Erdener Prälat og Karl Erbes

Karl Erbes´ historie

Historien om familie-domænet Karl Erbes er uundgåeligt også historien om vinmarken Erdener Prälat. Prälat er uden sammenligning den mark der har størst betydning for hele området omkring Erden og Ürzig, og samtidig en af de mest eftertragtede marker ved Mosel. Karl Erbes har produceret vin fra denne mark i det meste af hans voksenliv. Først for andre, og fra 2012 i eget navn. Man kan på en måde sige, at Karl Erbes er vendt hjem. Tilbage til den mark, som gør, at der er stor respekt omkring hans navn.

praelat_history
Erdener Prälat – klemt inde mellem klippe og flod.

Karl Erbes produktionslokaler ligger i Ürzig for foden af Würzgarten. Huset blev grundlagt af Karl Erbes i 1967. Han var på daværende tidspunkt vinmager for hele 7 forskellige vingårde ved Mosel. Man kan på en måde sige, at han var en af denne verdens første “Flying winemakers” – han fløj bare ikke så langt, faktisk kørte han mest på scooter. Han producerede blandt andet vin for flere medlemmer af familien Berres, som har været en af de ledende familier i vinavl omkring Ürzig i århundreder. Familien er stadig involveret i vinproduktion i området, men de bedste besiddelser på Prälat er ikke længere i familiens eje. Karl Erbes var også kældermester på Mönchhof, der stadig er et af de anerkendte navne i Ürzig og som stadig producerer vin fra Prälat. Alle disse producenter var VDP medlemmer, så det var folk med et væsentligt krav til kvalitet. Karl fik dog lyst til at producere vine under eget navn og få en mindre stressende hverdag, hvor de mange kunder ikke skulle slås om hans opmærksomhed.

erdener_praelat
Prälat set fra Erden.

Karl besad ikke selv jord, men hans gode kontakter gjorde, at han ret hurtigt fik fat i små parceller på Ürziger Würzgarten, hvor han især havde fokus på parcellen “Kranklay”, som i hans øjne skaber vine på niveau med de bedste ved Mosel.

Historien om Erdener Prälat

erbes_praelat
Kirken havde meget magt før i tiden, derfor blev Berres marken opkaldt efter en højtstående gejstlig Prælat, – afbilledet på etiketten – henrykt over vinen fra Prälat.

Marken Prälat har ikke altid set ud som den gør i dag. Faktisk har Prälat ikke eksisteret ret længe. Før i tiden var Prälat en del af Erdener Treppchen, men en stor samlet parcel, ejet af familien Berres. Parcellen gik under navnet “in Onnerts”. Det var først i slutningen af det 19. århundrede, at navnet Prälat dukkede op. Familien Berres mente de producerede en helt særlig Riesling fra deres parcel, og de tog patent på navnet Prälat og på en helt særlig etiket, som de anvendte til deres Erdener Treppchen vin. På etiketten stod dengang også “Erdener Treppchen” da den jo skulle overholde lovgivningen. Etiketten anvendes den dag i dag af enkelte producenter på Prälat, blandt andet Karl Erbes.

Det gik med Prälat parcellen som det er gået med masser af andre markbesiddelser ved Mosel. Syv arvinger skal overtage 0,4 hektar, og de vælger nærmest alle, at gå egne veje. Med tiden er de små andele af Prälat blevet solgt fra, således at det i dag er svært at finde Berres navnet på personer bag produktion af vine fra marken. Eneste Berres der har besiddelser på Prälat er Helga Berres som har giftet sig ind i firmaet Peter Nicolay i Bernkastel-Kues. Her står Peter Nicolay på etiketten.

I 1971 blev en ny omdiskuteret vinlov indført i Tyskland. Den skulle gøre det lettere for forbrugeren at gennemskue virvaret af marknavne. Der er delte meninger om hvor meget godt der kom ud af den lov. Erdener Prälat blev efter en del tovtrækkeri nu formelt godkendt som selvstændig mark, men blev udvidet til en 1,5 hektar stor mark, til glæde for de producenter der nu pludselig kunne producere Erdener Prälat, som efterhånden var blevet et stærkt brand. Parcellen Kranklay blev lagt ind under Würzgarten, til stor irritation for dem der producerede og stadig producerer vine af top-kvalitet fra Kranklay. De vine skulle nu pludselig sammenlignes med vine fra den sydvest- og vestvendte del af Würzgarten, men har i grunden rent geologisk mere til fælles med Prälat og Goldwingert. Goldwingert, der ligger klemt inde mellem Prälat og Kranklay fik efter en retssag med Weingut Nicolai lov til at forblive under eget navn. Kvalitetsmæssigt er Kranklay og Goldwingert ellers på samme niveau.

praelat_map
Kort over markerne omkring klippemassivet.

Enestående geologi og mikroklima

Men familien Berres havde jo ret. De besad faktisk en parcel som var unik. Erdener Prälat er i dag en stor del af vinmarkerne der ligger under klippen som rager op mellem Würzgarten og Erdener Treppchen og som samtidig markerer grænsen for to geologisk meget forskellige områder. På Würzgarten er det rød sandsten der dominerer, og på Erdener Treppchen er det blå-grå skifer.

wuerzgarten_praelat
Blik mod klippetoppen, som signalerer overgangen mellem blå-grå skifer på Treppchen (længst væk) og rød sandsten på Würzgarten (nærmest).

Prälat er sammensat af en bund af blå-grå skifer, toppet med et lag skifer med et højt indhold af jernoxid, som får den til at fremstå rødlig. Jordbunden er enormt stenet og vand afledes meget hurtigt. Marken er direkte sydvendt, med sol fra morgen til aften, på nær når de sene aftenstråler går ned bag Würzgarten. Klippen opvarmes af solen og afgiver denne varme til vinstokkene. Dette er en af de varmeste vinmarker ved hele Mosel, altid tidligere knopbrydning end andre, altid tidligere modning end andre. Prälat ligger samtidig så langt nede mod floden, at her er høj fugtighedsprocent, især i den obligatoriske “efterårs-Mosel-morgentåge”, hvilket er med til at fremprovokere Botrytis, som tilføjer en ekstra dimension til vinene. Vinstokkene på Prälat er mellem 60 og 100 år, hvilket betyder lavere udbytte og højere kvalitet.

praelat_auslese_2013Vinen fra Prälat har et enormt potentiale. Den er oppulent, aromatisk og enormt kompleks. Vinen har en sær evne til at virke cremet og delikat som ung, for så at udvikle sig til at blive mere stringent og kompleks med alderen. Derfor har selv eksperter svært ved at vurdere de enkelte årganges potentiale når de smager dem umiddelbart efter frigivelse. Det er først efter 5-8 år de rigtig viser hvad de kan. En vin fra Prälat kan nemt klare 30-40 år i kælderen.

12 producenter har i dag besiddelser på Prälat. De tre største besiddere er Dr. Loosen 0,5 hektar, Mönchhof 0,25 hektar og Schmitges 0,25 hektar. De sidste 0,5 hektar er fordelt mellem 9 producenter, så det er ikke mange stokke der er til hver. Karl Erbes ejer under 0,1 hektar af den oprindelige Berres vinmark grænsende op til Erdener Treppchen.

Firmaet Karl Erbes i dag

erbes_karl_stefan
To generationer Erbes. Stefan og farmand Karl.

I dag består firmaet Karl Erbes af 7 hektar vinmarker og Karl´s søn Stefan har overtaget driften af vingården. Produktionen koncentrerer sig om Würzgarten, med små besiddelser på Kranklay (0,3 ha) og Prälat (0,1 ha) som toppen af kransekagen. Tilgangen til Mosel-vin er klassisk. Det er sødme/syrebalancen der er vigtig. Dillen med at producere tørre vine har aldrig rigtig vundet indpas her. Der produceres Trocken udgaver af enkelte vine, men det er ikke her efterspørgslen ligger for firmaet, der har en stor eksport til det asiatiske marked. De klassiske tyske vines sødme står godt til det asiatiske køkken.

For familien Erbes har parcellen Kranklay et potentiale der er næsten lige så stort som Prälat. Og når man ser på luftfoto af de to marker, så giver det da også god mening, at de skulle kunne levere på nogenlunde samme niveau. Vinene fra Kranklay har en syre og en power der er helt enestående. Der er ikke noget at sige til,  at Karl Erbes rystede på hovedet, da det i 1971 blev vedtaget, at Kranklay skulle ligges ind under Ürziger Würzgarten. For ham var det en degradering. Derfor var det glædeligt, da vinloven i 2014 blev ændret, og enkelte top-parceller fik lov at anvende “Gewann”-navne, eller “Lieu dit” som de kalder det i Frankrig. Vinene fra Kranklay må nu kaldes “Ürziger in der Kranklei”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *