Vin anmeldelser

Sådan anmelder jeg

Smagssansen er noget løjerligt noget at anmelde og diskutere. Altså den vi har siddende på tungen, og som hænger uløseligt sammen med duftesansen. Men vi diskuterer den alligevel. Når vi sidder omkring middagsbordet og smager på de kødboller far har lavet. Når vi sidder i lag med gode venner og drikker et glas vin eller to. Med andre ord prøver vi at være objektive omkring noget som er voldsomt subjektivt og individuelt. Det retfærdiggør et spørgsmål: Er man en højrøvet nar når man gør sig til dommer over noget andre har lavet?

Kan mælkebøttevin smage godt?
Kan mælkebøttevin smage godt?

Jeg fik engang at vide af min faster, at jeg var højrøvet. Det var da jeg sagde til hende, at hendes mælkebøttevin smagte rædsomt. Jeg tror aldrig hun har tilgivet mig, og jeg tror ikke hun har ændret opskriften. Til gengæld byder hun mig aldrig mere hendes mælkebøttevin. Det kan jeg godt leve med.

Det er ikke lige meget hvordan, hvornår og hvor kritikken falder. ”Hvis man ikke har noget godt at sige, bør man holde sin mund”, er der et ord der hedder. Det er til dels rigtigt. Jeg er absolut tilhænger af, at man siger sin mening, men hvis man har noget dårligt at sige, så hold det i det forum hvor det er relevant. Det ville for eksempel ikke være fair hvis jeg gik og sagde til andre, at min fasters mælkebøttevin smagte forfærdeligt – og ikke havde fortalt hende det. I øvrigt ville hun så stadig byde mig et glas når jeg kom forbi…

Er vin anmeldelser troværdige? Kan de bruges til noget som helst?
Er vin anmeldelser troværdige? Kan de bruges til noget som helst?

Noget endnu mere løjerligt er måden vi beskriver smag på. For hvad smager eller dufter en vin af? Og hvad smager mest rigtigt og mest forkert? Nogle forsøger sig endda med en 100 points skala for at beskrive den oplevelse de har haft. En gang tog jeg afstand fra 100 points-skalaen, men må erkende, at den er ganske fornuftig til at udtrykke begejstring. Derfor benyttes denne når jeg smager. Når noget falder helt uden for kategori og ikke er værd at bruge tid på skrives der ikke om det her. Min mission vil dermed være, at fremhæve det der er værd at fremhæve, og udelade det der ikke er værd at skrive om. Min fasters mælkebøttevin bliver således ikke anmeldt…
Så slipper jeg også for at blive kaldt højrøvet.

Det jeg anmelder behøver ikke være vine fra egne hylder, det kan såmænd være producenter jeg ikke forhandler der får ros. Måske endda fra andre danske importører.

Vin anmeldelser og journalistik i al almindelighed

Man kan have en holdning til ratings, som man kan med alt muligt andet. Jeg bruger dem selv i min markedsføring. Det er næsten eneste måde vi kan fortælle nye kunder, at ”andre end os kan lide denne vin, så du kan roligt købe den”. I forhold til eksisterende kunder burde ratings i princippet ikke være nødvendige. De kender vores smag og kvalitetskrav og det burde være sikkerhed nok. Det er i hvert tilfælde det vi tilstræber at opbygge: tillid fra kunderne, og det får vi kun hvis vi gør kunden tilfreds hver gang han/hun åbner en flaske fra os.

Men vi kan jo ikke alle være enige om hvad der smager godt. Nogle kan bedst lide at rodfrugten smager af gulerod andre kan bedre lide at den smager af pastinak. Så kan kvalitetskravene være nok så store. Hvis vi i en kundes øjne kun har pastinakker, og han/hun er til gulerødder, så er den fantastiske service vi yder lige meget. Og tro mig, – selv professionelle kan være uenige. Vi oplever jævnligt at sende samme vin til 6 forskellige journalister. 3 syntes den er fantastisk, 3 andre synes den er ligegyldig.

Det er i princippet også forkert, når man på forhånd kan sige, at en bestemt vin kun skal sendes til bestemte journalister – fordi vi kender deres smag. Men sådan er verden nu engang strikket sammen. I dag bliver der jo ligefrem produceret vin efter bestemte vinanmelderes smag! Tag nu bare Robert Parker. Han har jo nærmest skabt en bestemt vinstil med sit 100-points system, hvor han belønner for farve og koncentration. Manden er enormt magtfuld. Om jeg kan acceptere den magt? Ja, for det er ikke en magt han selv har bedt om. Det er en magt han er blevet givet. Om jeg kan lide den vinstil hans points system medfører, det er noget helt andet. Lad mig sige det på denne måde: Hvis al vin smagte som Parker gerne ville have det, så blev det godt nok kedeligt at drikke vin…

Men uenigheden er ikke den værste hvad angår ratings. Det er meget værre når ærligheden og nysgerrigheden ophører. Så snart der kommer forudindtaget arrogance ind over en anmelder så går det galt. Der er ikke noget der kan gøre mig mere rasende end det jeg kalder subjektiv objektivitet. Det er et fænomen der opstår, når anmelderen i princippet har taget stilling til det der skal anmeldes inden han eller hun bliver bedt om at være objektiv. Som når datteren på 8 år nægter at smage på fars kødboller, fordi: “dem kan hun ikke lide” – til trods for, at hun aldrig har smagt dem! I min verden bør en anmelder altid være nysgerrig, opsøgende, objektiv – ellers bør han/hun finde på noget andet at lave. Det gælder inden for vin, kultur, politik, sport, udenrigs- såvel som indenrigsstof.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *