Tag-arkiv: Palajo

Domaine de la Metairie d´Alon

Laurent Delaunay, en mand med en mission

Laurent Delaunay er manden bag handels- og produktionsfirmaet Badet Clement. Laurent er oprindeligt fra Bourgogne og handler med Bourgogne-vin i alle afskygninger, men han forelskede sig for mange år siden i Languedoc, et område som han mente havde et uforløst potentiale. Det var han ikke den eneste der kunne se, og Languedoc har gennem de seneste to årtier udviklet sig fra konsumvins-område til også at kunne byde ind med kvalitetsvin, der hører hjemme i verdens-toppen. For Laurent´s vedkommende kom dette til udtryk gennem hans topvine fra Abbotts & Delaunay, produceret på klassiske sydfranske druer, primært hentet i området omkring Minervois.

I 2015 blev Laurent Delaunay tilbudt at købe ejendommen Domaine de la Metairie d´Alon i Limoux. Limoux adskiller sig markant fra de øvrige appelationer i Languedoc, da området ligger højt og relativt køligt. Laurent opkøbte i forvejen druer i området for at kunne producere friske Chardonnay og Pinot Noir-vine. Det var selvsagt næsten som at hænge råt kød foran en sulten ulv. Laurent købte den 25 hektar store ejendom, som udelukkende er beplantet med Chardonnay og Pinot Noir, beliggende i 200-400 meters højde. Højden gør, at nætterne er kølige og med til at bevare druernes syre. Her vil en Bourgogne-mand kunne producere Bourgogne udenfor Bourgogne, – eller i hvert tilfælde noget der minder rigtig meget om det.

Domaine de la Metairie d´Alon

Ejendommen ligger i det bjergrige område omkring landsbyen Magrie, mellem Limoux og Roquetaillade, i Languedoc’s Haute Vallée de l’Aude. Området er et af de køligste i Languedoc. Læg til det den næringsfattige jord i bjergene, som giver lavt udbytte og sit helt eget “terroir”. Ejendommen er som skabt til produktion af high-end Pinot Noir og Chardonnay vine. Alt er fremstillet af økologisk dyrkede, håndplukkede druer.

Vinene er inddelt i to kategorier. Laveste kategori er “Village”. Topvinene er såkaldte “Lieu-dit´s” eller enkeltmarksvine. Foreløbig udbydes enkeltmarksvine på Pinot Noir fra markerne “Metairie” og “Solaire”, samt Chardonnay fra “Le Palajo”. Som det ses af kortet over gårdens besiddelser, så er der mulighed for, at flere kommer til i fremtiden. Helt nøjagtigt 11 enkeltmarks-navne er der mulighed for at få på flaskerne.

Pinot Noir produceres efter Bourgogne forbillede, hvor i mod Chardonnay produceres efter Limoux forskrifter. De hvide vine fra Limoux skal ved lov fadgæres. Det vil sige, at vinene altid vil have karakter af egetræ. Samme vintype kan man finde i Bourgogne, men så er det et aktivt valg vinbonden har truffet.

2017 Le Palajo, Limoux
Produceret af Chardonnay druer dyrket på marken Le Palajo i 280 meters højde. Jordbunden er her sandet og kalkholdig og fortræffelig til netop Chardonnay. Marken er direkte sydvendt.  Drueklaserne er kølet ned og dernæst presset hele. Denne teknik er kendt fra Champagne og anvendes for at undgå for lang skindkontakt og for mange bitterstoffer i den most, der sendes til gæring. Mosten er gæret på naturgær i egetræ hvoraf 50% var nye og 50% 1-3 år gamle . Efter endt gæring har vinen hvilet på gærresterne i 8 måneder. 20% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring. Vinen smager fantastisk. Her er fenikel, fersken og pocorn i næsen. Cremet fylde i munden, men samtidig med flot syre, der er så præcist afstemt, at vinen fremstår frisk, rank og pirrende. Masser af urter og pirrende mineralitet i eftersmagen. Hvis det smager af Bourgogne, så er det stor Bourgogne!  93 point

2015 La Métairie, Pinot Noir, Pays d´Oc
La Métairie stammer fra Domainet´s højest beliggende mark i 414 meters højde. På grund af højden nyder druerne godt af friske nattemperaturer og varme solrige dage .
Vinen gæres i 5000 liter store trækar i det man i huset kalder”lasagne-stil” hele hvor hele klaser og most fra kværnen fyldes i fadet på skift. Massen udsættes for en kold forgæring hvor temperaturen i fadet holdes omkring 18 grader i 3 til 4 dage. Dernæst øges temperaturen langsomt til 25 grader. Et par korte pumpe-overs  når gæringen er halvvejs. Efter endt gæring hviler vinen på skallerne i 3-4 dage, dernæst fyldes al free-run juice på egetræsfade for at lagre og gennemgå malolaktisk gæring. Pres-vinen holdes adskilt til det endelige blend sættes sammen. Vinen hviler på træfade i 9 måneder. 10% af egetræsfadene fornys hvert år.  Vinen dufter af roser, blommekompot, tørret figen, knust sort peber og mokka. Saftig og fyldig i munden, men med en let struktur. Frugtsødmen overtages langsomt af et pirrende syrligt bid. Eftersmag med chokolade og røg. En flot Pinot Noir, der er domineret af tørret frugt og mørke aromaer. 91 point

Se Propperiet´s sortiment fra Domaine de la Metairie d´Alon her