Tag-arkiv: Spätburgunder

Pinot – en stor fætter/kusine-fest

Historien omskrives

Vinens historie omskrives i disse år. Den schweiziske forsker José Vouillamoz har rystet tidligere teorier i sin grundvold. Han har kastet sig over DNA forskning inden for vinavl, og det har i den grad ændret på ting som vi troede var facts. Før i tiden var det ampeolografer, der studerer blade og druekerner, som stod for arbejdet med at finde ud af hvilke sorter der voksede hvor og hvordan de relaterede til hinanden. Deres arbejde har ikke været og er ikke forgæves, men DNA forskningen når dybere. Den åbenbarer hemmeligheder, som en ampeolograf aldrig vil kunne se.

Her gik vi for eksempel og troede, at Pinot var ustyrlig og muterede hurtigere end andre sorter. Der findes jo myriader af kloner og mutationer af den drue. Men Vouillamoz´ forskning har vist, at det ikke er tilfældet. Grunden til de mange mutationer af Pinot er simpelthen, at druen har været dyrket i Europa, – formentlig siden Romerne, – og måske endda længere. Pinot viser sig nemlig at være stamfader til utroligt mange af de druer der vokser i Europa i dag. Man har blandt andet fundet Pinot DNA i Chardonnay og sågar i Syrah.

Det er mere usikkert hvor druen kommer fra. For den virker ikke som om den er blevet bragt til Europa fra Sortehavet, hvor al europæisk vin jo ellers skulle stamme fra. Pinot ser ud som om den er opstået i området “Ile de France”, formentlig spontant – og hvis den er det, – var der så i virkeligheden vin i Europa før Fønikerne bragte stokke til de græske øer og lærte europæerne at producerer vin?
DNA forskningen har med andre ord både givet svar, men også rejst nye spørgsmål i vinens historiebog.

Pinot´s brødre og søstre

Pinot´s lange historie er en af grundene til, at der i dag findes en hel Pinot familie. Den rummer blandt andet Pinot Gris, Pinot Blanc, Pinot Meunier og Pinot Precoche/Frühburgunder, der alle er mutationer af Pinot Noir. De har alle nærmest identiske DNA kæder. Man skal virkelig lede efter forskellene.

Frühburgunder dyrkes flere steder i Tyskland. Det er, som navnet antyder, en tidligt modnende rød drue, som rent aromatisk har klare referencer til Pinot Noir. Vinen den skaber er lys, let, frisk og velsmagende. Burggarten fra Ahr leverer gode eksempler på dette.

Pinot Blanc er på alles læber i Tyskland i disse år. Det er som om, der er en fælles bevægelse hen imod, at gøre druen til det næste store kapitel i tysk vindyrkning. I starten var det en bevægelse, som forfatteren til denne artikel havde svært ved at forstå, – men på det seneste er der dukket eksempler op, på Pinot Blanc, eller Weissburgunder som de kalder den i Tyskland, som har overbevist mig om det modsatte. Pinot Blanc kan blive stort i Tyskland! Hvis du vil smage en af de rigtig store, så kig på Herrentisch Weissburgunder fra Weingut Wöhrle.

Pinot´s tvillingebrødre og tvillingesøstre

pinot_noir_clones
Forskellige kloner af Pinot Noir. Der er stor forskel i vækstmønster og klase-størrelse.

Ikke nok med, at  mutationerne fylder i landskabet, nej der er så sandelig også et væld af kloner, som alle er Pinot Noir, men som har forskellige egenskaber, det være sig aromatisk, i forhold til klase-kompakthed, modningstidspunkt, samt inden for phenol-indhold (farve og syre).

På de tyske marker dyrkes et væld af kloner, som er fremelsket af botanikere på de tyske vinuniversiteter. Tysklands problem har jo altid været, at opnå tilstrækkelig modenhed, især for Pinot Noir, i det kølige klima. Derfor har man på planteskolerne bestøvet diverse kloner med hver sin spids-kompetence med hinanden. Dels for at opnå lidt løsere klaser, i det ofte regnfulde klima, og derved undgå råd og svamp. Dels for at opnå en kortere vækstsæson, og dermed en hurtigere modning.
Det siger sig selv, at ikke alle af den slags forsøg er vellykkede, og at de er enormt tidskrævende. Fra bestøvning, til endeligt resultat går minimum 4-5 år.

Grundet klimaforandringer og stigende gennemsnits-temperaturer i de tyske vinområder, så taler man i dag meget om franske kloner i Tyskland. Mange vinavlere river de tyske kloner op, og planter kloner fra Bourgogne, i håb om at komme nærmere forbilledet, – som helt klart er top Pinot Noir fra Beaune eller Nuits.  Men det er en farlig praksis. Tag en regnfuld årgang som 2017. Her har de kompakte klaser på en klon som Dijon 777 uden tvivl voldt vinbønderne store problemer med råd.

Der er masser af tyske kloner som gør det rigtig godt. En af disse sorter dyrker Weingut Wöhrle i Baden. Markus Wöhrle er tosset med sine Dijon-kloner, men han har ikke kunnet nænne at skille sig af med klonen Geisenheim 20-13, som sætter små druer i forholdsvis løse klaser og dermed er nem at dyrke og samtidig skaber en vin med masser af intensitet. Klonen anvender han til vinen “Bestes Fass“.

Hos Burggarten ved Ahr vinder de franske kloner også mere og mere ind. Men stadig med et godt øje til, at enkelte tyske kloner rent faktisk leverer varen. På marken Heimesheimer Burggarten dyrkes udelukkende den gamle tyske klon Ritter. Vinen den leverer er mørk, saftig og med god syre. Det er Pinot Noir med stort lagringspotentiale. Også andre store producenter i Tyskland anser  denne klon for at være en af de bedste tyske kloner.

Kom og smag det hele på Winemarket i Ridehuset lørdag den 11. maj 2019.

Spätburgunder – den røde Riesling

Mere bevægelse end udvikling?

juelg_barriqes
En ung tysker i sin kælder. Opvokset på en lande-grænse, men en lande-grænse han aldrig rigtig har set.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at tysk pinot noir/spätburgunder er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

Paul Schäfer fra Weingut Burggarten i Ahr (th). En af de unge tyskere, som er ved at føre tysk vin ind i en ny tidsalder.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Woehrle_weingut
Markus og Tanja Wöhrle omgivet af vin – i verdensklasse

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

 Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning.

Ler
Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

löss_wagramSand
Löss er en sandart. Sand dræner bedre end ler, men specielt löss har et højt indhold af kalk og ler og en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten
En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Smag selv. Det er et ret fantastisk studie. Hermed link til to smagekasser som viser forskellene. Hvad er du mest til?

Prøvekasse Gutswein
Prøvekasse Ortswein 

 

 

Den “ultimative” spätburgunder test

Retfærdig uretfærdighed eller uretfærdig retfærdighed?

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Landets mest kompetente smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Vi var enige om at være uenige…

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Min egen top 5

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Panelets top 5

Jeg glædes over, at et panel der spændte så vidt, kunne enes om, at 2014 Kirchgasse fra Weingut Wöhrle var aftenens bedste vin. Det havde jeg absolut ikke forventet. Glædes også over, at min darling fra Burggarten – 2015 Kräuterberg ender som nummer 2. Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Saley, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Kelller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

Weingut Jülg – “Watch and learn Alsace!”

Et liv på grænsen

juelg_barriqes
Johannes Jülg i kælderen under den tysk/franske grænse

“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace. Da grænserne skulle trækkes efter 2. verdenskrig var der således vinbønder i dette område, som fik delt deres markbesiddelser i to, en fransk del og en tysk del. Ikke problemfrit hvis man tænker vinlovgivning, og bestemt heller ikke problemfrit for de vinbønder der skulle have pas med for at komme til sine vinmarker på den anden side af grænsen. Mange familier i Schweigen-Rechtenbach har i flere generationer dyrket vin i denne “grænsezone”. Weingut Jülg er en af dem.

juelg_sonnenberg
En lidt anerledes Sonnenberg vinmark

Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af ​​kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov, den er ikke indskrevet i den franske, så en fransk vinbonde med besiddelser i tyskland kan kun kategorisere sin vin som EU vin, også selvom den er fra en topmark.

Vingården Jülg

Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine. Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.

Oskar_Chardonnay_JülgOskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.

Listen and learn Alsacians!

juelg_harvestDer er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative  i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det. Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.

Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, giver en vild intensitet, en intensitet som Johannes forstår at forene med elegance. Rødvinene på spätburgunder kaldes både spätburgunder og pinot noir. De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men pinot noir Reserve er fra marken Kammerberg på den franske side af grænsen. Marken er beplantet med franske kloner af druen, vinen er produceret som en Bourgogne, og har har lagret på franske egetræsfade. Alt er gjort med fransk fortegn og derfor kalder Johannes vinen for Pinot Noir Reserve.

Bemærkelsesværdige vine

2017 Grauburgunder
Grauburgunder_JulgGrauburgunder/Pinot Gris er en drue, som kan levere på højt niveau, hvis man behandler den ordentligt. Jeg undskylder lige, at jeg igen er nødt til at fremhæve de alt for tunge og alkoholrige udgaver fra Alsace. I samme ombæring vil jeg godt tilføje, at Grauburgunder i Tyskland ofte bliver misfortolket. Den bliver produceret knastør, og så bliver den bitter og utilnærmelig. Johannes´  udgave er spot on. Vinen dufter af hvide blomster og gul engelsk vingummi. Den er rank, frisk og ren. De 12,5% alkohol fornemmer man nærmest ikke, for de er pakket ind i en delikat og cremet uimodståelig frugt. Lækkert mineralsk bid i enden og pirrende tørret gul frugt.  (90)

2016 Riesling Kalkmergel
Kalkmergel_JülgDe mange forskellige jordbundstyper i og omkring Vogeserne giver vidt forskellige vine. Denne vin er skabt af Riesling-druer der har vokset i en undergrund af Kalkmergel – det vi andre kalder limsten. Druerne til vinen blev høstet med Auslese-kvalitet, gæringen startede spontant og vinen har dernæste lagret 1/3 på træfade 2/3 på ståltank.
Det er godt skåret Riesling vi har fat i. Vinen er gæret på naturgær og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Den er slank og spændstig som en tysker og så med kompleksitet og salt mineralitet som en franskmand. Den minder ikke om hverken Rhinen eller Mosel. Den minder om en knastør, sprød moderne Alsace-vin.
Fersken, tørret abrikos og let urtet karakter i næsen. Spændstig og mundvandsdrivende smag med et citrus og pirrende krydderier fra fad. Lang dvælende nærmest salt mineralitet i eftersmagen. (91)

2016 Riesling Springberg
Springberg_JülgVinen er produceret af Riesling fra de ældste stokke på marken Springberg der er vingårdens nordligste besiddelse. Marken er kølig, sydøstvendt og med ekstremt højt kalkindhold i undergrunden. Det høje kalkindhold sikrer et naturligt lavt udbytte, høj syre og en helt vidunderlig mineralitet i druerne. Mosten er spontangæret og har gæret og lagret på ståltank. Den har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Intensiteten og den specielle karakter i druerne fra Springberg behøver ikke hjælp fra et egetræsfad for at smage godt. Dette er Riesling i absolut top-klasse. Druer af Auslese kvalitet. Gæringen stoppede i 2016 lidt før alt sukkeret var omsat til alkohol, – det er en af de ting der er svære at styre når man spontangærer. Men restsødmen (7 gram) er nærmest ikke mærkbar, den indgår som en helhed i en riesling med stor balance. Vinen dufter af kølig fersken, citrus, hvide blomster og lidt kærnemælk. I munden er vinen et studie i balance. Stor dybde og kompleksitet, med let-krydret eftersmag og stringent vedholdende syre. (93)

2016 Oskar Chardonnay
Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 6 månederne. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Fadet influerer naturligvis på vinens aroma, der tydeligt stræber mod at dufte som top Bourgogne. Vinen dufter af anis, vanille, røg, banan og fersken. Smagen har god fedme, delikat frugt, og så Johannes Jülg´s helt særlige kendetegn, den salte, mineralske og mundvandsdrivende eftersmag. Han har helt klart forsøgt at tilføre vinen friskhed og en rank struktur ved at undgå den malolaktiske gæring. Lige nu trækker tingene lidt i hver sin retning, – det friske og det komplekse. Det smager godt, men mangler tid til at forenes. Det er en Chardonnay i sin ungdoms vår, den vil uden tvivl kunne ligge både 5 og 10 år, og opnå større harmoni (91)

 

Weingut Wöhrle fra Baden – en tysk komet

Verdensklasse fra nabolandet

Så er jeg nødt til lige at sige det igen: Hold nu fast hvor er den nye generation vinmagere i Tyskland dog bare helt ufatteligt dygtige!
Markus Wöhrle er endnu et bevis på, at tysk vin er på vej ind i en ny æra. Det er ikke længere halvhjertede forsøg på at lave noget der er internationalt, men som alligevel klamrer sig til tyske traditioner, der kommer fra ungdommen, – det er intet mindre end helhjertet, innovativ, perfektionistisk verdensklasse de leverer!

baden_germany
Baden strækker sig fra Basel i syd til Württemberg i nord. Baden er på kortet markeret med gul farve.

Baden er tysklands 3. største vinregion, men langt fra en af de mest kendte. På eksportmarkedet er området næsten ikke-eksisterende. Området er tysklands varmeste vin-område, og egentlig tysklands modstykke til Alsace. Baden´s vinmarker løber på modsatte side af Rhinen, og strækker sig fra grænsen til Schweitz (Basel) i syd til vinområdet Franken i nord. En strækning på over 400 kilometer. Vinmarkerne ligger dog spredt, og ofte på sydvendte skråninger, så derfor er vinmark-arealet alligevel begrænset. Cirka 15.000 hektar er opdyrket med vin i Baden området, – det er samme antal som i Alsace, men Alsace er blot 170 kilometer langt.

Fordelen ved Baden, i forhold til et område som Alsace er, at her har man ikke de samme traditioner at holde i hævd, og samtidig så er den nye generation vinmagere meget omstillingsparate. Derfor blev Chardonnay i 1990 godkendt som selvstændig drue i området, og derfor er Spätburgunder blevet kæmpe stort i Baden. 36% af områdets vinmarker er i dag beplantet med druen, og det er formentlig ikke en trend der stopper sådan lige. Med de priser man efterhånden skal betale for Pinot Noir fra Bourgogne, så søger folk alternativer, – og det kan de i særdelshed få fra de gode producenter i Baden. Weingut Wörhle er en af dem.

Weingut Wöhrle i Lahr

Lahr_weingut_wörhle_vineyards
Weingut Wörhles vinmarker ligger på skråninger over byen Lahr.

Weingut Wöhrle ligger lige syd for Offenburg i byen Lahr. Ved Lahr skærer en dal sig ind i Schwarzwald, og det er i denne dal, på de sydvendte skråninger, at parret Markus og Tanja Wöhrle henter deres druer. De dyrker nogenlunde ligeligt røde og hvide druer, med hovedvægten på Bourgogne-druerne Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Chardonnay, men også Riesling og Grauburgunder (Pinot Gris). Familien Wöhrle købte gården “Weingut Stadt Lahr” i 1979 og i 2013 overtog Markus Wöhrle bedriften efter sin far, og omdøbte samtidig gården til Weingut Wöhrle. Markus er uddannet ønolog og har blandt andet arbejdet for en af tysklands absolutte top-producenter Müller-Cartoir i Pfalz. Arbejdsgiveren var/er også VDP medlem, og dyrker Riesling, Spätburgunder, Grauburgunder og Weissburgunder, – og arbejder i øvrigt også økologisk. Flere ting gjorde, at Markus kunne tage erfaringer med over i eget firma.

Allerede i 2014 blev Markus nomineret til “Winemaker of the year” i Tyskland, så man har noteret sig hvad han går og laver. I 2018 får huset  I tyske Vinum Weinguide tildelt titlen som “Årets vingård” og bliver rangeret blandt de absolutte top-producenter i Baden, kun overgået af Bernhard Huber og Dr. Heger. Hos Eichelmann, et andet tysk vinmagasin, er historien den samme. Wöhrle er i 2018 rykket op i kategorien “Verdensklasse vingård”. Markus er på vej til at gøre Wöhrle-navnet kendt. Han er perfektionist. Og man må jo af og til erkende, at perfektionisme kan være skide irriterende, men også at det virker. Der kommer ikke en eneste vin fra dette hus, uden at den oser af kvalitet, – og hans bedste vine hører ganske enkelt til i verdens-eliten! Husets Gottsacker Chardonnay vil kunne glide direkte ind i en smagning af Puligny Montrachet uden at falde igennem. De bedste Spätburgunder vine er på samme ekstremt høje niveau.

Woehrle_weingut
Markus og Tanja Wöhrle omgivet af vin – i verdensklasse

Huset er medlem af VDP og har besiddelser på tre Grosse lage vinmarker: “Herrentisch”, “Kirchgasse” og “Gottsacker”. Hvilket betyder, at de må udstyres med den højeste udmærkelse for VDP medlemmer “GG”. Alle Weingut Wöhrle´s vinmarker dyrkes økologisk.

Bemærkelsesværdige vine:

2017 Lahr Gottesacker Chardonnay GG (95)
Siden 1990 har Chardonnay været tilladt i Baden. Druen har vokset i området længere, men har været klassificeret som Tafelwein. Det lyder helt vanvittigt. Især når man smager denne version fra Wörhle. Blindt ville man kunne havne i Puligny til enhver tid. Det er så fint, så raffineret, så elegant. Druerne har gennemgået en 12 timers macerering med mosten inden pres, og dernæst er mosten overført til træfade for at spontan-gære. 80% af fadene er nye, men hentet hos bødkeren Damy i Meursault, og tilføjer blot vinen en meget diskret fadnote. Vinen har hvilet på gærresterne til Juli året efter, og der er foretaget regelmæssig battonage. Dette må ubetinget være en af Tysklands bedste Chardonnay vine!

2017 Spätburgunder Trocken (90)
Årgang 2017 har været lidt frygtet, for det var året hvor det regnede, og regnede, og regnede, – i næsten hele Nordeuropa. Men i Baden skete miraklet. Oktober blev varm og solrig og sørgede for fuldmodne druer. Ingen grund til bekymring her. Denne basis cuvée af Spätburgunder har lagret 8 måneder på store gamle fade af eg fra skovene i nær-området. Vinen fremstår, for en Pinot Noir, ret mørk i glasset. Vinen dufter udpræget af mørke kirsebær, med lidt jordbær og flæsket spicy tone underneden. Saftig blommet, kirsebær-agtig smag. Den delikate frugt holdes fint i skak af frisk syre, og slutter i en lækker spicy, urtet eftersmag. Frisk, sitrende og lækker.

2017 Lahrer Rieslaner Beerenauslese (93)
Den fantastiske sensommer gjorde, at Wöhrle for første gang forsøgte sig med produktion af Beerenauslese. Forsøget bør gentages. Det er intet mindre end fabelagtigt.
Vinen dufter af syltet kandiseret pære, overmoden banan og tørret abrikos. Sødmefuld smag med intensitet og power, fyrige tørrede krydderier, spændstig syre spiller på tungen og gør sødmen mindre sød. Helt vild eftersmag, der nærmest vokser i munden. Den smager af mere når den ikke er der!!! Delikat saftig og lækker. Til en let dessert eller en frugttærte.
Alkohol: 8,5%
Restsukker: 167,8 gr/ltr
Syre: 9,1 gr/ltr

2016 Kirchgasse Spätburgunder GG (95)
Pinot Noir fra marken Kirchgasse, som har status af Grosses Gewächs, det man i VDP betegner som Grand Cru. Vinen har lagret 18 måneder på barriques med medium toast hvoraf 1/3 fornys hvert år. Helt forrygende næse med jordbær, smørkaramel, flæsk, mokka og let røg. Sødmefuld, let, insisterende og spændstig i munden. Fine krydderier pirrer i eftersmagen. Power og elegance på samme tid. En vin med potentiale, men også en vin der kan drikkes med største fornøjelse nu. Med fare for at gentage mig selv: Dette er Pinot Noir i verdensklasse.

 

Verdensklasse Spätburgunder fra Ahr

En evolution på rekord-tid

kooperativ_historie
Før i tiden var det kooperativerne der stod for vinproduktionen ved Ahr.

Et af de øjeblikke hvor man tænker: “Hov nu er du da ved at blive gammel!”, er når man pludselig kan se en udvikling, en udvikling, der ikke kan være sket over en nat – nærmest en evolution.  For det er lige nøjagtig hvad der er sket ved Ahr floden i Tyskland. Jeg mindes alt for godt studieturen i 1998, hvor vi blandt andet passerede Ahr og smagte et utal af lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir. Ahr udmærkede sig helt klart bedst ved sin smukke natur. De stejle terrasse-anlagte vinmarker. Nærmest en mini-model af Mosel. Bare sørgeligt, at de lavede så ligegyldig vin.

Kontrasten fra de halvflade saftevandsagtige vine som dominerede området for 20-30 år siden og til de i dag tørre, komplekse og sprøde Spätburgunder-vine (Som smager som Pinot Noir) med international klasse, er simpelthen næsten ubegribelig.
En del af udviklingen skyldes naturligvis en holdnings-ændring. Både til kvalitet, men også til vintype. Høstudbyttet er reduceret markant og i dag produceres langt flere tørre end søde vine. Ved Ahr produceres over halvdelen af al Spätburgunder i dag som tør. En anden faktor er klima-ændringer. Gennemsnits-temperaturen ved Ahr er steget 1,4 grader over de sidste 40 år, hvilket har kæmpe betydning for, hvilken vin man ender med at kunne producere.

Ahr_Burggarten
Kort over den 25 kilometer lange Ahr dal. Burggartens top-besiddelser er fremhævet.

Ahr er blot 545 hektar stort og strækker sig over 25 kilometer langs Ahr-floden, der løber ud i Rhinen nord for Koblenz. Området er et af de nordligste vinområder i Tyskland, men grundet de nærliggende Eifel bjerge, der skærmer mod vestenvind, og den særlige geologi langs Ahr, så er området både varmere, mere tørt og mere solrigt end flere andre tyske vinområder. De stejle skifer skråninger langs Ahr suger solen til sig og flytter dermed nærmest breddegraden mod syd. Områdets specialitet er Spätburgunder, som er den tyske betegnelse for Pinot Noir. I alt 342 hektar er beplantet med Spätburgunder, og det er ikke forkert. Ahr Spätburgunder har et kæmpe potentiale.

Weingut Burggarten bliver en realitet

Området er med andre ord ikke stort. Vinproduktionen varetages i dag af to kooperativer og 25 selvstændige producenter. En af de selvstændige producenter er Weingut Burggarten i Bad Neuenahr. Huset ejes af familien Schäfer, der har dyrket vin i generationer, men den selvstændige produktion har en relativt kort historie. Det var Paul-Josef Schäfer, der i 1988 besluttede sig for at bryde med kooperativet. Det var krisetider for vinproduktion ved Ahr. Kooperativerne, som havde enorm magt den gang, havde svært ved at sælge deres varer, og derfor styrtdykkede priserne på vinbøndernes druer. Der var kun én vej, i hvert tilfælde hvis man ville leve af vinproduktion: Blive selvstændig og satse på kvalitet. I dag er det Paul-Josef´s tre sønner der varetager alle opgaver på vingården. To er i marken og den tredie er gået hen og blevet vinmager – rigtig dygtig vinmager.

Kräuterberg_Ahr
Kräuterberg er et klassisk billede på, hvor de bedste Spätburgunder vine skabes. På stejle sydvendte terrasser.

I dag ejer huset 15 hektar, hvoraf de 80% er beplantet med Spätburgunder. Husets stolthed er parcellerne på de fire marker Kräuterberg, Schieferlay, Sonnenberg og Burggarten. De er hver især meget forskellige i deres udtryk, hvilket primært skyldes markernes individuelle hældning mod solen og især meget forskellige jordbunde. Alt er sydvendt, men med vidt forskellige vækstbetingelser – og det giver hver vin særlige kendetegn. Kräuterberg ligger på stejle terrasser bestående af sort og brun skifer. Schieferlay er en varm og tør bakketop, som kun beskyttes mod udtørring af den halm man ligger mellem planterne. Sonnenberg er en bakketop bestående af forvitret grå og brun skifer og endelig ligger marken Burggarten på en stejl skråning lige overfor vingården, her er jordbunden mere vulkansk og stenet og består i særdeleshed af basalt.

En blogger ser på næsten modne Spätburgunder-druer sammen med Paul Schäfer

Hos Burggarten anvender man ikke Prädikat på vinene. “Alle vine med marknavn er af Auslese kvalitet, men det giver ingen mening at bruge betegnelsen. Her er det jordbunden og afgrænsningen der skal fortælle historien”, fortæller Paul Schäfer, søn og vinmager. Betegnelsen GG anvendes heller ikke, da den er forbeholdt medlemmer af sammenslutningen VDP, men havde Burggarten været VDP-medlem, så kunne GG bruges om alle ovennævnte marker. Alle husets Spätburgunder vine modnes på træfade, de fire topvine på 2/3 nye fade.

Spaetburgunder FR 1801
Spätburgunder Freiburg 1801. Løse klaser, og derfor resistent overfor svampesygdomme.

Klima og jordbund gør ikke det hele. En anden væsentlig faktor er de Spätburgunder kloner som anvendes til at frembringe den endelige vin. Franske kloner vinder mere og mere indpas – også fordi det varmere klima gør det muligt at dyrke dem. På spørgsmålet om hvilken klon der er Paul´s favorit tøver han lidt. For skal han nu svare ud fra praktiske hensyn, eller i forhold til hvilken

Spaetburgunder Dijon 777
Tætte og kompakte klaser gør Dijon 777 svær at have med at gøre i våde år.

vin klonen skaber. Men vi ender ud i et kompromis. I kølige år, som f. eks. 2010 og 2014 foretrækker han den for Ahr tidligere traditionelle tyske klon Freiburg 1801. I varmere år som 2013 og 2015 giver den nytilkomne franske klon Dijon 777 nogle fantastiske resultater. Sidstnævnte er dog noget modtagelig overfor Botrytis i kølige og våde år.

Se hele Propperiet´s sortiment fra Burggarten her

Spätburgunder vine der skal fremhæves:

Burggarten_Classic2015 Spätburgunder Classic
Lys farve. Modne jordbær, hvid peber, vanille og nybagt drømmekage i næsen. Lækker mundfyldende frugt, med masser af jordbær. Delikat sødmefuld, men samtidig med kølig frisk syrlighed. Det er som at spise friske danske modne jordbær. Lækker mineralitet og syrlighed i eftersmagen, og stadig denne jordbær-fornemmelse. Let og ukompliceret Pinot Noir, der simpelthen bare behager smagsløgene. (92)

2013 Neuenahrer Spätburgunder
Nu er jeg blevet skreget ørerne fulde om hvor dyr Ahr Pinot Noir er. Ok. Vis mig det sted i verden der frembringer Pinot Noir på samme niveau som denne, til samme pris. Det er helt vildt det her! Dyb næse med skovbund, kaffegrums, jordbær og sød lakrids. Tæt og kompleks smag, hvor vinen pirrer med røde bær, kamfer og lakrids. Vild intensitet og mineralitet i eftersmagen, der bare varer ved og varer ved. Den er nærmest fyrig i slutningen. Frisk, sødmefuld og lækker. (94)

2015 Walporzheimer Kräuterberg
Smagt fra fad. Måske en af de vildeste Pinot-oplevelser jeg har haft i Tyskland! Det er jo som at stå i en kælder i Bourgogne og smage gudedråber. Brombær, boysenbær, knust peber og lakrids i næsen – et lille twist chokolade. Flot moden tannin, frisk frugtsyre og en eftersmag der pirrer og vibrerer med lækre krydderier. Den tappes på flaske i april 2017 og der skal i hvert tilfælde et par flasker hjem i min kælder! (96)