Massena Vineyards

Gamle venner blandt gamle vinstokke

massena_vineyards
Dan Standish og Jaysen Collins smager på druer

Dan Standish & Jaysen Collins startede Massena Vineyards i 2000. Ønsket var fra starten at adskille sig fra mængden af Cabernet Sauvignon og Chardonnay udbydere. Således var en af Dan & Jaysens første investeringer at anlægge en 5 ha stor vinmark med druesorterne: Durif (Petit Sirah) og Cinsault – sorter der ikke findes mange kvadratmeter med i Barossa. Adskillelse er dog ikke nødvendigvis en kvalitetsbetegnelse, men Dan & Jaysen har fra første færd haft et helt overordnet mål for øje: “Kvalitet”. Denne opnås kun såfremt råmaterialet er i orden og derfor har de to fra starten ønsket kun at opkøbe druer fra vinstokke på minimum 40 år. Det er det tidspunkt hvor udbyttet falder til det, for den vinbonde der sælger til kooperativerne, urentable og hvor druernes kvalitet stiger proportionalt.

massena_vineyards_old_vines
Fritstående gamle vinplanter, hvor løvet får lov at kaste skygge over druerne, – der har det rigeligt varmt alligevel.

Dan & Jaysen havde allerede udset sig de marker de gerne ville arbejde med, og nu var det bare et spørgsmål om at overbevise bønderne om, at de skulle sælge til dem frem for til de store firmaer i Barossa. Det viste sig dog at være et mindre problem end først antaget, idet de fleste vinbønder nyder at se, at deres druer kan producere store vine. De store firmaer fortæller ikke hvilke vine de bruger vinbøndernes druer til og bønderne føler derfor ingen stolthed ved at levere til dem. Naturligvis er Massena Vineyards nødt til at betale en højere pris for druerne fra de lavtydende gamle vinstokke, men det endelige resultat er så sandelig merprisen værd.

Jaysen Collins overtager bedriften

massena_vineyards_surly_muse
Australsk vin har virkelig formået at skabe et image som værende ukompliceret og skabt for livsnydere. Ikke mindst gennem fantasifulde vin-navne.

Siden 2015 har Jaysen overtaget Massena Vineyards. Lidt af en udvikling, da det var Dan Standish der var den vin uddannede da de to startede deres eventyr. I dag kan Jaysen kun beskrives med én titel “utroligt dygtig vinmager”. Han har en enorm erfaring fra de 15 års arbejde på Massena, og har en innovativ tilgang til vinproduktion. Jaysen Collins stammer fra Barossa og læste på handelshøjskolen før han gjorde sin entre i vinverdenen som bogholder på St Hallett Wines i Barossa. I 1998 tog han på rundrejse i Amerika og Europa og fik faktisk arbejde på forskellige vingårde, men denne gang i kældrene. Da han kom tilbage til Australien havde han fået smag for denne del af vinens verden og fik job hos Taylors Wines i Clare Valley. I Maj 1999 blev Jaysen ansat som daglig leder af Turkey Flat Vineyards.

Gammeldags produktionsmetoder

massena_vineyards
Det gamle Torbreck Winery, som er blevet til Massena Vineyards

Massena Vineyards var fra starten et fritids-projekt. Dan og Jaysen gik og legede med vinene når de kom hjem om aftenen. Men efterhånden som forretningen udviklede sig blev det nødvendigt at hellige sig projektet fuldtids. Produktionen foregik i starten i lånte lokaler hos forskellige vinhuse, men i 2007 lejede de sig ind i de rustikke lokaler der før i tiden var hjemsted for vinhuset Torbreck. Torbreck var blevet for store til lokalerne, og Massena Vineyards var blevet store nok til lokalerne.

massena_vineyards_basket_press
To gange “Basket press”. En gammel, men god opfindelse

Produktionen kan kaldes moderne, men er egentlig et kig tilbage i tiden. Her anvendes produktionsudstyr som ved første øjekast ligner noget fra før industrialiseringen, men det er rent faktisk udstyr som har fået en renæssance, – især på det australske kontinent. På mange vingårde rundt omkring i verden gæres vin på tanke, hvor man kan styre temperatur og ilt-tilførsel.  Hos Massena Vineyards benyttes “Open top fermenters” – eller “åbne gæringskar”. De giver en mere livlig gæring, fordi gærcellerne har fri adgang til ilt. Gæringsformen gør, at flygtige og eventuelt reduktive aromaer, som skabes under gæringen har mulighed for at slippe ud af karret. Disse aromaer kan give vinen en kedelig duft af løg eller gummi. Man får en mere ren frugt af at gære i åbne kar. Efter endt gæring presses drueresterne i “Basket press”. Denne presseform er meget udbredt i Australien. Her mener man faktisk, at “Basket press” er langt mere skånsom end hvis man presser med hydraulik, selvom det er lykkedes producenterne af de hydrauliske presser at overbevise de fleste producenter om, at deres produkt er mere skånsomt. Det hele handler jo i sidste ende om hvor hårdt man presser. Jo hårdere pres, des mere farve og bitterstoffer udvindes af skallerne. Hos Massena Vineyards er alt blødt, saftigt og behageligt. Selv “The Howling Dog” – vis syre efter sigende skulle få dig til at hyle som en hund, er rent faktisk harmonisk og velsmagende.

Årgang 2014 hos Massena Vineyards

Årgang 2014 blev et varmt og tørt år i Barossa. Lidt forårsregn rustede dog vinplanterne til tørken der ventede forude. De vinbønder der kunstvander oplevede en meget hurtig modning, de høstede allerede i februar. På dette tidspunkt var druerne på Massena´s vinmarker først lige begyndt at tage farve. Tung regn satte ind i februar og rustede planterne godt til modningen af druerne. Druerne blev høstet i april, lidt tidligere end i 2013, som også var et meget varmt år. De mange varme år inden for det seneste årti har fået Jaysen til at tage en drastisk beslutning. De bedste vine bliver ikke længere produceret på Shiraz eller Grenache alene, men på en blanding af sorter. For første gang nogensinde, er The Moonlight Run ikke domineret af Grenache fra +100 år gamle stokke. The Moonlight Run er stadig samme stil, men for at fastholde stilen – en delikat, krydret, medium fyldig vin med vedholdende syre, – så må druesammensætningen tilpasses. Det samme er sket i The Howling Dog, som før var baseret på Durif, i 2014 er den domineret af Saparavi.

Vine der skal fremhæves

2014 The Moonlight Run, Barossa Valley (++)
Produceret på 58% Mataro, 22% Grenache og 20% Shiraz. En vin, der altid har været domineret af Grenache fra +100 år gamle vinstokke. For første gang nogensinde er Mataro den dominerende drue. Vi var lidt ængstelige ved substitutten, selvom Jaysen havde sagt til os, at han kun ændrede på blandingsforholdet fordi han mente Mataro gav en bedre vin, – en mere spicy og kompleks Moonlight Run. Vi må bøje os i støvet. Årgangen mangler intet. Mataro bringer lidt lavere alkohol og en anelse dybere og friskere frugt, men vinen besidder stadig de varme krydrede noter som vi elsker og søger i hver eneste årgang af denne vin. Hver druesort vinificeres for sig, og det endelige blend sættes først sammen efter minimum et halvt års fadlagring. Vinen lagrer dernæst ca. 18 måneder på store 2-3 år gamle egetræsfade.
Blåbær titter frem og bevarer friskheden, men ellers er duften domineret af varme krydderier som cigarkasse, kardemomme og trøffel. Lækker saftig næsten cremet frugtig smag med fyrigt krydderi der pirrer og prikker. Frisk og perfekt afstemt syre til slut. Smuk årgang. Frygten for mangel på Grenache i 2014 er gjort til skamme, Mataro er en fuldgod substitut. Alkohol 14%.

2014 The Twilight Path, Primitivo, Barossa Valley (+)
70% Primitivo, 20% Mataro, 10% Graciano. Primitivo menes at være nært beslægtet med Zinfandel. Primitivo har bare den fordel, at den modner mere ensartet i klaserne og derfor kræver mindre sorteringsarbejde. Aromatisk er der store sammenfald. Vinen lagrer på 2-3 år gamle træfade før den tappes på flaske, uden klaring og uden filtrering – alt det gode er stadig i flasken, men grundet den nænsomme behandling kan den sætte lidt bundfald med alderen.
Dyb kompleks næse med kirsebær, engelsk lakrids, tobak og nybagt brød. Cremet frisk smag med flot bærsødme. Mørke saftige bær. Behageligt bid i enden med kirsebærsten, lakrids og citronpeber. En Primitivo med stil. Bragende flot og i fuldendt balance.
Alkohol: 14%

2014 The Eleventh Hour, Barossa Valley (++)
Shiraz fra 60 år gamle Shiraz vinstokke. 10% af vinen har lagret på nye fade, resten på 2-3 år gamle træfade. Eleventh Hour lagrer sammenlagt 18 måneder på fad. Creme de cassis, roser, hvid peber og lidt lakrids i næsen. Opulent storladen frugt i smagen. Den brager igennem med kompleks dyb solbær og vedholdende krydrede noter med nellike og vanille. Krydderierne fortsætter med at pirre på tungen. Smuk Barossa Shiraz. Den vil elske at blive serveret til en oksemørbrad. Alkohol: 14%

Monte del Fra – Custoza og Lugana

Monte del Fra – andet end Valpolicella

Det er såmænd ikke så mange år siden, at ”Monte del Fra” (munkenes bjerg) var en gård, der dyrkede frugter til supermarkedernes grønt-afdelinger. Gården er beliggende i byen Sommacampagna, som ligger cirka 20 kilometer syd for Garda-søen.  I 1958 tog man første step og om-lagde flere marker til vindyrkning.

custoza_lugana_map
Oversigt over vinområderne i Veneto. Lugana syd for Garda, og Custoza der overlapper Bardolino.

Vin viste sig at være en bedre forretning end fersken-produktion, og derfor gik det ”step by step” imod det som Monte del Fra er i dag – en af de helt store spillere på den venetianske vinscene. Det var vinene fra gårdens marker i Custoza, der skabte fundamentet, men seneste alvorlige trin op ad kvalitets ranglisten blev taget, da familien Bonomo købte Tenuta Lena di Mezzo i hjertet af Valpolicella Classico. Det løftede deres Valpolicella vine betragteligt. Nu kunne man producere fra egne marker og var ikke afhængig af hvilken kvalitet kontrakt-bønderne i Valpolicella leverede.

Valpolicella produktionen er naturligvis vigtig for Monte del Fra. Det er her man tjener flest penge pr. enhed. Men huset høster enorm ros for de vine der produceres uden for Valpolicella – ikke mindst hvidvinene fra Custoza og Lugana, samt Spumante fra Custoza.

DOC Custoza

Jacob_Ruby_Marica_Bonomo_Monte_del_Fra
Marica Bonomo og undertegnede på markvandring i Custoza

Custoza ligger syd-sydvest for Gardasøen, og overlapper faktisk Bardolino området, som er kendt for sine lette og frugtrige rødvine. Ni druer er tilladt i en hvid Custoza. Det er dog Trebbiano Toscana (skal udgøre 20-45% af den færdige vin), Garganega (20-40%) og Tocai Friulano (5-30%), der dominerer billedet. Øvrige tilladte druer er Cortese, Malvasia, Riesling, Sauvignon Blanc, Chardonnay og Manzoni Bianco. En Custoza er svært sammenlignelig med noget som helst andet. Sammenligner man med de to nærmeste hvidvindproducerende naboer, så er Custoza friskere og mere blomsterrig end en Soave, og lettere og mere ukompliceret end en Lugana. Monte del Fra producerer også en storartet tør Spumante fra Custoza. Den besidder samme karakter som hvidvinen. Den er let, frisk og blomsteragtig. En herlig aperitif.

ca_del_magro
Eligio Bonomo og hund foran marken Ca´del Magro. Herfra producerer Monte del Fra en af de bedste hvidvine i Custoza.

Man kan også få Custoza med kompleksitet. Så skal der bare stå Custoza Superiore på flasken. En Superiore skal som minimum kunne gæres til 11% alkohol, hvor en normal Custoza blot skal holde 9,5%. Begge varianter holder dog næsten konsekvent langt højere alkohol procenter. Hos Monte del Fra produceres Custoza Superiore fra den sydvendte skråning ”Ca´ del Magro” hvert år. Her suger planterne solens stråler til sig og giver druer af helt unik kvalitet år efter år. Vinen består af 50% Garganega, 10% Trebbiano Toscana, 10% Tocai Friulano, 15% Cortese og 15% Chardonnay, Riesling og Sauvignon Blanc. De tre sidstnævnte druer er blandet allerede ved presningen af druerne og har efterfølgende fået lov til at gære på træfad. De øvrige druer er gæret på rustfrit stål. På denne måde er der opnået en flot balance mellem de lokale druers syrlige friskhed og de tre fadgærede druers fedme og fylde. Kombinationen har da også hentet topkarakteren 3 glas i Gambero Rosso, den italienske ”vin-bibel” de seneste 5 år i streg: 2008, 09, 10, 11 og 12.

DOC Lugana

custoza_lugana_monte del fra
Herlige friske dråber fra Veneto.

Stik syd for Garda-søen ligger Lugana-området. Et lille vinområde på 600 hektar, som i disse år oplever en næsten hysterisk efterspørgsel i hjemlandet. Hvidvinene fra området skal produceres 90% på druen Verdicchio, også kaldet Trebbiano di Lugana. Sorten stortrives i den lerede og kalkholdige jordbund i området. Vinene herfra har en fantastisk mineralitet. De kan næsten fremstå som Riesling-vine, vurderet på sprødhed og terroir alene. Men de er mere end det. De har en flot fugtrig kompleksitet og en blomstret karakter, samt flot frisk syre, der gør dem til en let og delikat oplevelse. Monte del Fra´s udgave er produceret 100% på Verdicchio, dyrket nær byen Peschiera del Garda, i en stenet og kalkholdig jordbund. Årgang 2013 er en af mine absolutte favoritter.

Vine der skal fremhæves:

2013 Bianco di Custoza (++)
Frisk og liflig duft af hvide blomster, lime og eucalyptus. I baggrunden vibrerer lidt ananas og mango, men det er især i smagen man får den cremede, sødmefulde og eksotiske frugt at føle. Ellers domineres både duft og smag af friske elementer. Flot stringent og mineralsk dvælende bid i eftersmagen. En helt igennem fantastisk, let forståelig og let drikkelig vin. Kompromisløs kvalitet til små penge. Derfor er jeg oppe på 2 stjerner her. Det er intet mindre end et røverkøb!

2011 Ca´ del Magro, Bianco di Custoza Superiore (++)
Lækker cremet eksotisk næse, med fersken, ananas, vanille og hvide blomster. Delikat og cremet smag hvor de eksotiske frugter går igen. Den friske mineralske syre og det røgede fadpræg tager langsomt over og dominerer eftersmagen. En super årgang fra en af de bedste marker i Custoza.

2012 Ca´ del Magro, Bianco di Custoza Superiore (+)
Duften byder på røg, anis, vanille, fersken og citrus. Den er meget komplekst sammensat både i duft og smag. Den faste tørhed trækkes i flere retninger i munden – snart mod det søde af fersken-agtig frugt, snart mod det bitre af fadlagringens røgede noter – men det hele ender i en flot symfoni med masser af indtryk. Flot krydderi og mineral-bid i enden.

2013 Lugana (++)
Helt eminent hvid italiener. Blomster, lime, fersken og Papaya i næsen. Cremet sødmefuld smag, der samtidig prikker og frisker med sin sprællevende syre. Den minder på mange måder om 2013 Bianco di Custoza, men har mere dybde og kompleksitet. Langt dvælende bid med lime-noter og let sødligt krydderi. Bedste Lugana årgang nogensinde fra Monte del Fra!

Spumante Custoza Brut (+)
Vinen besidder en fantastisk renhed og har Custoza områdets blomst og mineral. Dette er ikke blot en ny “sparkling wine”, det er en mousserende vin med særpræg. Drik den alene eller i selskab med lette fiskeretter.

Pulenta Estate

Historien om Pulenta Estate

pulenta_estate_cellars
Alt er nyt og moderne. Og vinene er i samme stil.

Familien Pulenta indvandrede i Argentina i 1902 da Angelo Pulenta og Palma Spinsati kom til Mendoza fra Ancona i Italien. De blev hurtigt involveret i vindyrkning og i 1914 købte de deres egen ejendom med 6 hektar vinmarker, ejendommen blev døbt Peñaflor. De fik 9 børn, som tog vin-lidenskaben til sig. Familien besad selv vinmarker, men solgte druerne til Trapiche, hvor de også var storaktionærer. I 1997 valgte de at sælge deres andel i Trapiche og etablere deres eget vineri. Intet skulle overlades til tilfældighederne, så der blev investeret i topmoderne produktionsudstyr. Familien Pulenta ville være med blandt de bedste i Argentina.

pulenta_estate_barrels
Pulenta Estate er storforbruger af nye egetræsfade fra Alliers-skovene i Frankrig. Dog uden at vinene bliver “over-wooded”

De har hele tiden haft muligheden for at producere fantastisk vin, for deres marker er rene perler. ”Los Arboles” blev anlagt i Uco Valley i 1981, og ”La Zulema” blev anlagt i Alto Agrelo i 1992 og sidenhen er tilkøbt marker i Tupungato, der er en subregion i Uco Valley. Alle markerne ligger højt i Mendoza, i 900-1300 meters højde, hvilket sikrer steghede dage der skaber fuldmodne druer, men grundet højden også kølige nætter, som sikrer at druerne bevarer noget syre. Syre er ekstremt vigtig i vin fra disse breddegrader og kan faktisk gøre hele forskellen på, om du producerer fantastisk vin eller blot holder dig på et middelmådigt niveau. Hos Pulenta kigger man næsten mere på syreindholdet omkring høst, end på sukker-indholdet, – for sukkerindholdet vil altid være højt. Her søges balance, mere end kraft og alkohol. Når man smager vinene kan man faktisk godt fornemme de italienske aner. Her er flot frugtsødme og fylde, men også syre til at holde tingene i balance.

pulenta_estate_vineyards
Oversigt over Mendoza´s vinmarker.

Tupungato er den højest beliggende del af Uco Valley. Området ligger for foden af bjerget Tupungato, som er 6500 meter højt. Her dyrker familien Pinot Noir druer i 1300 meters højde. Det giver en fantastisk nerve til Pinot Noir.

Alto Agrelo ligger mellem byen Agrelo og Andesbjergene og løber fra 900 meters højde omkring byen til op i 1100 meters højde. Her dyrkes primært Malbec, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon og Merlot. Det er ikke bare rå utæmmet kraft, som man får mange andre steder i Mendoza. Det er blækfarvede og komplekse vine, men holdt i elegant kølig stil.

Vine der skal fremhæves:

2010 Gran Cabernet Franc, Agrelo (++)
Det er lidt af en sjældenhed at møde denne drue på egen hånd. Det forstår man ikke når man smager dette vidunder.  Farven er tæt og kompleks. Vinen dufter af mørke kirsebær, blommekompot og mormors urtehave. Her er både dild, enebær og estragon i skøn forening. Cremet sødlig frugt i munden, med masser af blomme og blåbær. Flot syrligt bid i eftersmagen, som pirrer med chokolade og lakrids. Vinen har lagret 18 måneder på nye franske egetræsfade, men træet er ikke på nogen måde dominerende. En vanvittigt flot vin, der kombinerer pompøs frugt, med rank og kølig syre. 14,5% alkohol.

2009 Gran Corte, Alto Agrelo (+)
Så er der dømt ”Bordeaux wanna be” for alle pengene. Vinen er sammensat af 37% Malbec, 25% Cabernet Sauvignon, 23% Merlot, 10% Petit Verdot og 5% Tannat. Her er solbær, tobak, karamel og mynte i næsen. Det dufter som en Margaux fra en solrig årgang. Smagen er bundsolid, tæt og kompakt. Her er en god portion tannin, som vil kunne udvikle denne vin i kælderen i minimum 5-10 år mere. Røget, lakridsagtig eftersmag. Denne her kræver virkelig en god peberbøf hvis den ikke skal løbe med hele opmærksomheden. Men velproduceret det er det. 18 måneder på nye franske egetræsfade. 14,5% alkohol.

Bogen Vin Under Lup

Hvordan bliver en vinbog til?

Hvordan opstår lysten til at arbejde med vin – og senere lysten til at skrive en bog om produktet vin? Historien om hvordan jeg gik fra naiv skoledreng til vinnørd er eneste og bedste måde at forklare det på.

Skriveriet

Jacob Ruby smager på vin
Hverdagen som vinkyper er lidt som at være brandmand. Der trækkes slanger, tændes pumper, spules og dampes. Eneste forskel er, at et glas vin på arbejdet er i orden.

Lysten til at skrive har jeg altid haft. Den har forfulgt mig siden de mindste klasser i Folkeskolen. De bedste lektier man kunne give mig for, var dansk stil. Jeg elskede det, og min lærer elskede at læse det jeg skrev. At begejstringen for dansk stil blev standset brat på Handelsskolen af en lærer der gav mig et 6-tal og mente jeg var for useriøs – har heldigvis ikke taget modet fra mig. Jeg VIDSTE jo, at hun tog fejl – og at det ikke var mig der havde lavet noget lort.

Men man går jo hen og bliver voksen, og seriøsiteten presser sig på. Selv mine julekort har fået et seriøst islæt gennem årene – for ja, jeg tilhører en sjælden rase som stadig sender julekort til venner og bekendte – i kuvert og frankeret med både frimærke og julemærker. Så meget om skrivelysten, som jeg i øvrigt ikke aner hvor kommer fra. Et tidligere liv, eller en fjern slægtning.

Vinen

Jacob Ruby laver vin
Rødvinsproduktion i Australien. Ham knægten fra det der vanvids kolde land mod nord har fået lov til at stå for de daglige “pump overs”.

Lysten til at arbejde med vin opstod ved lidt af en tilfældighed. Jeg stod, som de fleste står, i en alder af 17 år og ikke anede hvad jeg skulle give mig til. Læreren der gav mig 6, havde taget lysten til at gå i skole fra mig. Jeg ville ud og tjene penge og spare sammen til et stereoanlæg. Det eneste sted der var en lærerplads på daværende tidspunkt var i den lokale vinhandel: Skjold Burne i Skælskør. Her fik jeg forbavsende let overbevist vinhandler Søren Wichers om mine kvaliteter (Men det er naturligvis ikke sikkert han har haft mange ansøgere). Og jeg stod pludselig bag disken i en vinhandel.
Det første år var det bare et job. Jeg gjorde hvad jeg skulle og fik min løn. Syntes i øvrigt de var nogle fjolser, dem der stod og pralede med, at de i går aftes havde drukket en flaske vin til 200,- kroner. Havde jeg haft de penge, så var de gået til mit første stereoanlæg! Men det gik hverken værre eller bedre, end at jeg blev sendt på et skoleophold på Mommark og fik en “hovedopgave” omkring Beaujolais området. Jeg var nødt til at åbne en vinbog for at gennemføre projektet. Den ene bog tog den anden med sig – og jeg blev faktisk totalt opslugt af emnet. Opgaven indbragte topkarakter, lige hvad der skulle til for at jeg begyndte at synes, at vinbranchen var noget for mig.

Jacob Ruby laver vin
At lave vin er hårdt og beskidt. Her skal skallerne fra rødvinsgæringen presses.

Men jeg ville mere end vinhandler-livet. Jeg ville lære mere om produktet. Måske endda ud i verden og opleve det. Vinhandelen blev derfor skiftet ud med en uddannelse som Vinkyper hos Taster Wine. Tre år med arbejde på et tanklager. Et uendeligt skiften filterplader, trækken slanger og tagen laboratorieprøver, som slet ikke var så romantisk som det havde taget sig ud fra en købmandsdisk. Men arbejdet førte en flok legater og en studietur med sig, og ud i verden drog jeg, for at lære mere om vin. Det var på mine studieture til Mosel i Tyskland og South Australia, at ”Vin under lup” blev grundlagt. Jeg kom hjem med tons af inspiration, og en hel kuffert fuld af bøger og notater. Mit tøj havde jeg foræret væk, det var vigtigere at få de andre ting med hjem. Jeg vidste allerede på dette tidspunkt, at jeg ville skrive en bog. Skulle bare finde formen. Den skulle jo helst ikke blive som alle andre bøger.

Vin under lup

Vin under lup af Jacob Ruby
Bogen “Vin under lup” blev trykt i 2011 og fik ros for sin faglighed og opbygning.

Formen fandt jeg så først næsten 20 år – og mange notater senere. Bog-projektet blev fundet frem i korte perioder og lagt væk i alt for lange perioder, der næsten medførte glemslen. I 2011 lykkedes det mig, at få sat det sidste komma, og få sat tingene sammen så de fremstod som en helhed. Jeg er glad og stolt over at kunne sige, at jeg har skabt en bog som er anderledes. Som går i dybden med vin på en helt anden måde end mange andre vinbøger. Her er det selve produktet der er i fokus. Ikke en geografisk oprindelse eller en dygtig vinmager. Her kigger vi på, hvad det er geografien gør, og hvilke muligheder vinmageren har for at påvirke produktet. Bogen kunne ikke hedde andet end “Vin under lup”, – for vi zoomer ind her, vi zoomer ikke ud.

Politiken skrev, at det er en vinbog for begyndere. Det er jeg nu ikke sikker på jeg vil give dem ret i. Jeg mener du bør vide noget om vin, for at finde det jeg skriver om, og fordyber mig i interessant. Men i øvrigt blev bogen rost. Det blev den også af Henrik Oldenburg på Forlaget Smag, i Vinbladet og på Vinavisen.dk. Den anmeldelse der gjorde mig mest stolt var dog en lektørudtalelse fra Dansk Biblioteks Center. En anmeldelse fra en person, som ikke laver andet end at læse bøger, men som roser for opbygningen af bogen, det faglige indhold og blandt andet skriver: “En pædagogisk fint tilrettelagt vinbog, som rummer et væld af oplysninger, som jeg ikke mindes at have set tilsvarende formidlet samlet i de mange vinbøger jeg har læst.”
En dejlig anmeldelse. Det var jo netop pointen med bogen. At få en masse relevant og dog nørdet stof til at give mening.

Køb bogen “Vin under lup” på propperiet.dk

Massimago – en ny stjerne i Valpolicella

Nytænkning, vilje og kvalitetsbevidsthed

massimago_camilla_rossi_chauvenet
En pige med ben i næsen satte sig for at lave vin på et bjerg

Man skal anstrenge sig for at synes, at der er noget dårligt at sige, både om stedet og vinen. At sidde på ejendommens terrasse (med pool) og skue ud over dalen med vinmarker så langt øjet rækker, er simpelthen medicin for sjælen. At smage vinen fremkalder det helt store brede smil, og det hele bliver ikke mindre interessant når man får fortalt historien om hvorfor der i dag tappes små mirakler på flaske på ejendommen “Massimago” i bakkerne over Mezzane di Sotto. I min verden er der ingen tvivl om, at Massimago er forud for sin tid. At det, der produceres her, er med til at gøre fremtiden for hele Valpolicella lys og glorværdig. For hvis flere går denne vej, så bliver kvaliteten i området hævet med mange niveauer og interessant for andre end folk der forherliger Amarone.

Det lå ikke i kortene at Camilla Rossi Chauvenet skulle ende som vinproducent. Hendes forældre og bror er advokater, og det ville være meget naturligt at hun søgte samme levevej. Vin var der ikke blevet brugt meget tid, hverken at smage på, eller tale om i barndomshjemmet. Men Camilla havde dog gennem sin omgangskreds set og fundet fascinationen i produktet. Camillas mormor boede på den skønneste ejendom ”Massimago” i bakkerne i Valpolicella. Her var både vinmarker og olivenlund men ingen vinproduktion. Vinmarkerne tog det lokale kooperativ sig af.

Massimago_Propperiet
Høstarbejderne i fuld gang på Massimago. Smukt indrammet af oliven.

Dagen kom hvor Camilla´s mormor var nødt til at fraflytte ejendommen, hvor hun havde boet hele sit liv. Ejendommen skulle enten sælges eller overtages af et familiemedlem. Her sprang Camilla til. Hun traf et valg for livet – hun ville lave vin. Ikke almindelig vin, hun ville lave vin som gjorde en forskel. Og mulighederne var enestående på Massimago. Hun uddannede sig til agronom på universitetet i Padova i 2003, og har siden suppleret denne uddannelse med et speciale i planteavl på universitetet i Madrid og en uddannelse som ønolog på universitetet i Montpellier. Hendes baggrund for at dyrke og producere vin skulle således være i orden.

Massimago – nyt med nyt på

Massimago_Camilla Rossi Chauvenet_Jacob Ruby
Camilla Rossi Chauvenet viser stolt sin “Bourgogne”-agtige kælder frem. Intet under, at hendes vine har Pinot Noir karakter.

Men opstarten var en svær tid. Hun var 20 år da hun gik igang med projektet. I Italien er det ofte sådan, at folk der er involveret i vin har en ældre generations erfaringer at trække på. Det havde Camilla ikke. Far var jo ikke vinbonde. Hun havde ingen produktionslokaler, intet udstyr. På et tidspunkt var hun nødt til at sælge bilen for at få råd til en traktor. Det er kun ukuelig vilje, der har bragt hende dertil hvor hun er i dag. Tingene udviklede sig stille og roligt, og i dag kan hun med stolthed se tilbage på tiden der er gået – for hun producerer forbandet god vin.

Camilla er et nysgerrigt og kreativt væsen, der søger det ultimative i alt hvad hun laver. Både i marken, i kælderen og rent markedsføringsmæssigt. Selvom hun efterhånden har en del årgange bag sig på Massimago – så søger hun stadig perfektionen. Den lille detalje som kan gøre hendes vin endnu bedre. Det er ikke en fast nedskrevet opskrift der følges år efter år.

Massimago_Propperiet
Fuldmodne druer på Massimago´s marker.

Massimago ligger på toppen af et bakkedrag i 100-300 meters højde. Ejendommens 10 hektar ligger samlet og isoleret fra andre producenter. Derfor kan Camilla med sikkerhed sige, at druerne på ejendommen dyrkes økologisk. Her kan sprøjten fra naboen ikke gribe forstyrrende ind. Druesorterne der dyrkes er Corvina, Corvinone, Rondinella, lidt Cabernet Sauvignon og Gargannega. Det bliver til 40.000 flasker om året fordelt på primært Valpolicella, Valpolicella Superiore, supervinen ”Profasio” og Amarone. Lidt hvid, rosé og mousserende vin bliver der også eksperimenteret med.

Vine der skal fremhæves:

2012 Valpolicella Superiore (+)
Druerne til vinen har tilbragt en uge i tørrerum. Tørringen er medvirkende til større kompleksitet end i den almindelige Valpolicella fra Massimago. Brombær, sort peber og krydderurter i næsen. Dyb og kompleks smag, der dog bevarer Valpolicella´s lethed. Vinen har samme sødmefulde og vitaminrige karakter som vildtet der skal på bordet i efteråret. Flot eftersmag med masser af peber, som også vil stå godt til det oftest krydrerede tilbehør til vildtet.

2010 Profasio (+++)
Helt uhørt fantastisk rødvin. 50% af druerne til vinen har tørret i 30 dage. Hvor er det genialt! For det giver lige nøjagtigt den koncentration og det krydderi, som passer med, at vinen samtidig er frisk og livlig. Der er ikke for meget af noget, og så sandelig heller ikke for lidt.
Det vælter op af glasset med krydderier, modne kirsebær, orangeskal, sød lakrids og friskkværnet peber. De tørrede noter: figner og svesker ligger og vibrere pikant i baggrunden. Flot lang eftersmag med fint bid. Man får kort og godt aldrig rigtig nok af det her.

2011 Profasio (++)
En yngre model af vidunderet. Det bliver ikke mindre vidunderligt her. Solbær, blomme i Madeira, tørret appelsinskal, sort peber og et let røget præg. Dybe mørke toner i smagen, masser af sødmefulde mørke bær, men holdt i stram kølig stil. Lang dvælende og intens eftersmag hvor peber og lakrids pirrer meget længe.

2010 Amarone della Valpolicella (++)
Dybe mørke toner. Mørke søde modne kirsebær, marcipan, tørret appelsinskal og sød lakrids i næsen. Flot balsamerende sødme i munden. Flot, fordi den aldrig bliver for sveske-agtig, fordi den holdes i stramme tøjler af frisk bærsmag og god syre. En suverænt flot produceret Amarone.

Vinsmagning og vinglas

Gå aldrig ned på ordentlige vinglas

Der er kun én der har styr på hvordan vi synes noget smager – og det er os selv. Så er viden om det vi stopper i munden fuldstændig ligegyldigt. Grethe synes vinen er sur. Vinhandleren synes den er tør. Han synes faktisk den er ret lækker. Men han får ikke solgt den til Grethe. Er det Grethe eller vinhandleren der har et problem?
Man kan godt kalde det at smage og dufte for en læringsproces. Men det er det jo kun hvis man ønsker at nørde med smag og duft at man har lyst til at fordybe sig og lære noget om det. Og selvom man har smagt en masse (og forhåbentlig lært noget af det), så kan man stadig have præferencer for det syrlige eller det søde. For Cabernet Sauvignon eller for Syrah.

Grethe er ligeglad med, om vinhandleren serverer vinen på den rigtige måde...
Grethe er ligeglad med, om vinhandleren serverer vinen på den rigtige måde…

Grethe gider ikke nørde. Hun er ligeglad med vinens temperatur, hvilket glas hun får den serveret i, om den er fra Australien eller Nordnorge. Hvis hun drikker vin, så er det ved selskabelige lejligheder og det må gerne smage godt, men hun vil helst ikke forholde sig for meget til det. Vinen må gerne være meget umiddelbar, ikke for meget syre, gerne lidt sødme, – så er hendes lykke gjort, og det er der intet forkert i.

Grethe har faktisk ret i, at det ikke skal være for besværligt at omgås vin. I dag er vin for alle. Alle har råd til det, selv vin på en hverdag har de råd til. Og det er såmænd heller ikke for at besværliggøre, at jeg her kommer med tre råd som vil gøre, at du/i får meget mere ud af vinen. Rådene bygger på egne erfaringer, og ærgrelser over, at noget ikke blev serveret rigtigt og dermed ødelagde oplevelsen.

Vinglas

Vinglas fra Italesse kan købes hos Propperiet
Hos Propperiet tager vi vinglas alvorligt. Derfor har vi egen import fra fabrikken Italesse i Trieste, Italien

Den første faktor er, at du er udstyret med et ordentligt vinglas. Noget af det vigtigste ved vinsmagning er, at vinen kan ses og duftes. Vin er meget mere duft end det er smag. Mennesket kan smage fire forskellige smagsretninger: sødt, surt, salt og bittert. Vi kan derimod dufte op mod 3000 forskellige aromaer og kombinationer deraf. Så når vi synes en vin smager af kirsebær, så er det fordi vi kan dufte kirsebær, ikke fordi vi kan smage det. Derfor er det så utroligt vigtigt, at det glas vi drikker vin af, er skabt til at kunne afgive aromaer. En yderligere fordel er det, hvis glasset er sådan indrettet, at man kan slynge vinen i glasset og derved piske aromaerne frem i vinen. Et tulipanformet glas er at foretrække. Det skal helst snævre ind for oven. Den bowle-formede “Paris”-model fra forsamlingshuset kan slå selv den bedste vin ihjel! Og lad for guds skyld være med at fylde for meget i glasset. Det kan godt være, at du gør det, for at virke generøs og gæstfri, men for meget vin i glasset ødelægger igen muligheden for at kunne slynge og dufte. Så hellere skænke lidt flere gange. Sidst på aftenen vil dine gæster have fundet ud af, at du ikke er en fedterøv, men at du blot ved hvad du har med at gøre.

Karaffel

Sådan skal det nemlig gøres. På karaffel med vinen, og så op i et ordentligt vinglas.
Sådan skal det nemlig gøres. På karaffel med vinen, og så op i et ordentligt vinglas.

Nogen vil synes det er at overreagere at hælde al sin vin på karaffel, men i guder det kan anbefales. Igen handler det om, at få frigivet vinens aromaer. Mange tror, at en karaffel kun skal bruges når en ung vin skal iltes og den ungdommelige syre skal blødgøres. Men faktisk har de fleste vine godt af luft. Jeg har alt for tit, og det tror jeg også andre har, siddet med en flaske vin og syntes, at den blev bedre og bedre jo længere ned i flasken jeg kom. Det er sket, fordi vinen langsomt bliver iltet i flasken, men også fordi vinens phenol (farve og aromastoffer), der er nogle af de tungeste molekyler i vinen, kan have en tendens til at falde til bunds i vinen. Det er godt lige at få det hele plasket sammen og iltet. Næsten al vin vinder ved det. Vær dog forsigtig med rigtig gamle vine, de tåler ikke altid at blive iltet.

Temperatur

cold_krug_champagne
Hellere for koldt end for varmt. Sådan er det bare. Og dem der tror vin tager skade af kulde burde tænke på hvordan de bedste restauranter køler for eksempel champagnen.

Der er mange der tror, at kulde er en vins værste fjende. Det passer ikke, og hvor de har fået informationen fra, må guderne vide. Varme er langt værre. Her taler vi både ekstremer under opbevaring af vin, men også under serveringen. En for varm vin smager flad, en for kold vin bliver hurtigt varmere i glasset og får den temperatur hvor den smager bedst. Køl gerne i fryseren, køl med masser af is, køl i sneen udenfor på en vinterdag. Jeg serverer næsten al min vin for kold. Hvid som rød. Rødvin ved 15-16 grader og hvidvinen køleskabskold. Det giver mig den bedste oplevelse.

Hos Propperiet har vi naturligvis hvad du har brug for. Vi har egen import af vinglas fra den italienske fabrikant Italesse, som producerer flotte glas og karafler fremstillet i Crystallin, hvilket vil sige der er færre tungmetaller i (under 10%), end i krystalglas (over 24%). Glassene er støbt i et stykke og har ”tulipan” form, så man bedre opfanger vinens aroma. De er samtidig solide, og tåler maskinvask hvis man ikke orker at vaske dem af i hånden.

Damn Good Shit

Det er ikke for sjov!

Navnet får folk til at grine, og det virker måske lidt bizart både at bande og sige ”lort” når man beskriver en vin. Men hvis man kender Robert Eden, hans altid gode humør, og hans arbejdsmetoder. Så kan vinen ikke hedde andet.

Beauval_JaneGoodall_9868-SBernert-JGI
Robert Eden – en seriøs humørbombe

Navnet er en hyldest til de arbejdsmetoder han bruger i vinmarken. Robert har en stor forkærlighed for Rudolph Steiners biodynamiske principper og hans teorier om, at planter, mennesker og dyr er langt mere forankret i hinanden end vi går og tror. Han betragter faktisk vinplanten som ligeværdig med sig selv. Han kunne aldrig drømme om at drikke Round Up, eller give konen det. Så derfor giver han heller ikke vinplanterne det.

Der brygges urtethe i kampen mod skadedyr og fungis
Der brygges urtethe i kampen mod skadedyr og fungis

Uden planten var vi her ikke. Den optager vores og dyrenes CO2 og laver det om til ilt, som er livsnødvendig for os, og som gør, at vi kan hoppe og springe og gå hvorhen vi vil. Vi kan ikke tale med planten, og den kan ikke tale til os, men vi bør alligevel behandle den med samme respekt som et dyr. Det er denne enhed Robert forsøger at skabe på sin mark. Her bruges ikke traktor eller kemi. Her bruges hest når der pløjes, organsik gødning når planterne skal tilføres energi, samt urtethe eller hvidløg i kampen mod skadedyr – og så er foreningen total: menneske, plante og dyr arbejder sammen, med et formål, at skabe de bedste vækstrammer for alle tre – og god vin til mennesket 🙂

Robert kommer
Hesten Karibi er vigtigste arbejdsredskab i vinmarken of af og til leverer den faktisk en klat Damn Good Shit. Win, win…

Robert er vild med Rudolph Steiners teori, men er ikke voldsomt imponeret af hans praksis. Hvis man skal certificeres til biodynamisk dyrkning, så skal man behandle sin gødning med urter, fylde den i kohorn og grave dem ned vinteren over. Her stopper logikken for Robert. Han mener selv, at han opnår de samme resultater på langt mindre tidskrævende vis. Han laver “Piles of shit”, bunker med møg, tilfører de nødvendige urter og dækker hele herligheden med jord. Inde i bunken sker der nu en gæring, som øger den organiske gødnings kraft. Men bl.a. fordi han ikke bruger kohorn, så kan han ikke blive certificeret biodynamisk dyrkende. Han er i stedet certificeret økologisk dyrkende. Men han sigter efter at lave gødningen som Steiner mente den blev bedst. I Roberts verden er gødningen en af hovedårsagerne til, at vinen er så god. Den er for det første naturlig, den er igen en symbiose mellem dyr, plante og menneske: Dyret spiser planten og laver gødning af den – mennesket forfiner gødningen med plantemateriale og koncentrerer den. Så kan det ikke ende med at blive andet end Damn Good Shit.

Skal vi holde et Damn Good Shit party?

Vi kunne ikke stå for hverken Robert eller hans vin da vi mødte ham første gang, og det er sådan cirka 10 år siden nu. Som tiden dog går. De 10 år med Damn Good Shit har ikke været uden problemer. Specielt ikke for Robert, som var ved at opgive navnet efter blot 3-4 års samarbejde. Han kunne ikke sælge vinen med det bizarre navn i andre lande end Danmark, så nu ville han sadle om og kalde den ”Château et eller andet”. Vi protesterede voldsomt. DGS var allerede på daværende tidspunkt vores vigtigste brand. I dag er både Robert og vi glade for, at han fortsat sælger Damn Good Shit i Danmark. Det er en verdens-eksklusivitet vi taler om her. Vinen findes ikke under dette navn andre steder.

Damn Good Shit er produceret på Syrah druer fra nogle af de ældste parceller på Roberts marker. Vinen går normalt under navnet ”Les Planels”. Druerne udvælges med stor omhu, og sorteres på vingården, så kun det absolut bedste råmateriale kommer med i gæringstanken. Gæringen foregår dels i store åbne cement kar, dels i små æggeskalsformede lukkede cementtanke. De to gæringsmetoder bidrager hver især med unikke aromatiske egenskaber. De åbne cement kar giver højere alkohol, en meget umiddelbar og dybfarvet vin, der har fået lov at reagere med ilt under hele gæringen. De lukkede kar giver en mere afdæmpet og kompleks smag.

Robert og Karibi på arbejde
Robert og Karibi på arbejde

Blandingen af de to kan variere fra årgang til årgang. Efter endt gæring lagres vinen på franske egetræsfade i 12-14 måneder. Det hele ender ud i en smuk blanding af umiddelbar frugt og krydderi i næsen. Meget af det samme i munden, men også en dybde og en kompleksitet, som gør denne vin forskellig fra alt andet. Det er ikke australsk umiddelbarhed, det er ikke Rhône-dalens stramhed, det er en skøn blanding, – og vi elsker det!

2011 Damn Good Shit Syrah, Minervois la Liviniere
Alt er som det plejer. DGS buldrer der ud af med flot intens farve. Solbær, blomme i Madeira, appelsinskal, sort peber og røget præg i næsen. Dybe mørke toner i smagen. Igen solbær og blomme, men holdt i stram stil. Lang dvælende og intens eftersmag hvor peber og lakrids pirrer meget længe. (++)

2012 Damn Good Shit Syrah, Minervois la Liviniere
Blomme, kirsebær, tjære, vanille, kølig mint og et finurligt kanel/kardemomme-twist. Enorm intensitet og fylde i smagen. Den er mere rank end 2011. Mindre sødmefuld, mindre portvins-agtig. Til gengæld klæder den mere kølige stil vinen. Den dufter og smager næsten som en “Super toscaner”. (++)

 

Knæstrømper og tyrolerhat ved Mosel

Fra halvflad til knivskarp Riesling

Skønne Mosel, hvor næsten alt er, som det altid har været
Skønne Mosel, hvor næsten alt er, som det altid har været

Når man lige har været i Languedoc og oplevet revolutionen, så er det ret sjovt at komme til Mosel og se, at tingene er som de altid har været – og så alligevel ikke. En revolution ville aldrig ske her. Det er mentaliteten simpelthen ikke til, og det er egentlig heller ikke nødvendigt. Her skal bare strømlines og forbedres en smule hist og pist, så vil de fleste producenter have en meget lovende fremtid for sig. Ungdommen har set det. De er veluddannede, de er opvokset i en globaliseret verden hvor kommunikation og transport er blevet og bliver nemmere og nemmere. De ved godt at hele verden er deres marked. De forbedrer og tilpasser og gør deres produkt moderne og stilsikkert.

Kontrasten er det ældre par Gudrun og Gottfried (fiktive personer), der lever deres liv som altid. Han går stadig rundt i korte bukser med seler, knæstrømper og tyrolerhat. Hun fejer gaden og laver mad i storblomstret kjole. Han laver samme vin som han lærte at lave den af sin far, en halvflad sukkersød Riesling, som egentlig ville have det bedst med at blive serveret til en af de 15 cm høje flødekager med nervøs frugtgelé på toppen, som serveres på turistbådene i Bernkastel-Kues. Han har i øvrigt været ”Bürgermeister” i byen, ligesom naboen, og naboens nabo. Et fint princip at lade den titel gå på tur.

Det er en smule besværligt at komme til druerne...
Det er en smule besværligt at komme til Riesling druerne ved Mosel…

Der er en verden, eller i hvert tilfælde en tidsalder, til forskel på de to generationer. Og der er helt sikkert også en tidsalder til forskel på det Mosel vi kender i dag, og det Mosel vi vil komme til at kende, når A1 om kort tid pløjer hen over den smukke dal og pludselig kun ligger et Ausfahrt skilt væk. Hvis man ser bort fra den skamplet A1 vil være på det naturskønne område, så vil den både bringe godt og skidt for vinbønderne. Som prisfikseret vinhandler kan jeg godt frygte, at området vil komme til at opleve langt mere fokus, stigende turisme, stigende efterspørgsel og dermed stigende priser. I dag er det jo faktisk sådan, at man betaler mere for en Alsace Riesling høstet med maskine, end man betaler for en Mosel Riesling høstet ved håndkraft på en stejl ufremkommelig skråning. Det er ikke rimeligt, men jeg tror heller ikke den kendsgerning varer ved. Godt for vinbønderne, skidt for os der gerne vil drikke god Riesling til overkommelige priser.

Første besøg hos Karl Erbes

Denne sommer blev brugt til at besøge Karl Erbes i Ürzig og Schmitges i Erden, to repræsentanter for det moderne Mosel. De er næsten naboer, men producerer hver deres moderne type Riesling. Det hænger naturligvis både sammen med kælderarbejdet, men også oprindelsen af deres druer. Hvis marken Erdener Prälat er skillelinien, så producerer Erbes til venstre for Prälat – på Ürziger Würzgarten og Schmitges producerer til højre – på Erdener Treppchen. De har i øvrigt begge besiddelser på Prälat.

Den nye Karl Erbes etiket
Den nye Karl Erbes etiket

I dag er det Karl Erbes´ søn Stefan der driver ejendommen. Stefan tilhører den moderne generation. Han går i det stille og tilpasser og modererer i kælderen, og han gør det så sandelig også rent markedsføringsmæssigt. Fra 2013 årgangen kom det tiltag som man kan forestille sig har vakt nogen diskussion ved søndagens familiekomsammen – han ændrede de årtier gamle etiketter fra at være en skrækkelig akvarel af Mosel, til at være stilet, ren og moderne. Egentlig samme udtryk som hans vine har. Det var mit første besøg hos Stefan, så der blev smidt den ene flaske efter den anden på bordet for at give mig et indtryk af hvad det er han laver på Ürziger Würzgarten. Og i guder han laver gode sager. Det skal retfærdigvis siges, at det gjorde hans far i de korte bukser også. Der ligger en del gamle årgange i kælderen, som absolut kan sælges med moderne etiket.

Ürziger Würzgarten med hældninger på 60-70%
Ürziger Würzgarten med hældninger på 60-70%

Stefan´s Riesling er eksotisk, let krydret og med frisk sprød syre. Det gælder i alle klasser, sød som tør. En ting er jordbunden. Den røde skifer på Würzgarten er på en eller anden måde sammensat anderledes end den grå skifer på Erdener Treppchen. Om det er jorddybden, porøsiteten, mineralindholdet eller noget andet vides ikke, men et faktum er det, at Riesling fra ”Krydderhaven” smager mere krydret end fra Treppchen. Men en anden ting som er ret væsentlig for smagsforskellen på de to marker er alderen på de vinplanter der vokser på dem. I 70´erne påbegyndte man operation “Florbereinigung” langs Mosel. Det var et tiltag fra staten, som ønskede at hjælpe et trængt erhverv.  Det blev sværere og sværere at få unge mennesker ind i vinproduktion. En af grundene var helt klart de håbløse arbejdsforhold man blev budt på de stejle skråninger langs de tyske floder. Derfor anlagde man mure og veje på skråningerne, for at lette arbejdet for vinbønderne. Det medførte dog også, at de områder hvor marker blev omlagt, måtte nyplantes. Derfor er vinplanterne på Erdener Treppchen maksimalt 30 år gamle. Ürziger Würzgarten er aldrig blevet lagt om. Flere af de marker Stefan henter druer fra har plantemateriale der er over 80 år gammelt. Alderen på planterne betyder meget for den koncentration og syre der er i den frugt den sætter.

Vine der skal fremhæves

Fra smagningen af Stefan og Karl Erbes´ vine på denne 35 grader varme sommerdag ved Mosel skal følgende vine fremhæves:

2011 Würzgarten Kabinett feinherb
De eksotiske frugter suppleres med en fuldstændig perfekt petroleums-næse. Vinen nærmest balsamerer smagsløgene og pirrer med både sødme og krydderi. Langt dvælende bid med lidt krydderi og bitterhed (++).

2012 Erdener Treppchen Spätlese Trocken
Om det var renheden og blomsten fra Erden, der kom som en tiltrængt kølig brise på en varm sommerdag, vides ikke. Men hold op jeg blev blæst bagover af denne vin. Papaja, melon og mynte i næsen. Lækker fyldig frugtsmag uden antydningen af sødme på trods af 9 gram restsukker. Hvinene sprød syre og let CO2 prikken på tungen. Så saftigt, så rent, så lækkert (++)

2004 Würzgarten Spätlese
Riesling i verdensklasse! Ananans, fersken og møgbeskidt benzinstander i næsen. Delikat sødmefuld smag, der fylder og balsamerer munden med eksotisk frugt og pirrende let krydret syrligt bid (+++)

2012 Erdener Prälat Auslese
Lækker eliksir med abrikos, akacie og fin krydret botrytis i næsen. Delikat sødme, der pirrer og prikker med alle de rigtige steder, flot krydret eftersmag med Cayenne peber-agtigt krydderi og kølig mint  (++)

Smagenotater fra Schmitges følger i separat Blog.

Languedoc 2012 og 2013

Damn good shit er damn better than ever

Varme, tørre, lavendelduftende og cikadestøjende Languedoc
Varme, tørre, lavendel-duftende og cikade-støjende Languedoc

Jeg bliver mere og mere begejstret for Languedoc. Den rivende udvikling området har været igennem, den optimisme der hersker, den vilje til at vise verden, at ”Vi kan godt!”. Her er ingen regler. Her gør man hvad man har lyst til. Man ligger ikke under for traditioner som mange andre steder i Frankrig. Området er på en gang goldt og råt, og så alligevel smukt og indbydende. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor ufremkommeligt og barskt klipperne med kratbevoksningen må have taget sig ud for de første bosættere i området. I dag er der vinmarker hvor man kigger hen. Og det er ikke længere ligegyldige vinmarker. Det er marker der byder ind med noget særpræg og noget karakter til denne verdens enorme vinproduktion.

Det er efterhånden blevet accepteret af forbrugerne, at kvalitetsvin godt kan komme fra Languedoc
Det er efterhånden blevet accepteret af forbrugeren, at kvalitetsvin godt kan komme fra Languedoc

Der er sket en holdningsændring i Languedoc gennem de seneste 30 år. Den er gået slag i slag, og har haft det svært i starten. Både lokalt, nationalt og internationalt. Der har været masser af fordomme at slås med. Den ældre generation i Languedoc har altid set vinproduktion som en afgrøde. Jo større udbytte, des bedre. Den nye generation har set, at der er muligheder for andet end et ligegyldigt bidrag til denne verdens vinsø. Klimaet er nærmest perfekt til vindyrkning. Meget varme, men ikke for varmt. Vinter med vand, sommer uden. Klimaet gør, at man sjældent møder sygdomme i vinmarken. Og flere af de lokale druer trives bedre her end noget andet sted i verden. Tag druer som Carignan og Grenache Gris. Men det er klart, at holdningsændringen ikke er sket over en nat. Mange har forsøgt sig med kvalitet, og knækkede nakken på det. Languedoc var ikke klar, Frankrig var ikke klar, eksportmarkedet var ikke klar.

Her hviler Damn Good Shit årgang 2013 trygt på fad, med Château Maris logo
Her hviler Damn Good Shit årgang 2013 trygt på fad, med Château Maris logo

Når jeg tænker på hvor forgabte vi var i Languedoc da vi besøgte Vinisud i Montpellier for 12 år siden og skulle til at starte Propperiet Vin Import. Tanken var, at vi var nødt til at komme ud til kunderne med noget de andre ikke havde. Kvaliteterne talte for sig selv. ”Côte 125” fra Bernard Schurr´s Domaine des Courtilles i Corbieres, eller ”La Chapelle” fra Domaine Montlobre i udkanten af Montpellier. Det var helt vanvittigt velsmagende vine, til vanvittigt lave priser, som beviste at området havde fundet nye veje.  Vi havde 5 kvalitets-leverandører fra Languedoc i vores første prisliste. Det blev ret hurtigt reduceret til én. Château Maris fra Minervois og vores elskede ”Damn Good Shit Syrah” fik lov at overleve. Markedet var bare ikke klar til kvalitetsvin fra Languedoc. Men skibet er ved at vende.

Og det ses tydeligt i Languedoc. Det blomstrer op med unge innovative vinmagere med mod på tilværelsen, og en helt klar overbevisning om, at Languedoc ikke behøver stå tilbage for nogen. En af de nye visionære vinproducenter mødte jeg i sommeren 2014. Jean-Baptiste Fores er en af de unge, som kan sit kram. Han er uddannet ønolog og overtog i 2012 sin fars vinmarker. Hans far havde, jævnfør det ovenfor skrevne, altid leveret sine druer til det lokale kooperativ, jo flere han kunne høste, des bedre økonomi var der i det for ham. Jean-Baptiste har ændret dyrkningsmetoderne, så han i dag høster med ekstremt lavt udbytte, og han har lejet sig ind i et hjørne i det lokale kooperativ, hvor han går og laver sine egne vine. En super sprød og mineralsk Chardonnay med 3 måneders lagring på nye fade. En saftig Syrah med noter af mørke kirsebær, lakrids og lavendel med 8 måneders fadlagring. Super vine, med masser af nerve og karakter. I dag sælger han til flere toprestauranter i Cannes, Nice og Montpellier, og drømmen er at komme ud på eksportmarkedet. Det skal han nok komme – jeg kunne godt fristes til at hjælpe ham.

En Bourgogne-mand i Languedoc

Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay viser rundt på fadlageret
Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay viser rundt på fadlageret

Et af de huse vi handlede med tilbage i 2002 var Abbotts. I januar 2014 tog vi kontakt til huset igen, efter 10 års pause. Der var sket mange nye ting på de mellemliggende år. Ægteparret Abbotts var blevet skilt og vingården solgt til Bourgogne-manden Laurent Delaunay. Vinene hed for en stor dels vedkommende det samme, men der var så sandelig sket forandringer. Den vilde utæmmede power fra ægteparret Abbotts var nu blevet pudset og poleret lidt, så vinene fremstod mere franske, men stadig moderne og frem for alt med uomtvisteligt Languedoc særpræg. Vi var i næsegrus beundring over vinene, som nærmest var bedre end vi huskede dem. Her 8 måneder efter, kan vi se tilbage på året 2014 som året hvor missionen fra 2002 endelig lykkedes. Vi har solgt mere Languedoc end vi har solgt noget som helst andet i år. Château Maris har haft fremgang, Abbotts & Delaunay er blevet en kæmpe salgsmæssig og markedsføringsmæssig succes. Aldrig har et enkelt hus hentet så meget ros i pressen som dette. Verden er klar til det nye Languedoc! – eller Danmark er i hvert tilfælde.

Chateau Maris

Benjamin Darnault skænker prøver fra fad. Robert Eden og undertegnede begejstres.
Benjamin Darnault, winemaker på Chateau Maris skænker prøver fra fad. Robert Eden og undertegnede begejstres.

Min primære mission i sommeren 2014 var at besøge Robert Eden i hans nye hamp hus “Château Maris” i Minervois (huset vil blive beskrevet i kommende blog) og Abbotts & Delaunay. De nye årgange 2012 og 2013 blev prøvesmagt begge steder. To helt igennem fantastiske, men også usædvanlige årgange. Det kan godt være, at den globale opvarmning fremrykker høsten andre steder, men i Languedoc sker der noget andet. Somrene fremstår køligere og mere blæsende end før. Det gør, at druernes modning trækkes i langdrag. Hilde Chevillot, winemaker på Abbotts & Delaunay, kunne fortælle, at de i 2013 havde høstet Carignan i starten af November. Ekstremt sent. Det har til gengæld betydet for begge årgange, at druerne har opbygget meget mere elegante og komplekse aromaer end normalt. Al den Grenache jeg smagte fra tank hos Château Maris skulle drikkes af spand så godt smagte det! Helt fantastisk balance, helt enestående aromaer af jordbær og mørke modne kirsebær, kaffe og chokolade.

Vine der skal fremhæves

Damn good shit blev smagt fra fad. Det er en noget mere afdæmpet udgave af vinen vi får at se i 12 og 13. Stadig dyb og intens, men med mere kølige noter (kirsebær og lakrids) og kæmpe lagringspotentiale. Har man planer om at gemme noget i kælderen – så vil der være gode muligheder her. Smagt fra flaske og dermed vine som snart kan ramme DK blev bl.a.:

2012 ”la Touge”, Minervois la Livinière, Château Maris
Den bedste ”La Touge” der nogensinde er produceret! – hemmeligheden er måske de 20% Grenache der er blandet i, også selvom Robert Eden mener det er ”æggeskallerne” han lagrer vinen i der gør forskellen. Super kompleks Syrah som altid, men afrundet af den delikate frugt fra Grenache (++)

2012 ”Les Armandieres”, Minervois la Livinière, Château Maris
Sent høstet Syrah fra de bedste parceller. Meget lille produktion. En vin til omkring 500 kroner i DK. Helt sindssygt koncentreret. Man skal jo næsten gange DGS med 2. Læg dertil sødme og tørrede noter af figner og svesker. Det smager vanvittigt godt, også selvom det er næsten oppulent (++)

2013 Corbières, Abbotts & Delaunay
Smuk, smuk vin. Den minder på mange måder om 2011 Rousillon fra samme hus. Fine sødmefulde noter i næsen af røde bær, roser og lavendel. Delikat og mundfyldende frugt. Slutter med behageligt let lakrids bid (++)

2012 Boréas, Faugères, Abbotts & Delaunay
Det ser ud som om, især Grenache trives med den lange modning i 12 og 13. Ualmindeligt smukt eksemplar af racen her. Den kunne glide lige ind i en Châteauneuf-du-Pape smagning og få en topplacering. Overmodne jordbær, knust peber og lavendel i næsen. Balsamerende frugtsmag. Lækkert let krydret bid i enden  (++)

Vin anmeldelser

Sådan anmelder jeg

Jeg har lært at acceptere 100 points-skalaen som et godt middel til at vise begejstring. Skulle nogen følge mig på Vivino, så ser omskrivningen til stjerner nogenlunde ud som ovenfor.

Smagssansen er noget løjerligt noget at anmelde og diskutere. Altså den vi har siddende på tungen, og som hænger uløseligt sammen med duftesansen. Men vi diskuterer den alligevel. Når vi sidder omkring middagsbordet og smager på de kødboller far har lavet. Når vi sidder i lag med gode venner og drikker et glas vin eller to. Med andre ord prøver vi at være objektive omkring noget som er voldsomt subjektivt og individuelt. Det retfærdiggør et spørgsmål: Er man en højrøvet nar når man gør sig til dommer over noget andre har lavet?

Kan mælkebøttevin smage godt?
Kan mælkebøttevin smage godt?

Jeg fik engang at vide af min faster, at jeg var højrøvet. Det var da jeg sagde til hende, at hendes mælkebøttevin smagte rædsomt. Jeg tror aldrig hun har tilgivet mig, og jeg tror ikke hun har ændret opskriften. Til gengæld byder hun mig aldrig mere hendes mælkebøttevin. Det kan jeg godt leve med.

Det er ikke lige meget hvordan, hvornår og hvor kritikken falder. ”Hvis man ikke har noget godt at sige, bør man holde sin mund”, er der et ord der hedder. Det er til dels rigtigt. Jeg er absolut tilhænger af, at man siger sin mening, men hvis man har noget dårligt at sige, så hold det i det forum hvor det er relevant. Det ville for eksempel ikke være fair hvis jeg gik og sagde til andre, at min fasters mælkebøttevin smagte forfærdeligt – og ikke havde fortalt hende det. I øvrigt ville hun så stadig byde mig et glas når jeg kom forbi…

Er vin anmeldelser troværdige? Kan de bruges til noget som helst?
Er vin anmeldelser troværdige? Kan de bruges til noget som helst?

Noget endnu mere løjerligt er måden vi beskriver smag på. For hvad smager eller dufter en vin af? Og hvad smager mest rigtigt og mest forkert? Nogle forsøger sig endda med en 100 points skala for at beskrive den oplevelse de har haft. En gang tog jeg afstand fra 100 points-skalaen, men må erkende, at den er ganske fornuftig til at udtrykke begejstring. Derfor benyttes denne når jeg smager. Når noget falder helt uden for kategori og ikke er værd at bruge tid på skrives der ikke om det her. Min mission vil dermed være, at fremhæve det der er værd at fremhæve, og udelade det der ikke er værd at skrive om. Min fasters mælkebøttevin bliver således ikke anmeldt…
Så slipper jeg også for at blive kaldt højrøvet.

Det jeg anmelder behøver ikke være vine fra egne hylder, det kan såmænd være producenter jeg ikke forhandler der får ros. Måske endda fra andre danske importører.

Vin anmeldelser og journalistik i al almindelighed

Man kan have en holdning til ratings, som man kan med alt muligt andet. Jeg bruger dem selv i min markedsføring. Det er næsten eneste måde vi kan fortælle nye kunder, at ”andre end os kan lide denne vin, så du kan roligt købe den”. I forhold til eksisterende kunder burde ratings i princippet ikke være nødvendige. De kender vores smag og kvalitetskrav og det burde være sikkerhed nok. Det er i hvert tilfælde det vi tilstræber at opbygge: tillid fra kunderne, og det får vi kun hvis vi gør kunden tilfreds hver gang han/hun åbner en flaske fra os.

Men vi kan jo ikke alle være enige om hvad der smager godt. Nogle kan bedst lide at rodfrugten smager af gulerod andre kan bedre lide at den smager af pastinak. Så kan kvalitetskravene være nok så store. Hvis vi i en kundes øjne kun har pastinakker, og han/hun er til gulerødder, så er den fantastiske service vi yder lige meget. Og tro mig, – selv professionelle kan være uenige. Vi oplever jævnligt at sende samme vin til 6 forskellige journalister. 3 syntes den er fantastisk, 3 andre synes den er ligegyldig.

Det er i princippet også forkert, når man på forhånd kan sige, at en bestemt vin kun skal sendes til bestemte journalister – fordi vi kender deres smag. Men sådan er verden nu engang strikket sammen. I dag bliver der jo ligefrem produceret vin efter bestemte vinanmelderes smag! Tag nu bare Robert Parker. Han har jo nærmest skabt en bestemt vinstil med sit 100-points system, hvor han belønner for farve og koncentration. Manden er enormt magtfuld. Om jeg kan acceptere den magt? Ja, for det er ikke en magt han selv har bedt om. Det er en magt han er blevet givet. Om jeg kan lide den vinstil hans points system medfører, det er noget helt andet. Lad mig sige det på denne måde: Hvis al vin smagte som Parker gerne ville have det, så blev det godt nok kedeligt at drikke vin…

Men uenigheden er ikke den værste hvad angår ratings. Det er meget værre når ærligheden og nysgerrigheden ophører. Så snart der kommer forudindtaget arrogance ind over en anmelder så går det galt. Der er ikke noget der kan gøre mig mere rasende end det jeg kalder subjektiv objektivitet. Det er et fænomen der opstår, når anmelderen i princippet har taget stilling til det der skal anmeldes inden han eller hun bliver bedt om at være objektiv. Som når datteren på 8 år nægter at smage på fars kødboller, fordi: “dem kan hun ikke lide” – til trods for, at hun aldrig har smagt dem! I min verden bør en anmelder altid være nysgerrig, opsøgende, objektiv – ellers bør han/hun finde på noget andet at lave. Det gælder inden for vin, kultur, politik, sport, udenrigs- såvel som indenrigsstof.

af Jacob Ruby