Tag-arkiv: Østrig

Årgang 2018 – skønheden fulgte udyret

Fra ærgrelsens gråd til glædestårer

The vine beauty
“The beast” fra 2017 blev i 2018 forvandet til “The beauty”.

2017 var et rigtig grimt år at være vinbonde i. Faktisk i det meste af Europa. Måske af samme grund, så har det været svært at møde en europæisk vinbonde i slutningen af 2018, som ikke var velfornøjet som en hundehvalp med fuld madskål. Kældrene bugnede med sund frugt efter en rekord-varm sommer. Men rekord-varme er jo ikke altid af det gode, – eller er det? Her får du status fra nogle af verdens vinområder.

Herhjemme i andedammen blev 2018 endnu et rekordår. Vi kom fra et rekord-vådt 2017 til et af de tørreste og varmeste målt i vejrhistorien. Det var i sandhed både dejligt og skræmmende at opleve. Dejligt fordi plæneklipperen næsten ikke skulle ud af skuret, da plænen var totalt svedet af, men skræmmende, fordi den globale opvarmning endnu engang viste sit grimme fjæs på vores lille nordligt og fredeligt beliggende halvø. Intet er længere normalt.

Tekst fra DMI:
Kalendersommeren 2018 (juni, juli og august) fik en middeltemperatur på 17,7°C i gennemsnit for
landet som helhed. Det er 2,5°C over normalen beregnet for perioden 1961-90, der er på 15,2°C.

Sommeren 2018 blev (sammen med sommeren 1997) rekordvarm siden de landsdækkende temperaturmålinger startede i 1874.
Top 11 for sommerens middeltemperatur er angivet nedenfor.
1) 17,7°C (1997,2018)
3) 17,5°C (1947,2002)
5) 17,3°C (2003,2006)
7) 17,0°C (1993)
8) 16,9°C (1914)
9) 16,8°C (1917,1959,2014)

Sommeren var lige så fantastisk unormal i resten af nordeuropa. De tyske vinbønder, stod i 2017 med kæmpe problemer med råd i druerne, og deraf følgende udbyttereducering, flere steder op mod 50% under normalen. Samme producenter har i 2018 oplevet det man kan kalde “fuld høst”. Der er høstet lige til grænsen i alle prädikater, og uden at skulle gå på kompromis med kvaliteten. Et usædvanligt år.

TYSKLAND

Johannes_Julg_vineyards_june_2018
Johannes Jülg´s vinmarker i slutningen af maj 2018. Det så sort ud.

PFALZ (4)
Der var lige et “aber dabei”. Imens vi gik rundt i korte bukser og spiste is i maj måned, havde højtrykket ikke helt fundet til mellemeuropa endnu. Det resulterede blandt andet i ødelæggende haglbyger hos Johannes Jülg i Pfalz. Enkelte steder på marken Sonnenberg mistede han alt. Andre steder blev høsten blot reduceret med op til 40%. Johannes vil ikke huske 2018 som et af de bedste år i hans vinmager-karriere. Udbyttet endte rekordlavt, men det der blev høstet var super sundt og godt, Så måske en 4´er ud af 5 her.

MOSEL (4)

Blå himmel over Mosel. Sådan var 2018.

Udbyttet har været stort og fuldmodent. Største fjende i år, har været så meget sol og varme, at syreindholdet i druerne er raslet ned. Syre er en ekstremt vigtig parameter i vin, ikke mindst i vin fra Mosel. Tidlig høst har derfor været nødvendig. Hos Franzen startede man allerede 20. August med at plukke, det er rekord-tidligt. Alligevel er der nærmest ingen æblesyre i den most Kilian har i kælderen. Det betyder, at malolaktisk gæring er umulig. Den malolaktiske gæring omdanner den friske, grønt-smagende æblesyre til den mere smør-agtige mælkesyre. Denne type gæring vil mange vinbønder ved Mosel helst undgå, hvorimod Kilian altid lader sine vine gennemgå den. Det kan han så ikke i år. Derfor kan 2018 meget vel komme til at stikke lidt ud stilmæssigt.

Hos Franzen høstede man i den forfærdeligt regnfulde årgang 2017 blot 50.000 liter most, i 2018 er mængden 90.000 liter. Det er vilde tal. Ekstreme i hver sin retning. Det samme er sket hos Schmitges. Mængderne er så store, at Erdener Treppchen GG fylder begge granitfade, og Prälat GG 2018 er derfor henvist til at gære på træfad. Alle smiler ved Mosel, men de vil gerne snart have lidt vand fra oven. Det er nu snart 5 måneder siden det har regnet. Vandmangel vil resultere i lavere knopsætning og mindre udbytte i 2019.

BADEN(5)
Hos Weingut Wöhrle i Baden var sommeren også usædvanlig varm og tør. Den våde periode i Maj måned var med til at forsyne jordbunden med vand nok til, at vinplanterne ikke led af tørke-stress. Høsten blev sat ind i slutningen af August, hvilket var historisk tidligt, men tvingende nødvendigt, da druerne var fuldmodne og begyndte at miste syre. Markus Wöhrle beskriver årgangen som fremragende. Frygten for at vinene ville blive for kraftige og opulente viste sig ubegrundet. Især Spätburgunder årgang 2018 bliver fantastisk.

ØSTRIG (4)

Varmt, solrigt og tørt. Der blev høstet sunde og fuldmodne druer meget tidligt (ultimo august). Hvis der var et problem, så var det, at syren var lavere end normalt i druerne. De hvide vine er aromatiske og let tilgængelige. De røde frugtrige, dybrøde og karakterfulde.

PIEMONTE (4)

Blå himmel over Barolo. Sådan var 2018.

Selvom høstrapporten fra Barolo konsortiet kategorisrer høsten 2018 som normal, så tør jeg godt endnu engang sende årgang 2018 helt i top. De er simpelthen blevet forvænte på hovedkontoret! Der vil komme gode årgange fra Barolo på markedet i de næste mange år, startende med 2015 og frem. Men grundet konsortiets udmelding ender vi kun på en 4´er.

Vinteren 2017/2018 bragte regn til Piemonte. Den var længe ventet og ønsket. Undergrunden var simpelthen ved at tørre ud. Foråret 2018 forløb køligt og stadig med enkelte indfald af vådt fra oven. Blomstringen forløb med tørt og solrigt vejr, igen optimalt. Faktisk så optimalt, at grøn høst var nødvendig for at sikre, at høstudbyttet ikke skulle ende med at overstige det tilladte. Sensommeren var varm og tør. Optimal for modning af Nebbiolo. What´s not to like?

VENETO (4)

Vejrmæssigt meget tæt op ad hvad man oplevede i Piemonte. En våd vinter, et køligt forår og en varm sensommer. Høstudbyttet var stort, fuldmodent, med masser af aroma. Marica Bonomo fra Monte del Fra giver årgangen et stort 4-tal.

 MINERVOIS (3)

maris_dgs_robert_edenVinteren bragte fine mængder regn, som er et absolut must på disse kanter, da sommeren jo som regel er lang, varm og tør. Der skal være noget væde i jorden, så vinplanterne kan klare sig igennem. Alt så sådan set godt ud, indtil foråret startede. Det blev en katastrofe for mange vinbønder i Minervois. Marts og april bragte 280 mm regn, mere end hele vinteren havde gjort. Markerne var rent mudder. Der kunne ikke arbejdes i dem. Sidst i april kom noget så sjældent som nattefrost! Forsommeren var plaget af haglbyger. Da varmen endelig kom, var alt så fugtigt, at dunet meldug havde favorable betingelser. Der skal noget til at skræmme en vinbonde fra Minervois, men en årgang som 2018 kan helt sikkert gøre det. Det er et år man helst vil glemme. Udbytterne var små, men kvaliteten kan være ok, hvis sorterings-arbejdet er blevet gjort ordentligt.

AUSTRALIEN (4)

Der er ikke noget at tage fejl af. I Australien mærker man klimaforandringerne. Den ene rekord slår den anden, det bliver varmere, og det bliver mere tørt, selvom tørke ikke tidligere har været en mangelvare på det støvede kontinent. 2018 bliver et godt år for de druer, som er mest tørke-resistente, såsom grenache, primitivo og mataro. Der er blevet høstet med medium udbytte og flot modenhed. Hemmeligheden bag de store vine fra 2018 bliver syre.  Jaysen Collins har store forhåbninger for Grenache fra 2018, det kan blive en af de helt store årgange. Grenache blev høstet ekstremt tidligt, da den grundet konditionerne modnede ekstremt hurtigt. Af samme grund har den en flot syre. Riesling fra Eden Valley satte meget små bær. Vinen herfra bliver enormt intens og med god syre, det bliver en vin der kan holde i mange år.

Bedste europæiske tørre Riesling

Skrevet før smagningen

Hvem laver den bedste riesling i europa? Det har jeg længe haft en mening om, men på det seneste  er min overbevisning blevet udfordret et par gange. Derfor blev der skrabet lidt bevismateriale sammen, som skulle danne grundlag for min og de øvrige paneldeltageres fremtidige holdning.

Inden alt er åbnet vil jeg gerne lufte mine fordomme: Alsace er faldet af på den! Pfalz er for komplekst! Rheingau er hvinende surt! Østrig har aldrig rigtig lært det! Mosel er sart, delikat, frejdigt, lystigt, smilende, luftigt, fyrsteligt, elegant.

I en smagning som nedenfor omtalte, vil der altid være ting som mangler. Grænsen skulle trækkes et sted og den blev trukket ved 20 vine. Der mangler ting fra Markus Molitor, Bürklin-Wolf, Keller, Kesseler og sikkert en pæn håndfuld mere. Det der mangler var primært vanskeligt at få fat i, derfor kom det ikke med. Men feltet er hvad jeg vil kalde præsentabelt. En sand perle-række af tør riesling. Vinene er udvalgt efter omtale i diverse medier, anbefalinger fra fagfolk og egne erfaringer. En enkelt (Erdener Treppchen fra Schmitges) kvalificerede sig via et indledende heat, hvor diverse vine blev smagt op mod hinanden. Alt i nedenstående smagning er smagt blindt, i vilkårlig rækkefølge. Med andre ord. Panelet vidste nogenlunde hvad der ramte dem, bare ikke hvornår.

Skrevet efter smagningen

Man får sig nogle overraskelser når man smager blindt på denne måde. Alle fordomme er jo pillet væk. Du er tvunget til at forholde dig til det du har i glasset, og intet andet. Ingen historie, intet navn, ingen etiket, ingen pris – kun duft og smag. Forventningerne var store. De blev indfriet. Nogle fordomme blev kulseglet, andre får lov at leve videre.

Smageprogrammet kan altid diskuteres. Det blev flygtigt nævnt, at tysk vin var overrepræsenteret. Efter smagningen er jeg til dels enig, men det var kun fordi de to østrigere der deltog, de gjorde det fantastisk. Så til næste EM vil der være flere østrigere. Alsace var bestemt ikke underrepræsenteret. 4 skud i bøssen, fra absolutte tophuse, og de imponerede ikke. “Alsace er gået i stå” – fik med andre ord ny næring. Alle, på nær Domaine Weinbach, virkede tunge og alkoholrige, let til kraftigt oxyderede.

Her skal jeg nok lige indskyde, at alle vine havde absolut topklasse, det er mere et spørgsmål om hvilken stil man er til. Personligt elsker jeg den feminine riesling, den lette, blomstrede, mineralske, afbalancerede vin. Den må gerne have cremet “mouthfeel”, men så skal syren sætte ind og rydde op. Af samme grund kan jeg finde meget vin efter mit hjerte i Mosel. Jeg har det sværere i Alsace.

Min egen riesling europamester

Min top fem blev ikke domineret af Mosel, som jeg ellers havde ventet. Til min egen store overraskelse kom flotteste vin i feltet fra Rheingau. 2016 Gräfenberg GG fra Robert Weil er så sart og fin som en Mosel. Fersken og blomster i næsen, cremet smag og perfekt syre, samt let abrikos-bitterhed i eftersmagen. Den pjattede og fjantede dansende hen over min tunge. Uimodståeligt. Den tog fusen på mig. Jeg måtte finde 95 point frem og havde svært ved at slippe den umiddelbare forelskelse jeg blev ramt af da jeg smagte den. Der var ingen på siden af, og slet ingen over. Et brag af en vin.

En anden vin der drillede mig var 2016 Unendlich fra FX Pichler i Wachau i Østrig. Sart, fin, raffineret. Smukt cremet og afbalanceret. Her er masser af fersken og honningnoter fra botrytis i næsen. Vinen er delikat og sødmefuld, rank og ren. Syre der frisker som en kølig brise på en varm sommerdag og fejer de sødmefulde indtryk væk. Let tørret abrikos i eftersmagen. Fuldendt balance. Alpelandet er i sandhed ved at vågne op til dåd. Jeg hostede op med 94 point.

2016 Prälat GG fra Dr. Loosen blev eneste Mosel-vin i min top 5. Her var jeg ikke et sekund i tvivl om den geografiske oprindelse. Den smukke blomstrede duft, den sarte, fine fersken-sødme, det citrus-drevne bid, den pirrende mineralitet. Smukt. 94 point.

2014 Pechstein GG fra von Buhl er et bevis på, at Pfalz kan være besnærende på sin helt egen anmassende facon. Allerede i duften er man klar over, at her har vi fat i Alsace eller noget lige nord derfor. Det er urtet, grønt, dufter af havsalt, fennikel og let petroleum. Smagen er rank, mineralsk, salt. Den sidder i gummerne med sit saltede, urtede udtryk længe efter den er sunket. Bider og pirrer med citrus. En helt anden type riesling end de tre ovenfor, nærmest maskulin, men ikke mindre fabelagtigt. 94 point.

2016 Schlossberg Cuvee Ste Catherine fra Domaine Weinbach var for mig undtagelsen fra Alsace. Her har vi en fransk riesling der er feminin og frisk i sit udtryk. Jeg har før i min karriere været tosse-glad for dette hus, og det er da en fornøjelse, at få vinen serveret blindt, og så finde ud af, at det var der nok en grund til. Fersken og let mint-agtig karakter. Overvejede et øjeblik at skrive Fachkaul fra Franzen ud for den, men gik fra det igen. Eminent balance, elegant. Der er noget køligt, let og rent over den, som ingen af de andre Alsace-vine i aften kunne prale af. Faller gør det stadig godt. 94 point.

Disse point tager naturligvis ikke højde for pris. Det skal her nævnes, at Unendlich er “unglaublich” dyr. Cirka 1500,- kroner for en tør riesling er en høj pris, også selvom det er en lille produktion.

Demokratiets riesling europamester

Men i demokratiets ånd, så var vi flere om at bestemme i dag. Så den samlede top  kom til at se lidt anderledes ud. Den var faktisk præget mere af Mosel end min egen var. Den samlede top ti så ud som følger:

1 2016 Rotlay GG, Heymann-Löwenstein, Mosel 94
2 2016 Unendlich, Smaragd, FX Pichler, Wachau 93,78
3 2016 Pechstein GG, von Winning, Pfalz 93,2
4 2016 Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen 93
4 2017 Treppchen GG, Schmitges, Mosel 93
5 2016 Gräfenberg, Robert Weil, Rheingau 92,9
6 2016 Rüdesheimer Berg GG, Georg Breuer, Rheingau 92,78
7 2016 Riesling Smaragd, Emmerich Knoll, Wachau 92,67
7 2016 Schlossberg, Cuvee Ste Catherine, Domaine Weinbach, Alsace 92,67
8 2016 Fachkaul, Franzen, Mosel 92,22
8 2014 Pechstein GG, von Buhl, Pfalz 92,22
9 2016 Rothenberg GG, Kühling-Gillot, Rheinhessen 92,11
10 2016 Niederhausen GG, Dönnhoff, Nahe 91,67

Et af formålene med dagens smagning var også, at vurdere områderne op imod hinanden. Hvordan klarer de sig. Hvem laver den bedste riesling? Således klarede områderne sig:

1 Østrig 93,22
2 Rheingau 92,83
3 Mosel 92,72
4 Pfalz 92,72
5 Rheinhessen 92,04
6 Nahe 91,3
7 Alsace 91,25

Nedenfor kan du se den samlede liste over hvilke vine der deltog:

Tyskland:
2016 Rüdesheimer Berg GG, Georg Breuer, Rheingau
2016 Kiedrich Gräfenberg GG, Robert Weil, Rheingau
2016 Fachkaul, Bremmer Calmont GG, Franzen, Mosel
2016 Erdener Prälat GG, Dr. Loosen, Mosel
2017 Erdener Treppchen GG, Weingut Schmitges, Mosel
2016 Uhlen Rotlay GG, Heymann-Löwenstein, Mosel
2016 Halenberg GG, Emrich-Schönleber, Nahe
2014 Felseneck GG, Schäfer-Fröhlich, Nahe
2016 Niederhausen Hermannshölle GG, Dönnhoff, Nahe
2016 Rothenberg GG Wurzelecht, Kühling-Gillot, Rheinhessen
2016 Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen
2016 La Borne, Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen
2014 Forst Pechstein GG, Von Buhl, Pfalz
2016 von Winning, Riesling GG Pechstein, Pfalz
Frankrig:
2009 Clos St. Hune, Trimbach
2015 Rangen Clos St. Urban, Zind-Humbrecht
2009 Schoelhammer, Hugel
2016 Schlossberg Ste Catherine, Domaine Weinbach
Østrig:
2016 Unendlich Smaragd, FX Pichler
2016 Riesling Smaragd Emmerich Knoll

Zuschmann møder Schöfmann og sød musik opstår

En halv-kedelig fætter liver op

Zuschmann_Schofmann
Else Zuschmann og Peter Schöf,mann

Hvor er det dog fuldkommen håbløst! Ikke at en Frau Zuschmann løber ind i en Herr Schöfmann, og at de bliver forelskede, heller ikke, at de begynder at producere vin, men at de så vælger at opkalde vingården efter deres efternavne…
Det er håbløst!
I hvert tilfælde for en dansk tunge. Og i og for sig også for en dansk hjerne. Jeg har virkelig kæmpet med at huske de navne. Trænet i ugevis. Det er blevet til både Schufmann og Zöfmann, Zufmann og Schönmann, og endte i slang: Schuft og Zöffe…
Men nu tror jeg, at jeg er ved at have styr på det.

weinviertel_zuschmann
Typisk landskab i Weinviertel. Husene i forgrunden er fredede. Det var her bønderne opbevarede deres materiel i gamle dage.

Der har været stor begejstring for østrigsk vin i en del år efterhånden. Jeg har aldrig rigtig forstået al postyrret, for Grüner Veltliner er jo bare en tyndbenet halvslatten fætter til Riesling!!! Sådan havde jeg det virkelig. Men det ændrede Else og Peter. For hold da op de forstår at sætte turbo på selv Grüner Veltliner, så den bliver cremet og intens som har jeg da aldrig oplevet det før. Parrets vingård ligger i området Weinviertel lidt nordøst for Wien. Området består primært af bløde bakker og et væld af forskellige jordbundstyper og mikroklimaer.  Blandt andet finder man her, midt i europa, 12 millioner år gammel muslingekalk stammende fra en gang da dette var kystområde. Weinviertel byder på varme somre, kolde vintre og en årlig nedbørsmængde i den lave ende. Hvis det regner, så er det i reglen korte og voldsomme byger ledsaget af tordenvejr. Vedvarende perioder med regn og vinter-sne ses sjældent. Særligt bemærkelsesværdig er dog den lynhurtige forandring fra vinter til forår.

Mål og middel

Filosofien er klar. Else og Peter ønsker at producere sprøde og ranke vine, der smager af deres oprindelse. Det er letheden og elegancen der fremelskes mere end tyngde og alkohol. Af samme grund anvender parret egetræsfade af østrigsk oprindelse. Østrigsk eg smager mere elegant, og giver plads til vinens frugt. Den er mere et supplement end en overdøvende faktor.

Weinviertel-DAC-Grüner-VeltlinerElse overtog sin fars landbrug i 2009 og forvandlede det sammen med Peter til rent vinbrug. De solgte den jord fra som ikke var egnet til vinbrug, og opkøbte istedet allerede eksisterende vinmarker og jord, med potentiale til at levere druer af høj kvalitet. De besidder i dag 16 hektar vinmarker, men en stor del af de 16 hektar er unge stokke, som ikke leverer, eller leverer meget få druer, så udbyttet vil være stigende i de kommende år. Vingården ligger i den lille landsby Martinsdorf 40 kilometer nordøst for Wien. 60% af deres marker er beplantet med  Grüner Veltliner, men de dyrker også ​​Zweigelt, St. Laurent og Pinot Noir.

Alle nyplantninger bliver foretaget med specielt udvalgte kloner. Specielle Grüner Veltliner kloner bliver købt fra nogle af de bedste producenter i Østrig, men kun hvis de matcher den jordbund de skal plantes i. Der er blevet brugt mange timer på at finde den rigtige klon til hver parcel. Resultatet af klon-selektionen vil man nok først kunne se om 5-10 år. Af samme grund er den ekstremt vigtig.

Muschelkalk-Grüner-VeltlinerDet var målet fra starten at dyrke økologisk, men de første 3 år gik med at finde ud af om det overhovedet var muligt i Weinviertel. Det viste sig dog at være ganske problemfrit i det tørre klima, og i 2012 ansøgte parret om at blive certificeret økologisk. Det blev de endeligt i 2015. Der gøres meget for at fremme en naturlig balance i vinmarken og bekæmpe skadedyr og sygdomme ad naturens vej. Imellem rækkerne i vinmarken vokser en specielt udvalgt blanding af urter, græs og blomster, som på sigt nærer vinplanterne med mineraler og ”lokker” nyttige insekter som f.eks. sommerfugle til. I enkelte marker er der sat får ud for at holde græsset nede, og sørge for naturlig gødning. Parret siger selv, at 16 hektar er den ideelle størrelse. Med 16 hektar kan de involvere sig i alle processer og kun på den måde kan de sikre bedst mulige kvalitet også fremadrettet, så der er ingen planer om at udvide vinmark-arealet.

Høst af druer foregår altid manuelt. Druerne sorteres allerede i marken. Der pilles og klippes i næsten hver klase, så kun de sundeste druer kommer med i gæringskarret. Gæring foregår ved lav temperatur i rustfri ståltanke. De bedre vine hviler i en længere periode på gærresterne for at tilføje struktur og kompleksitet, enkelte vine lagrer på egetræsfade af østrigsk oprindelse. De bedre vine, som produceres i små mængder, gæres på naturgær, imens en vin som Weinviertel Grüner Veltliner gæres på en gærkultur, som parret selv har dyrket.

Vine der er værd at bemærke:

2016 Weinviertel Grüner Veltliner (+)

löss_boden
Jordtypen Löss er en lerart, som holder godt på vand, og er meget næringsrig.

Grüner Veltliner er den mest plantede drue i Østrig. Den dækker 33% af det samlede vinmarkareal i landet. Druen er oprindeligt en krydsning af Traminer og St. Georgen. Sidstnævnte dyrkes i Burgenland men spiller ingen stor rolle i moderne vindyrkning. Grüner Veltliner har mange ligheder med Riesling – egentlig også smagsmæssigt, selvom Veltliner har tendens til en mere bitter syre og mere peber/grønsagsnoter end eksotisk frugt som Riesling. Vinen tager karakter af den jordbund den vokser i, så man næsten kan smage sten, grus eller muld, alt efter hvor rødderne har suget næring. Druerne til denne vin kommer fra 3 forskellige parceller. To meget sandede parceller og en parcel med jordtypen Löss, der er en ler-art bestående af blandt andet kvarts og kalk. Löss er særdeles velegnet til Grüner Veltliner. Mosten har gennemgået en 2 timers macerering sammen med skallerne, for at udvinde ekstrakt. Vinen er gæret ved lav temperatur og har dernæst hvilet 6 uger på gæren. Vinen er sart og fin med noter af urter, grape, citrus og æble. Let cremet i munden, klar citrus dominans, let urtet, frisk, og med stor mineralitet. En vin til lettere fiskeretter.

2015 Muschelkalk, Grüner Veltliner (++)

muschelkalk_boden_zuschmann
Muslingekalk er en jordbundstype der gør Grüner Veltliner godt

Druerne til denne vin stammer fra en parcel med muslingekalk, også kaldet limsten. Jordbunden er flintholdig og fossilrig og der er ikke meget næring at hente for vinstokkene. Derfor er udbyttet fra marken lavt, men til gengæld med højt ekstrakt-indhold.

Mosten har gennemgået 4 timers macerering med drueskallerne. Gæringen har fået lov at starte spontant, altså på naturgær. Lang kølig gæring på mellem 16 og 22 grader, og dernæst 6 måneders lagring på gærrresterne. Det er der kommet en rig og kompleks Grüner Veltliner ud af. Duft af krystalklar ferskvandssø, vådt græs og akacie-blomst. Cremet og rig i munden med blomsterkrydret tone og citrus. Flot mineralitet. Kompleks og elegant på samme tid. En vin til de lidt kraftigere fiskeretter.

2015 Opal (++)
opal_zuschmannVinen er primært produceret på Chardonnay iblandet en smule Grüner Veltliner. Mosten har gennemgået 4 timers macerering med drueskallerne og er dernæst overført til 225 liters træfade bestående af østrigsk eg. Lang kølig gæring på naturgær, og dernæst 6 måneders lagring på gærrresterne samt regelmæssig battonage.

Vinen er intet mindre end fremragende. Jeg er normalt ikke til meget træ, og her er faktisk meget træ, men ikke mere end at det er med til at understøtte og gøre vinen kompleks og rig. Vinen dufter af fersken, akacie-blomst, kokos og althea bolsje. Cremet fed struktur fra Chardonnay, rank, frisk syre fra Grüner Veltliner. Flot balance mellem det varme og det kølige. Lækker nektar-agtigt krydret eftersmag. Der er tydelige referencer til Bourgogne her. En vin til grillet fisk eller retter med fjerkræ.