La Bioca – den stædige

Historien bag – La Bioca

Manden bag La Bioca, et hus, som vi spår en glorværdig fremtid i Piemonte, er Bisso Atanassov. Han er oprindeligt fra Bulgarien, har tilbragt sin ungdom i Moskva, har ønologi uddannelse fra Montepellier og en master i ønologi fra Torino. Han har produceret vin for Viu Manent i Chile, Vietti i Barolo, Graham Beck i Sydafrika, Ch. Engarran i Languedoc, Ramos Pinto i Douro og Angelus i St-Emilion, men fra 2012 slog han sig ned i Barolo for at slå rødder.

la_bioca
Produktionslokaler hos La Bioca. Pindsvinet er måske ikke så stædigt, men man stikker sig på det hvis man prøver at ændre dets retning

”La Bioca” betyder også ”hard headed” eller ”stædig”. Mange har sagt til Bisso og hans investor, at deres projekt var vanvittigt, og at det ville være umuligt at gennemføre. De ønsker at tage kampen op med de bedste producenter i Barolo og Barbaresco. Alene det, at få fat i marker med potentiale til top kvalitet lyder helt umuligt, men krisen har også kradset i Barolo, og det har været en kæmpe fordel for Bisso, der selv siger, at han til tider har følt sig mere som ejendomsmægler end som vinmager. Indtil videre kører projektet på skinner. I dag besidder ”La Bioca” ca. 16 hektar vinmarker, fordelt på Barolo cru-marker som ”Castagni”, ”Bussia”, ”Ravera”, der ligger lige syd for Barolo by og en parcel på cru ”Monvigliero” nær byen Verduno. I Barbaresco er det lykkedes at få fat i en lille flig af marken “Secondine”, der er bedre kendt som “Sori San Lorenzo” – i hvert tilfælde når Gaja sætter etiket på den.
Det er marknavne som indgyder respekt, og det gør de første årgange af Bisso´s Barolo og Barbaresco også. Så meget respekt, at vi godt tør gå “all in” på ham som fremtidig leverandør.

Hvornår kan man smage La Bioca Barolo?

En foreløbig plan for lancering af husets topvine ser ud som følger:

2012  Barolo “Aculei”                                           frigivet
2012 Barolo “Stolet” Old Vines                     frigivet
2013 Barbaresco “Lurens”                               frigivet
2013  “Bussia” Barolo DOCG                          Januar 2017
2014  “Monvigliero” Barolo DOCG             Januar 2018
2014  “Ravera” Barolo DOCG                        Januar 2018
2014  Barbaresco ”Secondine” Riserva    Januar 2019

Vingården ligger I dalen Serralunga d´Alba i Barolo hvor druerne til Langhe og Barbera d´Alba hentes.

Ravera_vineyard_in_Novello
Cru marken “Ravera” i subregionen Novello, lige syd for Barolo by

Bisso har en fantastisk evne til at arbejde med Nebbiolo´s tannin. For der er masser af tannin i Nebbiolo. Bisso er ikke bange for tannin. I vinene fra La Bioca bliver den pakket nydeligt ind i sødmefuldt krydderi. Det er ikke tungt og kompakt, det er let og rustikt med en fantastisk balance. Skal man placere Bisso´s vine på en skala for gammeldags Barolo og moderne Barolo, hvor sidstnævnte er en vin med mindre tannin og derfor hurtigere drikkemoden, – så hælder han kraftigt til den gamle skole. La Bioca er seriøs Nebbiolo, som kan lagres i mange år. Bisso siger selv: “Naturligvis kan vi ikke påkalde os at være traditionelle, for vi har ingen historie i regionen, – men det er det traditionelle vi søger. Vi bruger metoder som andre i området ikke gør, f. eks. åbne trækar til gæring. Men vi søger det udtryk som området er kendt for og jeg synes det er lykkedes nogenlunde i de første årgange.”
Det synes vi også 🙂

Produktionen af Barolo og Barbaresco kan nærmest indeles i to faser: Opbygning af tannin og blødgøring af tannin. Hos La Bioca gør Bisso tingene på følgende måde:

la_bioca_harvest_2014
Billede fra Nebbiolo høsten 2014. Den får vi først lov at smage i 2018.

Opbygning af tannin: Drueren gennemgår en kold macerering før gæring på 2-3 dage. Dernæst gæres de i åbne træfade. Gæringen tager ca. 8 dage og efterfølgende macererer vin med skallerne i 2-3 uger. Det er samme proces der anvendes i både Barbaresco og Barolo-vinene. Længden af macereringen varierer alt efter årgang og potentiale.

Blødgøring af tannin: Vinene lagres i 12-24 måneder på en blanding af både store og små, samt nye og gamle egetræsfade. Tiden på fad bestemmes igen af vinens potentiale. Fadlagringen efterfølges altid af minimum 12 måneder på flaske.

Vine der skal fremhæves:

2013 Barbaresco (+++)
Roser, mokka, læder, lakrids og kirsebærkompot i næsen. I munden er den tør, og intensiv med tørret frugt, pirrende krydderi og mælkechokolade. Den fornemmes let, men er samtidig en eksplosion af smagsindtryk. Et helt enestående glas til prisen.

2012 Barolo Aculei (+)
Våde roser, mørk chokolade og lakridsrod i næsen. Mørkere, dybere og mere kompleks end ovennævnte. I munden byder den på mere af det hele, sort peber og lakrids dominerer, samt solidt tannin-bid. En meget ung Barolo, som har mange år foran sig i kælderen. Bør gemmes 10 år hvis muligt…

2012 Barbaresco Lurens (++)
Fra de mørke toner i Barolo er vi her tilbage i den mere feminine fortolkning af Nebbiolo. Druerne er hentet fra den mark Gaja sælger som “Sori San Lorenzo”. Her er masser af røde bær, viol, mørk chokolade, mokka, læder og lakrids. I munden er den intens med lidt hård tannin. Ung vin med gigant potentiale. Bør gemmes 10 år hvis muligt…

2012 Barolo Stolet (++)
Fra en lille parcel med op til 100 år gamle Nebbiolo-stokke. Mørke kirsebær, tørrede figner, chokolade og colheita-port i næsen. Enorm intensitet i munden. Solid tannin, der dog svøbes godt ind i frisk frugt af røde bær. Læder og mokka-noter i eftersmagen. En vin der allerede nu udviser fin balance, men som uden tvivl vil vokse med 5-10 år i kælderen.

Se vores udvalg her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *