. Det så meget godt ud på bureaukraternes tegninger og beregninger, men virkeligheden er en anden. Pludselig forsvandt alt det der kendetegnede Mosel riesling ud af vinene. Derfor søger den unge generation tilbage. Tilbage til de stejle stenede skråninger. Der hvor riesling yder bedst, bliver stenet og mineralsk, – der hvor riesling smager som saft der springer ud af et hul i en klippe.

Angelina og Kilian Franzen kravler rundt på stejle Bremmer Calmont ved Mosel og skaber noget helt særligt. Calmont hælder visse steder helt op til 65 grader, så man skal have Spiderman-lignende teknik for at komme rundt deroppe. Det er vanvittige arbejdsvilkår, og fordi Mosel-vin generelt var under pres op gennem 80´erne og 90´erne, så blev flere og flere parceller på Calmont braklagt. I år 1900 var 24 hektar beplantet på Calmont, op gennem 1980´erne var blot 4 hektar tilbage, i dag er 13 hektar opdyrket. De dårlige tider har hjulpet vinhuset Franzen til at købe forholdsvis billig jord, på en skråning, som har et helt vildt potentiale. Calmont skulle være den stejleste vinmark i Europa.

En vinmager der skal høste på Calmont´s skråninger skal være atletisk og frygtløs. Som Kilian Franzen siger “Calmont kræver al ens energi, man mærker den i hver eneste muskel når man kommer hjem om aftenen. Men det er hele indsatsen værd.”

Bremmer Calmont´s historie

Man ved, at romerne dyrkede vin på Calmont. Naturligvis gjorde de det, for få steder ved Mosel udnyttes solens stråler så ultimativt som her. 65 graders hældning direkte mod syd kan på varme dage næsten riste druerne. Romerne kaldte bjerget for Calidus Mons, der på latin betyder “Varmt bjerg”. I middelalderen blev klosteret Stuben opført for foden af Calmont. Stuben var et nonnekloster, så det var kvinder der varetog vindyrkningen i området. Af samme grund hedder skråningen ved byen Neef “Frauenberg”. I 1802 erobrede Napoleon området og fratog kirken sine besiddelser og solgte jorden til private. Klosterruinen står stadig.

Genrejsningen af Calmont

Calmont har været glemt, men Calmont er igang med at slå sit navn fast med syvtommer-søm. Det vil Kilian og Angelina være med til at sørge for. Det var Kilians far Ulrich, der opkøbte de braklagte parceller på Calmont. Det blev til i alt 5 hektar og han var særligt fokuseret på den lomme der hedder “Fachkaul”. Calmont er ligesom opdelt i lommer, lommer mellem klippefremspring. De fleste af disse lommer hedder noget med “kaul”, således er der Steinkaul, Klosterkaul, Bales Kaul og altså Fachkaul. Sidstnævnte danner foroven nærmest et amfiteater, som skaber en fantastisk ramme for riesling, der her kan suge solen til sig. Det vidste Ulrich, ja, det vidste alle, der tidligere havde været involveret i vindyrkning på Calmont.

Desværre omkom Ulrich Franzen efter en fatal ulykke i vinmarken. Hans kone Iris overtog driften, godt hjulpet af sønnen Kilian, der var i gang med ønologi-studiet på Geisenheim. På Geisenheim mødte han Angelina, som han senere blev gift med og de to har i dag overtaget vingården. De producerer vine, der smager som havde de boret saft ud af klippen. Der er en kølig lethed og et mineralsk krydderi over samtlige husets vine, som er svær at finde andre steder end ved Mosel.

Markarbejdet

Vi kommer ikke udenom en snak om klimaforandringer. “Alt bliver mere ekstremt” siger Kilian. Mere varme, længere tørkeperioder, mere intens regn. Der er ting nok at forholde sig til. Men han springer hurtigt over emnet regn. “Ja, det kræver en del mere arbejde af os, men vand bliver aldrig et problem her.”

Til gengæld så har de længere varme- og tørke-perioder fået Franzen til at ændre dyrkningsmetoder. Før i tiden bandt de kun en bue op til hver pæl (halbbogen), og beskar i løbet af vækstsæsonen, for at sikre luftcirkulation omkring druerne og undgå svampesygdomme. Men tørke er alligevel værre. Druerne risikerer at blive ristet og i værste fald smider planten dem simpelthen, for at sikre egen overlevelse. Derfor opbindes i dag to buer (doppelbogen), og der beskæres mindre. Det handler om at skabe skygge for druerne. Den øgede fotosyntese (fra større bladkrone) gør samtidig, at druerne fysiologisk modnes hurtigere, ofte med en halv til en hel % lavere alkohol.

Et andet tiltag er, at Franzen på de “fladere” marker, hvor der er mere humus, lader græs vokse mellem rækkerne. Græsset holder på fugten og bidrager samtidig til biodiversitet og bedre økologisk balance i marken.

Man snakker ikke ret meget om kloner når man snakker om riesling. Det er ikke som med pinot noir, hvor vinbonden oftest holder et langt foredrag om de unikke egenskaber ved en bestemt klon. Det lykkedes alligevel at få vristet ud af Kilian, at hans riesling favorit-klon er 355 GM. Klonen sætter meget få bær pr. klase og klaserne er meget løse, hvilket sikrer god vindcirkulation omkring druerne. Det betyder, at klaserne tørrer hurtigt efter regnskyl og derfor er mindre udsat for svampesygdomme. Klonen leverer et lavt udbytte, med en flot intensitet.

Produktionsmetoderne

Franzen dyrker deres marker efter økologiske principper. De anlægger sågar parceller med blomster ind imellem rækkerne med vinplanter, for at tiltrække bier, sommerfugle og økologisk balance i det hele taget. Men de tør ikke tage skridtet fuldt ud og blive certificeret. Tænk hvis uheldet var ude og de blev ramt af sygdom eller utøj i vinplanterne, så ville en hel årgang kunne afskrives som indtægtskilde.

Alle vine spontangæres. Det vil sige, at den gær der sidder naturligt på druernes skind får lov at starte gæringen. Denne gæringsform kan man kun arbejde med hvis gæren er stærk nok, og den bliver kun stærk nok, hvis den økologiske balance i vinmarken er god. Naturgær kan skabe vidunderlige vine, med en dybde og en kompleksitet, som man ikke finder i en vin gæret på en laboratorie-skabt gærkultur.
Der hersker en helt særlig gærstamme på Franzens marker og kælder. Gæren metaboliserer meget langsomt, hvilket betyder, at en gæring hos Franzen kan tage uendeligt lang tid. Der er eksempler på gæringer, der har taget 22 måneder! De lange gæringer bidrager med fantastiske aromaer til den endelige vin.

Franzen giver altid sine vine lang tid sammen med gærresterne. Den såkaldte “autolyse” (biologisk nedbrydning af gærceller), der foregår efter endt gæring er også med til at øge kompleksiteten i en vin. Franzens vine kan ligge på denne måde i helt op til 8-12 måneder før de tappes. I denne periode gennemgår vinene også malolaktisk gæring. Denne gæring startes naturligt af mælkesyrebakterier i en vin. Her nedbrydes æblesyre til mælkesyre. Æblesyre er friskere og mere aggressiv end mælkesyre og processen øver også indflydelse på vinens aroma og smag. Vine der har gennemgået malolaktisk gæring fremstår oftest cremede med en let mejeri-agtig karakter (smør/youghurt).

Alt i alt, så er vinene fra Franzen et forfinet bombardement af dine smagsløg. De er lette og raffinerede som Mosel-vine bør være, men der er så mange lag i dem, at du kan blive ved med at sidde og finde nye aromaer.

Besiddelserne

Det er primært Calmont og Frauenberg der leverer druer til Franzens vine, men huset besidder også en lille parcel på Kapplay over byen Eller. Kortet til venstre viser markopdelingen ved Bremm anno 2024. Til højre ses skatterådmand Clottens kort fra sidst i 1800-tallet. Kortet er interessant på flere måder. Dels viser kortet, at flere af vinene fra Calmont var højt beskattede, hvilket var vidnesbyrd om, at de opnåede høje priser på auktioner. En anden interessant ting er, at tre af marknavnene fra Clottens kort, forsvandt med den tyske vinlov anno 1971. Markerne er der stadig, men nu bare under samme navn “Bremmer Calmont”. Et misfoster af en vinlov, som heldigvis snart vil blive ændret. Enkersberg er en del af Fachkaul, og i Franzens besiddelse.

Fachkaul

Fachkaul er en af de før omtalte “lommer” på Calmont. Fachkaul strækker sig egentlig fra bunden ved Mosel-floden og helt til toppen på Calmont. Nær toppen dannes et amfiteater-lignende scenarie. Stejle Calmont´s sol-sugene skråninger får her endnu større effekt. Marken blev anlagt af Ulrich Franzen, og det er hans vision, der stadig driver Kilian og Angelina. Det er fra toppen af Fachkaul, at Franzen høster sine GG vine, og ikke mindst prestige-vinen “Fachkaul”.

Neefer Frauenberg

Ud over cirka 5 hektar på Calmont, så ejer huset næsten 2 hektar på  Neefer Frauenberg, som Kilian siger har lige så stort potentiale som Calmont. Frauenberg er knap så stejl og slet ikke lige så høj som Calmont, men sol-eksponeringen er også her direkte sydvendt. Hvor Calmont er mineralitet og krydderi, så er vinen fra Frauenberg ofte mere eksotisk i sin karakter. I hjørnet hen imod byen Neef, som er mere sydvest-vendt, henter Franzen sin Spätburgunder. En druesort, som de producerede første gang i 2014, men som ser ud til at kunne blive deres nye darling.

På Frauenberg mærker man konsekvenserne af den jernbane som Preussen anlagde i starten af 1900-tallet. Toget buldrer stadig forbi – først gennem Kaiser Wilhelm tunnellen der har udløb mellem Calmont-massivet og byen Eller, dernæst fortsætter toget over jernbanebroen, for så at begive sig ind i tunnellen, der går gennem Frauenberg. De rystelser som toget skaber får ofte småsten til at drysse ned fra toppen af Frauenberg. Nogle større end andre. En morgen fandt Franzen et skiferstykke på 60×60 cm midt i deres vinmark. Man skal have hjelm på under høst på Frauneberg!!!

The post Weingut Franzen ved Bremmer Calmont appeared first on Vin under lup.

En blog er egentlig bedst egnet til små korte fortællinger. Folk mister interessen hvis det bliver for langt, – siger eksperterne. Men når nu emnet er så helt utroligt spændende og komplekst, så er det altså svært at gøre det kort. Hvis du går lidt op i Mosel, så tror jeg omvendt heller ikke på, at du mister interessen når du læser dig gennem de kommende linjer. En rejse ad en af Europa´s smukkeste floder.

Hvad er det der gør Mosel så interessant? Det er faktisk utroligt mange ting. Det er topografien, geografien, placeringen som et af de vestligste og mest maritime vinområder i Tyskland. Ja, det ligger også langt mod nord, men det er den kølige vestenvind, der er med til at gøre området til noget unikt klimatisk. Omådet har en fantastisk historie, hvor især romerne fylder meget, men hvor der har været rigeligt med udfordringer op gennem tiden, og stadig er det. Og så er historien om Mosel også druen riesling, – uden riesling var Mosel slet ikke lige så interessant!

Man skal passe på med at generalisere. Det er bedre at tale om tendenser. Hvis jeg som forfatter skriver, at Mosel er moderne og søger en international tør stil, så er det korrekt, – i hvert tilfælde for cirka 15% af vinbønderne ved Mosel, – måske flere. Området er utroligt kontrastfyldt. Sådan var det sikkert også under Mosel´s storhedstid. Den gang fra cirka 1890 til 1920 hvor Mosel producerede de mest eftertragtede tyske vine. På en måde minder nutiden mere og mere om den gang. De bedste vine ved Mosel var tørre den gang, tendensen er den samme i dag. Og så alligevel, så er det som om en vintype som Kabinett er en overlever. Den høje syre kombineret med lidt restsukker giver bare kæmpe smagsoplevelser.

Men der kom to verdenskrige imellem 1920 og nutiden. Derfor måtte Mosel nulstille. Bygge op forfra. Alt det kan du læse om i dette blog-indlæg.

Geografi og klima

Man undres. Og fascineres. Og det gør man hver gang man står på en skråning over Moselfloden og betragter flodens stille løb, der snor sig gennem det grønne frodige landskab, der består af bølgende bakker afbrudt af dramatisk stejle skiferskråninger. Snart løber floden mod højre, snart mod venstre, nogle gange er vi helt ude i et 300 graders sving. Hvordan vand og klippe er blevet enige om, at det hele tager sig ud som det gør i dag, det må guderne vide. Men det er et ufatteligt smukt skue.

En flod opstår når et højt liggende område skal afvandes. De betingelser blev for millioner af år siden skabt, da Vogeserne opstod. Det er i Vogeserne Mosel har sit udspring. Herfra løber floden mod sit udløb i Rhinen mod nord. Mosel løber forbi Nancy, Metz, Luxembourg og Trier, for så pludselig ved Schweich, at vælge det besværlige løb gennem højdedragene mellem bjergområderne Eifel og Hunsrück. De to højdedrag har besværliggjort flodens løb, og det har skabt mange dramatiske kurver og stejle skråninger.

Mosel og de vigtigste bifloder

Mosel udspringer i 715 meters højde på Col de Bussang og løber 554 kilometer senere ud i Rhinen i 59 meters højde ved “Deutsches Eck” i Koblenz. Mosel strækker sig over 313 kilometer i Frankrig, 39 kilometer i Luxembourg og 208 snoede kilometer i Tyskland.

Der er mange bifloder. Også bifloder, som nærmest bare er åer, eller vandløb. Sauer er en af de større bifloder, den løber gennem Belgien og Luxembourg, for at møde Mosel ved Wasserbillig (Luxembourg). En anden stor bidragyder er floden Meurthe, der løber fra Vogeserne og møder Mosel ved Nancy. Ruwer er en lille biflod, ikke specielt vandrig, og har derfor ikke har så stor betydning for Mosel som flod, men som vindyrkningsområde har den ret stor betydning. Ruwer udspringer i Hunsrück-bjergene og løber ud i Mosel lige nord for Trier.

Den største bidragyder, rent vandmængdemæssigt, er Saar. Saar udspringer på Mont Donon i Vogeserne og løber 129 kilometer gennem Frankrig (forbi byen Saarebourg), 117 kilometer gennem Tyskland (gennem blandt andet Saarbrücken), for at løbe ud i Mosel ved byen Konz, lige syd for Trier.

Moselfloden som handelsvej

Moselflodens vand har været vidne til mange skæbner, mange historier. Kelterne var her før Romerne, og nogen har med sikkerhed været her før Kelterne. Uro og strid har præget floden, som i dag er delt mellem 3 lande, men som jo egentlig bare er en flod. En flod som ikke kender grænser. Den flyder hvorhen den vil – og kan. I vinmæssig henseende, så er det dog den tyske del af floden der er mest interessant. Netop den del, som skærmes af Eifel- og Hunsrück-bjergene.

En vigtig del af historien om Mosel er handel. Der var en tid, hvor transport over land var langt mere besværlig end transport over vand. Floder var derfor vigtige faktorer for fragt og handel. Floden er blevet brugt til at fragte fødevarer, vin, tøj, kul, byggematerialer og mandskab. Det var ikke altid problemfrit. Før i tiden kunne floden til tider være brusende, og andre gange næsten udtørret. Flodens dybde kunne variere meget, alt efter vind og vejr, og også grundet sediment.

Kanalisering af Mosel

I 1960´erne byggede man dæmninger til at styre flodens løb, dermed har man opnået en konstant vanddybde på over 3 meter. Denne vanddybde er, og var, nødvendig for at kunne få store pramme med kul og stål gennem flodens snoede løb. Forekomsten af jernmalm omkring Metz har udviklet en stor stålindustri i byen. En industri, som den dag i dag benytter sig af søtransport, da det er den billigste fragtform for bulk-varer som disse. Mange læs kul sejles fra Ruhr-distriktet (ved Essen) til Metz, for at sejle retur med stål.

Herunder ses strækningen mellem Thionville (lige nord for Metz) og Koblenz som den tager sig ud i dag. På denne strækning findes 15 dæmninger på et løb over 270 kilometer. Ved Thionville er vandspejlet 148,9 meter over havets overflade. Ved hver dæmning falder floden typisk 6 meter.

Dæmningerne har hjulpet skibstrafikken, men har også medvirket til en ændring af mikroklimaet ved Mosel. Før i tiden flød flodvandet afsted og skabte en kølende effekt på omgivelserne, samt lidt bevægelse i luftmassen over Mosel. Nu står flodvandet næsten stille mellem dæmningerne og opvarmes af solen, hvilket medfører øgede vandtemperaturer, øget fordampning, øget luftfugtighed og øgede lufttemperaturer.

Den Eurasiske kontinentalplade

Bjergområderne der omgiver og er skyld i at Mosel-floden findes; Vogeserne, Eifel og Hunsrück, opstod for millioner af år siden. Selve processen har taget millioner af år, – og er i øvrigt en vedvarende proces. Om en million år ser området helt anderledes ud. Helt overordnet set, så ligger Mosel midt på den eurasiske kontinentalplade, som udgør Europa og en stor del af Asien. Det er egentlig ude ved kanterne af kontinentalpladerne, at der sker de helt store geologiske forandringer, og hvor man ofte oplever jordskælv og vulkanudbrud. Alperne, inklusive Pyrenæerne, er den direkte konsekvens af, at den afrikanske kontinentalplade arbejder sig ind under den europæiske. Men selv midt på kontinentalpladerne arbejder undergrunden.

Det har blandt andet skabt det europæiske centrale højland. Bjergene i dette område er opstået grundet forskydninger i jordlagene. Jordlag har presset mod hinanden, skabt forsteninger og såkaldte foldninger. Ved Mosel-floden fra Schweich til Koblenz er der tale om jordfoldninger, det ses tydeligt på skråningerne, der nærmest udelukkende består af den metamorfe stenart skifer. Metamorfe stenarter, er sten der er opstået under tryk i jordlagene, de er altså ikke opstået af vulkansk aktivitet. Både bjergområderne Harzen, Ardennerne, Taunus, Hunsrück, Schwarzwald og Eifel er skabt på denne måde, også selvom der har været spredt lokal vulkansk aktivitet.

Stenarten skifer

Lige præcis stenarten skifer er en af hemmelighederne bag de helt særlige vine fra Mosel. Skifer er en ler-sten, der har gennemgået metamorfose ved relativt lavt tryk. Skifer kender vi fra mange vinmarker rundt omkring i Europa. Skifer består nærmest af flager af sten, der er presset sammen, men relativt nemme at skille ad. Geologerne siger godt nok, at vi ikke kan smage forskel på sten. Men så lad det være strukturen på stenene, størrelsen, hvor forvitrede de er, – farven og dermed evnen til at holde på varme, manglende evne til at holde på vand, – smagsforskel er der!

Der er to overordnede typer skifer ved Mosel, den grå og den røde, men du kan såmænd også finde både brun og blålig. De forskellige farver kommer fra mineralindholdet i stenene. Mineralerne afgives ikke til planten, så det er ikke her smagsforskellene skal søges. Et af de steder hvor den røde skifer træder frem er ved byen Ürzig. På billedet herunder ses marken Ürziger Würzgarten. Bjergknolden i baggrunden er overgangen til grå skifer. På modsatte side af “knolden” ligger marken Erdener Treppchen med sin grå skifer. Det er helt skørt at smage Riesling-vine fra de to marker op mod hinanden, for de er vidt forskellige. Den røde skifer tilfører Riesling en umiskendelig krydret karakter – deraf navnet “Würzgarten” som også betyder “krydderhaven”. På selve bjergknoldens stejle skråninger ned mod Mosel ligger den berømte mark “Prälat”.

Det røde bånd

Et bredt rødt bånd af rød skifer strækker sig på den nordlige side af floden, med byen Wittlich som centrum. Båndet rammer flodens løb ved Ürzig og Schweich. Der er små forekomster af rød skifer andre steder, blandt andet ved Bremm, Alf og Pünderich, men de to førnævnte ligger i “Wittlich-bæltet”.

Når vi snakker sten, så er vi nødt til også at have med, at uden en eller anden form for næring, i form af nedbrudt organisk materiale (humus), så ville der ikke kunne vokse noget som helst på skråningerne. Nogle skråninger er mere eller mindre stenede end andre. Typisk vil der være mindst næring på de stejleste skråninger, – og det giver som oftest, den bedste vin. Ingen næring er skidt, meget næring er skidt, – lidt næring er godt.

Et køligt hjørne af Europa

I forhold til vindyrkning, så ligger Mosel i en klimatisk yderzone. Var det ikke for bjergmassiverne omkring floden og de stejle skråninger hvor solen virkelig kan få magt, så ville vindyrkning være meget besværligt. Se bare på Mosel-flodens løb i Frankrig, her er ingen afskærmning for vestenvinden og derfor næsten ingen vin. Der dyrkes lidt vin i området AOC Moselle ved Metz og Côtes de Toul nær byen Toul, begge steder er auxerrois hoved druen. Klimaforandringerne har dog flyttet grænsen for vinproduktion længere mod Nord. Vi er faktisk nået dertil, at man begynder at tage nye dyrkningsmetoder i brug for at modvirke varmen, også ved Mosel. Herom senere.

Klima og geologi spiller sammen ved Mosel. Gid det må være sådan mange år endnu. Det er som om klimaet og de smukke skiferskråninger er skabt til riesling, eller også er riesling skabt til Mosel. Den lethed og finesse man finder i en Mosel riesling finder ikke sit lige noget andet sted i verden.

Mosel og regnmængderne

Det regner meget ved Mosel. Det har det altid gjort. Vi befinder os i et køligt og fugtigt hjørne af Europa. For vindyrkningen er det ikke et problem. Til gengæld kan det være et problem for infrastrukturen og beboerne langs floden, der i særlige år går over sine bredder og fylder kældrene med flodvand.

Den tyske del af Mosel-dalen er meget smal, og området der skal afvandes i Frankrig og Luxembourg er stort. Derfor kæmper man i dalen af og til med højvande. Det er man vant til, og det tages der forbehold for. For eksempel i flere producenters kældre, hvor de tappede flasker ligger uden etiketter, i bure, så de ikke flyder væk. Det ser faktisk ud som om, at ekstremerne aftager i takt med klimaforandringerne. Vandmængderne kom på en anden måde da det var koldere. Et skrækscenarie kunne være, at en masse sne skulle smelte i Vogeserne, og der samtidig kom regn i lavlandet. Historisk højvande havde man i årene 1651, 1740, 1784, 1882 og senest i 1993. I disse år stod vandet 8-10 meter over normal vandstand.

Modner riesling i regnvejr?

Mange områder og druesorter har det svært med regn. Det har man ikke ved Mosel. Regn forringer ikke nødvendigvis kvaliteten af årgangene. Regnen løber simpelthen af skråningerne, så planterne ikke står og sopper i vand. Modningen af druer foregår naturligvis langsommere i regnfulde år, fordi det vil være køligere, men det er netop dette faktum, der er Mosel´s force. Lang modning betyder sarte, fine aromaer, ofte ledsaget af høj syre. Den lange modning bliver dog udfordret noget med klimaforandringerne. Tilbage i 70´erne talte man om 160 dage fra blomstring til høst ved Mosel. I 2018 modnede riesling på 90 dage. Næste problem med den svimlende varme 2018 årgang var mangel på syre. Syre er vigtig i riesling.

Den høje syre gør, at riesling fra Mosel ofte har det godt med lidt restsukker. Sukkeret fornemmes ikke, men forvandles til cremet mundfylde. Need I say more? Dette er opskriften på noget af denne verdens smukkeste riesling.

I foråret 2015 var vi en flok vin-entusiaster på besøg hos Von Othegraven ved Saar. Vi sad og smagte årgang 2012 og 2013. Der blev spurgt lidt ængsteligt til kvaliteten af årgang 2014 som var en meget våd sommer. Vinmager Sven Klinger sagde: “Regn er ikke noget problem her. Vandet preller af på skifer-skråningerne og løber ned i floden. Hvis bare det er nogenlunde varmt og druerne tørrer ud en gang imellem, så svampesygdomme undgås, så kan vi lave god vin.” Med de ord gik han i kælderen og hentede en 2014 Altenberg Kabinett, – og førte bevis. Vi drømmer stadig om den vin. Den satte alt andet til vægs. Forførende, aromatisk, forunderlig, luftig og let. Sikke en balance. Smagningens bedste vin!

Historie

Kan barbarer lave vin?

Hvornår man begyndte at dyrke vin ved Mosel står hen i det uvisse. Der er en tendens til, at Romerne skal have skyld for det. Men måske blev der allerede dyrket vin her før Romerne kom. Vinplanten var her. Mennesket var her, i skikkelse af Kelterne. Romerne kaldte Kelterne for Barbarer, men hvem ved, måske selv en Barbar kan lave vin.

Europa´s floder har gennem historien betydet enormt meget for beboerne af kontinentet. Floderne har været fødekilde, handelsveje og har dannet grænser både politisk og kulturelt. For eksempel så blev Rhinen og Donau de naturlige grænser for Romernes erobringer i Europa.

Floderne var anvendelige, for veje var ikke asfalterede, og transportmidler var ikke hverken motoriserede eller affjedrede, – transport af gods var kort og godt besværligt. Derfor blev vandvejen oftest brugt, og derfor opstod byer og markeder langs floder og kyster. Det var også sådan Romerne fandt til Nordeuropa. De fulgte Rhône-floden, og begav sig videre af Saône. Saône´s udløb er at finde Vest for Vogeserne. Men sporet ender blindt. Hvordan fandt Romerne til Mosel? Én teori går på, at de fortsatte ad Saône´s bifilod Côney og derfra blot havde 20 kilometers landtransport til Arches/Archettes, der ligger lige syd for Epinal ved den franske del af Mosel. Der har med sikkerhed været flere muligheder for passage mellem floderne, – passager som måske også blev brugt på forskellige tidspunkter, alt efter sæson, vind og vejr.

Romernes Mosel år 0 – år 475

Den romerske general Vetus forestillede sig en kanal fra Saône til Mosel, som ville lette transport af både gods og mandskab. Man mener, at den kanal han ønskede sig kan have været lige præcis mellem Côney og Arches. Romerne var meget aktive netop i dette område og i Archettes finder man blandt andet resterne af en et par tusinde år gammel akvædukt.
En kanal var sidenhen på tegnebrættet mange gange, men blev forhindret færdiggjort grundet den politiske ustabilitet i området, – som bare varede ved og ved. En kanal mellem Saône og Mosel blev først færdiggjort i 1880 og hedder i dag Canal des Vosges.

Vin var en vigtig afgrøde under Romerne. Der findes ruiner af romerske vinerier “Kelteranlage” ved Piesport, Erden og Brauneberg. Der findes statuer og bygningsværker fra Romerne overalt i Trier og langs floden. Der findes sågar et digt “Mosella”, skrevet af den romerske digter Decimus Magnus Ausonius. Han opholdt sig omkring år 375 nogle år ved Mosel. Hans digt er 482 linier langt og handler rigtig meget om Rom og Rom´s helte, men Mosel får også omtale. Herunder er et lille udsnit af digtet forsøgt oversat til dansk.

“Mosella” digt af Decimus Magnus Ausonius

“At sidde på de grønne bakker over flodbredderne
med vinstokke under sig, og Mosel der flyder lydløst
Accepter fra mig disse hilsner – for dine marker får du ovationer
og dem, der dyrker dem ligeså
dine fæstningsværker matcher Roms
Du flyder styret af højdedrag fyldt med vinstokke
Åh, hvilken frodighed!”

Ausonius nævner på et tidspunkt Neumagen under sin ankomst til Mosel. Det får historikere til at tro, at Romernes landevej fra Bingen, løb over Hunsrück og ramte Mosel ved Neumagen. På halvvejen over Hunsrück kunne handlende/rejsende gøre holdt i den romerske befæstning Belginum, hvor der i dag er museum. Der er gjort mange arkæologiske fund efter Romerne ved Belginum og Neumagen, og der forefindes stadig ruiner i og omkring Neumagen som skal stamme fra romerne.
Bynavnet “Piesport” er en videreudvikling af romernes “Porto Pingontio” (Pingontius havn). Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Trier var Romersk hovedstad i den galliske del af Romerriget. I Trier finder vi blandt andet ”Porta Nigra” (A på billedet), som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Den romerske Basilika (B), der oprindeligt er opført i det 4. århundrede, men løbende vedligeholdt og står den dag i dag som et velholdt og smukt byggeri. Broen over Mosel (F) er oprindeligt opført af romerne, med basalt som er blevet sejlet ind fra Odenwald ved Neckar floden. Badeanstalten (E) kan man stadig se ruinerne af. Den går under navnet ”Kaiserthermen”.

Billedet er lånt af Carole Raddato, som har taget dem på Rheinisches Landesmuseum i Trier. – se link: https://www.worldhistory.org/image/13293/scale-model-of-augusta-treverorum-trier/

Middelalderens Mosel (år 500- år 1400)

Med Romerrigets fald blev Europa ustabilt og i lange perioder præget af små folk med storhedsvanvid. Der kom lidt ro på, da Karl den Store i 800-tallet var leder af et Frankerrige, der udgjorde størstedelen af det vestlige Europa. Men ufreden kom igen, da Frankerriget blev delt mellem Karl den Store´s børnebørn. De sloges som vilde. Det var i denne periode mange af fæstningerne på bakketoppene ved Mosel blev opført. Der var fjender over alt. Kom de ikke fra Vest så kom de fra Øst, Syd eller Nord.

Religion fik større og større betydning på denne tid, og religion var lig med penge og magt. Klostrene besad enorme rigdomme, grundlagt via skatteindtægter fra folket og flere af dem, gennem salg af vin. I Trier kan Sankt Maximin klostret besøges, det er ødelagt og genopført mange gange siden sin opførsel, – men den første udgave skulle være opført af Benediktiner-munke i år 634. Klosteret besad vinmarker ved både Saar, Ruwer og Mosel.

Schloss Grünhaus (i dag Maximin Grünhaus) blev drevet af Sankt Maximin fra år 639. Her blev produceret vin fra Grüneberg (der i dag er inddelt i Herrenberg, Abtsberg og Bruderberg. Klosteret Stuben ved Bremm blev opført i 1137. Munkene herfra dyrkede vin på Bremmer Calmont, – Europas stejleste vinmark. I dag er kun ruinen af klosteret tilbage. Mönchhof, der betyder “munkenes gård” i Ürzig er fra 1177 og har gennem tiderne produceret masser af vin fra Ürziger Würzgarten, klostret lægger stadig navn til vinproduktion. Man kunne også nævne klosteret Jospehshof ved Bernkastel, der i dag ejes af vinhuset Reichsgraf von Kesselstatt. Ja, der kunne nævne mange.

Ruinen af klosteret Stuben ved Bremmer Calmont. Foto Max Adams

Sen middelalder

Der ligger masser af ruiner fra middelalderslotte rundt omkring på bakketoppene. Der er gode muligheder for at besigtige disse. Cochem Castle er et besøg værd. Slottet er opført omkring år 1000 og skildrer meget godt sen middelalder ved Mosel. Man skulle vogte sig for fjender, og indtægter fik man, blandt andet ved at opkræve told af skibe der sejlede forbi Cochem. Her havde man simpelthen spændt en kæde ud over floden, så det var umuligt at sejle forbi uden først at betale. Told har af flere omgange været et kæmpe problem for handel langs Mosel. Varer der skulle fragtes langs floden blev meget dyre. Flere gange i historien har man forsøgt at gøre sejlads på floden fri og gratis. Det har været svært grundet politisk ustabilitet.

Hvis du vil sendes tilbage i tiden, sådan rigtig tilbage, – så skal du besøge Burg Eltz. Fæstningen blev bygget i 1100-tallet, har undgået ødelæggelse gennem diverse krige og ejes, vildt nok, stadig af familien Eltz. Fæstningen ligger mellem Cochem og Koblenz.

Renæssancen (år 1400-år 1600)

I 1356 grundlæggedes Hanseforbundet, der var en handelssammenslutning, der skulle fremme handel mellem byer og lande i Nordeuropa. Byen Köln var en Hansestad og en del fade med vin fra Mosel blev skibet ud herfra og endte i byer som London og sågar så langt væk som russiske Novgorod ved Østersøen.

I starten af 1500-tallet bliver der skabt grundlag for reformationen. Martin Luther havde nye tanker omkring kirken og kristendommen. Hans idéer vandt større og større opbakning og endte med at være føde til 30 års krigen fra 1618-1648 mellem protestanter og katolikker. Det er en af de blodigste krige i europæisk historie. Befolkningen i det daværende tyske rige faldt fra 17 til 10 millioner. Det gik naturligvis hårdt ud over alle erhverv, også vinbruget, hvor mange marker blev efterladt brak.

Hanseforbundet mistede sit eksistensgrundlag med 30 års krigen og blev efterhånden en mindre og mindre organisation, som ophørte i 1669.

Louis den 14. regerede Frankrig i starten af 1700-tallet. I denne periode var Mosel fransk. Louis den 14. ønskede, at ekspandere. Han ville erobre Holland og Pfalz. Mange tropper blev fragtet via Mosel til fronten. De mange turbulente år fik nærmest sat en stopper for handel via Mosel. Trier og Metz var ikke længere de kraftcentre de engang havde været. Befolkningen i Metz var faldet til en tiendedel.

Elbling bliver erstattet med Riesling

Riesling er rent historisk et nyere fænomen ved Mosel. Det til trods, så er riesling og Mosel uadskillelige. De to er som skabt til hinanden. Hvornår riesling præcis gjorde sit indtog vides ikke, men German Wine Institute har erklæret den 13. marts 1435 for den “officielle” fødselsdag for riesling. Dette er nemlig datoen for druens første dokumenterede eksistens, fundet i det, der i dag er det lille vinområde Hessische Bergstrasse. Dokumentet noterer sig et køb af seks vinstokke af “riesslingen” af grev John IV fra Katzenelnbogen i Rüsselsheim. Stavemåden “riesling” blev først brugt senere (blandt andet af den tyske botaniker Hieronymus Bock i 1552).

En ting er, at have riesling bekræftet på skrift. Men den må jo have været anvendt og måske endda anderkendt før grev John fra Katzenelnbogen købte stiklinge. Noget må have fået ham til at købe dem.

Riesling´s familie

Riesling er med stor sikkerhed opstået i Rhindeltaet. Det kølige klima under “Den lille istid”, som varede fra år 1300 til 1850, har med stor sikkerhed provokeret Vitis Vinifera´s DNA i retning af at skulle kunne overleve og modne druer i kolde omgivelser. En spontant opstået druesort, som riesling formentlig har været, ville være forberedt på kulde. Riesling indeholder blandt andet DNA fra druen savagnin, der tidligere var udbredt på de tyske vinmarker. Savagnin har sansynligvis fået det for koldt. Skabelsen af riesling kan med andre ord have været et resultat af “naturens omstillingsparathed”.

DNA-forskningen giver os ikke det fulde svar. Men riesling indeholder også DNA fra Gouais blanc, eller “heunisch weiss” som den hedder på tysk. Den tyske DNA forsker Ferdinand Regner mener, at riesling er opstået via en spontan krydsning mellem gouais blanc, samt en krydsning mellem savagnin og en vild vitis vinifera. Riesling skal altså være lidt af et gadekryds.

Riesling er især populær på grund af sin hårdførhed. Få andre sorter kan tåle de kuldegrader, som riesling kan. Druesorten har høj syre, og netop derfor er den så velegnet til produktion af vine med restsødme. Læg dertil, at riesling har en aromaprofil, som ikke findes i nogen anden druesort i verden. Druesorten elbling, som den erstattede, kan på ingen måde måle sig med riesling, hverken hvad syre eller aroma angår.

Kurfyrsten skærer igennem

Kurfyrsten af Trier, Clemens Wenzeslaus, proklamerede den 8. maj 1787, at alle ikke ædle vinstokke skulle graves op og erstattes af riesling. Mosel-området fejrer hvert år Wenzeslaus på denne dato. Der gik dog mange år før riesling blev dominerende. Klimaet var køligt og selv riesling var svær at modne på de mindre gode placeringer. I 1879 bestod kun 42% af markarealet ved Mosel af riesling. Resten var hovedsageligt beplantet med elbling, silvaner og savagnin. Sidstnævntes tyske synonym er i øvrigt traminer.

I dag er ca. 60% af markarealet ved Mosel beplantet med riesling. 14% med müller-thurgau, 6% med elbling og 4% med pinot noir/spätburgunder. Sidstnævnte er i vækst, imens en druesort som dornfelder er i tilbagegang, i dag er små 3,5% beplantet med sorten, men det vil formentlig være mindre i fremtiden. Silvaner og savagnin/traminer er nærmest forsvundet.

Nyere tid (fra år 1800)

Klostrene havde kæmpe betydning i Europa helt frem til Napoleon´s reformer. Napoleon ville have kirke og stat adskilt. Omkring år 1800 erobrede Napoleon det meste af Vesteuropa og fratog klostrene deres magt, og deres besiddelser blev privatejede. Et hus som Reichsgraf von Kesselstatt opkøbte efterfølgende 4 klostre og deres vinmarker, og blev derved en af de største private jordbesiddere ved Mosel.

Med Napoleon´s fald opstod Preussen. Preussen var en ret løst defineret sammenslutning bestående af mere eller mindre selvstændige stater. Først i 1871 blev Preussen til “Det tyske rige”.

Op gennem 1830´erne og 1840´erne oplevede Mosel et helt uhørt antal dårlige årgange. Dette er nogle af de koldeste år i nyere tid, og formentlig var det her, den lille istid toppede. Der var store problemer med at modne druerne. Det var i denne periode mange bønder begyndte at chaptalisere, på tysk også kaldet “Nassverbesserung”. Metoden er opkaldt efter franskmanden Jean Antoine Chaptal. Han tilsatte en sukkeropløsning til druemosten, og gjorde på den måde umodne druer “modne”. Men man kan ikke på den måde “snyde på vægten”, hvis man vil lave stor vin. Mange gjorde det dog også i desperation, og simpelthen for at kunne overleve. Det startede en lang diskussion om hvad man kunne tillade sig, og ikke kunne, hvilket i sidste ende førte til oprettelsen af de to organisationer “Die Vereinigung der Weinbergsbesitzer der Mittelmosel” og “Grosser Ring”. Det var sammenslutninger af kvalitetsbevidste producenter, som ønskede vin produceret på den naturlige måde, uden tilsætning af sukker.

Industrialiseringen tager fart

I 1850´erne startede industrialiseringen i Europa. Preussen var hurtige til at tage den til sig. Der blev bygget fabrikker og jernbaner. I årene 1874-1879 blev jernbanestrækningen mellem Koblenz og Trier bygget, samt en del af de 50 broer som i dag findes over floden. Helt frem til 1878 fandtes der kun broer ved Trier, Bullay, Bernkastel og Koblenz. Beboere der skulle over floden, de sejlede.

Jernbanen fulgte Mosel, især i den nordligst beliggende del, også kaldet Terrassenmosel. Her blev blandt andet anlagt den 4,2 kilometer lange Kaiser-Wilhelm-tunnel, der helt frem til 1988 var Tysklands længste jernbanetunnel. Ved Bullay blev sporet ført mod Wittlich, der ligger vest for Mosel, og det mødte først flodens løb igen ved Schweich. Jernbanen slog altså i starten en bue uden om den sydligste del af Mittelmosel. Senere blev jernbanen udbygget langs resten af Mosel.

På billedet herover, Preussisk perfektionistisk arkitektur. Ved Pünderich er jernbanen bygget på viadukt, som sørger for, at toget klarer frisag når det er højvande.

Handel med varer foregik pludselig på tværs af kontinenter og have, og tog kortere tid. Glasflasken kunne nu masseproduceres og handel med vin ændrede fuldstændig karakter. Som lille vinbonde blev det svært at klare sig. Kooperativer skød op over hele Tyskland. Der blev forsket og investeret i vinavl og vinproduktion og universiteter blev grundlagt. Vinindustrien fik for alvor vind i sejlene. De store vinkøbmænd tænkte kun i solgte antal enheder og ikke i kvalitet. Hvilket var yderligere næring til de kvalitetsbevidste vinbønders oprør.

Dronning Victoria opdager riesling

I 1845 besøgte dronning Victoria af England Tyskland. Hun blev pjattet med den skønne riesling. Det startede et export eventyr til England. Omkring år 1900 var riesling vine fra Mosel i høj kurs. De nåede de højeste priser på auktioner og blev drukket alle de rigtige steder. Hos Berry Bros & Rudd i London var flere vine i prislisten, – se foto.

Succes´en betød velstand for vinbønderne ved Mosel. Særligt vine fra Mittelmosel på strækningen fra Bernkastel til Traben-Traabach var efterspurgte. Velstanden og fællesskabet ved Mosel illustreres meget godt af historien om byerne Traben og Traabach, der i dag er forbundet af en bro over Mosel. Sidst i 1800-tallet brændte Traben af to omgange. Byen blev dog hurtigt genopbygget af de lokale vinbønder, der anlagde deres nye boliger med et “fælles” kældersystem. Kældrene under byen bliver i dag primært brugt til udstillinger, arrangementer. Blandt andet afvikler den lokale organisation af vinbønder “Klitzkleiner Ring” deres årlige smagning i kældrene. Omkring år 1900 var Traben-Traabach et vigtigt handelscentrum for Mosel-vin. I byen siger man selv, at handelen med Mosel-vin overgik Beaune. Kun Bordeaux solgte mere.

Preussen´s skatter og skatterådmandens “Cru” system

De preussiske skattemyndigheder var rimeligt aggressive, og jo mere du tjente, jo højere skulle du beskattes. Derfor udformede skatterådmand Jean Joseph Clotten i 1868, et kort over Mosel, som skulle anvendes til at fastsætte vinbøndernes skat.

Clotten rangerede vinmarkerne i otte skatteklasser, men på kortet er de skåret ned til tre, angivet i mørkerød, lys rød og beige. Markerne der opnåede de højeste priser på auktion blev angivet i mørkerød. Kortet er på en måde den første rigtige inddeling af Mosel´s marker i noget der minder om et cru-system. Inddelingen holder i store træk i dag, selvom enkelte er steget i graderne og andre er gledet lidt ned af rangstigen.

For eksempel ved Saar. Markerne omkring Oberemmel var tidligere højt skattet, men er nu er det kun parcellen Hütte der figurerer som topmark, de øvrige parceller “Agritiusberg”, “Rosenberg” og “Raul” regnes end ikke for Erste lage. Kanzemer Altenberg og Saarburger Rausch var ikke opført i topbeskatningen på Clotten´s kort. I dag figurerer begge marker i øverste kategori “Grosse lage” i VDP regi.

På billedet: Udklip af skatterådmand Clottens kort over Piesport (venstre) og Saar (højre)

Den økonomiske deroute

Første verdenskrig blev starten på den økonomiske nedtur for Tyskland. Et komplekst system af alliancer udviklede sig en 4 årig krig med omkring 10 millioner ofre. Tyskland var tæt allieret med Østrig/Ungarn og lovede dem fuld støtte i deres krig mod Serbien. Det resulterede i at Frankrig, Rusland og flere, blev trukket ind i krigen. Krigen sluttede reelt med våbenhvile i 1918, men officielt først med Versaille traktaten i 1919.

I traktaten stod, at Tyskland alene bar ansvaret for krigen. Tyskland blev dømt til at afgive områderne Alsace og Lorraine til Frankrig, afgive udbyttet fra minerne ved Saar til Frankrig, samt pålagt at betale krigsskadeerstatning på 132 milliarder mark. Det var et svimlende beløb, som landets økonomi slet ikke kunne bære efter fire års udmattende krig.

Den tyske regering begyndte de at trykke flere penge for at kunne betale, det medførte hyperinflation og en tysk mark der mistede sin værdi. Ved at miste Alsace-Lorraine og udbyttet fra minerne i Saar-området, samt Schlesien i øst, mistede Tyskland ca. 75 % af sin jernmalm og 25 % af sit kul. Det gjorde det næsten umuligt for industrien at genoprette økonomien. Den økonomiske elendighed og følelsen af uretfærdighed skabte grobund for ekstremisme og endte med at føre til endnu en krig.

Krigen gjorde eksport umulig. I starten gjorde det ikke så ondt på vinproducenterne, for import var også umulig. Det vil sige, at det meste vin blev solgt nationalt, og priserne forholdt sig stabile. Men tyskernes penge slap op. Isolation og krig viste sig at skade økonomien. Priserne begyndte at falde og det blev kun forværret da krigen sluttede. Tysk vin var i krise.

Krisen blev lang, og den blev yderligere forstærket af en 2. verdenskrig. Et meget godt eksempel er, at VDNV (nutidens VDP) lukkede ned for deres auktioner. Fra 1940 til 1949 blev arbejdet i organisationen nærmest lagt i dvale. Der var ingen der havde penge til at købe deres produkter, og nazisterne blandede sig i hvordan organisationen skulle drives. For eksempel skulle jødiske medlemmer ekskluderes.

Stille og roligt begyndte tilliden fra handelspartnere og dermed eksporten at komme tilbage. I 1959 blev eksporten til USA genoptaget. En milepæl for tysk vin. Krisen havde varet meget, meget længe.

Flurbereinigung

Første og anden verdenskrig smadrede alt for Tyskland. Handelspartnere vendte (forståeligt nok), landet ryggen og tyskerne stod isolerede tilbage. Efterspørgslen på tyske varer blev generelt mindre, tysk kvalitetsvin blev nærmest ikke efterspurgt og vinmarkarealet blev derfor mindre. Mange marker ved Mosel blev lagt brak. Det kunne man naturligvis ikke blot lade ske, og derfor blev et program sat i værk, som skulle gøre det nemmere og mere attraktivt at være vinbonde. Ikke bare ved Mosel, men også i andre vinområder i Tyskland.

Der var flere problemer forbundet med at være vinbonde i Tyskland. Især ved Mosel. De stejle skråninger betyder ekstra mange arbejdstimer, og logistikken er besværlig. Samtidig, så var ejerforholdende på skråningerne efterhånden så komplekse, at samme vinbonde kunne eje 5 rækker på forskellige lokationer på samme mark. Det forsøgte man at udbedre med projekt “Flurbereiningung”.

Flurbereinigung går ud på, – stort set at starte forfra på en vinmark. Finde ud af hvem der ejer hvor meget og så fordele de mange små parceller i større og mere rationelle parceller på marken. Samt, at forbedre logistikken til og fra vinmarken. Det lyder jo meget godt, med mindre man selvfølgelig er vinbonde med kvalitet for øje. For du giver jo ikke afkald på dine 100 år gamle stokke på et specielt godt spot på en skråning. Den parcel som har gået i arv i generationer. Hvad skulle du bytte med?
“Jamen du får jo en anden parcel, helt nyanlagt, med lækker ny muldjord, dejligt højtydende planter, hvor vi har lavet asfaltvej op til, lagt dræn i og jævnet den for dig, så den ikke er så stejl og meget nemmere at arbejde på…”

Nej, vel?

Hvad er udjævnet, hvad er ikke?

I det hele taget, så er/har flurbereinigung flere steder været endnu et forfejlet bureaukratisk tiltag for tysk kvalitetsvin. Man manipulerer med naturen, skaber en monokultur i profittens navn. Det er meget nemt at se hvor flurebereinigung er foretaget, og det handler desværre om nogle af de mest prestigiøse marker ved Mosel. Fra Bernkastel til Zeltingen, og fra Ürzig til Kröv. Heldigvis er der meget der ikke er pillet ved endnu, og som forhåbentlig får lov at blive. Der er øget fokus på den del i dag. Vin kan være metervare, men det kan også være et unikt billede af en oprindelse, som en stejl uberørt skiferskråning ved Mosel er.

Hvis du vil se oprindelige marker, så se på parcellen “In der Kranklei” på Ürziger Wüzgarten, parcellen Fährfels på Trittenheimer Apotheke, Winninger Uhlen, Bremmer Calmont, eller markerne omkring soluret på Wehlener Sonnenuhr, der kunne nævnes mange flere. Her står stadig vinplanter på stejle terrasser, på nogle terrasser står der buske og blomster, fordi terrasserne ligger steder hvor man ikke sådan lige kommer til. Det er godt for biodiversiteten, det er godt for vinkvaliteten. Med flurbereinigung fjerner man det unikke ved et bestemt spot, og fjerner derved det unikat som vinen herfra besidder.

Til venstre: In der Kranklei ved Ürzig, til højre: Fährfels på Trittenheimer Apotheke, sådan så Mosel ud engang

Den specielle opbindingsform

Ved Mosel anvendes opbinding til pæle. Det gøres af to grunde. Den første er, at det er svært at arbejde med opbinding til vejrer på de stejle skråninger. Den anden grund er, at opbindingsmetoden (der er en såkaldt “cane pruning”), tager udgangspunkt i sidste års bedste skud. Opbindingen kan enten være et skud bundet op i en bue, eller to buer der bindes op som på billedet herunder.

Der er på en eller anden måde noget symbolsk over, alle de “hjerter” der bindes på skråningerne ved Mosel.

Opbindingsmetoden gør, at planten sætter drueklaser rundt i buerne og løvet kan i løbet af sommeren bindes op til pælen i midten. Derved kan der komme sol og vind til druerne, som er vigtigt for modningen, men også for at undgå råd i druerne, som der er gode betingelser for i et fugtigt og køligt vinområde som Mosel.

Producentsammenslutninger

“Die Vereinigung der Weinbergsbesitzer der Mittelmosel”, der senere blev til Bernkasteler Ring, og i 2024 er blevet til “Der Ring” har eksisteret siden 1899, og blev skabt i frustration over, at industrialiseringen af vinbruget var ved at tage overhånd. Målet var at øge kvaliteten af tysk vin, og da især på riesling. Stifterne satte sig som mål at producere naturlige vine, uden chaptalisering, dyrket og produceret af dem selv. Vinene blev hvert år sat til salg på auktion i Bernkastel. En auktion, som stadig finder sted.

Den dyreste vin der nogensinde er solgt på en Der Ring auktion blev solgt i 2023 og var en 2021 Wehlener Sonnenuhr riesling Trockenbeerenauslese fra Markus Molitor. Vinen blev solgt for 4.100 EUR eller 30.545 DKR.

En anden Mosel organisation “Grosser Ring” – så dagens lys i 1908. Navnet Grosser Ring passer godt til organisationen, som relativt tidligt tænkte større og havde et ønske om at give ikke blot Mosel, men tysk vin generelt, et kvalitetsløft. Derfor indledte organisationen samarbejde med “Verband Deutscher Naturweinversteigerer” – forløberen for VDP. Derfor er Grosser Ring i dag en regional del af VDP.

Med tiden har Der Ring (Bernkasteler Ring) på en måde accepteret, at VDP er blevet en form for storebror, og VDP har samtidig accepteret at Der Ring kan få lov at lege lillesøster. I hvert tilfælde efterlever medlemmer af begge organisationer nu de samme regler i forhold til klassificering af marker og maksimale høstudbytter. Et medlem af Der Ring må således godt bruge betegnelserne Erste Lage (1G) og Grosse lage (GG), der egentlig er beskyttede VDP betegnelser. Betegnelserne anvendes udelukkende om tørre vine. Til søde vine anvendes det traditionelle prädikat-system.

Formænd gennem tiderne

Den helt store forskel på VDP og Der Ring er, at formændende i VDP oftest kommer fra de mest prominente ejendomme. Hos Der Ring kan formanden sagtens komme fra en lille ejendom. Se bare på listen over formænd i de to foreninger.

Formænd i Der Ring:

• Peter Pauly (1970’erne – 1990’erne): Fra Weingut Dr. Pauly-Bergweiler. Han var en af de mest markante skikkelser i foreningens nyere historie og ledede den i en lang periode, hvor Bernkasteler Ring cementerede sin position som et stærkt alternativ til VDP.
• Bernhard Kirchen (1990’erne – 2011): Fra Weingut Kirchen-Faber. Han stod i spidsen for foreningen i næsten to årtier og var med til at professionalisere de årlige auktioner, som i dag er verdenskendte.
• Marco Molitor (2011 – 2015): Fra Weingut Molitor-Rosenkreuz. (Bemærk: Ikke at forveksle med Markus Molitor, selvom efternavnet er det samme). Han fortsatte arbejdet med at modernisere foreningens ansigt udadtil.
• Dr. Peter-Bernhard Pauly (2015 – 2018): Søn af Peter Pauly. Han overtog formandsposten for at føre familiens engagement i foreningen videre i en kort, men vigtig overgangsperiode.
• Christian Hermann (2018 – 2021): Fra Weingut Dr. Hermann. Han er en af regionens unge stjerner og bragte en ny energi til foreningen, før han senere i 2021 blev formand for VDP Mosel.
• Marián (Mario) Molitor (2021 – nu): Fra Weingut Molitor-Rosenkreuz. Han er den nuværende formand og arbejder i dag tæt sammen med medlemmerne (herunder Markus Molitor) om at fastholde Bernkasteler Rings status som garant for klassisk og lagringsværdig Mosel-Riesling.

Formænd i VDP:

• Dr. Adolf Tyrell (1970’erne – 1995): Fra Weingut Karthäuserhof. Han var en dominerende skikkelse i regionen i mange år og stod i spidsen for foreningen i en tid, hvor tysk vin kæmpede med sit internationale ry.
• Annegret Reh-Gartner (1995 – 2005): Fra Reichsgraf von Kesselstatt. Som den første kvindelige formand var hun en central reformator, der kæmpede for at modernisere regionen og indføre de første strenge kvalitetsklassifikationer.
• Eberhard von Kunow (2004 – 2008): Fra Weingut von Hövel. Han overtog posten efter Annegret og førte foreningen sikkert gennem de første år med de nye “Grosses Gewächs”-regler.
• Egon Müller IV (2008 – 2016): Fra Weingut Egon Müller-Scharzhof. En af verdens mest berømte vinmagere. Han trak sig dramatisk fra posten i 2016 i protest over den interne afvisning af Markus Molitor som medlem.
• Carl von Schubert (2016 – 2021): Fra Maximin Grünhaus. Han overtog ledelsen i den turbulente periode efter Egon Müllers afgang og arbejdede på at skabe ro og enighed i foreningen.
• Christian Hermann (2021 – nu): Fra Weingut Dr. Hermann. Han er den nuværende formand og fokuserer i dag på at navigere regionen gennem moderne udfordringer som klimaforandringer og digital markedsføring.

Klitzkleiner Ring

En anden producentsammenslutning som har betydet meget for området omkring Traben-Trarbach er Klitzkleiner Ring. Gruppen blev dog opløst i 2023. De kaldte sig også for “Bergrettung” eller på dansk: Bjergredning. Sammenslutningen havde som hovedformål at promovere vinene fra medlemmerne, samt redde/genplante nogle af de parceller, som var blevet lagt brak i området. Et af foreningens fælles projekter var at genopdyrke en del af Enkircher Ellergrub. Da marken var bragt tilbage til god stand blev den solgt, og straks kastede foreningens medlemmer sig over en anden historisk parcel: Trabener Zollturm. Foreningens arbejde er hovedårsagen til, at markerne nedstrøms fra Traben-Trarbach er på vej op ad kvalitetsrangstigen i disse år.

Klitzeklenie-ring blev opløst da to af medlemmerne døde, og en tredje opgav vindyrkning. De afdøde medlemmer var: Martin Müller fra vingården Lenz i Pünderich og Daniel Vollenweider fra vingården Vollenweider i Traben-Trarbach. Olaf Schneider fra Weingut O. opgav sin hobbyvingård.

Den tyske vinlov af 1971

Mange så rødt da en omstrukturering af den tyske vinlov så dagens lys i 1971. Det var så åbenlyst, at den favoriserede de store vinkøbmænd, og ikke ansporede til at producere kvalitet. Lovgiverne mente selv, at de gjorde alting nemmere for forbrugeren. Men det modsatte skete, og oven i det, så blev det gjort muligt at producere vin af utroligt dårlig, nærmest fornærmende ringe kvalitet, men pryde vinen med et fint navn, så den lignede noget dyrt.

Eksempel: Der blev arbejdet med Anbaugebiete (område), som i dette tilfælde er Mosel. Området blev inddelt i bereiche (underområder), som blev inddelt i grosslage (sammenslutning af marker) og endelig einzellage (enkeltmark).

Hvis du er født i 70´erne så kender du med garanti navnene “Bereich Bernkastel” og “Piesporter Michelsberg”. Det var områdebetegnelser som kunne udnyttes uden nogen større krav til kvalitet, og uden krav til druesort. Man kunne ikke se forskel på grosslage (større område) og einzellage (enkeltmark), idet de begge måtte bære et bynavn. Piesporter Michelsberg er grosslage, Piesporter Treppchen er einzellage. Hvordan er det signaleret klart og tydeligt, at her er tale om to forskellige kvalitetskategorier?

Piesporter Michelsberg er et grosslage på 1.106 hektar. Næsten dobbelt så stort som hele Ahr området!

80´ernes forfærdeligheder

Historiske byers navne blev brugt til at vildlede forbrugerne. I en Piesporter Michelsberg kan være druer fra både Klausen og Rivenich, som ligger i højlandet et stykke fra Moselflodens løb. Vinene er ofte af lav kvalitet og kan være produceret på både Riesling, Müller-Thurgau og Elbling og de kan chaptaliseres (tilsættes sukker under gæring). Produktet har aldrig gjort noget godt for hverken Piesport eller Mosel.

Produktet skulle have heddet noget andet, og så skulle der nok have været stillet større krav til producenterne, men det er nemmere at sige i dag, hvor modningen af druer forløber fornuftigt hvert år.

Når man graver lidt i Mosel-historien, så finder man efterhånden ud af hvor stor en katastrofe vinloven af 1971 var. En masse mindre parceller/marknavne druknede da de blev lagt ind under større områdebetegnelser. Synd og skam. Først i 2014 blev det tilladt, at skrive et såkaldt “Gewann”, eller oversat til dansk “marknavn” på etiketterne igen. For eksempel kunne Karl Erbes i Ürzig nu skilte med parcellen “In der Kranklei”, i stedet for at lade sine kvalitets-vine fra denne unikke parcel drukne i det monster som vinloven havde skabt; den 56 hektar store “Ürziger Würzgarten”. Det siger næsten sig selv, at 56 hektar på en 200 meter høj skråning med forskellige hældninger, jordbundsdybder og solorienteringer ikke giver samme kvalitet over det hele.

Prädikat systemet

Prädikat systemet stammer også fra 1971. På daværende tidspunkt handlede det meget om hvor modne druer man kunne plukke. Ikke alle år leverede tilfredsstillende. I dag modner man druerne hvert år. Nogle år bedre end andre, og hermed menes ikke nødvendigvis varmere end andre. Faktisk regnes et køligt år i dag ofte som bedre end et varmt. Så hurtigt går det, – så stor indflydelse har klimaforandringerne.

Men tilbage til prädikat systemet. Kategorierne er som nedenfor. Oechsle er den tyske måde at måle mostvægt på. Hvis en liter druemost vejer 1070 gram, så er den 70 Oechsle. Det er tørstofferne i druemosten, der får den til at veje mere end vand, og en stor del af tørstofferne er sukker. Derfor giver metoden god mening, – og den er frem for alt nem at måle. Værdierne varierer fra område til område, og fra druesort til druesort. Her er værdierne for Mosel riesling:

Riesling Kabinett min. 73 Oechsle – potentielt 9,5% alkohol
Riesling Spätlese min. 80 Oechsle – potentielt 10,5% alkohol
Riesling Auslese min. 88 Ochsle – potentielt 12% alkohol
Beerenauslese og Eiswein min. 110 Oechsle – potentielt 14,5% alkohol
Trockenbeerenauslese min. 150 Oechsle

Druer indtil Auslese kan gæres ud så vinen bliver tør. Ved højere sukkerindhold vil vinen få restsødme. Det skal nævnes, at en tør vin med VDP- og Der Ring-betegnelsen GG skal holde minimum 100 Oechsle ved høst = 13,3% potentielt alkohol. I dag anvendes prädikat betegnelsen stort set kun hvis vinen har restsødme, men man kan, stadig se vine med for eksempel påskriften Kabinett Trocken.

ny vinlov fra 2026

Til glæde for de kvalitetsbevidste vinbønder ved Mosel, ja i hele Tyskland, så træder en ny vinlov i kraft fra 2026 og dermed ophører muligheden for at misbruge historiske byers navne. Vinloven har i den grad fundet næring i det utrættelige arbejde som VDP har stået for i over 100 år. Et imponerende stykke lobby-arbejde, især når man tænker på, at VDP-medlemmerne samlet blot ejer 5% af de tyske vinmarker. Den nye vinlov er bygget op omkring en kvalitetspyramide som ligner VDP´s.

Pyramiden til venstre skal lige forklares. Kategori: “Winegrowing area” vil være for eksempel Mosel. Kategori: “Region” er baseret på de gamle Bereich- og Grosslage-navne. Flere af dem ændrer navn. For eksempel vil den gamle betegnelse “Piesporter Michelsberg” i fremtiden hedde “Region Michelsberg”. I “Village” kategorien vil vinen tage navn efter by eller kommune, som for eksempel “Piesport”. Vineyard er så som det nuværende “Piesporter Goldtröpfchen”. Bynavnet må altså kun anvendes foran enkeltmarksvine. Det skulle gerne simplificere tingene i jagten på den gode vin fra Tyskland.

PDO er på vej til Tyskland

I Tyskland har man ikke, som i Frankrig haft registreret mindre afgrænsede geografiske områder. For eksempel, så er Bourgogne jo inddelt i flere tusinde registrerede AOC´s, eller PDO (Protected Designation of Origin) som det hedder i dag. I Tyskland er de 13 Anbaugebiete det mest afgrænsede du kan finde. Således er det kun ordet “Mosel”, der tidligere har været et registreret varemærke på vine herfra. Bereiche og marknavne har blot været – ja, bereiche og marknavne. Det arbejdes der i disse år på at få ændret. Der ansøges på livet løs. Ansøgninger, som skal gennem EU-systemet, – ansøgninger som tager tid. I starten af 2024 er blot tre parceller ved Mosel godkendt, det drejer sig om Uhlen´s tre parceller Laubach, Rothlay og Blaufüsser Lay.

Moselflodens underområder

Vinloven anno 1971 inddelte hvert tysk område (Anbaugebiete) i underområder, såkaldte Bereiche.

Mosel er inddelt i 6 Bereiche, – Moseltor, Obermosel, Saar, Ruwer, Bernkastel (Mittelmosel) og Zell (Terrassenmosel). I følgende afsnit beskrives underområderne ved Mosel. Vinstilen i generelle termer og enkelte producenter fremhæves. De fremhævede producenter er primært producenter, som har historie med sig, har en moderne tilgang til vinproduktion og/eller har opnået høje priser på auktioner. Problemet med at nævne nogle få er dog, at andre vil blive glemt.

Når det er sagt, så skal det tilføjes, at Mosel er enormt kontrastfyldt. Du kan møde det moderne, men du kan så sandelig også møde producenter, ja, hele områder, hvor tiden står stille. Hvor man er fanget i en tidslomme. Det er primært den lidt ældre generation som siger: “Hvorfor ændre på noget? Vi har det jo meget godt.”
De ønsker ikke at blive internatonalt anerkendte. De vil bare have lov at leve som de hele tiden har gjort. Uden bekymringer om hvad Mosel var engang (sidst i 1800-tallet), eller hvad Mosel kan blive til i fremtiden. Af samme grund: Vogt dig – hvis du tager til Mosel og bare dumper ind hos tilfældige producenter. Du risikerer, at blive fanget i en tidslomme. Planlæg turen. Lav aftaler.

I følgende tekst skrives GG om Grosse lage vine. Altså klassificerede marker hos VDP og Der Ring. Der skrives GG for at undgå misforståelser mellem Grosse lage og vinlovens Grosslage.

Underområdernes størrelse

Moseltor 125 hektar
Obermosel 790 hektar
Saar 750 hektar
Ruwer 190 hektar
Bernkastel/Mittelmosel 6.000 hektar
Zell/Terrassenmosel 1.400 hektar

BEREICHE MOSELTOR, OBERMOSEL, SAAR OG RUWER

Rent klimatisk, så tillader forfatteren sig her den frihed, at sammenfatte 4 underområder. De to bifloder Saar og Ruwer, den lille plet “Moseltor”, der ligger helt nede ved grænsen til Luxembourg omkring byerne Perl og Nennig, samt Obermosel der udgør Mosel´s løb fra Palzem til Igel syd for Trier. I virkeligheden 4 små områder, som her ryger i samme pulje fordi: Det, der især adskiller denne del af Mosel fra resten, er et køligere klima. Området er ikke beskyttet af Eifel-bjergene på samme måde som resten af flodens løb i Tyskland. Vestenvinden påvirker derfor klimaet og bringer meget fugt og kølige vinde til området. Høsten foregår ofte 3-4 uger senere end ved resten af Mosel. Vejrliget giver en lidt grønnere karakter til riesling, ofte beskrevet som en duft af solbærblade og en høj syre, der virkelig trækker mundvand. Riesling fra især Saar er perfekt til vine med restsødme, netop på grund af syren.

Obermosel og Moseltor

Jordbunden adskiller sig markant fra resten af Mosel. Her er ingen skifer, her er kalkholdig lerjord og derfor dyrkes primært druen elbling. Historisk interesserede fortæller, at grunden til elbling´s overlevelse her er, at da kurfyrst Wenzeslaus udskrev sit riesling dekret i 1787, da var Moseltor og Obermosel en del af Luxemborg. Men det handler i virkeligheden nok mere om klima og jordbund. Druerne anvendes ofte til mousserende vin, som har solidt historisk fæste netop her. Elbling er Mosel historie, og den drue trives godt her, men også Chardonnay har fået øget fokus i den kalkholdige jord. Blandt andet i skikkelse af producenten Immich-Batterienberg fra Enkirch (Mittelmosel), der har anlagt 3 hektar med burgunderdruen nær byen Igel.

Til venstre: topografisk kort over Obermosel/Saar contra i midten: Terrassenmosel. Rød farve = bakker over 300 meter. Til højre kort over Obermosel

Saar – den højeste pris nogensinde på Trier auktionen

Saar er rent vin-historisk en meget vigtig del af Mosel. Men der er også gennem tiderne sejlet meget kul fra Saarbrücken til Metz. Der er store forekomster af kul syd for Saarbrücken. Af samme grund er Saar kanaliseret ligesom Mosel. Der er 6 dæmninger langs den tyske del af Saar.

Sidst i 1800-tallet var det vinene fra Scharzhofberg, Ockfener Bockstein, Ockfener Geisberg, samt markerne Agritiusberg, Rosenberg og Raul omkring byen Oberemmel der opnåede de højeste priser på auktionerne i Trier. I dag nyder vinene fra Oberemmel knap samme anseelse. Til gengæld har området stadig potentiale og det kan meget vel være herfra, at et nyt fremtidigt kapitel om Saar Riesling skal skrives.

Top producent ved Saar er uden sidestykke Egon Müller, der fra marken Scharzhofberg producerer svævende, lette, klassiske Saar vine med restsødme. Egon Müllers 2003 Scharzhofberger Trockenbeerenauslese er den dyreste tyske vin nogensinde solgt. Den nåede på auktionen i Trier i 2015 en pris på 15.000 EUR eller 112.500 DKR pr. flaske!

Skatterådmand Clottens klassifikation af markerne ved Saar. Ockfen, Oberemmel og Scharzhof var højt skattet sidst i 1800-tallet.

Andre topmarker og producenter ved Saar

Peter Lauer producerer fantastiske vine fra blandt andet Ayler Kupp. Geltz-Ziliken holder højt niveau på Saarburger Rausch. Van Volxem producerer store vine fra “Gewann” Pergentsknopp, den øverste del af Scharzhofberg, og har også pumpet nyt liv i stejle Wiltinger Gottesfuss. Von Othegraven laver langtidsholdbare lækkerier fra Kanzemer Altenberg.

Det siges, at hvis du vil smage Mosel Riesling som det smagte sidst i 1800-tallet, så kommer du ikke nærmere, end ved at drikke vinene fra Hofgut Falkenstein ved Krettnach. Det er vine produceret med lav intervention. De er spontangærede og derfor oftest tørre. Men som det er med spontangæringer, så kan de finde på at stoppe før al sukkeret er omsat til alkohol. Det sker også her. Vinene er distinkte, med en nærmest djævelsk, lidt bitter grapeagtig syre, der ofte ligger over 10 gram pr. liter.

Byen Serrig markerer egentlig den “øvre” ende på Saar´s vinmarker. Her ligger Domäine Serrig, et tidligere forskningsinstitut i vinavl, der blev opført af den Preussiske stat i 1896. I 2016 købte Markus Molitor stedet og er i den grad ved at puste liv i ikke bare Saar´s, men tysk vin´s historie. Hans vine fra marken Vogelsang er produceret med lav intervention, uforudsigelig restsødme og høj syre. Fuldstændig som en Saarvin skal være.

Staldtip fra Saar

Halv pris af alle de andre og i flere tilfælde mindst lige så gode vine: Weingut Reverchon. Huset er medlem af “Der Ring” og har fokus på vine med restsødme, men leverer også virkeligt store GG-vine. Her arbejdes efter “Fair´n´green” principper. Ralph Herke siger selv han er mere økolog end flere økologer, men at den certificering som EU arbejder efter, ikke er bæredygtig. Man skal ikke jagte det rene, hvis man sviner for at komme derhen. Her arbejdes med spontangæring, kortvarig maceration ved pres og i GG-vinene gæres med lille andel hele klaser. Læs mere om Weingut Reverchon her.

På billedet ses Ruwer i højre side. Markerne nær Trier ligger i Bereich Bernkastel/Mittelmosel

Ruwer – de højeste priser på Trier auktionen i 1895

Fra Ruwer skal fremhæves Maximin Grünhaus, der ligger for foden af Grüneberg ved Mertesdorf. Maximin Grünhaus er et af de ældste vinhuse ved Mosel, grundlagt af klosteret Sankt Maximin i år 639. Her blev produceret vin fra Grüneberg (der i dag er inddelt i Herrenberg, Abtsberg og Bruderberg. En anden historisk vigtig producent er Reichsgraf von Kesselstatt. Husets hovedsæde ligger ved Morscheid. Huset udnyttede i den grad Napoleons fald, og opkøbte de 4 klostre Josephshof ved Bernkastel, Domklausenhof ved Piesport, Abteihof ved Oberemmel (Saar) og St. Irminenhof ved Kasel (Ruwer). I dag besidder Kesselstatt 46 hektar vinmarker, spredt over hele Mosel. Det kan lyde stort og kedeligt, men det er det på ingen måde, specielt grundet nu afdøde Annegret Reh-Gartner, der i årevis kæmpede en utrættelig kamp for kvalitet, både for Kesselstatt, men også generelt for Mosel. Hendes arbejde var uvurderligt, æret være hendes minde.

Præcis disse to ejendomme, Grünhaus og Kesselstatt, opnåede i 1895 de højeste priser på den årlige auktion i Trier.

BEREICH BERNKASTEL (MITTELMOSEL)

Denne del af Mosel strækker sig fra Trier til Zell. Moselfloden løber ved Trier i 123 meters højde over havets overflade. Nedstrøms ændres landskabet dramatisk, startende ved Schweich. Her bliver bløde bakker til majestætiske skråninger. Landskabets karakter øver naturligvis kæmpe indflydelse på klimaet. Her er vinstokkene langt bedre beskyttet mod vestenvinden, dvs. her er mere tørt og de stejle skråninger danner perfekt grundlag for modning af druer, specielt på de sydvendte skråninger. Her udnyttes solens energi på optimal vis. Riesling får en karakter der går mere i retning af fersken og abrikos, med lidt lavere syre end ved Saar.

En stille start

Schweicher Annaberg er den første topmark man møder på sin vej nedstrøms. Stigningen over byen Schweich virker overvældende. Imponerende. Majestætisk. Især fordi man måske i går var i lave forholdsvis bløde bakker ved Saar. Romerne dyrkede vin her. Naturligvis gjorde de det, for de har ikke haft langt fra Trier til den solsugende røde skifer-skråning over Schweich. Marken har et kæmpe potentiale, men der er få store producenter her og især ingen VDP medlemmer. Af samme grund er marken ikke rangeret i VDP´s kvalitetshieraki, den rangerer til gengæld som GG hos “Der Ring”.

Om strækningen fra Scweich til Klüsserath kan siges, at det er vigtigt at huske på, at man ikke nødvendigvis laver god vin, bare fordi man har den rigtige parcel. Potentialet er der, men kælderarbejdet betyder også noget. Traditioner betyder noget. Heldigvis er der opbrud på vej. Der dukker i disse år små producenter op, på steder som har været glemt, eller som ikke har haft tradition for store vine, – og pludselig skabes der stor vin. Husk derfor også, at man ikke behøver være medlem af VDP eller Der Ring for at lave god vin.

Hold øje med Schweicher Annaberg i fremtiden, det kan blive stort. Næste solsugende højdepunkter er Mehringer Blattenberg (GG hos Der Ring), Pölicher Held (GG hos Der Ring), Mehringer Layet (GG hos VDP), Thörnischer Ritsch (GG hos Der Ring) og Klüsserahter Bruderschaft (GG hos Der Ring). Igen er det mangel på top-producenter der gør, at du ikke finder ret mange GG marker på den relativt lange strækning. Det kunne der være, og sådan bliver det nok også når den nye vinlov træder i kraft i 2026. Der har ikke været tradition for at lave stor vin her. Heller ikke Clotten´s kort er dybrødt ret mange steder.

Trittenheimer Apotheke

Turen fortsætter nedstrøms. Ved Trittenheim har Moselfloden passeret dæmningen ved Detzem og befinder sig 114 meter over havets overflade. Når man kommer til Trittenheimer Apotheke er man ikke i tvivl om, at her kan skabes stor Riesling. Det kan der. Men Trittenheimer Apotheke er desværre et relativt stort område. Et misfoster på 117 hektar, skabt af vinloven anno 1971. At kalde det en mark er en misforståelse. Trittenheimer Apotheke strækker sig på begge sider af byen Trittenheim, og på begge sider af floden. Der er selvsagt kæmpe forskel på, om du får en vin produceret fra flad lerholdig jord omkring byen, eller en skrå skifervæg.

De bedste parceller ligger på de stejle skråninger bag den gamle togstation. Her ligger marken Leiterchen, der er GG i VDP regi. Omkring Leiterchen ligger de tre gewanne “Fährfels”, “Aufm Kaulsbohr” og “In den Gähteilen”. De tre sidstnævnte er altså en del af Apotheke, men parcelnavnet må tilføjes etiketten fra 2014. Parcelnavne man bør holde øje med, det er områdets “Grand cru´s”. Den stejle del af Apotheke er naturligvis ekstremt næringsfattig og har en vest- sydvest-lig solorientering. det giver vinene herfra en finurlig lethed og høj syre.

Historiske marker forsvandt med vinloven anno 1971

Loven af 1971 var noget makværk. Onde tunger siger, at den blev søsat af kooperativerne. De var, og er stadig, meget magtfulde. Søsat, så de kunne udbyde vine af en lavere kvalitet, men med de rigtige navne. En fejltagelse, som man forsøger at undgå gentager sig med loven anno 2026. Der er blandt andet lidt polemik omkring GG-betegnelsen. Mange top-producenter mener den vil kunne udnyttes af kooperativerne i den nye lovgivning, så du i fremtiden vil kunne købe GG til spotpriser. Det lyder umiddelbart tillokkende, men det er det overhovedet ikke – og vil med sikkerhed føre til GG betegnelsens endeligt, – et kvalitetsstempel som det har taget over 100 år at opbygge.

Men tilbage til Apotheke. Skatterådmand Clotten, – der sikkert har været mere irriterende end en p-vagt, han vidste allerede i 1800-tallet, hvilke parceller der leverede bedst og opnåede de bedste priser. Clottens kort herunder viser meget godt hvad det var der forsvandt med vinloven anno 1971. Et hav af marknavne, – flere af dem med en helt unik karakter. Området optegnet med sort, er Trittenheimer Apotheke anno 2024. Tre parceller har Clotten markeret til høj beskatning (dybrød), – netop de tre ovennævnte: “In den, Kaulsbor”, “In den Gährteilen” og “Fahrfels”. VDP´s Leiterchen GG udgør en del af Gährteilen. I al denne snak om “the real deal Apotheke”, så skal Laurentiusberg, der ligger over mod byen Leiwen, på modsatte side af Trittenheim, ikke glemmes.

Staldtip

Clüsserath-Eifel blev grundlagt i 1745 og er beliggende i Trittenheim. Huset er, og har gennem årene været et af de bedste i byen, og har kæmpet for kvalitet. I 2019 overtog Stefan Lergenmüller ejendommen. Han så et kæmpe potentiale i de gamle parceller, som huset besad, samt det faktum, at flere af parcellerne ikke har været udsat for flurbereinigung. Huset udbyder riesling fra alle de historiske gewanne. Det er vine med høj syre, så er du ikke til citrus/lime-bid, så skal du vælge vine med restsødme herfra. Især Kabinett er fuldstændig enestående. Find vinene her.

En sidedal ved Neumagen

Næste højdepunkt er ved Neumagen. Vi skal ind i en sidedal til Mosel og finde den direkte sydvendte skiferskråning “Dhroner Hofberg” og “In der Sengerei”. Det siges, at det var her Romerne´s landevej fra Bingen gik. Der er gjort mange arkæologiske fund omkring Neumagen, der om ikke andet, bekræfter at Romerne var meget aktive her. På modsatte side af floden fortsætter dalen, og Hofberg, men her ligger også stejle sydøst orienterede Dhroner Häs´chen, som er A.J. Adam monopol.

Det er også på Dhroner Hofberg, at Daniel Twardowski har valgt at lave rav i den. Han opkøbte jord, som ældre vinbønder ikke længere ville arbejde med. De havde ingen slægtninge som ville overtage. Alligevel tillod de sig, at ryste på hovedet, da Daniel begyndte at fjerne riesling-stokkene på markerne og plante pinot noir i stedet. Projektet må dog siges at have modbevist tvivlerne, og frem for alt, så peger det direkte ind i fremtiden for Mosel. Pinot noir opnår i de kølige omgivelser og den stenede undergrund, en klassisk Mosel lethed og en mineralitet, som var den en rød riesling. Daniel Twardowski har en tilgang til produktet vin, som er drevet af ønsket om kvalitet. Han producerer uden tvivl noget af det bedste pinot noir fra Mosel, og det blander sig med de største i Tyskland.

Læs mere om Twardowski her

Porto Pingontio eller Piesport

Så når vi Piesport. Endnu et smertensbarn. 85 hektar store Piesporter Goldtröppfchen er GG hos både VDP og Der Ring, og leverer både til gården og til gaden. Det er lidt som med Trittenheimer Apotheke. Der er kæmpe forskel på parceller med lerjord, samt de stejle stykker med skifer. Går du en tur i markerne over byen, så vil du se, at her er jorden meget lerholdig. Og du går nok den tur, for du skal op og se det romerske “kelteranlage” (vinpresse), som ligger midt på skråningen. Piesporter Goldtröpfchen kan være både godt og i værste fald ligegyldigt. De bedste parceller ligger øst og vest for Piesport by blandt andet de to gewanne: “Gruft” og Hohlwied”. Parcellen Gruft er meget stejl og ligger lidt oppe på skråningen. Her kan der i tørre år være problemer med vandreserverne. Hohlweid ligger helt ned til floden, er varmere, knap så stejl og jordbunden består mere af forvitret granit. Her opstår der sjældent vandmangel. Men kort og godt: Man skal stole på sin producent og ikke bare købe i blinde. Andre gode parceller er ultrastejle Armes, der er nabo til næsten mere stejle Piesporter Schubertslay. Sidstnævnte har ikke gennemgået flurbereinigung, fordi det simpelthen ikke er muligt.

Dusemond og/eller Brauneberg

Når vi kommer rundt i Mosel-sløjfen efter Piesport, så kommer endnu en dæmning (ved Wintrich). Mosel løber nu 106,5 meter over havets overflade. Nu begynder det at gå stærkt, herfra skal du være vågen hvis du skal nå at se alle topmarkerne. De kommer som perler på en snor. Startende med Wintricher Ohligsberg, en sydvest-vendt top på højre bred. Dernæst Kestener Paulinshofberg på venstre bred, som er direkte sydvendt. Så følger Brauneberger Juffer og Sonnenuhr på venstre bred, overfor byen. Ikke høj, men stejl. Skråningen ligger på et sydøst-vendt stræk. Frits Haag er et “must try” hvis du vil vide hvordan Brauneberg smager. Læg mærke til, at byen Brauneberg, på Clottens kort fra 1868 hedder Dusemond. Byen tog først navn efter de berømte marker i 1925.

Så kommer endnu en sidedal ved Lieser. På hjørnet af Lieser-dalen og Mosel ligger historiske Niederberg-Helden. Ét producentnavn er svært at komme udenom: Schloss Lieser.

Bernkastel-Kues

Vi når byen Bernkastel-Kues. Mosel slår et sving og markerne bliver sydvestvendte og nu kommer de så, alle de store marknavne: Bernkasteler Doktor, Graacher Himmelreich, Graacher Domprobst, Josephshöfer (Kesselstatt monopol), Wehlener Sonnenuhr og Zeltinger Sonnenuhr. Mest kendte mark er Bernkasteler Doktor, som skal have fået sit navn fordi vinen engang i 1300-tallet blev serveret for Boemund II. af Saarbrücken, der var alvorligt syg. Efter indtagelse af vinen herfra blev han sund og rask. Vinen fra Bernkasteler Doktor opnår de højeste auktionspriser af alle Mosel-vine.

Prøv for eksempel vin fra de to ærkeklassiske producenter Joh. Jos. Prüm og Willi Schaefer, der fokuserer på vine med restsødme. Ved Zeltingen skal skibene gennem endnu en dæmning. Det betyder, at Mosel nu falder yderligere 6 meter, og løber 100 meter over havets overflade.

Ürziger Würzgarten

Vi når endnu en Mosel-sløjfe ved Ürzig. Her møder vi, som tidligere nævnt, endnu et monster født af vinloven anno 1971; – 56 hektar store Ürziger Würzgarten, der gør sig særligt bemærket ved sin røde skifer. Der var så mange muligheder for, at bevare nogle af de bedste parceller under eget navn. Parceller, som, bortset fra den røde skifer, hverken geologisk eller hvad hældning og orientering angår, kan sammenlignes med resten af Würzgarten. “In der Kranklei” er blot ét eksempel. Maxberg, Urglück, In Würzgarten, Pichter og Sonnenuhr er andre. De bedste parceller ligger alle på de stejle sydvendte skråninger nordvest for byen, – altså nedstrøms. De ligger over mod Prälat, er mere stejle end resten af Ürziger Würzgarten og med en orientering direkte mod syd.

Prälat har sin helt egen særlige historie. Kampen for kvalitet kan heldigvis af og til føre noget godt med sig, som den gjorde i familien Berres utrættelige kamp for at få deres særlige parcel til at figurere under eget navn. Du kan læse historien om en af de bedste og historisk vigtigste marker ved Mosel her.

Perlerækken af vinmarker fortsætter fra Würzgarten nedstrøms med Goldwingert, Erdener Prälat, Erdener Treppchen, Lösnicher Försterlay og Kinheimer Rosenberg.

Man kommer ikke uden om Dr. Loosen. Især Loosen´s vine på originale “Würzelechte” rødder helt enestående. Markus Molitor, Dr. Hermann og Reichsgraf von Kesselstatt skal også nævnes. Sidstnævnte grundet de store vine fra Josephshöfer.
Staldtip: Karl Erbes fra Ürzig skaber uimodståelige vine fra Würzgarten og Prälat, og til fornuftige priser.

Traben-Trarbach

Turen nedstrøms fortsætter. Vi kommer nu til byerne Kröv, Wolf og Traben-Trarbach. Området her var tilbage i 1800-tallet ekstremt vigtigt. Traben var et stort handelscenter for Mosel vin, og Clottens kort viser masser af dybrøde parceller. Flere af de marker som tidligere leverede druer til efterspurgte vine ligger i dag brak, men organisationen Klitzkleiner Ring har været medvirkende til at genoprette skaden. Grotesk nok, så er problemerne igen (måske) skabt af (endnu) et misfoster fra vinloven af 1971: Grosslage Kröver Nactarsch. En halvsød til halvtør ligegyldighed, med en etikette af en dreng der får smæk i sin bare. Én ting er vinen, der ikke bringer noget stort, men etiketten gør sådan set heller ikke.

Der er dog tegn på at vinden vender, ikke mindst takket være de ihærdige medlemmer af nu hedengangne Klitzkleiner Ring. Trarbacher Schlossberg ligger i en sidedal ved bifloden Kautenbach. Her ligger også marken Ungsberg, som huset Weisser-Künstler er ved at pumpe liv i. Tilbage til Mosel-floden, længere nedstrøms møder vi ultrastejle vestvendte skråninger, som leverer Riesling af høj klasse. Trabener Gaispfad og Enkircher Ellergrub, er så stejle, at de ikke har gennemgået flurbereinigung. Det samme kan siges om Enkircher Batterienberg, der er monopol under Immich-Batterieberg. I sidedalen ved Enkirch ligger direkte sydvendte Steffensberg, der også skal fremhæves

Pünderich

Dæmningen ved Enkirch får Mosel ned i 93 meter over havets overflade. Vi er nu nået til sidste stop inden vi når byen Zell og bevæger os ind i Bereich Zell, også kaldet Terrassenmosel. Her ligger Pünderich og Briedel. Det er her vi møder den oprindelige preussiske jernbane anlagt på viadukt. Markerne danner her, igen, som så mange andre steder langs Mosel, et amfiteaterlignende scenarie.

Vi er også på et sted hvor Mosel slår en sløjfe og løber forbi sig selv med ganske få 100 meters afstand. Det har man udnyttet på toppen af Marienburg, hvor du kan besøge “Prinzenkopf” et udsigtstårn, der giver et smukt “vue” ud over landskabet.

Her havde Clotten også fat i den dybrøde pensel. Parcellen “Fahrtel” i dag “Fahrlay” på det vi i dag kender som Pündericher Marienburg opnåede høje priser. Vinmager Clemens Busch producerer i dag fra ultrastejle “Raffes”, som han selv anser for bedste gewann på Marienburg. Parcellen “Rothenpfad” har fået navn efter sin røde skifer. Den sidste bid af den “røde skiferkile” løber direkte igennem amfiteateret her og videre mod Bremm.

Nonnengarten og Marienburg er i dag GG i VDP og “Der Ring”, imens Nonnengarten er 1G i VDP. Briedeler Weisserberg er GG i “Der Ring” regi.

BEREICH ZELL (TERRASSENMOSEL)

Fra Zell til Koblenz bliver skråningerne rigtig stejle. Skråningerne ved Bremm og Winningen tager pusten fra en. Bare det at stå og kigge op på dem. Nakken skal langt tilbage. Det er ufatteligt, – tæt på uforståeligt, at nogen overhovedet dyrker vin her. Det er så stejlt, at en god mor ville sige: “Det er for farligt at kravle rundt deroppe”. Dette er det tørreste og varmeste stykke af Mosel. Her høstes tidligt for at bevare syre i vinene. Men syre er der stadig masser af.

Moselfloden har få sving i Terrassenmosel, og det er faktisk derfor der er lidt langt mellem topmarkerne. Der var en grund til, at jernbanen kunne følge floden her. Strækningen var mere lige. Efter svinget ved Cochem går det nærmest ligeud nedstrøms hele vejen til Winningen. Langt størstedelen af skråningerne er derfor øst, sydøst orienterede.

Hvis vi fortsætter turen nedstrøms fra Zell, så starter vi med endnu et produkt, som har hevet Mosel ned af kvalitets-piedestalen, vinen fra grosslage Zeller Schwarze Katz. Her skal det gentages: Der er blevet produceret alt for meget skrammel ved Mosel op gennen 70´erne og 80´erne. Inden vi når flodens sving ved Calmont, passerer vi dæmningen ved Sankt Aldegrund og Mosel løber nu 86 meter over havets overflade.

Bremmer Calmont

Usle metervarer har utvivlsomt været medvirkende til, at kvalitetsproducenterne på de stejle skråninger har haft det svært. Som det for eksempel skete ved Bremm. Her ligger Europas stejleste vinmark, i form af bjerget “Calmont”, der var romernes navn for “varmt bjerg”. Vinmarkerne på Bremmer Calmont var næsten forsvundet. I Mosel´s storhedstid, omkring år 1900 var 24 hektar opdyrket på Calmont, og Clotten havde et godt øje til flere af parcellerne. I 1990 var kun 4 hektar opdyrket. I dag, godt hjulpet af en stædig og hårdt arbejdende Ulrich Franzen, er omkring 14 hektar i produktion.

Ulrich kæmpede for at redde Calmont, og bjerget tog bogstaveligt talt livet af ham. Han døde efter et styrt i vinmarken. I dag er det sønnen Kilian der fører huset videre. Weingut Franzen er medlem af Der Ring og absolut et højdepunkt ved Mosel. Huset producerer GG fra Calmont og Neefer Frauenberg og er begyndt at lave enkelte vine med parcelnavn.

Læs mere om Weingut Franzen her

Bremmer Calmont var sidst i 1800-tallet topmark ved Mosel – nu er den det igen

Nedstrøms mod Cochem

Lige efter Calmont brydes bjerget af en dal. Her møder vi den originale preussiske jernbane. Togene kommer buldrene ud af Kaiser Wilhelm tunellen, og fortsætter over en bro og gennem en ny tunnel på modsatte side af floden. Det ryster godt i skiferskråningerne når toget passerer, og Franzen har flere gange fundet store klippestykker på deres parcel på Neefer Frauenberg, der er brækket af på grund af rystelserne. Man skal kigge op når man plukker druer der!!!

Turen mod Cochem går med 5-6 sving, hvor Clotten også malede med rød pensel. Der er marker med potentiale her, men tiden står stille. Helt stille. Her leves livet uden bekymringer om verden udenfor. Her produceres vin, der skal drikkes til sauerkraut og pølse. Ved Fankel passeres en dæmning. Mosel løber nu 79 meter over havets overflade.

Vi skal faktisk forbi Cochem og til Pommern for at finde næste producent med en mere moderne og international tilgang til vinproduktion. I Pommern bor “Der Ring”-medlem Leo Fuchs. Her produceres blandt andet Riesling GG fra marken Rosenberg. Efter Pommern passeres dæmningen ved Müden. Mosel løber nu i 72 meters højde.

Herfra fører et langt “næsten” lige stræk os til svinget ved Winningen. Skibene skal gennem dæmningen ved Lehmen og Mosel løber derfor 65 meter over havets overflade. Svimlende stejl, terrasset og med perfekt sydlig orientering. Selvfølgelig er skråningerne ved Winningen nogle af de bedste ved Mosel. Det giver sig selv. Topproducenter er Heymann-Löwenstein (VDP), Weingut Knebel (VDP) og Richard Richter (Der ring). Topparcellerne er de tre første PDO´er i Tyskland Uhlener Laubach, Uhlener Rothlay og Uhlener Blaufüsser Lay, samt Winniger Röttgen. Kort efter Röttgen løber Mosel gennem Koblenz, slår et sving, passerer en dæmning og løber ud i Rhinen ved Deutscher Eck i 59 meters højde over havets overflade.

Fremtidens Mosel

Det tegner lyst for vin fra Mosel. Interessen for vinene herfra har ikke været større siden slutningen af 1800-tallet, starten af 1900-tallet. Erkendelsen er, at Mosel bare gør noget helt særligt, ved især riesling!
Men det er ikke genopstået af sig selv. Det er genopstået på vilje, på dygtiggørelse og på at tænke internationalt og ikke kun lokalt.

Dette kølige hjørne af Europa er naturligvis også præget af klimaforandringer, men der vil gå noget tid før riesling kommer i problemer. De største problemer er sådan set tørkeperioder. Dem har der været flere af end vanligt i de seneste år, og intet tyder på, at der vil komme færre i fremtiden. riesling er ikke god til tørke, planten stresser, lukker ned og smider i værste fald druerne. Nye beskæringsteknikker og evt. nyt valg af rodmateriale til nyplantninger kan i nogen grad afhjælpe problemet.

Bæredygtighed og biodervisitet

Bæredygtighed er det helt store tema anno 2024, og det vil blive endnu vigtigere i løbet af de kommende år. Her er den monokultur som en vinmark repræsenterer, ikke velset. Både derfor, men også for at kigge ind i en eventuel forbedring af slutproduktet, så eksperimenteres der i disse år med begrebet “agrofarming”. Agrofarming går ud på at bringe træer og dyr ind i vinmarken. Træer at binde op til, og bringe svalende skygge, og dyr, for eksempel høns og får, til at spise ukrudt og skadedyr, samt gøde jorden naturligt. Det er ikke hokus pokus. Det er blevet gjort før, og vil helt sikkert komme igen. Der er stejle skråninger ved Mosel hvor dette ikke kan lade sig gøre, her må man i stedet arbejde med støre løvvæg på vinplanterne. En ting er sikkert: Vi kommer til at vænne os til, at vinmarker ændrer udseende i fremtiden.

En druesort som er på vej frem ved Mosel, er pinot noir. Den vil uden tvivl spille en større rolle i fremtiden. Lige nu med lette og lav-alkoholiske udgaver, men den vil formentlig få mere intensitet i takt med yderligere temperaturstigninger. I 2021 blev det muligt at sælge sin spätburgunder/pinot noir som GG for alle medlemmer af “Der Ring”.

Producenter omtalt i dette blogindlæg, som forhandles af Mr Ruby:

Halv pris af de store ved Saar, men mindst lige så ambitiøs Weingut Reverchon

Vin fra alle top-parceller på og omkring Trittenheimer Apotheke Clüsserath-Eifel

En af Tysklands dygtigste pinot noir-vinmagere Daniel Twardowski

Halv pris af de store ved Ürzig, balance som var de produceret i et laboratorium Karl Erbes

De var og er med til at genrejse Bremmer Calmont Weingut Franzen

The post Historien om Mosel appeared first on Vin under lup.

Erdener Prälat er uden sammenligning den mark der har størst betydning for hele området omkring Erden og Ürzig, og samtidig en af de mest eftertragtede marker ved Mosel.

Historien om Prälat kan fortælles på mange måder. Denne udgave tager udgangspunkt i vinmager Karl Erbes, som jeg har besøgt mange gange. Karl arbejdede i 50´erne og 60´erne som konsulterende vinmager i og omkring Ürzig. Kørte rundt mellem vingårdene på sin scooter og producerede vin. Han producerede blandt andet vin for flere medlemmer af familien Berres, som har været en af de ledende familier i vinavl omkring Ürzig i århundreder. Familien er stadig involveret i vinproduktion i området, men de bedste besiddelser på Prälat er ikke længere i Berres familiens eje. Karl Erbes var også kældermester på Mönchhof, der stadig producerer vin fra Prälat.

Karl fik dog lyst til at producere vine under eget navn. Det skete i forsøget på at få en mindre stressende hverdag, hvor de mange kunder ikke skulle slås om hans opmærksomhed. Karl besad ikke selv jord, men hans gode kontakter gjorde, at han ret hurtigt fik fat i små parceller på Ürziger Würzgarten, hvor han især havde fokus på parcellen “In der Kranklai”, som i hans øjne skaber vine på niveau med Prälat. Han startede egen vingård i 1967.

In Onnerts bliver forfremmet

Marken Prälat har ikke eksisteret under navnet “Prälat” ret længe. Før i tiden var den en del af Erdener Treppchen, men en stor samlet parcel, ejet af familien Berres. Parcellen gik under navnet “in Onnerts”. Det var først i slutningen af det 19. århundrede, at navnet Prälat dukkede op. Familien Berres mente de producerede en helt særlig Riesling fra deres parcel, og de tog patent på navnet Prälat og på en helt særlig etiket, som de anvendte til deres Erdener Treppchen vin. På etiketten stod dengang også “Erdener Treppchen” da den jo skulle overholde lovgivningen. Etiketten anvendes den dag i dag af flere af producenterne på Prälat.

Det gik med Prälat parcellen som det er gået med masser af andre markbesiddelser ved Mosel. Syv arvinger skal overtage 0,4 hektar, og de vælger nærmest alle, at gå egne veje. Med tiden er de små andele af Prälat blevet solgt fra, således at det i dag er svært at finde Berres navnet på personer bag produktion af vine fra marken. Eneste Berres der har besiddelser på Prälat er Helga Berres som har giftet sig ind i firmaet Peter Nicolay i Bernkastel-Kues. Her står Peter Nicolay på etiketten.

Vinlov med forviklinger

I 1971 blev en ny omdiskuteret vinlov indført i Tyskland. Den skulle gøre det lettere for forbrugeren at gennemskue virvaret af marknavne. Der er delte meninger om hvor meget godt der kom ud af den lov. Erdener Prälat blev efter en del tovtrækkeri nu formelt godkendt som selvstændig mark, men blev udvidet til en 1,5 hektar stor mark, til glæde for de producenter der nu pludselig kunne producere Erdener Prälat, som efterhånden var blevet et stærkt brand.

Parcellen “in der Kranklei” blev til gengæld lagt ind under 56 hektar store Würzgarten, til stor irritation for dem der producerede og stadig producerer vine af top-kvalitet fra Kranklei. De vine skulle nu pludselig sammenlignes med vine fra den sydvest- og vestvendte del af Würzgarten, men har i grunden rent geologisk mere til fælles med Prälat og Goldwingert. Goldwingert, der ligger klemt inde mellem Prälat og Kranklei fik efter en retssag med lov til at forblive under eget navn, til stor glæde for før omtalte Helga Berres og Weingut Peter Nicolay.

Enestående geologi og mikroklima

Men familien Berres havde jo ret. De besad faktisk en parcel som var unik. Erdener Prälat er i dag en stor del af vinmarkerne der ligger under klippen som rager op mellem Würzgarten og Erdener Treppchen og som samtidig markerer grænsen for to geologisk meget forskellige områder. På Würzgarten er det rød skifer der dominerer, og på Erdener Treppchen er det blå-grå skifer.

Prälat er sammensat af en bund af blå-grå skifer, toppet med et lag skifer med et højt indhold af jernoxid, som får den til at fremstå rødlig. Jordbunden er enormt stenet og vand afledes meget hurtigt. Marken er direkte sydvendt, med sol fra morgen til aften, på nær når de sene aftenstråler går ned bag Würzgarten. Klippen opvarmes af solen og afgiver denne varme til vinstokkene. Dette er en af de varmeste vinmarker ved hele Mosel, altid tidligere knopbrydning end andre, altid tidligere modning end andre. Prälat ligger samtidig så langt nede mod floden, at her er høj fugtighedsprocent, især i den obligatoriske “efterårs-Mosel-morgentåge”, hvilket er med til at fremprovokere Botrytis, som tilføjer en ekstra dimension til vinene. Vinstokkene på Prälat er mellem 60 og 100 år, hvilket betyder lavere udbytte og højere kvalitet.

Vinen fra Prälat

Vinen fra Prälat har et enormt potentiale. Den er oppulent, aromatisk og enormt kompleks. Vinen har en sær evne til at virke cremet og delikat som ung, for så at udvikle sig til at blive mere stringent og kompleks med alderen. Derfor har selv eksperter svært ved at vurdere de enkelte årganges potentiale når de smager dem umiddelbart efter frigivelse. Det er først efter 5-8 år de rigtig viser hvad de kan. En vin fra Prälat kan nemt klare 30-40 år i kælderen.

12 producenter har i dag besiddelser på Prälat. De tre største besiddere er Dr. Loosen 0,5 hektar, Mönchhof 0,25 hektar og Schmitges 0,25 hektar. De sidste 0,5 hektar er fordelt mellem 9 producenter, så det er ikke mange stokke der er til hver. Karl Erbes ejer under 0,1 hektar af den oprindelige Berres vinmark grænsende op til Erdener Treppchen.

Firmaet Karl Erbes

Karl Erbes produktionslokaler ligger i Ürzig for foden af Würzgarten. Huset blev grundlagt af Karl Erbes i 1967. I dag består firmaet Karl Erbes af 7 hektar vinmarker og Karl´s søn Stefan har overtaget driften af vingården. Produktionen koncentrerer sig om Würzgarten, med små besiddelser på Kranklei (0,3 ha) og Prälat (0,1 ha) som toppen af kransekagen. Tilgangen til Mosel-vin er klassisk. Det er sødme/syrebalancen der er vigtig. Dillen med at producere tørre vine har aldrig rigtig vundet indpas her. Der produceres Trocken udgaver af enkelte vine, men det er ikke her efterspørgslen ligger for firmaet, der har en stor eksport til det asiatiske marked. De klassiske tyske vines sødme står godt til det asiatiske køkken.

For familien Erbes har parcellen Kranklei et potentiale der er næsten lige så stort som Prälat. Og når man ser på luftfoto af de to marker, så giver det da også god mening, at de skulle kunne levere på nogenlunde samme niveau. Vinene fra Kranklei har en syre og en power der er helt enestående. Der er ikke noget at sige til,  at Karl Erbes rystede på hovedet, da det i 1971 blev vedtaget, at Kranklei skulle ligges ind under Ürziger Würzgarten. For ham var det en degradering. Derfor var det glædeligt, da vinloven i 2014 blev ændret, og enkelte top-parceller fik lov at anvende “Gewann”-navne, eller “Lieu dit” som de kalder det i Frankrig. Vinene må nu kaldes “Ürziger in der Kranklei”.

Firmaet Dr. Loosen

Ernst Loosen er en anden stor spiller på Prälat. Weingut Dr. Loosen ligger lige uden for byen Bernkastel-Kues.  Ernst Loosen blev udvalgt af sine søskende til at overtage familiens gård. De mente ikke, at hans arkæologi-studie ville bringe ham noget godt. Hans far var døende og i 1988 overtog han gården. involverede hurtigt sin bedste ven Bernie Schug til at hjælpe ham med at finde ud af, hvad han skulle stille op med arven.

I første omgang skulle de forsøge at lokalisere gårdens 19 hektar vinmarker. De fandt hurtigt ud af, at der aldrig var brugt klingende mønt på vedligeholdelse, hverken i kælderen eller i marken. Markerne var forsømte og beplantet med 60-100 år gamle Riesling-stokke, der ikke var podet på amerikanske rødder. Der var blevet sparet hvor spares kunne. Heldigvis havde Ernst heller ingen penge og forsøgte at få det bedst mulige ud af de gamle stokke. Det viste sig at blive en kæmpe gevinst for vingården, både hvad kvalitet angår, men også hvad renommé angår. De upodede stokke giver en helt særlig karakter til vinene fra Dr. Loosen.

Ernst skiftede arkæologi-studierne ud med ønologi-studiet på Geisenheim Universitet. Han og Schug udviklede stedet til at blive en af Mosel´s førende producenter, – og en af de største. I dag ejer Dr. Loosen 100 hektar ved Mosel. Der skabes forskellige kvalitetskategorier. Entry level produceres af opkøbte og egne druer og sælges under brandet ”Dr. L”. Top kvaliteterne sælges primært til gastronomien. Det er stadig arven fra farmand, der leverer de største vine i Loosen-porteføljen. Vinene fra upodede stokke på Wehlener Sonnenuhr, Ürziger Würzgarten, Erdener Prälat, Erdener Treppchen, Bernkasteler Lay og Graacher Himmelreich. Herfra produceres både tørre og søde vine.

Alle enkeltmarksvine er spontangærede og lagret på deres bærme i gamle egetræsfade i mindst 9 måneder. Enkeltmarks-vinene lagres på fad i mellem 12 (for sød) og op til 24 måneder (for tør) på bærmen før filtrering og aftapning.

The post Historien om Erdener Prälat appeared first on Vin under lup.

“Weingut Reverchon is an under-the-radar Saar estate restored to its former glory.”
Jancis Robinson

Saar-floden løber ud i Mosel lige syd for Trier i byen/forstaden Konz. Du føler egentlig ikke rigtig du har forladt Trier, før du skal mod venstre for at køre op ad Saar, imens Mosels løb fortsætter til højre, ind i Luxembourg.

Og hvad er så Saar? Det er vel bare Mosel med accent, eller hvad?
Faktisk vil jeg vove den påstand, at det er meget mere end en biflod til Mosel. Det er et selvstændigt område, eller burde være det. Saar Riesling har sit helt eget særpræg, sin helt egen karakter og er relativt let genkendelig i en Riesling-smagning. Af samme grund har man længe diskuteret om Saar skulle have selvstændig områdebetegnelse.

Så langt er det ikke kommet, men i dag tillades det, at vinbønderne fra Saar rent faktisk skriver Saar på vinene og ikke er tvunget ud i den lidt misvisende påskrift Mosel-Saar-Ruwer, som før var et krav. Saar er køligere og geologisk helt anderledes end Mosel – og det smager man. Ofte sidder riesling på stokkene til ultimo oktober/primo november før de høstes, og selv så sent holder de stadig meget syre.

Et “fransk” hus i Filzen

Man har ikke mere end næsten lige indledt sin tur langs Saar før man kommer til byen Filzen. Det er her vi finder Weingut Reverchon. Gården har eksisteret siden 1627, men blev købt og ombygget af familien Reverchon tilbage i 1920 og var i de første årtier i familien Reverchon´s eje et af de førende huse ved Saar. Familien Reverchon kom fra Savoi i Frankrig og byggede husets i klassisk Savoi-stil. En stil som den nye ejer Hans Maret har gjort meget for at bevare. Op gennem 60´erne mistede huset energien. Sådan går det nogle gange når en ejendom går i arv, – det er ikke altid man har lyst til at arve!

Vinhuset Reverchon forsvandt i glemslen, men i 2007 blev den forfaldne ejendom opkøbt af Hans Maret, revisor, bankmand, investeringschef og vinelsker fra Trier. Han ville føre huset tilbage til sin storhedstid. Første skridt var en omfattende restaurering, andet skridt var, at ansætte en dygtig vinmager. I 2013 ansatte han Ralph Herke, der tidligere var kældermester på prestigiøse Schloss Vollrads i Rheingau og magi er begyndt at ske.

Ralph Herke

Hans Maret har givet Ralph Herke nærmest frie tøjler på Weingut Reverchon. Her MÅ ikke mangle noget i forsøget på at skabe Saar-vin af højeste kvalitet. Naturligvis måles Ralph Herke på sine resultater, men lige den del er der nu ikke så meget at sætte en finger på. Ralph er en sand mester i at skabe feminin riesling, med en balance og en nerve som ikke finder sin lige ret mange andre steder i verden.

Fair´n Green – bæredygtig dyrkning

Ralp Herke´s filosofi går gennem mark og plante. På spørgsmålet om hvorfor huset “kun” er certificeret Fair´n Green lyder svaret: “Det er skam et meget bevidst valg. Vi vil gerne økologien. Vi kalder faktisk os selv økologer. Men definitionen på økologisk vindyrkning gennem EU er simpelthen for gammeldags. Hvis vi skulle dyrke vores marker efter EU´s økologiske reglement, så ville vi slå vores marker ihjel i løbet af ganske få årtier. Vi dyrker vin i et fugtigt område og eneste mulighed for en EU-certificeret økolog, hvis han skal klare 14 dage med regn, er at køre ud med kobber-sprøjten hver eneste gang der er ophold i regnvejret. At tilføre tungmetaller til jord og planter i det omfang er det rene gift for både planter og dyr. Det har vi intet ønske om.”

Man kan sådan set sige, at Fair´n´Green sætter fokus på, at økologi og bæredygtighed ikke er det samme. Vi lever i en tid, hvor vi er tvunget ud i at tænke mere bæredygtigt. At spise økologisk kød er for eksempel ikke bæredygtigt. Det ville være langt mere bæredygtigt at spise det økologiske foder, som har været med til at skabe det økologiske kød.

I Fair´n Green certificeringen er visse syntetiske svampe-bekæmpende sprøjtemidler tilladt. Men de er tilladt, for blandt andet at begrænse brugen af kobber og svovl, samt mindske CO2 udledning. Inden for Fair´n Green anvendes ikke insekticider, pesticider eller herbicider.

Dyrkningsmetoden

Når man går en tur gennem markerne på Filzener Herrenberg, hvoraf Reverchon ejer en stor del, så kan man ikke undgå at lægge mærke til, at Reverchon´s vinrækker ser vilde og langhårede ud. Der er der naturligvis en grund til. For det første skal planten have ro, og ikke konstant stresses af at blive klippet ned. Som Ralph siger: “De fleste gør det jo bare fordi det er pænere at se på!”

Ved at klippe din vin ned går den nemlig i stress. Væksten indstilles for en stund for derefter at tage fart, fordi planten forsøger at genskabe det tabte, som jo primært er kronblade. Men i denne fase går væksten i klaserne i stå. Du ender med at få små kompakte klaser, som bestemt ikke er en fordel i et område som Saar. Her vil man gerne stå tilbage med lange løse klaser med god afstand og luft mellem druerne for at undgå svamp og råd. Derfor ligner Reverchon´s rækker noget nogen har glemt at klippe

Kælderarbejdet

I kælderen arbejdes med sortering, sortering, sortering. Der må ikke slippe en eneste drue igennem, som ikke er sund og rask. Ralph har af samme grund det samme hold plukkere hvert år. De ved hvad han vil have. Det første år de plukkede for ham og hvor de syntes han var hysterisk, producerede han to balloner vin de skulle smage på. Den ene var produceret af de druer som plukkerne syntes var gode nok, den anden var produceret af de druer Ralph syntes var gode nok. De har ikke kommenteret på hans kvalitetskrav siden.

Der arbejdes med nedkøling og på enkelte vin også moderat med skindkontakt, især på de mere komplekse vin som Alte Reben og GG. Vinene spontangæres og der tilsættes ikke svovl før ved sidste omstikning, blanding og aftapning.
Gæringen foregår dels i rustfri ståltanke, dels i store træfade. For GG vinenes vedkommende gæres halvdelen på stål, den anden halvdel på træfad hvori der er tilsat 15% hele klaser.

Selv husets Auslese fremstår så ren som en engel. Også det er der en forklaring på. Ifølge Raplph Herke, så findes der 4 typer Botrytis. Kun den ene er ædel. Mange vinbønder vælger at se bort fra dette og derfor tilføres vinen en uren karakter. “Man skal ikke bruge druer til sin vin, som man ikke ville spise”. Hvis en drue har hvid behåring, så spis den ikke! Og drik den ikke!”

Alte Reben contra GG

Skal jeg være ærlig, og det skal man, så synes jeg husets force ligger i deres Alte Reben vine. Alte Reben og GG kommer fra de samme parceller, men Alte Reben har bare ikke klaret Ralph Herke´s krav til hvad der skal indgå i husets GG, det bygger primært på sensorik og manglende syre når noget bliver valgt fra. En vin der ikke skal indgå i GG får lov at gære indtil gæren ikke gider gære mere. Det resulterer ofte i et restsukker-indhold på omkring 10 gram pr. liter, som på magisk vis, lige præcis det der skal til, for at Saar-syren bliver tæmmet og umami opnås. Bevares, GG vinene er ufatteligt smukke, men kræver tid for at folde sig ud. Skal du have store riesling-oplevelser til små penge – så er det Alte Reben vinene fra Reverchon du skal gå efter!

Besiddelserne

Husets primære besiddelser er på Filzener Herrenberg, der ligger lige bag vingården, det er en sydvestvendt skråning med en forholdsvis dyb topjord iblandet lidt skifer. Marken er kølig, grundet sin eksponering, som gør, at solens stråler først for alvor rammer skråningen over middag. Herrenberg er flere steder beplantet med 80+ år gamle vinstokke, hvilket er med til at give vinene herfra en fantastisk syre. En sjov detalje er, at når du bestiger Filzener Herrenberg, og går gennem skoven (en gåtur på små 1,5 km) så har du et fint vue ud over Saar-området. Du har Kanzemer Altenberg under dig, Wiltinger Kupp, Gottesfuss og Braune Kupp på modsatte side af dalen. Bag Wiltinger Braune Kupp, altså ikke synligt, ligger Scharzhofberg og i en dal lidt længere væk ligger Ockfener Bockstein. Det viser meget godt, hvor lille er område vi befinder os i.

Ockfener Bockstein, er en af områdets absolutte topmarker. Jordbunden består nærmest af ren skifer og den er direkte sydvendt. Herfra kommer riesling med en enorm power. Masser af røg og sten. Klassisk Saar Riesling.

Besøg på gården

Weingut Reverchon har et vinothek hvor man altid kan stikke hovedet ind. I øvrigt lejer huset værelser ud. De er ikke helt billige, men du bor altså også i en pragt-villa når du flytter ind. Se værelser og book her

The post Weingut Reverchon appeared first on Vin under lup.

Tre ting må være væsentlige på en tur til Mosel:
1. At få set Trier´s bymidte der emmer af historie, med levn helt tilbage fra Romernes tilstedeværelse.
2. At finde sig en lækker udsigt på en skråning et sted langs floden og
3. At få smagt en masse fantastisk Riesling.
Her er tips til, hvordan og hvor du kan finde det hele:

Hvad skal ses i Trier?

Som med de fleste europæiske vindyrkende regioner, så har romerne sat deres præg på begivenhederne langs Mosel. Romerne var i området fra omkring år 0 til ca. år 350. Mange af de navne man finder på byerne og markerne ved Mosel har deres oprindelse fra denne tidsperiode. Blandt andet er byen Piesport en videreudvikling af romernes “Pisonis Portus” (Pisos havn). Bynavnet Trier stammer fra romernes “Augusta Treverorum”. Trier var hovedstad i den galliske del af romerriget fra år 259 til 279.

I Trier finder man mange levn fra Romernes tilstedeværelse, og de bør ses når man er i byen. Det drejer sig bl.a. om ”Porta Nigra”, som er den bedst bevarede romerske byport nord for Alperne. Den romerske Basilika i Trier er oprindeligt opført i det 4. århundrede, men løbende vedligeholdt og står den dag i dag som et velholdt og smukt byggeri. Sct. Peters katedral kan ligeledes dateres tilbage til romerne. Sct. Peters katedral er resterne af en de største kirker i Nordeuropa og opført i år 330 af Romerne. Naboen Liebfrauenkirche er knap så prangende, men når man nu er i området så tag den lige med. Dette er den første gotiske kirke i tyskland opført i 1260.
”Kaiserthermen” den romerske badeanstalt bør også ses.

Men måske vigtigst af alt, – for det forklarer en masse af de ting som du ser rundt om i byen: Besøg Rheinisches Landesmuseum på Weimarer Allee i Trier. Her får du hele historien om området, – fra Kelterne, over Romerne. Museet er et “Must see” for alle Mosel-fans!

Smukke udkigspunkter langs Mosel

De stejle skråninger langs den snoede Mosel-flod giver nogle helt fantastiske muligheder for at sætte sig ned med en vanvittigt smuk udsigt og fundere over tilværelsen. Et af mine favorit udsigtspunkter er skråningen ved Trittenheimer Apotheke/Leiwener Klostergarten. Her sidder man for enden af en af ”Mosel-sløjferne” og kan se prammene komme sejlene mod sig fra Trier for efter at have fulgt svinget, at sejle væk fra sig imod Piesport. Udsigten er ualmindeligt smuk og giver et fantastisk billede af, hvor unikt dette scenarie er – både som vinområde, men også rent geologisk og som natur-område.

Et andet favorit-sted, men der er mange, er skråningerne over Ürzig og Erden. Her får man et godt indblik i vinbøndernes arbejdsbetingelser på de stejleste skråninger. Der findes en vandresti på skråningerne, hvor der på visse stejle stykker er spændt et reb ud, så man ikke risikerer at skride i Mosel fra 100 meters højde!!! Vandrestien starter ved den romerske Kelterstation for foden af Erdener Treppchen. Her kan man så samtidig få lidt historie med og iagttage hvordan man lavede vin i området for et par tusinde år siden.

Længere nedstrøms, altså mod nord, ved byen Pünderich, slår Mosel en sløjfe og løber forbi sig selv med ganske få 100 meters afstand. Det har man udnyttet på toppen af Marienburg, hvor du kan besøge “Prinzenkopf” et udsigtstårn, der giver et smukt “vue” ud over landskabet, med Mosel på begge sider.

Hvor skal vi smage Riesling ved Mosel?

Der findes flere hundrede små vinbønder langs Mosel. Man skal ikke forvente, at de alle producerer gudedråber. Det er en rigtig god idé, at finde ud af hjemmefra hvad man vil smage og hvornår og så få lavet en aftale på forhånd. Man kan nemt spilde en dag på at rende rundt og lede efter et sted at smage, og måske endda komme til at smage på halvkedelige, halvsøde vine, som der stadig produceres en del af ved Mosel. De bedste producenter er ikke dem der skilter med ”Weinprobe”, det har de ikke behov for. Man bliver taget langt mere seriøst hvis man laver en aftale på forhånd. Så giver huset sig tid til alle historierne – og vinene.

Das Weinhaus i Trier er et besøg værd. Stedet er vinbar, med et tradiotionelt lokalt køkken. Vinudvalget er stort og heldigvis med hovedvægten på Mosel og Saar. Husets udvalg er lidt til den sikre side, så du skal ikke forvente at blive bombarderet med nye spændende producenter og vinudvalget på glas er ikke imponerende. Hvem gider til gengæld også købe glas, når du kan få en flaske GG til 30 EUR?
Der er både traditionelle og mere moderne producenter på hylderne, men altså nok ikke mange du ikke allerede kender. Der er masser at smage på og en aften forløber alt for hurtigt.

Hvor spiser man ved Mosel?

Gastronomisk kan Mosel være en udfordring. Der går ofte Schnitzel, Bratwurst og Sauerkraut i det, men det er jo fordi Schnitzel, Bratwurst og Sauerkraut er det man spiser her. Man skal være indstillet på et landligt køkken med begge ben på jorden, ikke højtragende gastronomi. Men den lokale madkultur kan faktisk også give oplevelser. Efter et besøg på Weinstube Kesselstatt i Trier vil du vide hvad jeg mener. Bestil en ”Lyoner Topf” – det er en dyb tallerken indeholdende brasede kartofler og ditto pølse – og bestil dertil en flaske Riesling Kabinett, gerne med lidt alder – så synger englene i løbet af et øjeblik.

Et andet sted der skal fremhæves for sit traditionelle, men virkeligt gode køkken, samt vin i topklasse er restaurant “Ayler Kupp” ved Saar-floden. Restauranten drives af Weingut Peter Lauer. Autentisk er også Hotel Moselschild i Ürzig. Her spiser man godt, og maden hæver sig over det traditionelle Mosel-køkken. Vinkortet byder på vin fra lokale top-producenter. Vil man have højgastronomi, så er Restaurant Schanz i Piesport et godt bud. Restauranten har i 2026 tre stjerner i Michelin Guiden.
En anden Michelin-stjerne kan besøges i Trittenheim på Wein- und Tafelhaus, der også tilbyder lækre værelser.

Jeg skal ærligt sige, at jeg ikke føler, at Michelin er en fyldestgørende guide ved Mosel. Lad bare dette statement være en hyldest til dansk gastronomi, som ganske enkelt er i verdensklasse. En et-stjernet Michelin restaurant ved Mosel giver ikke gastronomisk samme oplevelse som en et-stjernet restaurant i Danmark. Sådan er det bare! Selv mine tyske leverandører måber over de retter de bliver udsat for i Danmark. Jeg går ligeså gerne efter wienerschnitzel eller flammkuchen når jeg er ved Mosel.

Overnatning ved Mosel

Zeltinger Hof skal nævnes. Restaurant og hotel, som er beliggende i det gamle Freiherr von Schorlemer hovedkvarter i Zeltingen. Schorlemer var en af de største jordbesiddere i Mosels storhedstid sidst i 1800-tallet, med stor eksport til Berlin og London. Brandet eksisterer ikke længere. Det gør til gengæld Zeltinger Hof. Her får du god mad, fine værelser og et gigantisk vinkort. Freiherr von Schorlemer opførte i øvrigt også Schloss Lieser hvor man kan spise og overnatte i ren og skær luksus.

Der er masser af muligheder for overnatning ved Mosel og standarden på overnatningsmulighederne stiger år for år. Mosel er i den grad ved at steppe ind i det 21. århundrede.

Selv har jeg virkelig nydt værelserne på Wein und Tafelhaus i Trittenheim er et virkeligt dejligt sted at bo. Eneste ulempe er, at du er uden for kontakt til omverdenen her. Du skal komme for at slappe af. WIFI findes ikke og der er intet net der kan nå dig her. Husets restaurant har en Michelin-stjerne, så her spiser man også godt. Det er en god idé at booke i god tid, for der er rift om både værelser og borde i restauranten.

The post Turen går til Mosel appeared first on Vin under lup.