Ottella – toppen af Lugana

Kær drue har mange navne

ottella_lugana
Flaskerne fra Ottella er alle udstyret med familiens våbenskjold

Lugana-området er ualmindeligt hot i Italien netop nu. Tag en tur til Verona og gå på restaurant eller vinbar, du vil se Lugana på alle vinkort, og ofte i flere varianter. Det er ikke hjemmebanefordelen der gør det, og det er heller ikke unfair, at Lugana får al den opmærksomhed. Det er som om producenterne i Lugana er blevet enige om at løfte den hvide Lugana DOC ind i en ny tidsalder. Den vin som før i tiden var en halvflad og karakterløs oplevelse, er nu så teknisk korrekt produceret, at man fanger alle de fantastiske egenskaber, som den mærkværdige lokale drue ”Turbiana” skaber. Ampeolografer har ellers fastslået, at druen har samme genetiske profil som Verdicchio, som kendes fra Marche og Umbrien og nok især er kendt fra DOC Castelli di Jesi, men flere producenter i Lugana hævder, at deres ”Turbiana” også kaldet ”Trebbiano di Lugana” ikke kan sammenlignes med Verdicchio. Den opfører sig anderledes både i marken og i kælderen, og den er rent aromatisk langt fra hvad der ellers produceres på Verdicchio. Om klima og jordbund kan være forklaringen på forskellene må foreløbig stå hen i det uvisse. For at gøre forvirringen total, så kaldes druen også Trebbiano di Soave, da den spiller en mindre rolle i flere Soave-vine. En Lugana skal bestå 90% af Turbiana/Trebbiano di Lugana, men de fleste producenter anvender 100%, da druen opnår ret unikke aromatiske egenskaber i disse klimatiske og geografiske omgivelser.

Lugana
Lugana er beliggende i lavlandet ved den sydlige ende af Garda-søen

Garda-søen er omgivet af bakker og høje bjerge, men i den sydlige ende, er det lavland, der præger billedet. Det er her Lugana ligger. Det er den specielle jordbund i dette lavland, der giver vinene deres helt unikke karakter. Jordbunden består primært af en tung hvid lerjord. Lerbunden er enormt mineralholdig og rig på kalk og det passer Trebbiano di Lugana rigtig godt. Undergrunden samt det varme, lidt fugtige mikro-klima i området skaber fantastiske aromaer. Druen folder sig ud med en fantastisk elegance, der kombinerer intens aroma og delikat frugtsmag med flot mineralitet. På mange måder minder den om god tysk Riesling, men aromaerne adskiller dog de to sorter. En god Lugana kan karakteriseres ved at dufte af lime og mandarin.

Husets rødvine produceres fortrinsvis i  “Alto Mincio”, der omfatter det bakkede område i det sydlige Lugana, omkring byerne Cavriana, Monzambano og Mantovana.

Historien bag navnet Ottella

ottella_lugana
Familiens våbenskjold med ottelingerne, der har givet gården sit navn “Ottella”

Lugana-området er lidt specielt, fordi det dels ligger i Veneto, dels i Lombardiet. Området består af blot 600 hektar. Af disse 600 hektar ejer Ottella de 15. Vingården drives i dag af Francesco og Michele Montresor. Navnet Ottella stammer fra familiens våbenskjold, der forestiller et kuld ottelinger. Ifølge legenden, så blev der født noget så sjældent som ottelinger på familiens gård i 1600 tallet. Våbenskjoldet er i dag støbt ind i samtlige flasker der forlader vingården.

ottella_lugana
Brødrene Francesco og Michele Montresor, der i dag driver vingården Ottella

Gårdens vine er genstand for en imponerende efterspørgsel. Her får man ikke noget ud af at prutte om prisen, her tager man simpelthen hvad man kan få. Den nye årgang er udsolgt inden den næste skal i kælderen. At kunne sælge sine varer er naturligvis dejligt, surt er det jo så bare for vinbønerne i Lugana, at planen om at bygge en højhastigheds jernbane gennem det nordlige Italien, vil gå kraftigt ud over vinmark-arealet i området. Som skitserne ligger lige nu, så regner man med en reduktion af vinmark-arealet på 20-30%. Men der kæmpes i kulissen for at ændre linie-føringen, så et mindre areal påvirkes.

Vinen kan købes her: Propperiet.dk

Vine der skal fremhæves:

2016 Lugana
100% Trebbiano di Lugana. Citrus, hvide blomster, mandarinskal og en anelse fersken i duften. Vanvittigt flot smag, med flot fersken sødme, frisk citrus-syre og nærmest pirrende, prikkende mineralitet. Langt behageligt og dvælende bid. Fantastisk vin til lette fiskeretter. (++)

2016 Lugana ”Le Creete”
Vinen er produceret 100% på sent høstede Trebbiano druer. Vinen er tør, men grundet den sene høst fremstår den med enorm kompleksitet i farve, duft og smag. Blomster, fersken og krydrede noter i næsen. Vinen har aldrig set et træfad, men til trods for det, så fremstår den med en kompleksitet og et vanille-agtigt krydderi der får en til at tro det. Flot delikat og sødmefuld smag. Sødme, syre og mineralitet går fantastisk godt i spænd. Lækker eftersmag med krydrede noter. (++)

2017 Gemei
Vanvidslækker duft, med turbo på frugten. Her er brombær, solbær, kongen af Danmark bolsjer og marcipan. Mellemfyldig smag med masser af frisk frugt. Eftersmagen byder på behageligt bid med dvælende lakrids. En super vin til en let afkøling og et grillet stykke fjerkræ. Vinen er produceret på 40% Merlot, 20% Cabernet Sauvignon og 40% Corvina, Molinara og Rondinella. (+)

2012 CampoSireso
Lidt støvet kirsebær/blåbær næse, krydret med tobak, lakrids og lavendel. Saftig og kompleks smag med dyb mørk kirsebær og behageligt tannisk bid. Lang lækker eftersmag med peber og lakridsrod. En fuldstændig enestående vin, der giver mindelser om toppen af Toscana. Produceret på 50% Merlot, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Corvina. Vinen er gæret og dernæst lagret på egetræsfad i 18 måneder. (+++)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *