Domaine de la Metairie d´Alon

Laurent Delaunay, en mand med en mission

Laurent Delaunay er manden bag handels- og produktionsfirmaet Badet Clement. Laurent er oprindeligt fra Bourgogne og handler med Bourgogne-vin i alle afskygninger, men han forelskede sig for mange år siden i Languedoc, et område som han mente havde et uforløst potentiale. Det var han ikke den eneste der kunne se, og Languedoc har gennem de seneste to årtier udviklet sig fra konsumvins-område til også at kunne byde ind med kvalitetsvin, der hører hjemme i verdens-toppen. For Laurent´s vedkommende kom dette til udtryk gennem hans topvine fra Abbotts & Delaunay, produceret på klassiske sydfranske druer, primært hentet i området omkring Minervois.

I 2015 blev Laurent Delaunay tilbudt at købe ejendommen Domaine de la Metairie d´Alon i Limoux. Limoux adskiller sig markant fra de øvrige appelationer i Languedoc, da området ligger højt og relativt køligt. Laurent opkøbte i forvejen druer i området for at kunne producere friske Chardonnay og Pinot Noir-vine. Det var selvsagt næsten som at hænge råt kød foran en sulten ulv. Laurent købte den 25 hektar store ejendom, som udelukkende er beplantet med Chardonnay og Pinot Noir, beliggende i 200-400 meters højde. Højden gør, at nætterne er kølige og med til at bevare druernes syre. Her vil en Bourgogne-mand kunne producere Bourgogne udenfor Bourgogne, – eller i hvert tilfælde noget der minder rigtig meget om det.

Domaine de la Metairie d´Alon

Ejendommen ligger i det bjergrige område omkring landsbyen Magrie, mellem Limoux og Roquetaillade, i Languedoc’s Haute Vallée de l’Aude. Området er et af de køligste i Languedoc. Læg til det den næringsfattige jord i bjergene, som giver lavt udbytte og sit helt eget “terroir”. Ejendommen er som skabt til produktion af high-end Pinot Noir og Chardonnay vine. Alt er fremstillet af økologisk dyrkede, håndplukkede druer.

Vinene er inddelt i to kategorier. Laveste kategori er “Village”. Topvinene er såkaldte “Lieu-dit´s” eller enkeltmarksvine. Foreløbig udbydes enkeltmarksvine på Pinot Noir fra markerne “Metairie” og “Solaire”, samt Chardonnay fra “Le Palajo”. Som det ses af kortet over gårdens besiddelser, så er der mulighed for, at flere kommer til i fremtiden. Helt nøjagtigt 11 enkeltmarks-navne er der mulighed for at få på flaskerne.

Pinot Noir produceres efter Bourgogne forbillede, hvor i mod Chardonnay produceres efter Limoux forskrifter. De hvide vine fra Limoux skal ved lov fadgæres. Det vil sige, at vinene altid vil have karakter af egetræ. Samme vintype kan man finde i Bourgogne, men så er det et aktivt valg vinbonden har truffet.

2017 Le Palajo, Limoux
Produceret af Chardonnay druer dyrket på marken Le Palajo i 280 meters højde. Jordbunden er her sandet og kalkholdig og fortræffelig til netop Chardonnay. Marken er direkte sydvendt.  Drueklaserne er kølet ned og dernæst presset hele. Denne teknik er kendt fra Champagne og anvendes for at undgå for lang skindkontakt og for mange bitterstoffer i den most, der sendes til gæring. Mosten er gæret på naturgær i egetræ hvoraf 50% var nye og 50% 1-3 år gamle . Efter endt gæring har vinen hvilet på gærresterne i 8 måneder. 20% af vinen har gennemgået malolaktisk gæring. Vinen smager fantastisk. Her er fenikel, fersken og pocorn i næsen. Cremet fylde i munden, men samtidig med flot syre, der er så præcist afstemt, at vinen fremstår frisk, rank og pirrende. Masser af urter og pirrende mineralitet i eftersmagen. Hvis det smager af Bourgogne, så er det stor Bourgogne!  93 point

2015 La Métairie, Pinot Noir, Pays d´Oc
La Métairie stammer fra Domainet´s højest beliggende mark i 414 meters højde. På grund af højden nyder druerne godt af friske nattemperaturer og varme solrige dage .
Vinen gæres i 5000 liter store trækar i det man i huset kalder”lasagne-stil” hele hvor hele klaser og most fra kværnen fyldes i fadet på skift. Massen udsættes for en kold forgæring hvor temperaturen i fadet holdes omkring 18 grader i 3 til 4 dage. Dernæst øges temperaturen langsomt til 25 grader. Et par korte pumpe-overs  når gæringen er halvvejs. Efter endt gæring hviler vinen på skallerne i 3-4 dage, dernæst fyldes al free-run juice på egetræsfade for at lagre og gennemgå malolaktisk gæring. Pres-vinen holdes adskilt til det endelige blend sættes sammen. Vinen hviler på træfade i 9 måneder. 10% af egetræsfadene fornys hvert år.  Vinen dufter af roser, blommekompot, tørret figen, knust sort peber og mokka. Saftig og fyldig i munden, men med en let struktur. Frugtsødmen overtages langsomt af et pirrende syrligt bid. Eftersmag med chokolade og røg. En flot Pinot Noir, der er domineret af tørret frugt og mørke aromaer. 91 point

Se Propperiet´s sortiment fra Domaine de la Metairie d´Alon her

Bedste europæiske tørre Riesling

Skrevet før smagningen

Hvem laver den bedste riesling i europa? Det har jeg længe haft en mening om, men på det seneste  er min overbevisning blevet udfordret et par gange. Derfor blev der skrabet lidt bevismateriale sammen, som skulle danne grundlag for min og de øvrige paneldeltageres fremtidige holdning.

Inden alt er åbnet vil jeg gerne lufte mine fordomme: Alsace er faldet af på den! Pfalz er for komplekst! Rheingau er hvinende surt! Østrig har aldrig rigtig lært det! Mosel er sart, delikat, frejdigt, lystigt, smilende, luftigt, fyrsteligt, elegant.

I en smagning som nedenfor omtalte, vil der altid være ting som mangler. Grænsen skulle trækkes et sted og den blev trukket ved 20 vine. Der mangler ting fra Markus Molitor, Bürklin-Wolf, Keller, Kesseler og sikkert en pæn håndfuld mere. Det der mangler var primært vanskeligt at få fat i, derfor kom det ikke med. Men feltet er hvad jeg vil kalde præsentabelt. En sand perle-række af tør riesling. Vinene er udvalgt efter omtale i diverse medier, anbefalinger fra fagfolk og egne erfaringer. En enkelt (Erdener Treppchen fra Schmitges) kvalificerede sig via et indledende heat, hvor diverse vine blev smagt op mod hinanden. Alt i nedenstående smagning er smagt blindt, i vilkårlig rækkefølge. Med andre ord. Panelet vidste nogenlunde hvad der ramte dem, bare ikke hvornår.

Skrevet efter smagningen

Man får sig nogle overraskelser når man smager blindt på denne måde. Alle fordomme er jo pillet væk. Du er tvunget til at forholde dig til det du har i glasset, og intet andet. Ingen historie, intet navn, ingen etiket, ingen pris – kun duft og smag. Forventningerne var store. De blev indfriet. Nogle fordomme blev kulseglet, andre får lov at leve videre.

Smageprogrammet kan altid diskuteres. Det blev flygtigt nævnt, at tysk vin var overrepræsenteret. Efter smagningen er jeg til dels enig, men det var kun fordi de to østrigere der deltog, de gjorde det fantastisk. Så til næste EM vil der være flere østrigere. Alsace var bestemt ikke underrepræsenteret. 4 skud i bøssen, fra absolutte tophuse, og de imponerede ikke. “Alsace er gået i stå” – fik med andre ord ny næring. Alle, på nær Domaine Weinbach, virkede tunge og alkoholrige, let til kraftigt oxyderede.

Her skal jeg nok lige indskyde, at alle vine havde absolut topklasse, det er mere et spørgsmål om hvilken stil man er til. Personligt elsker jeg den feminine riesling, den lette, blomstrede, mineralske, afbalancerede vin. Den må gerne have cremet “mouthfeel”, men så skal syren sætte ind og rydde op. Af samme grund kan jeg finde meget vin efter mit hjerte i Mosel. Jeg har det sværere i Alsace.

Min egen riesling europamester

Min top fem blev ikke domineret af Mosel, som jeg ellers havde ventet. Til min egen store overraskelse kom flotteste vin i feltet fra Rheingau. 2016 Gräfenberg GG fra Robert Weil er så sart og fin som en Mosel. Fersken og blomster i næsen, cremet smag og perfekt syre, samt let abrikos-bitterhed i eftersmagen. Den pjattede og fjantede dansende hen over min tunge. Uimodståeligt. Den tog fusen på mig. Jeg måtte finde 95 point frem og havde svært ved at slippe den umiddelbare forelskelse jeg blev ramt af da jeg smagte den. Der var ingen på siden af, og slet ingen over. Et brag af en vin.

En anden vin der drillede mig var 2016 Unendlich fra FX Pichler i Wachau i Østrig. Sart, fin, raffineret. Smukt cremet og afbalanceret. Her er masser af fersken og honningnoter fra botrytis i næsen. Vinen er delikat og sødmefuld, rank og ren. Syre der frisker som en kølig brise på en varm sommerdag og fejer de sødmefulde indtryk væk. Let tørret abrikos i eftersmagen. Fuldendt balance. Alpelandet er i sandhed ved at vågne op til dåd. Jeg hostede op med 94 point.

2016 Prälat GG fra Dr. Loosen blev eneste Mosel-vin i min top 5. Her var jeg ikke et sekund i tvivl om den geografiske oprindelse. Den smukke blomstrede duft, den sarte, fine fersken-sødme, det citrus-drevne bid, den pirrende mineralitet. Smukt. 94 point.

2014 Pechstein GG fra von Buhl er et bevis på, at Pfalz kan være besnærende på sin helt egen anmassende facon. Allerede i duften er man klar over, at her har vi fat i Alsace eller noget lige nord derfor. Det er urtet, grønt, dufter af havsalt, fennikel og let petroleum. Smagen er rank, mineralsk, salt. Den sidder i gummerne med sit saltede, urtede udtryk længe efter den er sunket. Bider og pirrer med citrus. En helt anden type riesling end de tre ovenfor, nærmest maskulin, men ikke mindre fabelagtigt. 94 point.

2016 Schlossberg Cuvee Ste Catherine fra Domaine Weinbach var for mig undtagelsen fra Alsace. Her har vi en fransk riesling der er feminin og frisk i sit udtryk. Jeg har før i min karriere været tosse-glad for dette hus, og det er da en fornøjelse, at få vinen serveret blindt, og så finde ud af, at det var der nok en grund til. Fersken og let mint-agtig karakter. Overvejede et øjeblik at skrive Fachkaul fra Franzen ud for den, men gik fra det igen. Eminent balance, elegant. Der er noget køligt, let og rent over den, som ingen af de andre Alsace-vine i aften kunne prale af. Faller gør det stadig godt. 94 point.

Disse point tager naturligvis ikke højde for pris. Det skal her nævnes, at Unendlich er “unglaublich” dyr. Cirka 1500,- kroner for en tør riesling er en høj pris, også selvom det er en lille produktion.

Demokratiets riesling europamester

Men i demokratiets ånd, så var vi flere om at bestemme i dag. Så den samlede top  kom til at se lidt anderledes ud. Den var faktisk præget mere af Mosel end min egen var. Den samlede top ti så ud som følger:

1 2016 Rotlay GG, Heymann-Löwenstein, Mosel 94
2 2016 Unendlich, Smaragd, FX Pichler, Wachau 93,78
3 2016 Pechstein GG, von Winning, Pfalz 93,2
4 2016 Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen 93
4 2017 Treppchen GG, Schmitges, Mosel 93
5 2016 Gräfenberg, Robert Weil, Rheingau 92,9
6 2016 Rüdesheimer Berg GG, Georg Breuer, Rheingau 92,78
7 2016 Riesling Smaragd, Emmerich Knoll, Wachau 92,67
7 2016 Schlossberg, Cuvee Ste Catherine, Domaine Weinbach, Alsace 92,67
8 2016 Fachkaul, Franzen, Mosel 92,22
8 2014 Pechstein GG, von Buhl, Pfalz 92,22
9 2016 Rothenberg GG, Kühling-Gillot, Rheinhessen 92,11
10 2016 Niederhausen GG, Dönnhoff, Nahe 91,67

Et af formålene med dagens smagning var også, at vurdere områderne op imod hinanden. Hvordan klarer de sig. Hvem laver den bedste riesling? Således klarede områderne sig:

1 Østrig 93,22
2 Rheingau 92,83
3 Mosel 92,72
4 Pfalz 92,72
5 Rheinhessen 92,04
6 Nahe 91,3
7 Alsace 91,25

Nedenfor kan du se den samlede liste over hvilke vine der deltog:

Tyskland:
2016 Rüdesheimer Berg GG, Georg Breuer, Rheingau
2016 Kiedrich Gräfenberg GG, Robert Weil, Rheingau
2016 Fachkaul, Bremmer Calmont GG, Franzen, Mosel
2016 Erdener Prälat GG, Dr. Loosen, Mosel
2017 Erdener Treppchen GG, Weingut Schmitges, Mosel
2016 Uhlen Rotlay GG, Heymann-Löwenstein, Mosel
2016 Halenberg GG, Emrich-Schönleber, Nahe
2014 Felseneck GG, Schäfer-Fröhlich, Nahe
2016 Niederhausen Hermannshölle GG, Dönnhoff, Nahe
2016 Rothenberg GG Wurzelecht, Kühling-Gillot, Rheinhessen
2016 Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen
2016 La Borne, Morstein GG, Wittmann, Rheinhessen
2014 Forst Pechstein GG, Von Buhl, Pfalz
2016 von Winning, Riesling GG Pechstein, Pfalz
Frankrig:
2009 Clos St. Hune, Trimbach
2015 Rangen Clos St. Urban, Zind-Humbrecht
2009 Schoelhammer, Hugel
2016 Schlossberg Ste Catherine, Domaine Weinbach
Østrig:
2016 Unendlich Smaragd, FX Pichler
2016 Riesling Smaragd Emmerich Knoll

Spätburgunder – den røde Riesling

Mere bevægelse end udvikling?

juelg_barriqes
En ung tysker i sin kælder. Opvokset på en lande-grænse, men en lande-grænse han aldrig rigtig har set.

Det bliver en anelse dybt det her. Men jeg mener faktisk man skal søge dybt for at finde grunden til, at tysk pinot noir/spätburgunder er gået fra halvkedelig til verdensklasse på 15-20 år. Det der sker i vores naboland i disse år er bemærkelsesværdigt på så mange niveauer, at man kun kan henrykkes.  Man siger, at det er klimatisk bestemt og der er ingen tvivl om, at uden global opvarmning og muligheden for at dyrke franske kloner, så var udviklingen ikke mulig, – men for mig er det kun en lille del af forklaringen. Langt størstedelen skyldes faktorer som omstillingsparathed, vidensdeling, højt uddannelsesniveau og frem for alt et verdenssyn som det går mere og mere op for mig, at den unge generation besidder. Et verdenssyn som gør mig stolt på ungdommens vejne, og som modarbejder den egoistiske tendens, der ses hos visse statsledere i disse år.

Paul Schäfer fra Weingut Burggarten i Ahr (th). En af de unge tyskere, som er ved at føre tysk vin ind i en ny tidsalder.

For er det ikke sådan med os, der er ved at være den ældre generation, at vi ofte bekymrer os og skælder ud på ungdommen? Ligesom vi selv blev skældt ud. Den ældre generation beskylder den yngre for at være forkælede og ude af stand til at klare sig selv. Vores børn har helt sikkert haft en anden opvækst end vi har, – meget anderledes. Forudsætningerne har været helt forskellige.  Noget er af det bedre, noget er af det værre. Men én ting er fælles for nutidens unge: de accepterer ikke personlige begrænsninger og landegrænser spiller ingen rolle, de er verdens-borgere på et helt andet plan end vi andre nogensinde har været. Det er den generation, der er ved at tage over i Tyskland. De vokser ikke længere bare op i Tyskland, de vokser heller ikke op i et Tyskland der engang var delt af en mur, de vokser op i Verden, og Verden er et fælles projekt. Det lyder som noget Angela Merkel kunne have sagt, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hun har været god for tysklands selvforståelse. Jeg tror i virkeligheden at en befolkning finder langt mere inspiration i et lands ledelse end vi selv går og tror.

Woehrle_weingut
Markus og Tanja Wöhrle omgivet af vin – i verdensklasse

Læg dertil, at ungdommen er uddannet på et helt andet niveau end vi andre nogensinde har været. Der bliver læst og lært i mange flere år end i tidligere generationer. I relation til tyskland og spätburgunder, så spiller det også en enorm rolle for udviklingen. Før i tiden gik viden i arv fra far til søn. Far lærte sønnike det han havde behov for, for at kunne drive gården videre. I dag er det sønnike der kommer hjem fra universitet, og ophold på vingårde rundt omkring i verden og fortæller far, at den måde han gør tingene på er forkert. Det er en ungdom, som er skarp på detaljen, er fuld af gåpåmod og som ikke ser bagud, den ser fremad. Derfor er det mirakel der er sket med spätburgunder ikke bare en udvikling, det er nærmest en folkelig bevægelse, et vidnesbyrd om, at fremtiden ikke er håbløs. Den unge generation kan og vil rette op hvor vi andre fejlede.

 Hvad var spätburgunder engang?

Gennem årene har mange røde druer været afprøvet i det vindyrknings-mæssigt kølige Tyskland. Det har været en kamp om at opnå mest mulig farve på kortest mulig vækstsæson. Dornfelder var for 10-15 år siden en af de mest plantede røde sorter i Tyskland, den opfyldte kriterierne. Masser af farve og sødmefuld frugt, til gengæld er den meget ensidig i sit udtryk og mangler syre for at blive interessant. Heldigvis har dornfelder tabt slaget til spätburgunder. Spätburgunder klæder det kølige klima og de mange jordbundstyper i Tyskland. Druesorten har det på en måde som Riesling, den er fantastisk til at gengive det miljø den vokser op i, – den bevarer sin spændstige og friske syre i det kølige klima, og gengiver unikke karakterer efter jordbunden: skifer tilfører for eksempel en nærmest røget mineralitet og löss tilfører blomster og spicyness, limsten tilfører tyngde og kompleksitet. Så det er helt naturligt, at de tyske vinbønder har taget druen til sig.

Udviklingen for spätburgunder er gået fra lyse halvsøde rødvine med lav alkohol, over mørke fadlagrede basser med højest mulig alkohol, til i dag at minde så meget om burgundisk pinot noir at de bør ryste i bukserne nede i det franske, og det hele er sket på så få år, at det er svært at fatte.  For 20 år siden var de fleste Ahr vine lyse, lette og halvsøde rødvine produceret på noget de kaldte Spätburgunder, som vist nok var Pinot Noir, men som overhovedet ikke smagte af Pinot Noir.

Hvor er spätburgunder i dag?

Spätburgunder er stadig på vej. Kvaliteterne er hos enkelte producenter enestående, men der er stadig en del, der ikke har set lyset. Et generationsskifte tager tid. Og det er som nævnt den yngre generation der søger “Bourgogne-vejen” i glasset.

Ikke nok med at opfattelsen af hvordan vinen skal produceres er forskellig, så er der et væld af jordbundstyper fordelt over de tyske vinområder, som skaber hver deres type vin. Derfor kan det være lidt af en jungle at finde en god spätburgunder, med mindre man kender, eller har fået anbefalet en producent. Via linket nederst i denne artikel finder du vine fra 3 forskellige unge producenter, der alle er med til at bringe spätburgunder på verdenskortet. De producerer til gengæld vin i 3 forskellige jordbundstyper og det giver 3 forskellige stilarter. Jordbundstyper inddeles efter størrelsen på partiklerne i jordbunden, – jo mindre partikler, des mindre dræning.

Ler
Ler er en jordbundstype bestående af meget små partikler, der nærmest klæber sammen når de bliver våde. En jordbund bestående af ler holder godt på vand og kan tilføre vinplanterne masser af næring. Hvis man holder sit udbytte lavt, vil man kunne opnå masser af intensitet i en vin fra denne type jordbund. Jülg producerer spätburgunder fra “kalkmergel”, som går under denne kategori. På engelsk kaldes jordtypen “Limestone”. Jülg´s vine er mørke, komplekse, dybe og besidder alle en let “lakridset” bitterhed. Det er de mest intense Spätburgunder-vine i vores sortiment.

löss_wagramSand
Löss er en sandart. Sand dræner bedre end ler, men specielt löss har et højt indhold af kalk og ler og en vinbonde der dyrker vin på denne type marker har meget sjældent problemer med vandmangel. Wöhrle dyrker sin spätburgunder i jordtypen löss. Vinene opnår masser af sødmefuld saftig frugt og prirrende krydderi. De har en meget lettere struktur end vine fra ler.

Grus/sten
En stenet/gruset mark dræner vand meget hurtigt. Markerne i Ahr består for fleres vedkommende af skifer eller basalt. Det giver en helt anden type vin med masser af nerve og mineralitet. Burggarten spätburgunder er dyrket på skiferskråninger ved Ahr. Strukturen er let og pirrende, med en eftersmag med masser af mineralitet. Fremstår nærmest som en blanding mellem de to førstnævnte. Let struktur som vinene fra Wöhrle, men med røg og mineralitet i eftersmagen som var de fra Jülg.

Smag selv. Det er et ret fantastisk studie. Hermed link til to smagekasser som viser forskellene. Hvad er du mest til?

Prøvekasse Gutswein
Prøvekasse Ortswein 

 

 

Turen går til Barolo

Barolo_vineyardsSmukke Barolo, stedet hvor Nebbiolo forløses. Her er roligt, her er grønt, her er velplejet. Varmen føles i krop og knogler. Det er intet under, at selv en vrissen og vranten drue som Nebbiolo bliver harmonisk og glad i disse omgivelser. Man kan ikke andet end betages. Der er noget roligt, arrogant, ja, nærsten kongeligt over marker og bygninger. Man får lyst til at sadle hesten op og ride gennem vinmarkerne, for at mærke vinden i håret, og hvem ved, nede for enden af vejen sidder prinsessen nok oppe på slottet og venter på at blive reddet. Spørgsmålet er så, om man kan holde sig fra at ride forbi en af de mange lokkende vinbarer på vejen. Om hun nogensinde bliver reddet.

De tre overskrifter

Tre ting må være væsentlige på en tur til Barolo

  1. At få set de små hyggelige byer i området, der emmer af middelalder: Barolo med Castello Falletti, La Morra, Serralunga d´Alba og Castiglione Falletto.
  2. At få spist på nogle af de fantastiske restauranter i området – og
  3. At få smagt en masse fantastisk Nebbiolo.
    Her er tips til, hvordan og hvor du kan finde det hele:

Hvad skal ses i Barolo?

Serralunga_Barolo
Udsigt fra Serralunga d´Alba mod nord. Her ligger marker som Lazzarito, Parafada og Gabutti.

At besøge Barolo-området er som at træde tilbage til en svunden tid. De historiske levn stammer primært fra middelalderen, en tid hvor heste gjorde arbejdet, i mark og på vej, og hvor krigerisk adfærd satte sit præg på begivenhederne, – og dermed også på arkitekturen. Fæstninge/borge fra den tid kan ses på bakketoppene i området. De er ikke alle i lige god stand, men man kan fornemme tiden, usikkerheden. Der var fjender over alt. Vinmarkerne har formentligt taget sig ud, dengang, nogenlunde som i dag, så det er ikke fordi området har ændret sig voldsomt. Der er en flot rød tråd i hvad der bliver restaurereret og hvad der nybygges, hvilket nu yderligere forstærkes af, at området i 2014 blev optaget på Unesco´s verdensarvsliste.

Der er egentlig ikke så meget andet at gøre i småbyer som Serralunga d´Alba, Castiglione Falletto og La Morra, end at gå en tur og nyde omgivelserne, og nyde udsigten, og nyde køreturen mellem dem, om den er i bil eller på cykel.

Alle ovennævnte byer bør besøges. Der er ingen grund til at lade være. De er alle med middelalderlig charme og pakket med vinbarer og gode restauranter.

Også Barolo by er til at overse. Slottet ”Castello Falletti” rager op over den almindelige beboelse i byen, som primært består af kaffebarer, restauranter og vinhandlere. Hvis man driver forretning i byen og ikke sælger vin er man næsten nødt til at have et skilt hængende hvor der står : ”This is not a wineshop”.

Castello Falletti blev opført i det 10. århundrede og var en militær fæstning. I dag indeholder slottet et museum med egen historie, samt ”Enoteca” i kælderen med rå mængder Barolo.

Et godt råd: tag på sightseeing i Serralunga og Castiglione Falletto om formiddagen – Barolo omkring middag, og La Morra om eftermiddagen, så har du solens lys i ryggen og kan tage fantastiske billeder ud over området.

Hvor og hvad smager man i Barolo?

Jeg er ikke i tvivl. Man tager til Piemonte for at smage god Nebbiolo. Alt det andet, Barbera, Dolcetto, Freisa og hvad de ellers rumsterer rundt med hernede, det kan man smage på alle andre tidspunkter. Et glas Barolo, imens man sidder i Barolo, det giver simpelthen så ufatteligt god mening.

barolo_smagningNebbiolo-druen har med sikkerhed været at finde i området i en rum tid. Første skriftlige bevis for, at Nebbiolo var at finde i Piemonte stammer fra 1268, hvor en drue ved navn ”Nibiol” omtales. Men man mener altså, at druen har været at finde her meget længere. Plinius den Ældre skriver allerede i det 1. århundrede om de bemærkelsesværdige vine fra Piemonte, men nævner ikke noget druenavn. Ampeolografer mener dog, at han sagtens kan have beskrevet en Nebbiolo-vin, da druen menes at oprinde fra Piemonte. Den er i øvrigt i DNA-slægtskab med Freisa, som også er udbredt i Piemonte.

Der er mange steder man kan smage vin i Barolo. Restauranterne har ofte pæne udvalg og skænker også ofte gode vine på glas. Et godt sted at få smagt et bredt udvalg er på La Vite Turchese i Barolo.

Hvor spiser man i Barolo?

Ristorante_L´argaj
Lam, syltede blommer, mynte og abrikos. Retten fangede præcis de noter der var i den Barolo der blev serveret til. Smukt, enkelt, velsmagende på Ristorante L´Argaj.

Der er uhørt mange gode restauranter i området. Kogekunsten er på højt niveau, og de fleste steder har de kompetente folk til at rådgive omkring valg af vin til maden. Dertil skal lægges, at priserne er meget, meget rimelige. Du kan virkelig opnå forkælelse til en pris der er langt lavere end i f. eks. Milano. Læg dertil, at det er overordentligt svært at få serveret et bare middelmådigt glas vin. Man føler sig lidt som Julius Cæsar når man sidder med fantastisk mad, fremragende vin, og en udsigt, som er enestående.
Ristorante L´Argaj og Ristorante Le Torri i Castiglione Falletto, Osteria More e Macine i La Morra og Ristorante Bovio nær La Morra er steder der giver dig en stor kulinarisk oplevelse, men der er mange, mange flere. Det er sådan set bare at gå på jagt.

Hvor bor man i Barolo?

La_Bioca_Barolo
Udsigten fra La Bioca´s altan

Der tilbydes masser af lækre værelser i området. Hvad der er næsten umuligt, er at bo centralt, for du er altså på landet, og du har brug for en bil for at komme rundt. Alternativt skal du have cyklen med. Propperiet´s leverandør La Bioca har fine værelser som kan lejes via booking.com. Værelserne er sprit-nye og pæne, og du får et let morgenmåltid med i prisen. Vingården ligger i Serralunga dalen omgivet af vinmarker.
Det er ikke 3-stjernet luksus, der er ikke pool, men det er et rigtig fint sted at have base, hvis man kommer til Barolo for at se og nyde området.
Hermed link til booking på La Bioca via Booking.com, der er ingen prisforskel på om man booker via Booking.com eller direkte. Dog vil man på gården helst, at gæster booker via Booking.com, da de selv har for travlt med at producere og sælge vin.

 

Årgang 2016 og 2017 fra La Bioca i Barolo

En af de hyggeligste kældre jeg kender

Bisso La Bioca
Bisso og bloggeren smager på Nebbiolo i det fri.

Det er ikke den orange farve på væggen i kælderen hos La Bioca der gør at jeg hygger mig, heller ikke det faktum, at her er dejlig køligt i forhold til de 32 grader udenfor. Det er heller ikke lys-stof-rørene der spreder hygge. Næh, det er de gærede moster der ligger på træfadene hernede der gør, at jeg betages, bjergtages, forundres, glædes, henrykkes – eller sagt med et ord – hygger mig.

Vinmager Bisso fra La Bioca er i min bog en af de virkeligt dygtige vinmagere i Barolo. Hans transparante udgave af Nebbiolo er lige efter mit hjerte. Det er fyrigt, det er saftigt, det er krydret, det er let bittert, det er sødmefuldt, det er præcis som en top Nebbiolo skal være.

I August 2018 var det tid til at få kigget nærmere på de kommende  årgange.

Bliver århundredets årgang overgået?

Som forventet, så er det vanvittige ting der ligger i kælderen hos La Bioca. 2015 var århundredets årgang, den blev efterfulgt af en årgang der måske var endnu bedre, og 2017 kan i flere tilfælde vise sig at toppe dem begge. Set fra vinbondens synspunkt, så var 2017 ikke lige så perfekt som de to øvrige, da foråret blev ødelagt af hagl, men det var med til at begrænse udbyttet, og øge intensiteten på det der slap gennem ødelæggelserne.

Map of Langhe
Byen Alba ligger som centrum i Langhe området, med Roero i vest, Barbaresco i øst og Barolo i syd.

2017 bliver første årgang hvor La Bioca sender en Roero Nebbiolo på markedet. Bisso har fået mulighed for at købe et pænt stykke jord i Roero-området. I 2017 er jorden dog stadig på leje-basis, men med den drue-kvalitet han har hentet må handelen formodes at gå i orden. Roero giver, under normale vilkår, Nebbiolo en lettere struktur end Barolo og Barbaresco da jordbunden er mere sandet i området. Men i 2017 er tingene vendt på hovedet. Den Roero Nebbiolo jeg smagte fra fad i August 2018 besad vild intensitet, masser af kirsebær, pirrende krydderi og solid tannin. Eneste vin der overgik Roero i tannin var Barolo Cru Castagni, som Bisso laver Barolo Riserva ud af. Sidstnævnte skal have tannin, da den skal kunne klare 4 år på fad. Roero Nebbiolo er i DK i Januar 2019. Glæder mig til at modtage de første flasker, det er tosse-god Nebbiolo der er på vej.

Nebbiolo Sterma 2016 var tappet på flaske. Vinen fremstår lys, dufter af jordbær, læder og urter, besidder flot intensitet, og velintegreret tannin, – endnu engang et topkøb! Vinen vil være i Danmark i september 2018. Sterma 2017 blev smagt fra fad. Den fremstår naturligvis yngre. Vinen forekommer lidt mørkere, stadig med masser af jordbær, og i munden pirrer og sitrer tanninen, så tandkøddet trækker sig. Den har heldigvis endnu et lille år på fad før den tappes. Begge vine er et bevis på, at Bisso ved hvad han laver, og at der er en rød tråd i de enkelte vine i årgangene.

Barolo Cru Ravera blev smagt fra fad i begge årgange. Her brillierer Bisso. Ravera er en af de lettere cru´er. Men let på den “fede” måde. Begge vine har en næsten floral karakter. Krydderierne pirrer i både duft og smag. Syren er superbt afstemt. 2017 virker her lettere end 2016, men 2016 mere harmonisk. I min bog er 2016 totalt vild. Pirrende, prikkende, insisterende, tændervæddende lækker. 2016 frigives i Januar 2020.

Et fad jeg vil drømme sødt om i månedsvis

Chardonnay Bussia La Bioca
Et fad man næsten får kuldegysninger af at smage på. Det er en usædvanlig smuk Chardonnay Bisso laver på Bussia.

Vildeste overraskelse i kælderen var nok 2017 Chardonnay Bussia. Da Bisso for et par år siden fik fat i en parcel på Bussia fandt han ud af, at en lille del af marken havde en forkert hældning/soleksponering. Dette lille stykke modnede ikke Nebbiolo godt nok. Derfor plantede han en Bourgogne-klon af Chardonnay. Et lettere vanvittigt påfund. Men 2016 udgaven af denne vin viste sig at være god. Virkeligt god, – men denne 17´er! Det smager som en cremet, sprød, mineralsk, pirrende lækker top-bourgogne. Det er totalt VILDT! Vinen er i DK i Januar 2019.

En anden vin, som er mere i den sjove afdeling er en orange vin, som legesyge Bisso har sat sammen af to årgange. Vinen er produceret på Favorita, den ene årgang macereret 10 måneder på amphora, så den bringer intensitet og fylde, og den anden årgang bringer friskhed. 10 måneders macerering kan lade sig gøre med Favorita, fordi druens skind ikke indeholder meget syre. Vinen fremstår naturligvis dyb gul i glasset. Her er masser af eksotisk frugt, den klassiske florale karakter fra Favorita og tørret appelsin-skal. Smagen er tør, insisterende og kompleks. Udvikler sig hele tiden i glasset. Et vellykket og spændende eksperiment. På lager i løbet af 2018.

 

Den “ultimative” spätburgunder test

Retfærdig uretfærdighed eller uretfærdig retfærdighed?

Uanset hvordan man sætter en smagning som denne sammen, så vil den altid på en eller anden måde være forfærdeligt uretfærdig, eller man kunne måske endda sige forfærdeligt retfærdig. For hvis man nu har sat sig for at fejre det mirakel som tysk spätburgunder anno 2018 er, – og man skal begrænse sig, så må noget jo udelades, – og det er på ingen måde retfærdigt. Til denne smagning blev udvalgt 16 späturgundere. Flere af dem naturligvis top-producenter, – dem alle snakker om, – dem alle er villige til at betale kassen for at få fat i, men der blev i den grad også medtaget “new-comers”.

Landets mest kompetente smagepanel?

Næste punkt var smage-panelet. Hvem skulle være med til at bedømme hvad der hitter lige nu på spätburgunder scenen? Det endte med at blive et ganske repræsentativt panel, med både professionelle smagere, unge dedikerede fans og lykkelige amatører (og jo, det er dig jeg taler om Kenneth). I panelet var også folk med en markant holdning til natur- og biovin, hvilket også er ganske interessant at have med i den samlede bedømmelse af vinene. Man kan sige, at vinene både blev vurderet ud fra et erfaringsmæssigt og et “politisk” synspunkt. Det var ret tydeligt på aftenen, at paneldeltagerne slet ikke var enige om hvad der gør en god spätburgunder god. Derfor vil jeg vove den påstand, at det samlede resultat er ganske retvisende.

En aften som vinskribent

Jeg må indrømme, at jeg er en smule misundelig på dem der lever af at skrive om vin og bliver inviteret med til alverdens fantastiske smagninger, dette var mit private forsøg på at lege vinskribent. Til smagningen var valgt 16 vine. Flere af dem valgt på omtale og på hvordan de har klaret sig i smagninger internationalt. Andre var herboende importøres bud, her i blandt naturligvis mig selv. Vinene blev smagt blindt, så de havde lige vilkår for at performe, ingen var forudindtaget før vinen blev skænket. Det var en smule angstprovokerende, at skulle rate egne vine blindt imellem alle topproducenterne, for tænk hvis jeg ikke kunne finde dem, eller ikke ratede dem særligt højt!!! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke genkendte en eneste af dem jeg selv havde smidt i puljen, og placerede alle vine af egen import midt i feltet, så jeg vil ikke have skyld for at have manipuleret resultatet!

Jeg kan måske godt være lidt skuffet over, at jeg ikke genkendte egne vine, men det hører med til historien, at på flere af vinene i feltet var vi helt nede i små nuanceforskelle, selve strukturen var meget ens. Især de 4 vine i 4. heat var på vanvittigt højt niveau, og med ganske små variationer. De viste alle den bedste side af spätburgunder. Spätburgunder har sin egen stil, selvom det har nærmet sig Bourgogne pinot noir så er det ikke Bourgogne, det er sig selv. Dette blev bekræftet, da vi efter spätburgunder-smagningen fik en Oregon pinot noir i glasset, den havde slet ikke samme mineralske spicyness som de tyske, den virkede helt kælen. Inden sløret blev løftet og vi fik at vide hvad vi havde smagt og hvornår, var jeg overbevist om, at Salwey var Wöhrle, hvilket rent geografisk giver god mening – og jeg var overbevist om, at Burggarten var Jülg. Sidstnævnte kan ikke rigtig forklares med andet end, at der var noget jeg genkendte i det glas. De to eneste vine jeg gættede var Meyer Näkel, som jeg synes er den mest old school mørksødlige spätburgunder af samtlige 16 vine i feltet og Enderle & Moll, som røbede sig selv på sin lyse og uklare naturvins-fremtoning.

Vi var enige om at være uenige…

Men uha der blev diskuteret hen over bordet. Jeg elsker det. Debat er næring. Mennesket ville jo kede sig ihjel hvis det ikke kunne diskutere. Og hvad ville der være ved en smagning, hvis alle var enige, så kunne jeg jo lige så godt smage med mig selv? Og diskutere med mig selv!?!

Det samlede resultat

Min egen top 5

Jeg er egentlig rigtig godt tilfreds med min egen top 5. Ville gerne have haft Burggarten med, da deres Kräuterberg er noget af det absolut smukkeste Spätburgunder jeg  indtil i går aftes har fået, men nu har jeg så fået noget der var lige så godt, og måske endda lidt bedre. Smagningen foregik i 4 heats, så måden vinene kom op mod hinanden på, har naturligvis også noget at sige når pointene skulle uddeles. Jeg synes dog alle vine i min top fem rummer det jeg elsker ved en god spätburgunder, – sødmefuld frugt (gerne jordbær), let struktur, sprød syre og tør mineralsk spicyness. Især det sidste er lige præcis det tysk pinot noir kan. Jeg vil vove at kalde det mineralitet. Pinot noir kan det samme som riesling, gengive jordbunden og det kølige klima, og det er de tyske områders helt store force. Jeg fik lidt “skæld ud” for min top rating af Philipp Kuhn, der i nogens øjne var for varm og alkoholrig, men den havde samme pirrende, legende, krydrede karakter som de øvrige i mit topfelt, selvom noterne går mere i retning af kirsebær end jordbær (måske derfor marken hedder Kirchgarten?!?) . Vinen levede fuldt ud op til mit billede af en “rød riesling”. Mine tre vinder-vine kom i hvert deres heat, så om en af dem skulle have været kåret til aftenens vinder står hen i det uvisse. Jean Stodden fremstod for mig måske som den mest helstøbte af alle vine på aftenen, måske også i kraft af, at den var den ældste. Den var kødfuld, pirrende og tændervæddende saftig. Også Bernhard Huber havde alderen på sin side. Den fremstod igen mere samlet, mere som en helhed end mange af de yngre vine. Pirrende, prikkende, – smuk.

Panelets top 5

Jeg glædes over, at et panel der spændte så vidt, kunne enes om, at 2014 Kirchgasse fra Weingut Wöhrle var aftenens bedste vin. Det havde jeg absolut ikke forventet. Glædes også over, at min darling fra Burggarten – 2015 Kräuterberg ender som nummer 2. Selv var jeg skuffet over Fürst, som jeg ikke synes gav mig det pirrende, det legende. Men andre var ret vilde med den. Vinen var mere traditionel pinot noir – med et lidt “leret” udtryk. Keller synes jeg igen manglede det pirrende, manglede sprød syre, og da den blev afsløret var jeg ekstremt skuffet. Franz Keller duftede balsamisk, af sure kirsebær og fremstod lidt uklar og leret i forhold til resten af sit heat. Markus Molitor var hæderlig, med skifer-røg og BBQ noter, men ender med at skuffe. Ingen af disse vine bød ind med noget der var markant bedre end de øvrige, faktisk tværtimod, – og prismæssigt er de altså i den rigtig tunge ende af feltet.

Skal der drages en konklusion, så var der langt flere gode oplevelser end dårlige på denne aften. Skuffelserne handler, for mig, primært om pris. Vindervinen fra Wöhrle koster det halve af Keller og Molitor, – det er vanvid! Skønt, med det lidt skæve twist til smagningen fra Enderle & Moll, men naturvin har stadig ikke overbevist mig. Det er en spændende vej, men den er stadig i sin spæde start og der er stadig for langt mellem de store oplevelser.

De deltagende vine var:

2011 Herrenberg GG, Jean Stodden, Ahr
2014 Eichberg GG, Saley, Baden
2014 Eichberg GG, Franz Keller, Baden
2012 Sommerhalde GG, Bernhard Huber, Baden
2014 Frauenberg GG, Kelller, Rheinhessen
2013 Hunsruck GG, Fürst, Franken
2013 Kräuterberg GG, Meyer Näkel, Ahr
2014 Kirchgasse GG, Wöhrle, Baden
2015 Kräuterberg, Burggarten, Ahr
2014 Pinot Noir Reserve, Jülg, Pfalz
2016 Marienthaler Trotzenberg, Julia Bertram, Ahr
2016 Muschelkalk, Enderle & Moll, Baden
2014 Terra 1261, Benedikt Baltes, Franken
2014 Horn GG, J. Neus, Rheinhessen
2014 Kirschgarten GG, Philipp Kuhn, Pfalz
2012 Graacher Himmelreich, Markus Molitor, Mosel

Weingut Jülg – “Watch and learn Alsace!”

Et liv på grænsen

juelg_barriqes
Johannes Jülg i kælderen under den tysk/franske grænse

“Sonnenberg” er et ret udbredt marknavn i den tysktalende del af verden, så skulle man besidde en parcel på en Sonnenberg-vinmark, så er man som sådan ikke unik. Men en af de marker, der bærer navnet, er alligevel ganske unik. Den strækker sig nemlig fra byen Schweigen-Rechtenbach i det allersydligste Pfalz og et par kilometer ind over den tysk/franske grænse til Wissembourg i Alsace. Da grænserne skulle trækkes efter 2. verdenskrig var der således vinbønder i dette område, som fik delt deres markbesiddelser i to, en fransk del og en tysk del. Ikke problemfrit hvis man tænker vinlovgivning, og bestemt heller ikke problemfrit for de vinbønder der skulle have pas med for at komme til sine vinmarker på den anden side af grænsen. Mange familier i Schweigen-Rechtenbach har i flere generationer dyrket vin i denne “grænsezone”. Weingut Jülg er en af dem.

juelg_sonnenberg
En lidt anerledes Sonnenberg vinmark

Hvad vinlovgivning angår, så har de tyske vinbønder med besiddelser i Frankrig lov til at markedsføre deres vine, der er fremstillet af deres “franske” druer under den tyske appellation Sonnenberg. Denne praksis ikke er i overensstemmelse med EU-reglerne om oprindelsen af ​​kvalitetsvin produceret i en bestemt region. Det er en undtagelse, som kun findes i den tyske vinlov, den er ikke indskrevet i den franske, så en fransk vinbonde med besiddelser i tyskland kan kun kategorisere sin vin som EU vin, også selvom den er fra en topmark.

Vingården Jülg

Som Johannes Jülg siger: “Det er lige meget om vinstokke vokser i Frankrig eller i Tyskland, vin har ingen grænser. Vi er 50% franske, 50% tyske, men 100% Jülg”. Johannes bedstefar Oskar Jülg overtog vingården i Scweigen-Rectenbach i 1961. Det var hans klare vision, at producere en vin, der havde områdets karakter, men som endnu ikke fandtes. Han ville af med sødmen fra Alsace-vinene, som andre i familien producerer, og ville istedet producere sine vine knastørre, noget som også adskilte ham fra de traditionelle tyske vine. Han havde et godt øje til Bourgogne og hentede blandt andet chardonnay kloner fra Bourgogne og plantede dem i Pfalz, selvom de på daværende tidspunkt ikke måttes dyrkes i Tyskland. Han indførte også ny eg, som af mange blev set på som en stor fejl. Oskar Jülg var visionær på mange måder. I dag lyder hans projekt ikke vanvittigt, det gjorde det helt sikkert i 1961.

Oskar_Chardonnay_JülgOskars barnebarn Johannes har i den grad taget tråden fra bedstefar op. Han producerer sprøde, tørre vine på Riesling, Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc) og Spätburgunder (Pinot Noir) – og så naturligvis en kult-Chardonnay, som i dag bliver flået ned af hylderne i vinoteket på vingården. Johannes har har arbejdet for Jean Stodden i Ahr og Keller i Rheinhessen, begge huse som er regnes blandt de 10-20 bedste Spätburgunder-producenter i Tyskland. Han har i øvrigt også arbejdet for Clemens Busch ved Mosel og Domaine des Lambrays i Bourgogne. Han har med andre ord lært sit håndværk gode steder og det er på ingen måde tilfældigt, at Weingut Jülg er på vej mod toppen. I en artikel fra Decanter i 2017 kategoriserer Anne Krebiehl (Master of Wine) Johannes Jülg som en af de 20 bedste producenter af spätburgunder i Tyskland.

Listen and learn Alsacians!

juelg_harvestDer er flere rystende oplevelser ved at besøge Jülg. Ikke fordi grænsen i dag syner af at være en grænse, men man kan levende forestille sig hvordan det må være, at skulle passere en grænsevagt, for at komme ind på sin egen ejendom. Det næste der ryster en det er, at Johannes Jülg, helt heroppe i det upåagtede nordlige Alsace/Pfalz er igang med at vise hele den franske side hvordan de burde producere deres vin. Det er ikke en tilsnigelse at påstå, at Alsace er i krise i disse år. Det er de, fordi de er enormt konservative  i deres tilgang til at udvikle på egne produkter, – der sker så at sige intet. De producerer deres vine, som de har gjort i århundreder. Det kan have sin charme, men når det går ud over salget af ens produkt, så er det dumt ikke at gøre noget ved det. Helt sikkert, Alsace kan godt gå og vente på, at strømmen vender og folk begynder at drikke tunge, kompleks, let sødlige rieslings igen, det er bare svært at spå om hvor længe de skal vente. Når man smager de tørre elegante riesling-vine Johannes producerer, så smager man hvad Alsace kunne være. Alsace har som område i den grad en berettigelse. Det er en helt anden type riesling end den ranke og mineralske stil man møder ved f. eks. Mosel, – og det er lige netop det der gør, at Alsace på relativt kort tid kunne blive hot igen. Alsace riesling besidder en dybde og en kompleksitet, og en nærmest salt karakter, som ikke er nem at finde ude i den store verden.

Men han kan andet end lave riesling så englene synger. Han har gået i en god spätburgunder/pinot noir-skole, og den limsten/kalkmergel han dyrker druerne i, giver en vild intensitet, en intensitet som Johannes forstår at forene med elegance. Rødvinene på spätburgunder kaldes både spätburgunder og pinot noir. De fleste af hans vine er produceret af druer fra begge sider af grænsen, men pinot noir Reserve er fra marken Kammerberg på den franske side af grænsen. Marken er beplantet med franske kloner af druen, vinen er produceret som en Bourgogne, og har har lagret på franske egetræsfade. Alt er gjort med fransk fortegn og derfor kalder Johannes vinen for Pinot Noir Reserve.

Bemærkelsesværdige vine

2017 Grauburgunder
Grauburgunder_JulgGrauburgunder/Pinot Gris er en drue, som kan levere på højt niveau, hvis man behandler den ordentligt. Jeg undskylder lige, at jeg igen er nødt til at fremhæve de alt for tunge og alkoholrige udgaver fra Alsace. I samme ombæring vil jeg godt tilføje, at Grauburgunder i Tyskland ofte bliver misfortolket. Den bliver produceret knastør, og så bliver den bitter og utilnærmelig. Johannes´  udgave er spot on. Vinen dufter af hvide blomster og gul engelsk vingummi. Den er rank, frisk og ren. De 12,5% alkohol fornemmer man nærmest ikke, for de er pakket ind i en delikat og cremet uimodståelig frugt. Lækkert mineralsk bid i enden og pirrende tørret gul frugt.  (90)

2016 Riesling Kalkmergel
Kalkmergel_JülgDe mange forskellige jordbundstyper i og omkring Vogeserne giver vidt forskellige vine. Denne vin er skabt af Riesling-druer der har vokset i en undergrund af Kalkmergel – det vi andre kalder limsten. Druerne til vinen blev høstet med Auslese-kvalitet, gæringen startede spontant og vinen har dernæste lagret 1/3 på træfade 2/3 på ståltank.
Det er godt skåret Riesling vi har fat i. Vinen er gæret på naturgær og har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Den er slank og spændstig som en tysker og så med kompleksitet og salt mineralitet som en franskmand. Den minder ikke om hverken Rhinen eller Mosel. Den minder om en knastør, sprød moderne Alsace-vin.
Fersken, tørret abrikos og let urtet karakter i næsen. Spændstig og mundvandsdrivende smag med et citrus og pirrende krydderier fra fad. Lang dvælende nærmest salt mineralitet i eftersmagen. (91)

2016 Riesling Springberg
Springberg_JülgVinen er produceret af Riesling fra de ældste stokke på marken Springberg der er vingårdens nordligste besiddelse. Marken er kølig, sydøstvendt og med ekstremt højt kalkindhold i undergrunden. Det høje kalkindhold sikrer et naturligt lavt udbytte, høj syre og en helt vidunderlig mineralitet i druerne. Mosten er spontangæret og har gæret og lagret på ståltank. Den har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Intensiteten og den specielle karakter i druerne fra Springberg behøver ikke hjælp fra et egetræsfad for at smage godt. Dette er Riesling i absolut top-klasse. Druer af Auslese kvalitet. Gæringen stoppede i 2016 lidt før alt sukkeret var omsat til alkohol, – det er en af de ting der er svære at styre når man spontangærer. Men restsødmen (7 gram) er nærmest ikke mærkbar, den indgår som en helhed i en riesling med stor balance. Vinen dufter af kølig fersken, citrus, hvide blomster og lidt kærnemælk. I munden er vinen et studie i balance. Stor dybde og kompleksitet, med let-krydret eftersmag og stringent vedholdende syre. (93)

2016 Oskar Chardonnay
Vinen er gæret og lagret på nye 500 liters franske Tonneau egetræsfade. Efter endt gæring har vinen lagret på fadet sammen med gærresterne i 6 månederne. Vinen har ikke gennemgået malolaktisk gæring. Fadet influerer naturligvis på vinens aroma, der tydeligt stræber mod at dufte som top Bourgogne. Vinen dufter af anis, vanille, røg, banan og fersken. Smagen har god fedme, delikat frugt, og så Johannes Jülg´s helt særlige kendetegn, den salte, mineralske og mundvandsdrivende eftersmag. Han har helt klart forsøgt at tilføre vinen friskhed og en rank struktur ved at undgå den malolaktiske gæring. Lige nu trækker tingene lidt i hver sin retning, – det friske og det komplekse. Det smager godt, men mangler tid til at forenes. Det er en Chardonnay i sin ungdoms vår, den vil uden tvivl kunne ligge både 5 og 10 år, og opnå større harmoni (91)

 

Barolo årgange fra La Bioca

Bisso Atanassov (La Bioca) by Andrew Kovalev for Simple Wine News magazine

Det er nu tre år siden den de første Barolo-vine fra “La Bioca” kom på markedet. Første årgang blev frigivet i 2016 og var årgang 2012. En Barolo skal jo tilbringe minimum 38 måneder i producentens kælder inden den frigives, og af disse 38 måneder skal mindst 18 være på fad. Vinene er med andre ord noget tid undervejs. Det er dog ikke et tilfældigt påfund fra konsortiets side. Nebbiolo fra Barolo er typisk enormt phenol-holdigt (farve, aroma og tannin). Vinene behøver lang tids lagring for at blive drikkemodne. Egentlig er det ofte ren blasfemi at gå ombord i en netop frigivet Barolo, for den er næsten med statsgaranti ude af balance og behøver ro for at samle sig. Men spændingen var for stor. 2014 skulle smages, og den skulle sammenlignes med de tidligere årgange. Resultatet ses herunder.

barolo_map
Kort over Barolo-området, der viser hvor i området de smagte vine kommer fra.

Årgang 2014 har været frygtet lidt, for den var året hvor norditalien regnede væk. Konstant tænkte de sol-vante italienere, at nu måtte det værste være overstået, men det blev ved, og ved, og ved med at regne. Man har ikke fået så meget regn i Barolo siden 1820. Hvordan har Nebbiolo og La Bioca så lige klaret den opgave? Alt i alt har de klaret udfordringen. Der er kommet en meget klar og transparent Barolo ud af rå-materialet. Det er lette og elegante vine, som er uhyre velsmagende. Der er ingen tvivl om, at vinene har langt mindre lagrings-potentiale end 12 og 13, men der skal jo også være noget at drikke inden 12 og 13 er klar til at drikke om mellem 5 og 10 år.

Barolo Smagningen

Vinene beskrives herunder efter smagsintensitet. Lettest først.

2014 Barolo Monvigliero (Magnumflaske)
barolo_monviglieroCru fra den nordvestlige del af Barolo. Jordbunden er meget gruset og det giver lettere vine end i syd og øst. I 2014 producerede La Bioca to fade fra Monvigliero. 2/3 af vinen blev brugt til at peppe husets Barolo Aculei op imens resten blev tappet på magnum flaske. Det er blevet til blot 214 magnums.
Vinen fremstår transparent og klar i glasset. Duft af sødmefulde krydderier, trøffel, chokolade og figner. Let struktur i munden med flot vedholdende og pirrende bid. Kirsebærsten og let tanninbid i eftersmagen. Et ualmindeligt overraskende behageligt glas ung Barolo. (91)

2014 Barolo Ravera
Cru beliggende syd for Barolo by. Bisso mener selv, at denne mark har et af de største potentialer i Barolo. Det lykkedes ham at købe en parcel på marken i 2013.
Transparent og klar i glasset. Dufter af blomme i madeira, boysenbær, mokka, eucaluptus og sød lakrids. Klart mørkere og dybere aromaer end i Monvigliero. Rank og frisk i munden med mørke bær og lakridsrod. Flot intensitet. Fast tannin. En vin der bør gemmes 2-3 år og testes igen. Den er for ung, men er igen for årgangen, et lækkert bekendtskab. Overraskende lækkert. (92)

2013 Barolo Bussia
Marken Bussia i hjertet af Barolo bliver tit skældt ud over, at den er for stor og der er kæmpe forskelle på hvad der produceres fra den nordligste og sydligste del af marken. Personligt har jeg gode erfaringer med marken. Den giver Nebbiolo en næsten delikat struktur. Bisso kalder vinen Bissia, som den hed engang, før verden gik af lave.
Her er klart mere farvedybde end i 14´erne. Stadig teglrød og transparent, som Bisso vil have sin Nebbiolo, men man kan ikke kigge direkte igennem den. Mere varm frugt i næsen. Den dufter af kirsch, jordbærkompot, mokka, nybagt rugbrød og let viol. Flot samspil mellem lækker sødmefuld frugtsmag og tanninbid. Vinen virker næsten Pinot Noir-agtig. Kan nok ligge nogle år, men den kan drikkes med stor fornøjelse nu. (94)

2013 Barolo Borzone
Fra det aller nord-østligste hjørne af Barolo. Jordbunden er her meget leret og tung, og derfor opnår Nebbiolo et meget mørkt og tannisk udtryk. Her skabes vin der kan ligge mange år i kælderen. Denne vin er ingen undtagelse. Bisso kalder marken Borzello, som den hed engang, før verden gik endnu mere af lave.
Vinen dufter af mørke bær, tovværk, tjære og kærnemælk. Enorm dybde og kompleksitet i smagen. Masser af saftig mørk frugt, der pakker den stadig ungdommelige tannin flot ind. Eftersmag med lakrids og eucaluptus. Vinen er flot nu, men kan gemmes de næste 5-10 år uden problemer. (95)

2012 Barolo Stolet
barolo_stoletVinen er sammensat af Nebbiolo druer fra forskellige parceller i det nord-østlige Barolo. På flere af parcellerne vokser Nebbiolo som er over 100 år gammel. Grundet vinstokkenes alder, så er udbyttet ekstremt lavt.
Klar transparent teglrød farve. Vinen dufter af mørke blommer, friskmalet kaffe figner og sød lakrids. Dyb mørk frugt i munden hvor tannin-biddet frembringer mindelser om peber og lakrids. Dybt, komplekst og aggressivt. En top-lækker Barolo, der har mange år i sig endnu. (93)

Hvad har vi i vente?

barolo_smagningDer ligger store årgange i kældrene i Barolo lige nu. 15 og 16 var store, men 17 kan gå hen og blive endnu større. Hvor regnen dominerede billedet nord for alperne, så var den savnet i Barolo syd for Alperne. Vinmager Bisso betegner året som „næsten regnløst“. Jordbunden i området er tørret voldsomt du, og der skal regn til i vintermånederne hvis 2018 vegetationen skal komme godt fra start. I La Bioca´s kælder er fugtighedsprocenten normalt 96% i vintermånederne hvis man ikke sørger for daglige udluftninger – hvormed fugtigheden kann bringes ned på 85%. I november 2017 var fugtighedsprocenten på 64%!!! Helt uhørt. Barolo er ved at udtørre!

På grund af varmen høstede man utroligt tidligt. Nogle sorter blev høstet en hel måned før tid. Målingerne af druernes sukker og syreindhold var meget forvirrende, den ene dag så de du til at være høstklare, den næste ikke. Varmen spillede vinbønderne et puds. En forklaring på de underlige målinger var af botanisk karakter.

La_Bioca_Barolo_tasting
Der ligger gode ting og venter i kælderen hos La Bioca

Cellevæggene nær drueskallen var tykkere end normalt og frigav ikke mosten så nemt, men med lidt tålmodighed kunne man godt tage retvisende prøver. 2017 bliver vanvittig og bliver den forløbige kulmination på tre top-årgange i Barolo. Skal man rangere dem, så var 2015 stor, men startede ikke optimalt, da jordbunden var for våd ovenpå regnmasserne i 2014. 2016 var ideel fra start til slut og druerne indeholdte flere polyphenoler (farve, syre og aromastoffer) end 2015. Men hvad angår polyphenoler, så overgår 2017 alt hvad der tidligere er målt. 5200 mg/ltr blev målt i 2017 hvor normalen ligger omkring 4000. Man kunne frygte, at et så varmt år ville ende i marmelade-Barolo uden syre, men det er ikke tilfældet. Syren er på niveau med de seneste to år.

Året er lige til historiebøgerne. Fornemmelsen er, at det bliver exceptionel Barolo, der kann fyldes på flaske om cirka 3 år.

Wagram og Weinviertel – Löss er løsningen

Selvtilliden vokser i central-europa

af Sofie Thomasen og Jacob Ruby

Med skiferien for øje, venter snedækkede pister, solkyssede kinder kolde øl og lumumba forude. Men hvorfor egentlig ikke drikke Østrigs majestætiske hvidvin, grüner veltliner, når man holder pause fra sin slalom-susen ned af pisten? Især når vinene er så spændende, som de er blevet inden for de seneste år. Jo, vi ved godt, at Østrig har været hot før. Men så blev der lidt stille. Og så kom de stormende igen, – og det med en selvbevidsthed og selvtillid som aldrig før. Som en storslalom-løber uden angst på vej mod ny verdensrekord.

Grüner velt-hvafor en?

Grüner veltliner er Østrigs dronning og vigtigste druesort. Den grønne drue byder på alt fra syrerige, ranke og friske vine til komplekse, spicy og full bodied udgaver, og egner sig i høj grad til mad. Ud over at være den vigtigste drue, er det også Østrigs mest plantede, med hele 31 % af vinmarkarealet. En ny generation af vinmagere er ved at løfte den østrigske dronning ud af sin dvale og løfte hende op til at skabe sande mesterværker.

… Ind med kærligheden

Zuschmann_Schofmann
Else Zuschmann og Peter Schöf,mann

De unge producenter har øje på kvaliteten og kærligheden til deres vine. Glimrende eksempler på den nye generation af vinmagere, der forstår at iscenesætte grüner veltliner, er parret Zuschmann & Schöfmann, hvis kærlighed til hinanden og vinen skinner igennem i alle deres produkter, som viser koncentration og typicitet. Et andet par, som også lader deres kærlighed til vinen og regionen skinne igennem, er Ehmoser, som producerer strålende grüner veltliner og riesling præget af rank syre og flot spice.

Martina og Josef Ehmoser

Der har været en tendens til, at Østrigsk vin skulle komme fra de stejle skråninger i Wachau eller Kremstal. Men den ny generation af vinmagere er fuldstændig ligeglade med hvad tendenserne siger. De ved nemlig, at de kan producere stor vin, og det kan de især i de bløde bakker i upåagtede områder som Wagram og Weinviertel. Direkte adspurgt om hvad Wagram har at byde på, som Wachau og Kremstal ikke har, svarer Josef Ehmoser uden tøven: “Löss”.

De klassiske områder Wachau og Kremstal bliver udfordret af Wagram og Weinviertel.

Löss er løsningen

For både Ehmoser og Zuschmann & Schöfmann er jordbundstypen löss løsningen på vinligningen. Med löss som dominerende jordbund, trives grüner veltliner særdeles godt under de varme somre, fordi denne jordbundstype er god til at holde på det nedbør, som er faldet i løbet af foråret. Lerarten löss er en kombination af kvarts-sand og kalkholdigt ler, med en andel af kalk på helt op til 30%. Jordbunden indeholder masser af mineraler, som vinplanterne konstant kan nære sig af. Holder man udbyttet lavt, så er det små vidundere der kan skabes.

Pannoniske basin
Cirka sådan så Europa ud for 2 millioner år siden. Det pannoniske basin var fyldt med vand, og dermed bestod befolkningen i Ungarn stort set kun af fisk!!!

Weinviertel er scenen for Zuschmann & Schöfmann’s mesterværker. Området er præget af lavland og bløde bakker og er en del af det pannoniske basin, som er et kæmpe område i centraleuropa, der for to millioner år siden var dækket af vand. Den gamle havbund sørger blandt andet for store forekomster af kalk i jordbunden. I visse områder er forekomsten af muslingeskaller så stor, at du kan stå og pille dem op af jorden. Jordtypen kaldes Muschelkalk, og den giver stor grüner veltliner, men kan så sandelig også tilføre pinot noir en dybde som er overvældende. I bakkerne er det löss der dominerer.  Weinviertel er lig med varme somre og kolde vintre. Parret har siden 2015 været økologisk certificerede. Imellem rækkerne i vinmarken vokser en speciel symfoni af urter, græs og blomster, som nærer vinplanterne med mineraler og ”lokker” nyttige insekter til, f.eks. sommerfugle. I enkelte marker er der sat får ud for at holde græsset nede, og sørge for naturlig gødning.

löss_wagram
Her kan det dybe lag af Löss i Wagram iagtages på nærmeste hold.

Ehmosers hjemmebane er Wargram. Wagram består af bølgende bakker og langt hovedparten af markerne har en undergrund med Löss. Wagram ligger højere end Weinviertel, derfor er nætterne her kolde. Temperaturforskellen mellem nat og dag giver en utrolig sprødhed i Ehmoser´s vine. Her fokuseres der også på at lade naturen stå for størstedelen af arbejdet, med så lidt indblanding som muligt. Ehmoser lader terroir tale sit tydelige sprog, og fremviser rene, ranke og elegante vine af både grüner veltliner og riesling.

Alt i alt må det konstateres at Østrigsk vin er kommet stærkt tilbage, og at du i stedet for øl og glühwein på din skiferie, skal nyde et glas majestætiske grüner veltliner, på en frostklar solskinsdag i de østrigske alper.

Bemærkelsesværdige nyheder fra Østrig:

2016 Grüner Veltliner, Von den Terrassen, Josef Ehmoser
Klassisk østrigsk Grüner Veltliner. Druerne er hentet primært fra marker med en undergrund af Löss. Gæret og lagret på ståltank. Det er friskhed, renhed og frugt der er drivkraften i denne vin. Vinen dufter af passionsfrugt, fersken og har en let urtet ”dild-karakter”. Saftig og fyldig i munden, men saftigheden får hele vejen modspil af frisk syre og citrus-bid, som gør vinen til intet mindre end et scoop til prisen. Fantastisk balance. Grønt lidt urtet bid i eftersmagen, som vil gøre vinen til en fortræffelig ledsager til lette retter med fisk. (90)

2016 Grüner Veltliner Löss, Zuschmann & Schöfmann, Weinviertel
Gæringen er startet spontant. Efter endt gæring har vinen fået lov at hvile på gæren og der er foretaget regelmæssig battonage. Duft af ananas, røg, urter og vanille. Fantastisk fedme og struktur i munden. Det er Grüner Veltliner med gaspedalen i bund. Fedme som en Chardonnay, syre som en Riesling og så alligevel helt sin egen, med spicy mineralitet og røg i eftersmagen. Det er intet mindre end fænomenalt. Klarer nemt kraftigere fiskeretter og asiatisk inspirerede retter. (93)

2016 Riesling Vom gelben Löss, Josef Ehmoser
Riesling som det smager når det kommer fra marker med en undergrund af Löss. Vinen er gæret på ståltank og har fået lov at hvile på gærresterne efter endt gæring. Vinen dufter af ananas, fennikel og akacie-blomst. Cremet struktur, med sødme, men også pirrende syre, hvor akacie-krydderi driller tungen kærligt. Super saftig og fyldig vin. En fantastisk riesling, der byder ind med helt sit eget smagsbillede. Dette er ikke Mosel, det er ikke Alsace. Det er Wagram riesling dyrket på en jordbund af Löss. Prøv det! (91)

2015 Grüner Veltliner Georgenberg, Josef Ehmoser
Enkeltmarksvin fra en af Josef Ehmoser´s bedste parceller. Jordbunden består 100% af Löss. Vinen er gæret kortvarigt med skallerne og har sluttet gæringen på store gamle træfade, og dernæst fået lov til at hvile på gærresterne. Der er foretaget regelmæssig battonage. Vinen opfører sig som en top-Bourgogne i glasset. Diskret duft med lidt eksotisk frugt, vanille og pirrende urtet krydderi. Delikat mundfylde, der får elegant modspil af stringent syre, kompleks og raffineret i munden afsluttende med en eftersmag med lang vedholdende let-krydret mineralitet. Smukt. (93)

2015 Pinot Noir Muschelkalk Selektion, Zuschmann & Schöfmann 
Specielt udvalgte Pinot Noir druer fra en mark med en høj andel muslingekalk. Gæringen er startet spontant og har varet 3 uger i 600 liters åbne kar. Under gæringen er vinen omstukket for at få druekernerne ud af processen og derved undgå for meget harsk tannin. Dybrød farve, men alligevel transparent. Duft af kirsebær, tør grøn vegetation, mokka, marcipan og lidt mørk chokolade. Vild intensitet i munden. Det er delikat og saftig Pinot Noir, med mange lag, kirsebær, kølig blåbær, frisk syre. Flot ekstraheret, for hverken farve eller tannin tager overhånd. Netop den relativt lyse farve gør, at det er meget overraskende at få den i munden. Kompleks som en top Bourgogne. Meget ung, men dyrisk velsmagende. (93)

 

Årgang 2017 – Hvor grimt er bæstet i grunden?

Sommeren der regnede væk – nogle steder…

I Danmark vil sommeren 2017 gå over i historien som sjaskvåd og kold. Den årlige nedbørsmængde endte 150 mm over normalen!!! Vi fik 830 mm imod normale 700. Det er to måneders regn ekstra! Men stadig klemt ind på 12 måneder. Vi skal huske at glæde os over, at vi fik dem helt gratis, og at vi ikke mangler vand, som man gør så mange andre steder i verden.

Godt man ikke er vinbonde i Danmark. Men hvad med alle de andre? Vi så på landsdækkende tv, at forårsfrost truede årets vinhøst i mellemeuropa i maj måned. Nordeuropa var udsat for en kølig og våd sommer, men hvordan er det egentlig gået? Kom der noget godt ud af det hele? Har vi noget at glæde os til? Hermed følger en status på vinhøsten årgang 2017 ude i verden. Det er endnu for tidligt at sige om årgangen skal have 3, 4 eller 5 stjerner i de enkelte områder, men potentialet kan vi godt vurdere. Nogle steder ser det bedre eller værre ud end andre. Et forsigtigt bud på hvor årgangen ender er sat i parentes ud for hvert enkelt område. Faktum er, at bæstet slet ikke er så grimt som man kunne frygte.

TYSKLAND (4)

harvest_franzen17
Druehøst Oktober 2017 hos Weingut Franzen på Bremmer Calmont

Mosel havde et varmt forår med tidlig blomstring, men det endte galt, da frosten satte ind sidst i Maj. Juni/Juli var varme og tørre, faktisk for varme og tørre, så planterne blev flere steder ramt af tørke-stress. I August/september satte regnen ind. Det væltede bogstavelig talt ned fra himlen og flere begyndte at frygte, at det begrænsede udbytte, der var tilbage ville rådne væk. Men tørvejr og varme kom igen sidst i september og varede ved langt ind i oktober, med temperaturer på over 25 grader midt i måneden. Det varme tørre vejr i høstperioden redder årgangen. Der var endda særdeles gode muligheder for at producerer Beerenauslese og Trockenbeerenauslese, da den våde sensommer havde fremmet dannelsen af botrytis-svamp i druerne. Udbyttet ligger generelt ca. 40% under normalen, men de dråber der er kommet ud af anstrengelserne er af top kvalitet.

I Baden var betingelserne knap så svære. Weingut Wörhle har høstet med større udbytte end i 2016 og af meget fin kvalitet. Her høstede man Rieslaner Auslese i 27 graders varme i Oktober.

ØSTRIG (4)

Weinviertel blev ramt af frost i april og igen i maj. Især maj-frosten var slem ved vegetationen. Den sved de unge skud og satte vinplanterne voldsomt tilbage. Høstudbyttet blev af samme grund 30% lavere end i 2016. Sommeren var varm og tør. Kvaliteten af druerne er meget tilfredsstillende. Flot ekstrakt-indhold og syre nok til at give god struktur.

VENETO (4)

Frosten ramte også her, men nær det forårs-opvarmede vand fra Garda-søen slap man for store skader. Sommeren var varm og tør, men i August ramte et uvejr området med hagl og masser af vand. Det betød ødelæggelser og oversvømmelser i flere områder, men igen meget lokalt. Hos Monte del Fra betegner man 2017 som en årgang i den pæne ende. Her slap man nådigt fra frosten i foråret og blev ikke udsat for ødelæggelser fra hagl i august.

PIEMONTE (5)

Hvor regnen dominerede billedet nord for alperne, så var den savnet i Barolo syd for Alperne. Vinmager Bisso betegner året som „næsten regnløst“. Jordbunden i området er tørret voldsomt du, og der skal regn til i vintermånederne hvis 2018 vegetationen skal komme godt fra start. I La Bioca´s kælder er fugtighedsprocenten normalt 96% i vintermånederne hvis man ikke sørger for daglige udluftninger – hvormed fugtigheden kann bringes ned på 85%. I november 2017 var fugtighedsprocenten på 64%!!! Helt uhørt. Barolo er ved at udtørre!

harvest_labioca17
Druehøst september 2017 hos La Bioca i Barolo

På grund af varmen høstede man utroligt tidligt. Nogle sorter blev høstet en hel måned før tid. Målingerne af druernes sukker og syreindhold var meget forvirrende, den ene dag så de du til at være høstklare, den næste ikke. Varmen spillede vinbønderne et puds. En forklaring på de underlige målinger var af botanisk karakter. Cellevæggene nær drueskallen var tykkere end normalt og frigav ikke mosten så nemt, men med lidt tålmodighed kunne man godt tage retvisende prøver. 2017 bliver vanvittig og bliver den forløbige kulmination på tre top-årgange i Barolo. Skal man rangere dem, så var 2015 stor, men startede ikke optimalt, da jordbunden var for våd ovenpå regnmasserne i 2014. 2016 var ideel fra start til slut og druerne indeholdte flere polyphenoler (farve, syre og aromastoffer) end 2015. Men hvad angår polyphenoler, så overgår 2017 alt hvad der tidligere er målt. 5200 mg/ltr blev målt i 2017 hvor normalen ligger omkring 4000. Man kunne frygte, at et så varmt år ville ende i marmelade-Barolo uden syre, men det er ikke tilfældet. Syren er på niveau med de seneste to år.

Året er lige til historiebøgerne. Fornemmelsen er, at det bliver exceptionel Barolo, der kann fyldes på flaske om 3-4 år.

 MINERVOIS (4)

maris_harvest2017
Druehøst september 2017 på Chateau Maris i Minervois

Efter to år med meget lidt nedbør kunne man begynde at frygte, at vinplanterne i Minervois ville begynde at få tørke-stress. Men stressen er foreløbig udsat til 2018. Druekvaliteten har været enormt tilfredsstillende, sunde, velsmagende og med god syre. På Chateau Maris har man 40 parceller med druerne Grenache Gris, Syrah, Grenache og Carignan. Parcellerne ligger adskilt, nogle på lavland nogle på skråninger og i højland. Ikke to parceller modner ensartet grundet forskellene i jordbund, soleksponering og højdemeter. Men fælles for kvaliteten på de enkelte parceller er det, at kvaliteten er høj.

AUSTRALIEN (5)

harvest_massena17
Druehøst april 2017 hos Massena Vineyards i Australien

På den anden side af jorden blev jo høstet allerede i marts/april, så 2017 er faktisk allerede længe siden. Selvom kontinentet er stort, så var der fælles træk fra vest til øst – og tesen om, at det vejr de har i Perth om mandagen får de i Adelaide om torsdagen, holder stadig vand. Vinteren var våd, foråret mildt men ikke varmt. Det medvirkede til, at vinplanterne var mindre stressede, da der var rigelig vand i jorden og blomstringen stonegarden_riesling_massenaforløb perfekt i det milde vejr. Sommeren var også mild, og kun ad to korte omgange havde man hedebølger. Modningen af druerne forløb derfor over en lang periode og der blev høstet senere end normalt. Det har sikret flotte aromaer og god syre i druerne. Især Riesling har nydt godt af den “kølige” sommer. Både i vest og øst har den præsteret noget stort. I Eden Valley sammenlignes 2017 Riesling med topårgangene 2002 og 2005. Årgangen kan allerede nu afprøves med 2017 Stonegarden Riesling, Eden Valley fra Massena Vineyards.

 

 

af Jacob Ruby