Tag-arkiv: weingut jülg

Årgang 2018 – skønheden fulgte udyret

Fra ærgrelsens gråd til glædestårer

The vine beauty
“The beast” fra 2017 blev i 2018 forvandet til “The beauty”.

2017 var et rigtig grimt år at være vinbonde i. Faktisk i det meste af Europa. Måske af samme grund, så har det været svært at møde en europæisk vinbonde i slutningen af 2018, som ikke var velfornøjet som en hundehvalp med fuld madskål. Kældrene bugnede med sund frugt efter en rekord-varm sommer. Men rekord-varme er jo ikke altid af det gode, – eller er det? Her får du status fra nogle af verdens vinområder.

Herhjemme i andedammen blev 2018 endnu et rekordår. Vi kom fra et rekord-vådt 2017 til et af de tørreste og varmeste målt i vejrhistorien. Det var i sandhed både dejligt og skræmmende at opleve. Dejligt fordi plæneklipperen næsten ikke skulle ud af skuret, da plænen var totalt svedet af, men skræmmende, fordi den globale opvarmning endnu engang viste sit grimme fjæs på vores lille nordligt og fredeligt beliggende halvø. Intet er længere normalt.

Tekst fra DMI:
Kalendersommeren 2018 (juni, juli og august) fik en middeltemperatur på 17,7°C i gennemsnit for
landet som helhed. Det er 2,5°C over normalen beregnet for perioden 1961-90, der er på 15,2°C.

Sommeren 2018 blev (sammen med sommeren 1997) rekordvarm siden de landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.
Top 11 for sommerens middeltemperatur er angivet nedenfor.
1) 17,7°C (1997,2018)
3) 17,5°C (1947,2002)
5) 17,3°C (2003,2006)
7) 17,0°C (1993)
8) 16,9°C (1914)
9) 16,8°C (1917,1959,2014)

Sommeren var lige så fantastisk unormal i resten af nordeuropa. De tyske vinbønder, stod i 2017 med kæmpe problemer med råd i druerne, og deraf følgende udbyttereducering, flere steder op mod 50% under normalen. Samme producenter har i 2018 oplevet det man kan kalde “fuld høst”. Der er høstet lige til grænsen i alle prädikater, og uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. Et usædvanligt år.

TYSKLAND

Johannes_Julg_vineyards_june_2018
Johannes Jülg´s vinmarker i slutningen af maj 2018. Det så sort ud.

PFALZ (4)
Der var lige et “aber dabei”. Imens vi gik rundt i korte bukser og spiste is i maj måned, havde højtrykket ikke helt fundet til mellemeuropa endnu. Det resulterede blandt andet i ødelæggende haglbyger hos Johannes Jülg i Pfalz. Enkelte steder på marken Sonnenberg mistede han alt. Andre steder blev høsten blot reduceret med op til 40%. Johannes vil ikke huske 2018 som et af de bedste år i hans vinmager-karriere. Udbyttet endte rekordlavt, men det der blev høstet var super sundt og godt, Så måske en 4´er ud af 5 her.

MOSEL (4)

Blå himmel over Mosel. Sådan var 2018.

Udbyttet har været stort og fuldmodent. Største fjende i år, har været så meget sol og varme, at syreindholdet i druerne er raslet ned. Syre er en ekstremt vigtig parameter i vin, ikke mindst i vin fra Mosel. Tidlig høst har derfor været nødvendig. Hos Franzen startede man allerede 20. August med at plukke, det er rekord-tidligt. Alligevel er der nærmest ingen æblesyre i den most Kilian har i kælderen. Det betyder, at malolaktisk gæring er umulig. Den malolaktiske gæring omdanner den friske, grønt-smagende æblesyre til den mere smør-agtige mælkesyre. Denne type gæring vil mange vinbønder ved Mosel helst undgå, hvorimod Kilian altid lader sine vine gennemgå den. Det kan han så ikke i år. Derfor kan 2018 meget vel komme til at stikke lidt ud stilmæssigt.

Hos Franzen høstede man i den forfærdeligt regnfulde årgang 2017 blot 50.000 liter most, i 2018 er mængden 90.000 liter. Det er vilde tal. Ekstreme i hver sin retning. Det samme er sket hos Schmitges. Mængderne er så store, at Erdener Treppchen GG fylder begge granitfade, og Prälat GG 2018 er derfor henvist til at gære på træfad. Alle smiler ved Mosel, men de vil gerne snart have lidt vand fra oven. Det er nu snart 5 måneder siden det har regnet. Vandmangel vil resultere i lavere knopsætning og mindre udbytte i 2019.

BADEN(5)
Hos Weingut Wöhrle i Baden var sommeren også usædvanlig varm og tør. Den våde periode i Maj måned var med til at forsyne jordbunden med vand nok til, at vinplanterne ikke led af tørke-stress. Høsten blev sat ind i slutningen af August, hvilket var historisk tidligt, men tvingende nødvendigt, da druerne var fuldmodne og begyndte at miste syre. Markus Wöhrle beskriver årgangen som fremragende. Frygten for at vinene ville blive for kraftige og opulente viste sig ubegrundet. Især Spätburgunder årgang 2018 bliver fantastisk.

ØSTRIG (4)

Varmt, solrigt og tørt. Der blev høstet sunde og fuldmodne druer meget tidligt (ultimo august). Hvis der var et problem, så var det, at syren var lavere end normalt i druerne. De hvide vine er aromatiske og let tilgængelige. De røde frugtrige, dybrøde og karakterfulde.

PIEMONTE (4)

Blå himmel over Barolo. Sådan var 2018.

Selvom høstrapporten fra Barolo konsortiet kategorisrer høsten 2018 som normal, så tør jeg godt endnu engang sende årgang 2018 helt i top. De er simpelthen blevet forvænte på hovedkontoret! Der vil komme gode årgange fra Barolo på markedet i de næste mange år, startende med 2015 og frem. Men grundet konsortiets udmelding ender vi kun på en 4´er.

Vinteren 2017/2018 bragte regn til Piemonte. Den var længe ventet og ønsket. Undergrunden var simpelthen ved at tørre ud. Foråret 2018 forløb køligt og stadig med enkelte indfald af vådt fra oven. Blomstringen forløb med tørt og solrigt vejr, igen optimalt. Faktisk så optimalt, at grøn høst var nødvendig for at sikre, at høstudbyttet ikke skulle ende med at overstige det tilladte. Sensommeren var varm og tør. Optimal for modning af Nebbiolo. What´s not to like?

VENETO (4)

Vejrmæssigt meget tæt op ad hvad man oplevede i Piemonte. En våd vinter, et køligt forår og en varm sensommer. Høstudbyttet var stort, fuldmodent, med masser af aroma. Marica Bonomo fra Monte del Fra giver årgangen et stort 4-tal.

 MINERVOIS (3)

maris_dgs_robert_edenVinteren bragte fine mængder regn, som er et absolut must på disse kanter, da sommeren jo som regel er lang, varm og tør. Der skal være noget væde i jorden, så vinplanterne kan klare sig igennem. Alt så sådan set godt ud, indtil foråret startede. Det blev en katastrofe for mange vinbønder i Minervois. Marts og april bragte 280 mm regn, mere end hele vinteren havde gjort. Markerne var rent mudder. Der kunne ikke arbejdes i dem. Sidst i april kom noget så sjældent som nattefrost! Forsommeren var plaget af haglbyger. Da varmen endelig kom, var alt så fugtigt, at dunet meldug havde favorable betingelser. Der skal noget til at skræmme en vinbonde fra Minervois, men en årgang som 2018 kan helt sikkert gøre det. Det er et år man helst vil glemme. Udbytterne var små, men kvaliteten kan være ok, hvis sorterings-arbejdet er blevet gjort ordentligt.

AUSTRALIEN (4)

Der er ikke noget at tage fejl af. I Australien mærker man klimaforandringerne. Den ene rekord slår den anden, det bliver varmere, og det bliver mere tørt, selvom tørke ikke tidligere har været en mangelvare på det støvede kontinent. 2018 bliver et godt år for de druer, som er mest tørke-resistente, såsom grenache, primitivo og mataro. Der er blevet høstet med medium udbytte og flot modenhed. Hemmeligheden bag de store vine fra 2018 bliver syre.  Jaysen Collins har store forhåbninger for Grenache fra 2018, det kan blive en af de helt store årgange. Grenache blev høstet ekstremt tidligt, da den grundet konditionerne modnede ekstremt hurtigt. Af samme grund har den en flot syre. Riesling fra Eden Valley satte meget små bær. Vinen herfra bliver enormt intens og med god syre, det bliver en vin der kan holde i mange år.

Bagt torsk med urte-crust

Rasmus_Bundgaard_NielsenRasmus Bundgaard Nielsen har før, med succes, taget sig af en opskrift til en af vores vine. Derfor bad vi ham gentage bedriften. Han er til daglig assisterende køkkenchef på Michelin-stjerne-restauranten Gastromé i Aarhus. Restaurant Gastromé er stedet hvor afslappet stemning og høj gastronomi går hånd i hånd. Her forsøger man at skabe “landkøkken”-stemning, selvom retterne der serveres er på et højt avanceret niveau.

Rasmus fik en 2016 Kalkmergel Riesling fra Johannes Jülg i Pfalz at lege med. Han endte ud med nedenstående opskrift på bagt torsk som det perfekte match. Og lad mi slå fast inden du går igang, – du kommer ikke til at fortryde. Retten er ualmindeligt velsmagende. Et par tips: Spar ikke på jordskokkerne, hverken de syltede eller de stegte, de bringer noget syre til retten. Lav evt. urte-crusten lidt tyndere, mest af æstetiske grunde, for urterne bringer også god smag.

Kalkmergel_JülgIndkøbsliste til 4 personer:

4 torskefileter a 80-100 gram
1/2 potte hakket persille
1/2 potte hakket dild
1/2 potte hakket purløg
250 g smør
1 tsk. Dijon sennep
50 g revet parmesan
5 skiver hvidt toastbrød
200 g jordskokker
1 dl æbleedike
1dl. Sukker
Lidt rapsolie
2 stk porre
1 stk bagekartoffel
1 fed hvidløg
1 stængel timian
1 bouillonterning høns
¼ l piskefløde

Laves dagen før:

Urte-crust til torsken

1/2 potte hakket persille
1/2 potte hakket dild
1/2 potte hakket purløg
100 g blødt smør
1 tsk. Dijon sennep
50 g revet parmesan
5 skiver hvidt toastbrød
Salt og peber

  • Rist brødet let på en brødrister så det tørre ud uden at blive helt sprødt og tage farve
  • Når brødet er koldt kommes det i en foodprocessor og blendes med de hakkede urter
  • Tilsæt det bløde smør, sennep og parmesan og blend til en ensartet grøn masse
  • Smag den grønne masse til med salt og peber
  • Rul massen ud mellem 2 stykker bagepapir i ca 8 mm tykkelse og kom det i fryseren
  • Skær den frosne masse ud i stykker på samme størrelse som din torsk så den dækker toppen
  • Opbevar på frost indtil tilberedning

Jordskokker x 2

200 g jordskokker
1 dl æbleedike
1dl. Sukker
1 dl vand
1 klat smør
Lidt rapsolie
salt

  • Skræl jordskokkerne og fordel dem i 2 bunker de store til stegning og de små til syltning
  • Skær de store jordskokker i skiver af ca. 2 cm 3-4 stk. per. Person og lig dem i kold vand. (skal først bruges lige inden servering)
  • De små jordskokker skæres i tern af på en halv centimeter
  • Kog vand, eddike og sukker op og hæld det over jordskokkerne og lad det køle af i kæleskabet.
  • Lige inden servering opvarmes en pande og jordskokkeskiverne steges i en blanding af smør og olie indtil gyldne og møre. Smag til med salt

Laves på dagen:

Bagt torsk

  • Skær skindet af torsken og skær fisken i stykker af ca 80-100 g. så du får et pænt stykke filet du skal bruge 1 stk. per. person.
    (få evt. din fiskehandler til at gøre det for dig)
  • Inden servering drysses torsken let med salt og ligges i et ildfast fad
  • Lige urte-crusten ovenpå fisken og bag den i oven ved 160 grader i ca. 10 min alt efter tykkelse
  • Pas på den ikke får for meget da den trækker færdig i det varme fad.

Kartoffel/porre sauce

2 stk porre
1 stk bagekartoffel
100 g smør
1 fed hvidløg
1 stængler timian
1 bouillonterning høns
3 dl vand
¼ l piskefløde
Evt. 1-2 dl sødmælk
Salt /peber

  • Snit porerne i tynde ringe og skræl bagekartoflerne og skær dem i små tern
  • Smelt smørret i en gryde og damp porre og kartofler i det brusende smør det må ikke tage farve.
  • Tilsæt det knuste hvidløg, timian, vand og bouillonterningen
  • Lad det hele simre indtil kartoflerne er møre og tilsæt derefter piskefløden
  • Kog det hele igennem i ca 10 minutter og blend det derefter i en blender til saucen et helt glat
  • Sig saucen igennem en fin sigte og smag til med salt og peber
  • Lige inden servering justeres saucen evt. med en smule mælk så det får en lind og cremet konsistens.

Anretning

  • Placer de stegte jordskokkeskiver i bunden af tallerkenen sammen med de små syltede tern af jordskokke som er dryppet af for væske.
  • Læg den bagte torsk ovenpå jordskokkerne og riv trøflen hen over fisken
  • Server den varme sauce ved bordet i en kande og hæld generøst med sauce på retten da det binder det hele sammen
  • Hvis man ikke ønsker frisk trøffel, kan retten pyntes af med lidt friske urter

Spätburgunder – den røde Riesling

Mere bevægelse end udvikling?

juelg_barriqes
En ung tysker i sin kælder. Opvokset på en lande-grænse, men en lande-grænse han aldrig rigtig har set.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at tysk pinot noir/spätburgunder er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

Paul Schäfer fra Weingut Burggarten i Ahr (th). En af de unge tyskere, som er ved at føre tysk vin ind i en ny tidsalder.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Woehrle_weingut
Markus og Tanja Wöhrle omgivet af vin – i verdensklasse

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

 Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning.

Ler
Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

löss_wagramSand
Löss er en sandart. Sand dræner bedre end ler, men specielt löss har et højt indhold af kalk og ler og en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten
En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Smag selv. Det er et ret fantastisk studie. Hermed link til to smagekasser som viser forskellene. Hvad er du mest til?

Prøvekasse Gutswein
Prøvekasse Ortswein 

 

 

Den “ultimative” spätburgunder test

Retfærdig uretfærdighed eller uretfærdig retfærdighed?

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Landets mest kompetente smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Vi var enige om at være uenige…

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Min egen top 5

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Panelets top 5

Jeg glædes over, at et panel der spændte så vidt, kunne enes om, at 2014 Kirchgasse fra Weingut Wöhrle var aftenens bedste vin. Det havde jeg absolut ikke forventet. Glædes også over, at min darling fra Burggarten – 2015 Kräuterberg ender som nummer 2. Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Saley, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Kelller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

Weingut Jülg – “Watch and learn Alsace!”

Et liv på grænsen

juelg_barriqes
Johannes Jülg i kælderen under den tysk/franske grænse

“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace. Da grænserne skulle trækkes efter 2. verdenskrig var der således vinbønder i dette område, som fik delt deres markbesiddelser i to, en fransk del og en tysk del. Ikke problemfrit hvis man tænker vinlovgivning, og bestemt heller ikke problemfrit for de vinbønder der skulle have pas med for at komme til sine vinmarker på den anden side af grænsen. Mange familier i Schweigen-Rechtenbach har i flere generationer dyrket vin i denne “grænsezone”. Weingut Jülg er en af dem.

juelg_sonnenberg
En lidt anerledes Sonnenberg vinmark

Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af ​​kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov, den er ikke indskrevet i den franske, så en fransk vinbonde med besiddelser i tyskland kan kun kategorisere sin vin som EU vin, også selvom den er fra en topmark.

Vingården Jülg

Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine. Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.

Oskar_Chardonnay_JülgOskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.

Listen and learn Alsacians!

juelg_harvestDer er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative  i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det. Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.

Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, giver en vild intensitet, en intensitet som Johannes forstår at forene med elegance. Rødvinene på spätburgunder kaldes både spätburgunder og pinot noir. De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men pinot noir Reserve er fra marken Kammerberg på den franske side af grænsen. Marken er beplantet med franske kloner af druen, vinen er produceret som en Bourgogne, og har har lagret på franske egetræsfade. Alt er gjort med fransk fortegn og derfor kalder Johannes vinen for Pinot Noir Reserve.

Bemærkelsesværdige vine

2017 Grauburgunder
Grauburgunder_JulgGrauburgunder/Pinot Gris er en drue, som kan levere på højt niveau, hvis man behandler den ordentligt. Jeg undskylder lige, at jeg igen er nødt til at fremhæve de alt for tunge og alkoholrige udgaver fra Alsace. I samme ombæring vil jeg godt tilføje, at Grauburgunder i Tyskland ofte bliver misfortolket. Den bliver produceret knastør, og så bliver den bitter og utilnærmelig. Johannes´  udgave er spot on. Vinen dufter af hvide blomster og gul engelsk vingummi. Den er rank, frisk og ren. De 12,5% alkohol fornemmer man nærmest ikke, for de er pakket ind i en delikat og cremet uimodståelig frugt. Lækkert mineralsk bid i enden og pirrende tørret gul frugt.  (90)

2016 Riesling Kalkmergel
Kalkmergel_JülgDe mange forskellige jordbundstyper i og omkring Vogeserne giver vidt forskellige vine. Denne vin er skabt af Riesling-druer der har vokset i en undergrund af Kalkmergel – det vi andre kalder limsten. Druerne til vinen blev høstet med Auslese-kvalitet, gæringen startede spontant og vinen har dernæste lagret 1/3 på træfade 2/3 på ståltank.
Det er godt skåret Riesling vi har fat i. Vinen er gæret på naturgær og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Den er slank og spændstig som en tysker og så med kompleksitet og salt mineralitet som en franskmand. Den minder ikke om hverken Rhinen eller Mosel. Den minder om en knastør, sprød moderne Alsace-vin.
Fersken, tørret abrikos og let urtet karakter i næsen. Spændstig og mundvandsdrivende smag med et citrus og pirrende krydderier fra fad. Lang dvælende nærmest salt mineralitet i eftersmagen. (91)

2016 Riesling Springberg
Springberg_JülgVinen er produceret af Riesling fra de ældste stokke på marken Springberg der er vingårdens nordligste besiddelse. Marken er kølig, sydøstvendt og med ekstremt højt kalkindhold i undergrunden. Det høje kalkindhold sikrer et naturligt lavt udbytte, høj syre og en helt vidunderlig mineralitet i druerne. Mosten er spontangæret og har gæret og lagret på ståltank. Den har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Intensiteten og den specielle karakter i druerne fra Springberg behøver ikke hjælp fra et egetræsfad for at smage godt. Dette er Riesling i absolut top-klasse. Druer af Auslese kvalitet. Gæringen stoppede i 2016 lidt før alt sukkeret var omsat til alkohol, – det er en af de ting der er svære at styre når man spontangærer. Men restsødmen (7 gram) er nærmest ikke mærkbar, den indgår som en helhed i en riesling med stor balance. Vinen dufter af kølig fersken, citrus, hvide blomster og lidt kærnemælk. I munden er vinen et studie i balance. Stor dybde og kompleksitet, med let-krydret eftersmag og stringent vedholdende syre. (93)

2016 Oskar Chardonnay
Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 6 månederne. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Fadet influerer naturligvis på vinens aroma, der tydeligt stræber mod at dufte som top Bourgogne. Vinen dufter af anis, vanille, røg, banan og fersken. Smagen har god fedme, delikat frugt, og så Johannes Jülg´s helt særlige kendetegn, den salte, mineralske og mundvandsdrivende eftersmag. Han har helt klart forsøgt at tilføre vinen friskhed og en rank struktur ved at undgå den malolaktiske gæring. Lige nu trækker tingene lidt i hver sin retning, – det friske og det komplekse. Det smager godt, men mangler tid til at forenes. Det er en Chardonnay i sin ungdoms vår, den vil uden tvivl kunne ligge både 5 og 10 år, og opnå større harmoni (91)