Chambers Rosewood Winery

En guldgraver fandt “guldet”

Chambers Rosewood Winery er blev stiftet i Rutherglen af William Chambers i 1858. Firmaet blev dermed stiftet i det man vist godt kan kalde vinindustriens spæde år i Australien. Den gang man først lige var begyndt at snakke om at undlade at skibe flere straffefanger til ”øen” Down Under. I 1851 startede den store guldfeber i Australien. Man havde før gjort mindre guldfund, men specielt ét fund i Bathurst i 1951 nær byen Orange i New South Wales fik sat gang i indvandringen. Folk troede de skulle til Australien og finde rigdom og lykke. Der blev faktisk fundet guld i Rutherglen, men de færreste fandt rigdom, om de fandt lykke er noget andet. Byen Rutherglen er egentlig et levn fra den tid. En af guldgraverne blev en dag så frustreret over at lede efter noget der tilsyneladende ikke var der, at han besluttede sig for at blive vinbonde. Han satte vinstokke i jorden og udtalte “There is more gold to be won from the top six inches of soil than from the depths below it.”

rutherglen_victoria
Rutherglen omkring år 1900. Man kunne kun købe for kontanter i butikkerne – ikke de guldklumper man regnede med at finde.

I starten fandt guldgraveren dog heller ikke meget guld som vinbonde. Druerne var oftest meget søde, med lavt syreindhold. Gæringen blev næsten altid for varm, og vinbonden var næsten altid nødt til at tilsætte sprit til sit produkt for at få det til at smage bare nogenlunde. “Guldet” blev fundet gennem den erfaring og tradition, som området opbyggede for hedvine. Hedvine som den dag i dag produceres, og aldrig er blevet produceret bedre. Spørg bare Robert Parker, der er gået over “point-gevind” i sin iver efter at rose produkterne fra den lille guldgraverby i det nordøstlige hjørne af Victoria. Han nævner bl.a. Chambers Rosewood Winery som en af verdens 100 bedste vinproducenter og skriver: ”Livet er for kort til ikke at have smagt hedvinene fra Chambers!”. Rutherglen er en by hvor tiden har stået næsten stille, imens resten af Australien har indledt kampen om at producere den flotteste bordvin.

Med fødderne solidt plantet i rødt sand

“You will find all our wines are very reasonably priced. It is company policy to give excellent value for money to our valued clients rather than indulge in fancy buildings, bottles and bullshit.”

Så enkelt kan det siges, og hvis disse ord for alvor skal have vægt, så skal man nok have besøgt Chambers Rosewood Winery. Der er unægtelig ikke meget at vise frem på Barkley Road i Rutherglen. Når man har fulgt skiltene til stedet, så tror man faktisk at man er kørt forkert, især når man har stedets internationale succes i mente. Mellem vejen og vingården ligger en lade med rundballer og skjuler de i forvejen beskedne stållader fuldstændig. ”Den lade kunne vi da godt have indrettet til cellar-door sales, men den er bare så god til rundballer!”, siger Bill Chambers, og smiler sit australske – bamsefar-agtige smil.

chambers_rosewood_winery
To generationer Chambers – fra venstre er det: Stephen Chambers, bloggeren i midten og til højre Bill Chambers

Men tag ikke fejl, det er intet mindre end underværker der bliver udrettet i stål-laderne bag rundballerne. Den hedvins-opskrift som William Chambers nøje studerede sig frem til efter at han grundlagde stedet i 1858 er gået i arv lige siden, og i dag er det 6. generation Stephen Chambers der efterhånden har overtaget den daglige drift. Stephen har sat nogle ting i gang i forsøget på at modernisere en smule, men selv han må jo indrømme at en succesfuld opskrift skal man ikke pille for meget ved.

Et produkt med stolte traditioner

Hvad er det så der gør vinene så unikke? Der er flere faktorer der spiller ind:
For det første har Rutherglen området efterhånden opbygget en stolt tradition for disse vine, og de vinstokke som leverer råmaterialet til vinene har nået en anselig alder. Vinstokke på 80-100 år er ikke noget særsyn på disse kanter, og disse planter leverer ganske enkelt druer med større koncentration end yngre planter gør.

chambers_rosewood_winery
I det varme mørke ligger de gamle træfade imens englene tager deres del, og lader det bedste blive tilbage til os.

For det andet så spiller den lagring som de færdige hedvine gennemgår en meget stor rolle. Muscat og Muscadelle (Pinot Gris) gennemgår en lagring på ældgamle træfade, nogle af dem mere end 100 år gamle. Lagringen finder sted i ikke isolerede stål-lader. En stål-lade der ligger hen i den bagende sol, og som oftest udsættes for temperaturer nær de 40 grader bliver varm, rigtig varm, og en bordvin ville være blevet slået ihjel på en eftermiddag, – det sker ikke for hedvinen. Der sker en fordampning og dermed også en koncentration af smagsstoffer, som naturligvis er mest tydelig i de ældre vine, men som også sætter sit præg på især de yngre Muscat vine. Et fad kan sagtens miste op til 10% af sit indhold på et år, og det er ikke fordi kældermesteren går og drikker af det, – det er forsvundet som det man kalder “The angels share”.

Hedvinene produceres af sent høstede, af og til rosinagtige, druer, med et sukkerindhold på cirka 300 gram pr. liter, eller sagt på en anden måde, potentielt 16% alkohol. Mosten fra Muscat-druerne trækker altid på skindet for at tilføje farve og koncentration inden de sendes i pressen. Muscadelle-druerne presses ved ankomsten til vingården og går direkte til gæring, af samme grund kræver Muscadelle noget længere lagring i kælderen inden den når det koncentrations-niveau som Muscat kan byde ind med. Vinene gæres op, til de har et restsukkerindhold på cirka 240 gram pr. liter, cirka 4% alkohol, og dernæst tilsættes neutral drue-sprit, til vinen holder 16% alkohol. Nu fyldes vinen på træfade. I starten holdes hver årgang og hver parcel for sig, men disse blandes med tiden alt efter potentiale efter en slags Solera model. Hedvinene er i dag inddelt i fire kategorier som alle producenterne i området retter sig efter. Rutherglen Muscat og Rutherglen Muscadelle er yngste udgave bestående af vine som ikke er blevet vurderet til at have potentialet til længere tids lagring. “Old Vine”, har lagret, men er blevet vurderet til ikke at kunne udvikle sig yderligere. Grand Muscat/ Grand Muscadelle indeholder vin, som er mindst 75 år gammel, og Rare Muscat/Rare Muscadelle indeholder vin der er op til 100 år gammel. Herunder kan du høre Stephen Chambers fortælle historien om Chambers og deres fantastiske hedvine.

 

Smagenotater på Chambers Rosewood Winery´s vine:

 Rutherglen Muscat
Flot gylden orange farve. I næsen mødes man af tørret abrikos, rosin, chokolade og lidt friskmalet kaffe, – ren og skær gammeldags købmandsbutik! Smagen besidder en delikat cremet sødme, med et godt alkoholisk bid som modspil. Man tygger på tørrede frugter længe efter en slurk af denne himmerigs mundfuld. Vinen er som skabt til julens Ris a la Mande. Den har sødmen til at tackle måltidet, pæn friskhed, og ingen generende tannin. (+)

Old Vine Muscat
Langt størres intensitet i farven end Rutherglen Muscat. Det orange skær er på vej over i brun-sort. Næsen er også markant anderledes. Der er kommet lakridspiber og tørrede figner på disken i købmandsbutikken. Stadig masser af tørret abrikos i duft og smag. Fantastisk fyrig intensitet i munden. Eftersmagen er mokka-domineret. En vild vin, der tigger og beder om en chokolade-dessert. (++)

Grand Muscat
Her fornemmer man klart, at vinen er produceret af fade, der havde større potentiale. I næsen besidder den langt friskere frugt end Old Vine Muscat. Koncentrationen har også fået et pift ekstra. Masser af sveske, abrikos og mokka. Dybt mørkt og fyrigt. Stadig ligger denne friskhed og pirrer på tungen, og medvirker til, at sødmen ikke fornemmes som sødme, men mere som koncentration. Et vildt glas, som jeg ikke aner hvad jeg ville servere til. Den skal bare drikkes som et måltid. (++)

Rare Muscat
Vinen er næsten sort. Helt afsindig koncentration i duft og smag. Der er så meget tørstof her, at man kan sidde og finde nye indtryk dagen lang. Domineres dog af abrikos, chokolade, sød lakrids og figenkompot. Stor, almægtig sødme, med krydderier der opleves som et fyrværkeri på tungen. Eftersmagen er karamelrand. Det er kæmpestort det her, og en af grundende til, at Rutherglen bør stå i alle lærebøger om hedvin. Dette er ikke i nærheden af at kunne sammenlignes med noget. Det er Rutherglen! (+++)

 Old Vine Muscadelle
Farven vidner om stort koncentrations-niveau. Muscadelle er mere elegant i næsen end Muscat. Aromaerne går i en ikke-sødlig retning. Det dufter af røg, tørret hø og intillage. Smagen er intens, men igen elegant. Delikat sødmefuldt krydret, stor intensitet med lidt sød lakrids og mokka. (++)

Grand Muscadelle
Mere sødme i næsen end Old Vine Muscadelle. Stadig røget, med hø og gæret græs, men også karamel og nybagt rugbrød. Balsamerende mundfylde. Dybt og mørkt. Sødt, men ikke sødt. Den lidt introverte og afventende type, som alligevel er utroligt rar. Muscadelle driller sin gæst. Man tror man har styr på den, men det har man aldrig helt.
Smuk. (++)

Rare Muscadelle
Helt vild intensitet i næsen. Mokka og karamel gange to i forhold til Grand Muscadelle. Spicy og urtet, masser af rugbrød. Sød lakrids, hø og røg er stadig med. Det er så ufatteligt, at en sådan velsmag kan skabes på et træfad i en stål-lade. Det er himmelsk. Personligt er det min absolutte favorit fra Chambers. Fordi det er en kende mere elegant, en kende mere dybt og udfordrende end Muscat. Den burde have 4 stjerner, men min skala går kun til 3. (+++)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *