Italesse Masterclass test

Vi har handlet med glas fra Italesse i en del år efterhånden. Hvorfor? Fordi vi synes de kreerer nogle æstetisk flotte glas, som gør noget godt for vin, og som sælges til priser der er fair. Italesse er ukendt for mange, men tag en tur til Norditalien, så møder du Italesse overalt. Vinbar-kæden Signorvino serverer al deres vin i glas fra producenten.

Men nu har Italesse indset, at for at begå sig i kampen om top-gastronomien, så skal der andre boller på suppen. Derfor har de nu skabt serien Masterclass.

Glassene linet op fra venstre er: Tiburon Large, Masterclass 48, Masterclass 70 og til sidst Masterclass 90

Masterclass er udviklet i samarbejde med sommelier Luca Bini og sigter efter at have noget at byde ind med på de bedste restauranter i Italien, hvor alt er/var Riedel og Zalto. Glasset er mundblæst og håndlavet i crystalin-glas. Glasset fås i tre udgaver. Et hvidvinsglas (Masterclass 48), et rødvinsglas(Masterclass 70) og et – hvad jeg ville kalde – Bourgogneglas(Masterclass 90).

Hvilket glas er bedst til hvad?

Italesse har selv anbefalinger til, hvilke vine der skal i hvilket glas. Sjovt nok anbefaler de ikke Pinot Noir i Masterclass 90, men i Masterclass 70. Kunne det tænkes, at de nåede frem til den konklusion fordi de kun smager på italiensk vin, når de smager? Vi var nødt til selv at teste de nye glas på nogle af vores mest solgte vine – samt sammenligne de tre glas med Tiburon Large. Sidstnævnte er også fra Italesse – og foretrukne vinglas her i huset gennem lang tid.

Efterhånden som vi fik smagt os igennem – og forsøgte at give glassene point, gik det mere og mere op for mig, at opgaven var umulig. I særdeleshed på de røde. De hvide vine gjorde sig klart bedst i Tiburon og Masterclass 48, de blev ligesom væk i de store glas. Der var ikke aroma nok til at fylde de store glas ud. Men da rødvinene kom i glassene blev det interessant. Masterclass 48 var stadig anvendeligt, men fremhævede frugten i vinen. Masterclass 70 fremhævede et mørkt, peber-agtigt præg i alle tre rødvine, og Masterclass 90 fremhævede flæsk og tørret frugt. I princippet handler det altså mere om hvad du gerne vil have fremhævet i din vin, end det handler om hvor godt vinen passer til det enkelte glas.

Tiburon er et alsidigt glas, der tackler de fleste vine. Masterclass 48 fremhæver frugten i vinene. Det var bedst til tør riesling og grüner veltliner men kunne bruges til alle vinene, dog med det in mente, at det er de primære aromaer, den friske frugt, der fremhæves. Masterclass 70 holder på en eller anden måde vinen stringent og rank. Vildt underligt at glasset fremhævede peber-noter i alle tre rødvine, – som spændte over Bardolino, Spätburgunder og kraftig Syrah.
Masterclass 90 er klart til vine, der skal have noget ilt. Vinen udvikler sig enormt i dette glas. Jeg kunne som forventet godt lide at drikke min spätburgunder af dette, og det er naturligvis som skabt til Damn Good Shit Syrah.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *