Knæstrømper og tyrolerhat ved Mosel

Fra halvflad til knivskarp Riesling

Skønne Mosel, hvor næsten alt er, som det altid har været
Skønne Mosel, hvor næsten alt er, som det altid har været

Når man lige har været i Languedoc og oplevet revolutionen, så er det ret sjovt at komme til Mosel og se, at tingene er som de altid har været – og så alligevel ikke. En revolution ville aldrig ske her. Det er mentaliteten simpelthen ikke til, og det er egentlig heller ikke nødvendigt. Her skal bare strømlines og forbedres en smule hist og pist, så vil de fleste producenter have en meget lovende fremtid for sig. Ungdommen har set det. De er veluddannede, de er opvokset i en globaliseret verden hvor kommunikation og transport er blevet og bliver nemmere og nemmere. De ved godt at hele verden er deres marked. De forbedrer og tilpasser og gør deres produkt moderne og stilsikkert.

Kontrasten er det ældre par Gudrun og Gottfried (fiktive personer), der lever deres liv som altid. Han går stadig rundt i korte bukser med seler, knæstrømper og tyrolerhat. Hun fejer gaden og laver mad i storblomstret kjole. Han laver samme vin som han lærte at lave den af sin far, en halvflad sukkersød Riesling, som egentlig ville have det bedst med at blive serveret til en af de 15 cm høje flødekager med nervøs frugtgelé på toppen, som serveres på turistbådene i Bernkastel-Kues. Han har i øvrigt været ”Bürgermeister” i byen, ligesom naboen, og naboens nabo. Et fint princip at lade den titel gå på tur.

Det er en smule besværligt at komme til druerne...
Det er en smule besværligt at komme til Riesling druerne ved Mosel…

Der er en verden, eller i hvert tilfælde en tidsalder, til forskel på de to generationer. Og der er helt sikkert også en tidsalder til forskel på det Mosel vi kender i dag, og det Mosel vi vil komme til at kende, når A1 om kort tid pløjer hen over den smukke dal og pludselig kun ligger et Ausfahrt skilt væk. Hvis man ser bort fra den skamplet A1 vil være på det naturskønne område, så vil den både bringe godt og skidt for vinbønderne. Som prisfikseret vinhandler kan jeg godt frygte, at området vil komme til at opleve langt mere fokus, stigende turisme, stigende efterspørgsel og dermed stigende priser. I dag er det jo faktisk sådan, at man betaler mere for en Alsace Riesling høstet med maskine, end man betaler for en Mosel Riesling høstet ved håndkraft på en stejl ufremkommelig skråning. Det er ikke rimeligt, men jeg tror heller ikke den kendsgerning varer ved. Godt for vinbønderne, skidt for os der gerne vil drikke god Riesling til overkommelige priser.

Første besøg hos Karl Erbes

Denne sommer blev brugt til at besøge Karl Erbes i Ürzig og Schmitges i Erden, to repræsentanter for det moderne Mosel. De er næsten naboer, men producerer hver deres moderne type Riesling. Det hænger naturligvis både sammen med kælderarbejdet, men også oprindelsen af deres druer. Hvis marken Erdener Prälat er skillelinien, så producerer Erbes til venstre for Prälat – på Ürziger Würzgarten og Schmitges producerer til højre – på Erdener Treppchen. De har i øvrigt begge besiddelser på Prälat.

Den nye Karl Erbes etiket
Den nye Karl Erbes etiket

I dag er det Karl Erbes´ søn Stefan der driver ejendommen. Stefan tilhører den moderne generation. Han går i det stille og tilpasser og modererer i kælderen, og han gør det så sandelig også rent markedsføringsmæssigt. Fra 2013 årgangen kom det tiltag som man kan forestille sig har vakt nogen diskussion ved søndagens familiekomsammen – han ændrede de årtier gamle etiketter fra at være en skrækkelig akvarel af Mosel, til at være stilet, ren og moderne. Egentlig samme udtryk som hans vine har. Det var mit første besøg hos Stefan, så der blev smidt den ene flaske efter den anden på bordet for at give mig et indtryk af hvad det er han laver på Ürziger Würzgarten. Og i guder han laver gode sager. Det skal retfærdigvis siges, at det gjorde hans far i de korte bukser også. Der ligger en del gamle årgange i kælderen, som absolut kan sælges med moderne etiket.

Ürziger Würzgarten med hældninger på 60-70%
Ürziger Würzgarten med hældninger på 60-70%

Stefan´s Riesling er eksotisk, let krydret og med frisk sprød syre. Det gælder i alle klasser, sød som tør. En ting er jordbunden. Den røde skifer på Würzgarten er på en eller anden måde sammensat anderledes end den grå skifer på Erdener Treppchen. Om det er jorddybden, porøsiteten, mineralindholdet eller noget andet vides ikke, men et faktum er det, at Riesling fra ”Krydderhaven” smager mere krydret end fra Treppchen. Men en anden ting som er ret væsentlig for smagsforskellen på de to marker er alderen på de vinplanter der vokser på dem. I 70´erne påbegyndte man operation “Florbereinigung” langs Mosel. Det var et tiltag fra staten, som ønskede at hjælpe et trængt erhverv.  Det blev sværere og sværere at få unge mennesker ind i vinproduktion. En af grundene var helt klart de håbløse arbejdsforhold man blev budt på de stejle skråninger langs de tyske floder. Derfor anlagde man mure og veje på skråningerne, for at lette arbejdet for vinbønderne. Det medførte dog også, at de områder hvor marker blev omlagt, måtte nyplantes. Derfor er vinplanterne på Erdener Treppchen maksimalt 30 år gamle. Ürziger Würzgarten er aldrig blevet lagt om. Flere af de marker Stefan henter druer fra har plantemateriale der er over 80 år gammelt. Alderen på planterne betyder meget for den koncentration og syre der er i den frugt den sætter.

Vine der skal fremhæves

Fra smagningen af Stefan og Karl Erbes´ vine på denne 35 grader varme sommerdag ved Mosel skal følgende vine fremhæves:

2011 Würzgarten Kabinett feinherb
De eksotiske frugter suppleres med en fuldstændig perfekt petroleums-næse. Vinen nærmest balsamerer smagsløgene og pirrer med både sødme og krydderi. Langt dvælende bid med lidt krydderi og bitterhed (++).

2012 Erdener Treppchen Spätlese Trocken
Om det var renheden og blomsten fra Erden, der kom som en tiltrængt kølig brise på en varm sommerdag, vides ikke. Men hold op jeg blev blæst bagover af denne vin. Papaja, melon og mynte i næsen. Lækker fyldig frugtsmag uden antydningen af sødme på trods af 9 gram restsukker. Hvinene sprød syre og let CO2 prikken på tungen. Så saftigt, så rent, så lækkert (++)

2004 Würzgarten Spätlese
Riesling i verdensklasse! Ananans, fersken og møgbeskidt benzinstander i næsen. Delikat sødmefuld smag, der fylder og balsamerer munden med eksotisk frugt og pirrende let krydret syrligt bid (+++)

2012 Erdener Prälat Auslese
Lækker eliksir med abrikos, akacie og fin krydret botrytis i næsen. Delikat sødme, der pirrer og prikker med alle de rigtige steder, flot krydret eftersmag med Cayenne peber-agtigt krydderi og kølig mint  (++)

Smagenotater fra Schmitges følger i separat Blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *