Tag-arkiv: chateau maris

Naturvin – er det kommet for at blive?

Det korte svar må være “ja”

Naturaleza Salvaje Grenache Blanc
Naturaleza Salvaje Grenache Blanc fra Bodegas Azul y Garanza i Navarra.

De er stadig ganske få, og “undergrunds-agtige”, de vinmagere, som er blevet bidt af idéen om, at føre vinproduktionen væk fra den moderne tidsalder. Gøre vinen til det den var engang, et naturligt produkt, som opstod spontant, fordi naturlige gærceller omdannede den sukkerholdige most i druer til vin.  De fremstår lidt som særlinge. Måske især fordi de endnu ikke er så mange. Måske fordi de første eksperimenter med at lave “stenalder”-vin ikke har været overbevisende. Men de bliver flere og flere, og de bliver dygtigere og dygtigere. Jeg er overbevist om, at der i fænomenet naturvin ligger nogle processer gemt, som vil lede vin ind i en ny tidsalder. Vi er der slet ikke endnu, men det kommer! Til tvivlere kan jeg kun sige: Prøv den fænomenale Grenache Blanc fra Bodegas Azul y Garanza i Navarra. Det er så let, så luftigt, så rent. Her fornemmer man virkelig hvad svovl gør ved vin, og vel især hvad svovl ikke gør. Fraværet af svovl løfter og letter. Man kunne drikke spandevis af dette, – og hvem ved, måske endda have det bedre dagen efter, end hvis vinen var konserveret med svovl? Jeg har ikke selv gjort eksperimentet…

Hvorfor gør de det?

Naturvin kommer fra uventet kant i disse tider. Det er ikke så mærkeligt, at vingårde der har drevet økologisk landbrug i mange år bliver grebet af tanken om at føre økologien hele vejen gennem produktions-fasen og ikke bare lade den stoppe ved første trin til kælderen . Men at producere vin uden brug af tekniske hjælpemidler tiltrækker ikke kun inkarnerede økologer. Produktionsmetoden har fat i noget helt fundamentalt indenfor vinproduktion som vækker følelser og nysgerrighed.

For det hele handler om at interagere så lidt som muligt med druerne og lade naturen gøre arbejdet, som man gjorde for tusinder af år siden da man opdagede, at de druer som nogen havde glemt i en spand henne i hjørnet de faktisk var blevet til noget anvendeligt. Naturvins-produktion kræver langt mere opmærksomhed end konventionelt. Man er nødt til at våge over og observere i langt højere grad end hvis man arbejder med konserveringsmidler og tekniske hjælpemidler. Man kan ikke bare vende ryggen til og så ordne problemerne senere, så ender man med at stå med 300 liter udrikkelig vin der skal hældes i kloakken.

Det kræver øvelse

Maria Barrena Bodegas Azul y Garanza
Maria Barrena fra Bodegas Azul y Garanza

Maria Barrena fra Bodegas Azul y Garanza mener, at naturvin er den logiske udvikling af vinfremstilling, efter sidste århundredes kemiske og tekniske udvikling. For meget er gået op i kemi og mekanik og der er sket en homogenisering af vin. For meget typicitet, for meget standard, for meget uniform. Man har glemt det naturlige landbrug, håndværket i vinfremstillingen. “Filosofien bag naturvin berører i øvrigt mange af de emner vi ser i samfundet omkring os i disse år: sund levevis, miljøbevidsthed, bæredygtighed og bevarelse af kultur og tradition. For mig er der ingen interesse i, at skulle overholde en stiv, dogmatisk definition af “Naturvin”. Jeg vil bare gerne lave vin, der beskytter biodiversiteten i mark og kælder og som er lækker at drikke. Kvalitet kommer først.”
På spørgsmålet om hendes “Naturalez Salvajes”-vine fra 2017 var første årgang grinede hun og sagde: “Nej, de første årgange får i ikke lov at smage. Det tager tid at lære håndværket i naturvin. Jeg tænker vi er ved at være der nu.”

Ottella er med på vognen

Michele Montresor
Michele Montresor fra Ottella

Det var ikke overraskende, at Maria kastede sig ud i naturvin, ej heller at Chateau Maris gjorde det. Begge vingårde har arbejdet inkarneret med økologi i mange år. Men at vinhuset Ottella i Lugana lige syd for Garda-søen pludselig stod med en naturvin var langt mere overraskende, og beviser, at det er lidt mere end et kortvarigt fænomen vi har fat i. Hele idéen om at lade naturen gøre arbejdet, at føre vin tilbage til det håndværk det var engang, – den idé tænder noget i de fleste vinmagere.

Back to silence Ottella
“Back to silence” fra Ottella

Ottella har produceret vinen “Back to silence” – på druen Turbiana/Trebbiano di Lugana. Den ene af brødrene på Ottella, Michele Montresor, fortæller, at tanken om at producere en vin uden brug af tekniske hjælpemidler og uden svovl har været en proces, som blev styret meget af følelser. Bare det at træde ind i et produktionslokale, hvor den eneste larm du hører er den sagte gluggen fra gærcellernes co2 produktion, det gør noget særligt for produktet, og det giver en ro og en respekt omkring produktet, som han håber man får med når man smager vinen. Også Michele bekræfter, at det tog et par årgange, at blive fortrolig med produktionsmetoden.

Chateau Maris er naturligvis naturlige

zulu chateau maris
Zulu fra Chateau Maris

Chateau Maris besluttede i 2016 at producere naturvin i kommerciel henseende for første gang. Også her havde Robert Eden og vinmager Benjamin Darnault lavet forsøg med produktionsmetoden igennem flere år. Men de var egentlig gået fra idéen igen. Det var for svært at håndtere de usvovlede vine, der lidt for hurtigt mistede frugten og blev uinteressante. Men som Robert Eden sagde: “I 2016 var alle druer så sunde, så flot modnede, at vi blev nødt til at gøre forsøget igen. Og resultatet blev fantastisk. For første gang smagte det virkelig rent, saftigt og lækkert, og gjorde det længe efter det var tappet på flaske.”
2016 er blevet efterfulgt af en lige så flot 17´er, så man må forvente, at naturvin fra Maris er kommet for at blive. Rødvinen er blevet døbt “Zulu” for at lede tankerne hen på noget vildt og naturligt.

En afsluttende bemærkning fra New Zealand

“Naturvin er på ingen måde en trend. Man har jo produceret vin på denne måde i flere århundreder. Flere producenter er bare blevet trætte af den konventionelle måde at gøre tingene på. En måde som udvander særpræg og ensarter produktet på verdensplan. Jeg er ret sikker på, at denne produktionsmetode vil vinde mere og mere frem. Men som med alt andet, så er det kun de dygtigste der vil få succes med det.” – Alex Craighead, Don Wines, New Zealand.

Årgang 2017 – Hvor grimt er bæstet i grunden?

Sommeren der regnede væk – nogle steder…

I Danmark vil sommeren 2017 gå over i historien som sjaskvåd og kold. Den årlige nedbørsmængde endte 150 mm over normalen!!! Vi fik 830 mm imod normale 700. Det er to måneders regn ekstra! Men stadig klemt ind på 12 måneder. Vi skal huske at glæde os over, at vi fik dem helt gratis, og at vi ikke mangler vand, som man gør så mange andre steder i verden.

Godt man ikke er vinbonde i Danmark. Men hvad med alle de andre? Vi så på landsdækkende tv, at forårsfrost truede årets vinhøst i mellemeuropa i maj måned. Nordeuropa var udsat for en kølig og våd sommer, men hvordan er det egentlig gået? Kom der noget godt ud af det hele? Har vi noget at glæde os til? Hermed følger en status på vinhøsten årgang 2017 ude i verden. Det er endnu for tidligt at sige om årgangen skal have 3, 4 eller 5 stjerner i de enkelte områder, men potentialet kan vi godt vurdere. Nogle steder ser det bedre eller værre ud end andre. Et forsigtigt bud på hvor årgangen ender er sat i parentes ud for hvert enkelt område. Faktum er, at bæstet slet ikke er så grimt som man kunne frygte.

TYSKLAND (4)

harvest_franzen17
Druehøst Oktober 2017 hos Weingut Franzen på Bremmer Calmont

Mosel havde et varmt forår med tidlig blomstring, men det endte galt, da frosten satte ind sidst i Maj. Juni/Juli var varme og tørre, faktisk for varme og tørre, så planterne blev flere steder ramt af tørke-stress. I August/september satte regnen ind. Det væltede bogstavelig talt ned fra himlen og flere begyndte at frygte, at det begrænsede udbytte, der var tilbage ville rådne væk. Men tørvejr og varme kom igen sidst i september og varede ved langt ind i oktober, med temperaturer på over 25 grader midt i måneden. Det varme tørre vejr i høstperioden redder årgangen. Der var endda særdeles gode muligheder for at producerer Beerenauslese og Trockenbeerenauslese, da den våde sensommer havde fremmet dannelsen af botrytis-svamp i druerne. Udbyttet ligger generelt ca. 40% under normalen, men de dråber der er kommet ud af anstrengelserne er af top kvalitet.

I Baden var betingelserne knap så svære. Weingut Wörhle har høstet med større udbytte end i 2016 og af meget fin kvalitet. Her høstede man Rieslaner Auslese i 27 graders varme i Oktober.

ØSTRIG (4)

Weinviertel blev ramt af frost i april og igen i maj. Især maj-frosten var slem ved vegetationen. Den sved de unge skud og satte vinplanterne voldsomt tilbage. Høstudbyttet blev af samme grund 30% lavere end i 2016. Sommeren var varm og tør. Kvaliteten af druerne er meget tilfredsstillende. Flot ekstrakt-indhold og syre nok til at give god struktur.

VENETO (4)

Frosten ramte også her, men nær det forårs-opvarmede vand fra Garda-søen slap man for store skader. Sommeren var varm og tør, men i August ramte et uvejr området med hagl og masser af vand. Det betød ødelæggelser og oversvømmelser i flere områder, men igen meget lokalt. Hos Monte del Fra betegner man 2017 som en årgang i den pæne ende. Her slap man nådigt fra frosten i foråret og blev ikke udsat for ødelæggelser fra hagl i august.

PIEMONTE (5)

Hvor regnen dominerede billedet nord for alperne, så var den savnet i Barolo syd for Alperne. Vinmager Bisso betegner året som „næsten regnløst“. Jordbunden i området er tørret voldsomt du, og der skal regn til i vintermånederne hvis 2018 vegetationen skal komme godt fra start. I La Bioca´s kælder er fugtighedsprocenten normalt 96% i vintermånederne hvis man ikke sørger for daglige udluftninger – hvormed fugtigheden kann bringes ned på 85%. I november 2017 var fugtighedsprocenten på 64%!!! Helt uhørt. Barolo er ved at udtørre!

harvest_labioca17
Druehøst september 2017 hos La Bioca i Barolo

På grund af varmen høstede man utroligt tidligt. Nogle sorter blev høstet en hel måned før tid. Målingerne af druernes sukker og syreindhold var meget forvirrende, den ene dag så de du til at være høstklare, den næste ikke. Varmen spillede vinbønderne et puds. En forklaring på de underlige målinger var af botanisk karakter. Cellevæggene nær drueskallen var tykkere end normalt og frigav ikke mosten så nemt, men med lidt tålmodighed kunne man godt tage retvisende prøver. 2017 bliver vanvittig og bliver den forløbige kulmination på tre top-årgange i Barolo. Skal man rangere dem, så var 2015 stor, men startede ikke optimalt, da jordbunden var for våd ovenpå regnmasserne i 2014. 2016 var ideel fra start til slut og druerne indeholdte flere polyphenoler (farve, syre og aromastoffer) end 2015. Men hvad angår polyphenoler, så overgår 2017 alt hvad der tidligere er målt. 5200 mg/ltr blev målt i 2017 hvor normalen ligger omkring 4000. Man kunne frygte, at et så varmt år ville ende i marmelade-Barolo uden syre, men det er ikke tilfældet. Syren er på niveau med de seneste to år.

Året er lige til historiebøgerne. Fornemmelsen er, at det bliver exceptionel Barolo, der kann fyldes på flaske om 3-4 år.

 MINERVOIS (4)

maris_harvest2017
Druehøst september 2017 på Chateau Maris i Minervois

Efter to år med meget lidt nedbør kunne man begynde at frygte, at vinplanterne i Minervois ville begynde at få tørke-stress. Men stressen er foreløbig udsat til 2018. Druekvaliteten har været enormt tilfredsstillende, sunde, velsmagende og med god syre. På Chateau Maris har man 40 parceller med druerne Grenache Gris, Syrah, Grenache og Carignan. Parcellerne ligger adskilt, nogle på lavland nogle på skråninger og i højland. Ikke to parceller modner ensartet grundet forskellene i jordbund, soleksponering og højdemeter. Men fælles for kvaliteten på de enkelte parceller er det, at kvaliteten er høj.

AUSTRALIEN (5)

harvest_massena17
Druehøst april 2017 hos Massena Vineyards i Australien

På den anden side af jorden blev jo høstet allerede i marts/april, så 2017 er faktisk allerede længe siden. Selvom kontinentet er stort, så var der fælles træk fra vest til øst – og tesen om, at det vejr de har i Perth om mandagen får de i Adelaide om torsdagen, holder stadig vand. Vinteren var våd, foråret mildt men ikke varmt. Det medvirkede til, at vinplanterne var mindre stressede, da der var rigelig vand i jorden og blomstringen stonegarden_riesling_massenaforløb perfekt i det milde vejr. Sommeren var også mild, og kun ad to korte omgange havde man hedebølger. Modningen af druerne forløb derfor over en lang periode og der blev høstet senere end normalt. Det har sikret flotte aromaer og god syre i druerne. Især Riesling har nydt godt af den “kølige” sommer. Både i vest og øst har den præsteret noget stort. I Eden Valley sammenlignes 2017 Riesling med topårgangene 2002 og 2005. Årgangen kan allerede nu afprøves med 2017 Stonegarden Riesling, Eden Valley fra Massena Vineyards.

 

 

Vertikalsmagning af Damn Good Shit Syrah, Minervois la Livinière

Damn_good_shit_syrahDen 1. december 2017 blev dagen hvor vi fandt 7 årgange DGS frem, vinen vi også kalder Damn Good Shit Syrah. Vinen har været en trofast følger for os siden vi startede Propperiet i 2002. Det er dog ikke alle årgange der er blevet gemt. Vi kunne smage os igennem rækken af vine der er produceret siden 2009, – og lad mig sige med det samme, at det bestemt ikke blev nogen skuffelse. Vinen har de samme kendetegn hele vejen igennem. To årgange skilte sig markant ud, men det er der også en forklaring på, den ene stammer nemlig fra år 2012 som var en af de køligste somre man har oplevet i Minervois i mange år, den anden var ældste vin fra 2009, som var eneste vin i rækken, der kunne gøre krav på at have opnået en smule modenhed. Smagningen viste, at DGS har et kæmpe potentiale. Du kan roligt købe 1 kasse, eller 2, og gemme dem under sengen, for de vil smage fantastisk om 8-10 år.

Vinen er kommet til sit navn, fordi man på Chateau Maris dyrker markerne efter økologiske principper. Det er “det gode skidt” fra staldene og ikke kemi fra en fabrik, der har været med til at skabe vinen. Eher Robert Eden læner sig op af Rudolf Steiners teorier om biodynami, men er ikke fanatisk.

damn_good_shit_syrahVinen produceres på samme måde hvert år. Druerne høstes fra nogle af de bedste parceller på Chateau Maris. Vinstokkene på disse parceller har en minimums-alder på 30 år. Druerne gæres på åbne trækar, og lagrer dernæst 12 måneder på en kombination af egetræsfade og “æg-formede” tanke af cement. Det er med andre ord kun vejr og vind, der påvirker kvaliteten og stilen på de enkelte årgange. Kvaliteten ligger på nogenlunde samme niveau i alle 7 vine, der er en små afvigelser i den ene eller den anden retning, men den store forskel ligger i stilen og de aromaer som vejrliget har fremelsket i druerne.

Resultatet af smagningen:

2009 DGS, Minervois la Liviniere, Magnumflaske
Vinen er din chance for, at smage hvad DGS kan udvikle sig til når den får lidt alder. For den har fået en snert af modenhed, dog uden på nogen måde at have nået enden af sin karriere. Vinen dufter af solbær, blomme i madeira, mokka, tjære og tørrede figner. Smagen besidder stor dybde og intensitet, igen solbær, flot tanninbid og afsluttes i et bid med tørret frugt, peber og mokka. Drikkes med stor fornøjelse nu, men har minimum 3-4 år mere i sig før den topper.
(96)

2010 DGS, Minervois la Liviniere (taget fra egen kælder)
Måske den mest rå og brutale af alle 7 vine. Absolut top-årgang. Det er helt vildt, at denne vin har 7 år på bagen, for den dufter og smager som var den i sin ungdoms vår. Sort som blæk i glasset. Solbær, mørk blomme, lakrids og marcipan i næsen. Helt enorm power i munden, hvor tanninbiddet er forbavsende virilt. Røg, lakrids og hvid peber i eftersmagen. Den har mange år i sig endnu, svært at sige hvor mange. Den virker utilnærmelig. Skal have 10 år mere – mindst. Desværre bliver der færre og færre flasker i reolen.
(91)

2011 DGS, Minervois la Liviniere (taget fra egen kælder)
Mørk og intensiv farve. Mørke kirsebær, skovbund og mokka i næsen. Stor intensitet i smagen, men mildere tannin end i 2010. Saftig og delikat frugtsmag. Vinen er flot afbalanceret, på alle måder lysere noter end 2010 og en eftersmag med sødmefulde kirsebær, urter og peber. Den virker helt italiensk – Sangiovese-agtig. Skal gemmes 5 år mere.
(93)

2012 DGS, Minervois la Liviniere
Køligt og blæsende år i Minervois (naturligvis det år jeg valgte at holde ferie i området). Det har givet en noget anden karakter til Syrah og DGS end man er vant til. Den er nærmest toscansk i stilen. Det vanlige solbær-agtige præg er skiftet ud med en mere brombær-agtig og urtet karakter. Lidt lysere og mere transparant farve. Urtet flæsket og røget duft. Enorm intensitet og fylde i smagen. Delikat kølig og rank frugt i munden. Frisk tannin. Her er potentiale til 5-10 år i kælderen.
(92)

2013 DGS, Minervois la Liviniere
Solbær, blommekompot, røg og timian i næsen. Den fylder munden fint med frisk frugt og lakrids, og så kommer eksplosionen, – eftersmagen er et væld af intensitet og krydderier, såsom: Engelsk lakrids, kardemomme og knust peber og efterlader samtidig tungen frisk og klar til nye udfordringer. En vin med stort potentiale. Gem den gerne 5 år.
(93)

2014 DGS, Minervois la Liviniere
I 2014 kom solen og varmen tilbage. Det har resulteret i en mere saftig og imødekommende DGS end set i mange år. Den dufter af solbær, blommekompot, hvid peber og lavendel. I munden mødes man af saftig lækker frugt, der kæler alle de rigtige steder med solbærsødme og et lille tannin-bid med lakrids og mokka. Gem den gerne 5 år.
(92)

2015 DGS, Minervois la Liviniere
Balancen er helt fantastisk. Solmoden frugt og tannin komplementerer hinanden, ingen af delene bliver dominerende. Dyb mørk næse med solbær, lavendel, mokka og kardemomme. Flæsket og fyldig smag, der er intens og ren, samtidig med at den er solmoden og saftig. Mindre krydret end tidligere årgange, men renheden er til gengæld ustyrligt lækker. Kølig frisk frugt og lakridsnoter i eftersmagen. En flaske er tom alt for hurtigt. Potentialet er uomtvisteligt. En klog mand sagde en gang: “Hvis en vin er i balance som ung, så er den det også når den bliver gammel.” – taler han sandt, så bliver dette virkelig stort. Giv den gerne 5-10 år.
(93)

Damn Good Shit

Det er ikke for sjov!

Navnet får folk til at grine, og det virker måske lidt bizart både at bande og sige ”lort” når man beskriver en vin. Men hvis man kender Robert Eden, hans altid gode humør, og hans arbejdsmetoder. Så kan vinen ikke hedde andet.

Beauval_JaneGoodall_9868-SBernert-JGI
Robert Eden – en seriøs humørbombe

Navnet er en hyldest til de arbejdsmetoder han bruger i vinmarken. Robert har en stor forkærlighed for Rudolph Steiners biodynamiske principper og hans teorier om, at planter, mennesker og dyr er langt mere forankret i hinanden end vi går og tror. Han betragter faktisk vinplanten som ligeværdig med sig selv. Han kunne aldrig drømme om at drikke Round Up, eller give konen det. Så derfor giver han heller ikke vinplanterne det.

Der brygges urtethe i kampen mod skadedyr og fungis
Der brygges urtethe i kampen mod skadedyr og fungis

Uden planten var vi her ikke. Den optager vores og dyrenes CO2 og laver det om til ilt, som er livsnødvendig for os, og som gør, at vi kan hoppe og springe og gå hvorhen vi vil. Vi kan ikke tale med planten, og den kan ikke tale til os, men vi bør alligevel behandle den med samme respekt som et dyr. Det er denne enhed Robert forsøger at skabe på sin mark. Her bruges ikke traktor eller kemi. Her bruges hest når der pløjes, organsik gødning når planterne skal tilføres energi, samt urtethe eller hvidløg i kampen mod skadedyr – og så er foreningen total: menneske, plante og dyr arbejder sammen, med et formål, at skabe de bedste vækstrammer for alle tre – og god vin til mennesket 🙂

Robert kommer
Hesten Karibi er vigtigste arbejdsredskab i vinmarken of af og til leverer den faktisk en klat Damn Good Shit. Win, win…

Robert er vild med Rudolph Steiners teori, men er ikke voldsomt imponeret af hans praksis. Hvis man skal certificeres til biodynamisk dyrkning, så skal man behandle sin gødning med urter, fylde den i kohorn og grave dem ned vinteren over. Her stopper logikken for Robert. Han mener selv, at han opnår de samme resultater på langt mindre tidskrævende vis. Han laver “Piles of shit”, bunker med møg, tilfører de nødvendige urter og dækker hele herligheden med jord. Inde i bunken sker der nu en gæring, som øger den organiske gødnings kraft. Men bl.a. fordi han ikke bruger kohorn, så kan han ikke blive certificeret biodynamisk dyrkende. Han er i stedet certificeret økologisk dyrkende. Men han sigter efter at lave gødningen som Steiner mente den blev bedst. I Roberts verden er gødningen en af hovedårsagerne til, at vinen er så god. Den er for det første naturlig, den er igen en symbiose mellem dyr, plante og menneske: Dyret spiser planten og laver gødning af den – mennesket forfiner gødningen med plantemateriale og koncentrerer den. Så kan det ikke ende med at blive andet end Damn Good Shit.

Skal vi holde et Damn Good Shit party?

Vi kunne ikke stå for hverken Robert eller hans vin da vi mødte ham første gang, og det er sådan cirka 10 år siden nu. Som tiden dog går. De 10 år med Damn Good Shit har ikke været uden problemer. Specielt ikke for Robert, som var ved at opgive navnet efter blot 3-4 års samarbejde. Han kunne ikke sælge vinen med det bizarre navn i andre lande end Danmark, så nu ville han sadle om og kalde den ”Château et eller andet”. Vi protesterede voldsomt. DGS var allerede på daværende tidspunkt vores vigtigste brand. I dag er både Robert og vi glade for, at han fortsat sælger Damn Good Shit i Danmark. Det er en verdens-eksklusivitet vi taler om her. Vinen findes ikke under dette navn andre steder.

Damn Good Shit er produceret på Syrah druer fra nogle af de ældste parceller på Roberts marker. Vinen går normalt under navnet ”Les Planels”. Druerne udvælges med stor omhu, og sorteres på vingården, så kun det absolut bedste råmateriale kommer med i gæringstanken. Gæringen foregår dels i store åbne cement kar, dels i små æggeskalsformede lukkede cementtanke. De to gæringsmetoder bidrager hver især med unikke aromatiske egenskaber. De åbne cement kar giver højere alkohol, en meget umiddelbar og dybfarvet vin, der har fået lov at reagere med ilt under hele gæringen. De lukkede kar giver en mere afdæmpet og kompleks smag.

Robert og Karibi på arbejde
Robert og Karibi på arbejde

Blandingen af de to kan variere fra årgang til årgang. Efter endt gæring lagres vinen på franske egetræsfade i 12-14 måneder. Det hele ender ud i en smuk blanding af umiddelbar frugt og krydderi i næsen. Meget af det samme i munden, men også en dybde og en kompleksitet, som gør denne vin forskellig fra alt andet. Det er ikke australsk umiddelbarhed, det er ikke Rhône-dalens stramhed, det er en skøn blanding, – og vi elsker det!

2011 Damn Good Shit Syrah, Minervois la Liviniere
Alt er som det plejer. DGS buldrer der ud af med flot intens farve. Solbær, blomme i Madeira, appelsinskal, sort peber og røget præg i næsen. Dybe mørke toner i smagen. Igen solbær og blomme, men holdt i stram stil. Lang dvælende og intens eftersmag hvor peber og lakrids pirrer meget længe. (++)

2012 Damn Good Shit Syrah, Minervois la Liviniere
Blomme, kirsebær, tjære, vanille, kølig mint og et finurligt kanel/kardemomme-twist. Enorm intensitet og fylde i smagen. Den er mere rank end 2011. Mindre sødmefuld, mindre portvins-agtig. Til gengæld klæder den mere kølige stil vinen. Den dufter og smager næsten som en “Super toscaner”. (++)

 

Languedoc 2012 og 2013

Damn good shit er damn better than ever

Varme, tørre, lavendelduftende og cikadestøjende Languedoc
Varme, tørre, lavendel-duftende og cikade-støjende Languedoc

Jeg bliver mere og mere begejstret for Languedoc. Den rivende udvikling området har været igennem, den optimisme der hersker, den vilje til at vise verden, at ”Vi kan godt!”. Her er ingen regler. Her gør man hvad man har lyst til. Man ligger ikke under for traditioner som mange andre steder i Frankrig. Området er på en gang goldt og råt, og så alligevel smukt og indbydende. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor ufremkommeligt og barskt klipperne med kratbevoksningen må have taget sig ud for de første bosættere i området. I dag er der vinmarker hvor man kigger hen. Og det er ikke længere ligegyldige vinmarker. Det er marker der byder ind med noget særpræg og noget karakter til denne verdens enorme vinproduktion.

Det er efterhånden blevet accepteret af forbrugerne, at kvalitetsvin godt kan komme fra Languedoc
Det er efterhånden blevet accepteret af forbrugeren, at kvalitetsvin godt kan komme fra Languedoc

Der er sket en holdningsændring i Languedoc gennem de seneste 30 år. Den er gået slag i slag, og har haft det svært i starten. Både lokalt, nationalt og internationalt. Der har været masser af fordomme at slås med. Den ældre generation i Languedoc har altid set vinproduktion som en afgrøde. Jo større udbytte, des bedre. Den nye generation har set, at der er muligheder for andet end et ligegyldigt bidrag til denne verdens vinsø. Klimaet er nærmest perfekt til vindyrkning. Meget varme, men ikke for varmt. Vinter med vand, sommer uden. Klimaet gør, at man sjældent møder sygdomme i vinmarken. Og flere af de lokale druer trives bedre her end noget andet sted i verden. Tag druer som Carignan og Grenache Gris. Men det er klart, at holdningsændringen ikke er sket over en nat. Mange har forsøgt sig med kvalitet, og knækkede nakken på det. Languedoc var ikke klar, Frankrig var ikke klar, eksportmarkedet var ikke klar.

Her hviler Damn Good Shit årgang 2013 trygt på fad, med Château Maris logo
Her hviler Damn Good Shit årgang 2013 trygt på fad, med Château Maris logo

Når jeg tænker på hvor forgabte vi var i Languedoc da vi besøgte Vinisud i Montpellier for 12 år siden og skulle til at starte Propperiet Vin Import. Tanken var, at vi var nødt til at komme ud til kunderne med noget de andre ikke havde. Kvaliteterne talte for sig selv. ”Côte 125” fra Bernard Schurr´s Domaine des Courtilles i Corbieres, eller ”La Chapelle” fra Domaine Montlobre i udkanten af Montpellier. Det var helt vanvittigt velsmagende vine, til vanvittigt lave priser, som beviste at området havde fundet nye veje.  Vi havde 5 kvalitets-leverandører fra Languedoc i vores første prisliste. Det blev ret hurtigt reduceret til én. Château Maris fra Minervois og vores elskede ”Damn Good Shit Syrah” fik lov at overleve. Markedet var bare ikke klar til kvalitetsvin fra Languedoc. Men skibet er ved at vende.

Og det ses tydeligt i Languedoc. Det blomstrer op med unge innovative vinmagere med mod på tilværelsen, og en helt klar overbevisning om, at Languedoc ikke behøver stå tilbage for nogen. En af de nye visionære vinproducenter mødte jeg i sommeren 2014. Jean-Baptiste Fores er en af de unge, som kan sit kram. Han er uddannet ønolog og overtog i 2012 sin fars vinmarker. Hans far havde, jævnfør det ovenfor skrevne, altid leveret sine druer til det lokale kooperativ, jo flere han kunne høste, des bedre økonomi var der i det for ham. Jean-Baptiste har ændret dyrkningsmetoderne, så han i dag høster med ekstremt lavt udbytte, og han har lejet sig ind i et hjørne i det lokale kooperativ, hvor han går og laver sine egne vine. En super sprød og mineralsk Chardonnay med 3 måneders lagring på nye fade. En saftig Syrah med noter af mørke kirsebær, lakrids og lavendel med 8 måneders fadlagring. Super vine, med masser af nerve og karakter. I dag sælger han til flere toprestauranter i Cannes, Nice og Montpellier, og drømmen er at komme ud på eksportmarkedet. Det skal han nok komme – jeg kunne godt fristes til at hjælpe ham.

En Bourgogne-mand i Languedoc

Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay viser rundt på fadlageret
Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay viser rundt på fadlageret

Et af de huse vi handlede med tilbage i 2002 var Abbotts. I januar 2014 tog vi kontakt til huset igen, efter 10 års pause. Der var sket mange nye ting på de mellemliggende år. Ægteparret Abbotts var blevet skilt og vingården solgt til Bourgogne-manden Laurent Delaunay. Vinene hed for en stor dels vedkommende det samme, men der var så sandelig sket forandringer. Den vilde utæmmede power fra ægteparret Abbotts var nu blevet pudset og poleret lidt, så vinene fremstod mere franske, men stadig moderne og frem for alt med uomtvisteligt Languedoc særpræg. Vi var i næsegrus beundring over vinene, som nærmest var bedre end vi huskede dem. Her 8 måneder efter, kan vi se tilbage på året 2014 som året hvor missionen fra 2002 endelig lykkedes. Vi har solgt mere Languedoc end vi har solgt noget som helst andet i år. Château Maris har haft fremgang, Abbotts & Delaunay er blevet en kæmpe salgsmæssig og markedsføringsmæssig succes. Aldrig har et enkelt hus hentet så meget ros i pressen som dette. Verden er klar til det nye Languedoc! – eller Danmark er i hvert tilfælde.

Chateau Maris

Benjamin Darnault skænker prøver fra fad. Robert Eden og undertegnede begejstres.
Benjamin Darnault, winemaker på Chateau Maris skænker prøver fra fad. Robert Eden og undertegnede begejstres.

Min primære mission i sommeren 2014 var at besøge Robert Eden i hans nye hamp hus “Château Maris” i Minervois (huset vil blive beskrevet i kommende blog) og Abbotts & Delaunay. De nye årgange 2012 og 2013 blev prøvesmagt begge steder. To helt igennem fantastiske, men også usædvanlige årgange. Det kan godt være, at den globale opvarmning fremrykker høsten andre steder, men i Languedoc sker der noget andet. Somrene fremstår køligere og mere blæsende end før. Det gør, at druernes modning trækkes i langdrag. Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay, kunne fortælle, at de i 2013 havde høstet Carignan i starten af November. Ekstremt sent. Det har til gengæld betydet for begge årgange, at druerne har opbygget meget mere elegante og komplekse aromaer end normalt. Al den Grenache jeg smagte fra tank hos Château Maris skulle drikkes af spand så godt smagte det! Helt fantastisk balance, helt enestående aromaer af jordbær og mørke modne kirsebær, kaffe og chokolade.

Vine der skal fremhæves

Damn good shit blev smagt fra fad. Det er en noget mere afdæmpet udgave af vinen vi får at se i 12 og 13. Stadig dyb og intens, men med mere kølige noter (kirsebær og lakrids) og kæmpe lagringspotentiale. Har man planer om at gemme noget i kælderen – så vil der være gode muligheder her. Smagt fra flaske og dermed vine som snart kan ramme DK blev bl.a.:

2012 ”la Touge”, Minervois la Livinière, Château Maris
Den bedste ”La Touge” der nogensinde er produceret! – hemmeligheden er måske de 20% Grenache der er blandet i, også selvom Robert Eden mener det er ”æggeskallerne” han lagrer vinen i der gør forskellen. Super kompleks Syrah som altid, men afrundet af den delikate frugt fra Grenache (++)

2012 ”Les Armandieres”, Minervois la Livinière, Château Maris
Sent høstet Syrah fra de bedste parceller. Meget lille produktion. En vin til omkring 500 kroner i DK. Helt sindssygt koncentreret. Man skal jo næsten gange DGS med 2. Læg dertil sødme og tørrede noter af figner og svesker. Det smager vanvittigt godt, også selvom det er næsten oppulent (++)

2013 Corbières, Abbotts & Delaunay
Smuk, smuk vin. Den minder på mange måder om 2011 Rousillon fra samme hus. Fine sødmefulde noter i næsen af røde bær, roser og lavendel. Delikat og mundfyldende frugt. Slutter med behageligt let lakrids bid (++)

2012 Boréas, Faugères, Abbotts & Delaunay
Det ser ud som om, især Grenache trives med den lange modning i 12 og 13. Ualmindeligt smukt eksemplar af racen her. Den kunne glide lige ind i en Châteauneuf-du-Pape smagning og få en topplacering. Overmodne jordbær, knust peber og lavendel i næsen. Balsamerende frugtsmag. Lækkert let krydret bid i enden  (++)