Weingut Wöhrle fra Baden – en tysk komet

Verdensklasse fra nabolandet

Så er jeg nødt til lige at sige det igen: Hold nu fast hvor er den nye generation vinmagere i Tyskland dog bare helt ufatteligt dygtige!
Markus Wöhrle er endnu et bevis på, at tysk vin er på vej ind i en ny æra. Det er ikke længere halvhjertede forsøg på at lave noget der er internationalt, men som alligevel klamrer sig til tyske traditioner, der kommer fra ungdommen, – det er intet mindre end helhjertet, innovativ, perfektionistisk verdensklasse de leverer!

baden_germany
Baden strækker sig fra Basel i syd til Württemberg i nord. Baden er på kortet markeret med gul farve.

Baden er tysklands 3. største vinregion, men langt fra en af de mest kendte. På eksportmarkedet er området næsten ikke-eksisterende. Området er tysklands varmeste vin-område, og egentlig tysklands modstykke til Alsace. Baden´s vinmarker løber på modsatte side af Rhinen, og strækker sig fra grænsen til Schweitz (Basel) i syd til vinområdet Franken i nord. En strækning på over 400 kilometer. Vinmarkerne ligger dog spredt, og ofte på sydvendte skråninger, så derfor er vinmark-arealet alligevel begrænset. Cirka 15.000 hektar er opdyrket med vin i Baden området, – det er samme antal som i Alsace, men Alsace er blot 170 kilometer langt.

Fordelen ved Baden, i forhold til et område som Alsace er, at her har man ikke de samme traditioner at holde i hævd, og samtidig så er den nye generation vinmagere meget omstillingsparate. Derfor blev Chardonnay i 1990 godkendt som selvstændig drue i området, og derfor er Spätburgunder blevet kæmpe stort i Baden. 36% af områdets vinmarker er i dag beplantet med druen, og det er formentlig ikke en trend der stopper sådan lige. Med de priser man efterhånden skal betale for Pinot Noir fra Bourgogne, så søger folk alternativer, – og det kan de i særdelshed få fra de gode producenter i Baden. Weingut Wörhle er en af dem.

Weingut Wöhrle i Lahr

Lahr_weingut_wörhle_vineyards
Weingut Wörhles vinmarker ligger på skråninger over byen Lahr.

Weingut Wöhrle ligger lige syd for Offenburg i byen Lahr. Ved Lahr skærer en dal sig ind i Schwarzwald, og det er i denne dal, på de sydvendte skråninger, at parret Markus og Tanja Wöhrle henter deres druer. De dyrker nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten på Bourgogne-druerne Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Chardonnay, men også Riesling og Grauburgunder (Pinot Gris). Familien Wöhrle købte gården “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz. Arbejdsgiveren var/er også VDP medlem, og dyrker Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder og Weissburgunder, – og arbejder i øvrigt også økologisk. Flere ting gjorde, at Markus kunne tage erfaringer med over i eget firma.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til “Winemaker of the year” i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. I 2018 får huset  I tyske Vinum Weinguide tildelt titlen som “Årets vingård” og bliver rangeret blandt de absolutte top-producenter i Baden, kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Hos Eichelmann, et andet tysk vinmagasin, er historien den samme. Wöhrle er i 2018 rykket op i kategorien “Verdensklasse vingård”. Markus er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist. Og man må jo af og til erkende, at perfektionisme kan være skide irriterende, men også at det virker. Der kommer ikke en eneste vin fra dette hus, uden at den oser af kvalitet, – og hans bedste vine hører ganske enkelt til i verdens-eliten! Husets Gottsacker Chardonnay vil kunne glide direkte ind i en smagning af Puligny Montrachet uden at falde igennem. De bedste Spätburgunder vine er på samme ekstremt høje niveau.

Woehrle_weingut
Markus og Tanja Wöhrle omgivet af vin – i verdensklasse

Huset er medlem af VDP og har besiddelser på tre Grosse lage vinmarker: “Herrentisch”, “Kirchgasse” og “Gottsacker”. Hvilket betyder, at de må udstyres med den højeste udmærkelse for VDP medlemmer “GG”. Alle Weingut Wöhrle´s vinmarker dyrkes økologisk.

Bemærkelsesværdige vine:

2017 Lahr Gottesacker Chardonnay GG (95)
Siden 1990 har Chardonnay været tilladt i Baden. Druen har vokset i området længere, men har været klassificeret som Tafelwein. Det lyder helt vanvittigt. Især når man smager denne version fra Wörhle. Blindt ville man kunne havne i Puligny til enhver tid. Det er så fint, så raffineret, så elegant. Druerne har gennemgået en 12 timers macerering med mosten inden pres, og dernæst er mosten overført til træfade for at spontan-gære. 80% af fadene er nye, men hentet hos bødkeren Damy i Meursault, og tilføjer blot vinen en meget diskret fadnote. Vinen har hvilet på gærresterne til Juli året efter, og der er foretaget regelmæssig battonage. Dette må ubetinget være en af Tysklands bedste Chardonnay vine!

2017 Spätburgunder Trocken (90)
Årgang 2017 har været lidt frygtet, for det var året hvor det regnede, og regnede, og regnede, – i næsten hele Nordeuropa. Men i Baden skete miraklet. Oktober blev varm og solrig og sørgede for fuldmodne druer. Ingen grund til bekymring her. Denne basis cuvée af Spätburgunder har lagret 8 måneder på store gamle fade af eg fra skovene i nær-området. Vinen fremstår, for en Pinot Noir, ret mørk i glasset. Vinen dufter udpræget af mørke kirsebær, med lidt jordbær og flæsket spicy tone underneden. Saftig blommet, kirsebær-agtig smag. Den delikate frugt holdes fint i skak af frisk syre, og slutter i en lækker spicy, urtet eftersmag. Frisk, sitrende og lækker.

2017 Lahrer Rieslaner Beerenauslese (93)
Den fantastiske sensommer gjorde, at Wöhrle for første gang forsøgte sig med produktion af Beerenauslese. Forsøget bør gentages. Det er intet mindre end fabelagtigt.
Vinen dufter af syltet kandiseret pære, overmoden banan og tørret abrikos. Sødmefuld smag med intensitet og power, fyrige tørrede krydderier, spændstig syre spiller på tungen og gør sødmen mindre sød. Helt vild eftersmag, der nærmest vokser i munden. Den smager af mere når den ikke er der!!! Delikat saftig og lækker. Til en let dessert eller en frugttærte.
Alkohol: 8,5%
Restsukker: 167,8 gr/ltr
Syre: 9,1 gr/ltr

2016 Kirchgasse Spätburgunder GG (95)
Pinot Noir fra marken Kirchgasse, som har status af Grosses Gewächs, det man i VDP betegner som Grand Cru. Vinen har lagret 18 måneder på barriques med medium toast hvoraf 1/3 fornys hvert år. Helt forrygende næse med jordbær, smørkaramel, flæsk, mokka og let røg. Sødmefuld, let, insisterende og spændstig i munden. Fine krydderier pirrer i eftersmagen. Power og elegance på samme tid. En vin med potentiale, men også en vin der kan drikkes med største fornøjelse nu. Med fare for at gentage mig selv: Dette er Pinot Noir i verdensklasse.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *